Kategori: Film og tv

Sideways

Den nye film af Alexander Payne (der stod bag perlen About Schmidt) er helt på toppen og anbefales varmt. Payne er en mester i at fortælle off-beat og rørende historier, der gemmer en menneskelig kerne under en satirisk og morsom overflade, der med lethed forfører med grin og slutter af med pathos. Sideways har været hans store gennembrud i USA og har sendt horder af filmfans til Nordcalifornien for at efterprøve den famøse vinsmagningsrute, som er motoren for plottet i filmen, hvor to gamle venner i slutningen af 30’erne tager på ‘en sidste tur’ før den ene skal giftes. Et patetisk oplæg, men herefter kører alt helt sidelæns af sporet, for den ene ven er bitter forfatter med et forlist ægteskab bag sig, og den anden er en afdanket skuespiller og en sand satyr, der ikke kan vente med at få sig et slag f***, selvom han skal giftes med jordens dejligste (og rige) pige: det går naturligvis helt galt og den smagfulde ‘rødvins- og golftur’ drukner i stridigheder (hvorfor hader vor forfatterhelt Merlot og elsker Pinot Noir?), misforståelser og sex. Forrygende.

[“Sideways”. USA, 2004. Instruktion: Alexander Payne. Manuskript: Alexander Payne, Jim Taylor. Medvirkende: Paul Giamatti, Thomas Haden Church, Virginia Madsen, Sandra Oh.]

Klovn

Jeg skal lige hype Frank Hvam og Casper Christensens nye komedieserie Klovn. Den har efter min mening potentiale til at blive den bedste sit-com på dansk, fordi den forsøger at finde en særlig dansk tone, frem for de ellers meget amerikanske forsøg, vi hidtil har set – selvom “Langt Fra Las Vegas” var et godt bud. “Klovn” er helt nede på jorden, skudt råt og improviseret med håndholdt videokamera, og vi følger i essensen Frank Hvam, der spiller Frank Hvam, i en masse af hverdagens små irritationer og pinligheder: glemte kæresteaftaler, høj musik fra indvandrerdrenge (check bl.a. den nye rap-stjerne Ataf i en meget morsom birolle i afsnit 2), Jarl Friis-Mikkelsen med åndssvage show-biz-ideer og så naturligvis vennen Casper Christensen (der også spiller sig selv – næsten – for han bor i serien i et palæ på Chr. Winthers Vej) som den overlegne vinder med det lækre liv. Kluklatter og hverdagssatire, hvor Hvam altid ender med narrehatten på – som en rigtig klovn. De første episoder kan stadig ses i TV2’s konsol.

Jeg fucker med din hjerne

Berlingske Tidende bringer den hårdeste artikel i dag: Et dobbeltinterview med Thomas Vinterberg og Lars von Trier om venskaber. Det er jo almindeligt kendt, at Lars von Trier kan være lidt af en psykopat, men her har vi altså mind-games for fuld udblæsning. Stemningen er ikke god, lad os bare sige det sådan, når Thomas, Fyrbøderen og Kællingen fra Berlingeren mødes. Et hurtigt citat:

THOMAS VINTERBERG ER GÅET UD for at tisse for åben dør igen:

»Nu har du jo sagt, Lars, at jeg er både kold og glat, og derfor bliver jeg også nødt til at forklare, at chancen for, at der ligger en grotesk ydmygelse lige om hjørnet sammen med dig, netop er grunden til, at jeg bliver en anelse ængstelig i dit selskab. Men det er jo også en af dine kvaliteter – at gøre folk fulde og få dem til at springe i en kold pool.«

The Grudge

Japanerne har i løbet af de sidste par år genopfundet horrorgenren, først og fremmest med den skrækindjagende The Ring fra 1998, der fik teenagere verden over til at frygte deres gamle videobåndoptagere. The Grudge er sidste skud på stammen – og en effektivt rædselsvækkende spøgelseshistorie om had og hævn.

