Kategori: Ego

Jeg kan faktisk ikke rigtig få armene ned, efter jeg har investeret i et abonnement på The Economist. Bladet kommer hver lørdag med posten og er simpelthen smækfyldt med interessante artikler med overraskende vinkler og lødige analyser. The Economist har en klar liberal agenda, der går helt tilbage til 1843, hvor det første gang udkom, men linjen er 3/4 fakta og 1/4 kommentar. Næsten endnu bedre får man med et abonnement (der ikke behøver koste meget mere end 700 kr hos Nordic Subscriptions) adgang til den fulde database på nettet, hvor der også findes nyhedsopdateringer, og forskellige lande-oversigter. Det er simpelthen fremragende, velskrevet og frem for alt lødigt og informativt.

I det nyeste nummer er der fx en interessant artikel om den kommende deling af Jerusalem, hvis Olmerts delingsplan står til troende. En plan der desværre næppe på trods af sin defintive karakter vil være sidste skud i den sag. Der er også en analyse af Europas sorte uge med et uafgjort valg i Italien og politisk impotens i Frankrig (der krydres med en ironisk forside i den europæiske udgave, af et Bosch-maleri af europæiske munke, der steger i deres eget fedt). Glædelig var også en god analyse af sydamerikansk politik, hvor den tilsyneladende venstredrejning karakteriseres som populismens genkomst – eller hvordan der er mere Mussolini end Marx i folk som Chavez, Morales og Humala. På trods af sin polemiske titel er det dog en helt igennem reel analyse, der drager gode sammenligninger mellem sydamerikanske statsfædre som Peron og Paz Estenssoro (Bolivia) og nutidens politikere. Den afsluttende svada er værd at citere:

One big reason for populism’s persistence is the extreme inequality in the region. That reduces the appeal of incremental reform and increases that of messianic leaders who promise a new world. Yet populism has done little to reduce income inequality.

A second driver of populism has been Latin America’s wealth of natural resources. Many Latin Americans believe that their countries are rich, whereas in truth they are not. Populists blame poverty on corruption, on a grasping oligarchy or, nowadays, on multinational oil or mining companies. That often plays well at the ballot box. But it is a misdiagnosis. Countries develop through a mixture of the right policies and the right institutions. Whatever their past achievements, the populists are leading Latin America down a blind alley.

Se så at få tegnet det abonnement!

Det var en mærkelig oplevelse at sidde på et hotelværelse i Eilat og se Dannebrog blive brændt af. Internetforbindelsen var dårlig og de danske mediers dækning så overvældende, at vi valgte helt at lade CNNs ankermænd udvælge det relevante for os. Selv på så lang afstand så det ikke godt ud. Muhammed-tegningerne, “those cartoons we told you about”, var headline næsten hver dag, i den stadig mere groteske sag, der bl.a. førte til, at vi måtte aflyse en tur til Petra i Jordan, af frygt for at ende som skrækslagent gidsel på Al-Jazeera, der med bævende stemme anmoder Fogh om at knægte ytringsfriheden. Den angstfornemmelse kunne man jo godt blive vred over, og jeg skal da ærlig indrømme, at på et tidspunkt var jeg klar til at gribe røret og ringe til Pia K og sige “count me in”, da hun virkede som den eneste, der ikke havde tralvt med at falde over egne ben for at sige undskyld. Men det gjorde jeg naturligvis ikke, for frihed er mere end ytringsfrihed, og DFs holdning på alle andre punkter huer mig ikke.

Man fik jo lyst til at skrive et essay om, hvad der er gået helt, helt galt i den danske debat, hvor man åbenbart mener, at ytringsfriheden ikke inkluderer retten til at ‘krænke’ nogen, dvs. gøre nogen vrede. Det gør den naturligvis, og heldigvis ser jeg i dag, at Frederik Stjernfelt allerede har skrevet mit essay for mig. Det er meget bedre end noget, jeg selv kunne have skrevet. Det hedder Tolerance og respekt er ikke det samme.

Så er jeg tilbage efter en dejlig ferie i Eilat ved Det Røde Havs munding i Israel. Det har været en fin tur, som jeg skriver mere om ved lejlighed. Jeg vil bare lige gøre opmærksom på en lille detalje, der i lyset af Muhammed-kontroversen (gider vi høre mere om den? Det kommer vi til), efter min mening fortæller alt om den arabiske verdens selvbillede, og vores billede af dem. Detaljen kommer her:

Eilat er en rigtig ferieby med Las Vegas-agtige hoteller, forlystelsespark og badestrand, klemt inde på en lille stribe land mellem Egypten til den ene side og Jordan til den anden. Det lader man sig nu ikke mærke med i Eilat, men lever livet som man vil, afslappet og glædeligt. Ikke noget med store militærpatruljer og hvinende sirener. Her tager vi det afslappet. Lige ved siden af Eilat ligger på den jordanske side af grænsen byen Aqaba, der også er en ferieby med hoteller og forlystelser og falaffel-fabrikker. Byen minder i et og alt om Eilat og lever af nogenlunde det samme – nemlig turisme. Alligevel våger der over Aqabas havn et ENORMT jordansk flag, der er synligt overalt i Eilat, eller hvor man måtte befinde sig langt ned at kysten. Og når jeg skriver enormt, så er det virkelig enormt. Det vil sige 136 meter højt – så højt at det skal have advarselslampe på, for at flyene ikke støder ind i det. Og det er ikke engang løgn.

Indtrykket af flaget er naturligvis ikke skrækindjagende, hvilket jordanerne måske selv forestiller sig, men mystisk og en smule morsomt. På den ene side Israel, der hviler stille og roligt i sig selv, på trods af at være på utallige psykopaters dødsliste; på den anden side Jordan, der skal stive sig selv af med det største fallossymbol siden Eiffel-tårnet.

I følge artiklen jeg linker til, er flaget dog primært vendt imod andre arabiske stater og Al Qaeda, idet flaget faktisk ikke kun er jordansk, men også symboliserer det hashemitiske dynasti. Så det oprindelige indtryk jeg fik, er ikke nødvendigvis rimeligt, og afspejler lige så meget min egen uvidenhed om arabiske lande (som jeg dog forsøger at råde bod på ved ivrig læsning). Men de burde nok uddele en folder, hvis man ikke skal have det forkerte indtryk 😉

Mere her.