Det er Shimizu selv der styrer amerikaniseringen af sin Ju-On-serie (hele fire film i Japan), og selvom der tales engelsk er hele stemningen meget fremmed og asiatisk, hvilket filmen da også spiller på: Vi følger en gruppe amerikanere der i Japan ankommer til et grusomt spøgelseshus, hvor en ond ånd regerer. Gellar er den obligatoriske ’Final Girl’, der altså ikke denne gang skal jage vampyrer, men spøgelsets hemmelighed.

Det er så som så med logikken i plottet, for The Grudge er mest interesseret i at hviske ’Pas på… De kommer!’, mens ofrene bliver skræmt til døde af en forfærdelig kvinde med slange-sort hår, en lille mystisk dreng og en sort kat. Det lyder måske plat, men atmosfæren og stilen i The Grudge er så sikker, og variationerne så udspekulerede, at man gang efter gang kryber i sædet eller springer op med bankende hjerte. Læg især mærke til den mageløse lydside, der for altid vil forandre betydningen af en telefon der ringer, eller guldbrædder der knirker…

(Anmeldt for Citadel)

[“The Grudge.” USA, 2004. Instruktion og manuskript: Takashi Shimizu. Medv.: Sarah Michelle Gellar, Bill Pulman, Jason Behr, m.fl.]

Team America: World Police

Ganske vist får den først premiere herhjemme engang efter nytår (14. januar), men jeg kan vist alligevel godt løfte sløret for Team America: World Police, South Park-drengene Trey Parker og Matt Stones satiriske dukke-action-film om terrorisme-bekæmpelse The American Way.

Jeg har tidligere omtalt filmen, men jeg må indrømme, at jeg faktisk blev lidt overrasket over, hvor satiren rettede sig hen: Den var ikke nær så kritisk overfor Bush-administrationen som jeg havde ventet, men til gengæld bliver de selvgode ‘liberals’ i USA latterliggjort ud over enhver anstændighedens grænse – naturligvis lige som det skal være. I en afsluttende meget smuk tale får filmens helt, skuespilleren Gary, formuleret filmens morale på ægte South Park-sprog: [ADVARSEL: pas på sproget, hvis du er følsom…]

Der er pikke, fisser og røvhuller her i verden. Fisserne bliver nogle gange sure på pikkene, fordi de knepper alt hvad de kommer i nærheden af, både røvhuller og fisser. Men hvis pikkene ikke en gang imellem får lov af fisserne til at kneppe røvhullerne, så ender vi med lort ud over det hele. [citeret efter hukommelsen]

Så smukt og enkelt kan det siges, og hvis du erstatter pikke med George Bush og røvhuller med Saddam Hussein (og fisser med Michael Moore) skulle det vist være klart, hvor drengerøvene vil hen – og det er sådan set betydeligt længere til højre, end man skulle tro.

Det er da også betegnende, at det kun er skurkene i filmen (der er fortalt helt og holdent fra Team Americas perspektiv) som er ‘rigtige’ karikaturer, altså parodier på virkelige personer, som Sean Penn, Hans Blix og Kim Jong Il. George Bush og kohorter er fraværende, selvom der bliver gjort tykt grin med ‘effektiviteten’ i terrorbekæmpelsen, fx da Team America smadrer det meste af Paris for at få ram på et par tjetjenske terrorister med en suspekt kuffert.

Satiren over terror-bekæmpelsen skal således ses i selve satiren over action-genrens klicheer, og filmen kan ses som en ‘subtil’ satire på linje med Starship Troopers. Alle kulturer som Team America møder er fx beskrevet med de mest racistiske stereotyper: Paris er fuld af mime-kunstnere og tværstribede flüte-bærere, araberne er skumle beduiner, der ikke kan sige andet end “Derka Derka Muhammed Jihad”, osv.

Virker satiren så? Måske. Et eller andet sted er den nok for fjollet og drengerøvet til for alvor at få nogen op af stolen, eller åbne ens øjne for ondskaben i enten Krigen mod terror eller Kim Jong Il. Det skulle dog lige være Sean Penn, der figurerer prominent i filmen som en af anti-terror folkenes argeste modstandere. Læs mere om kampen mellem Penn og Parker/Stone her og her.

Tjeck de amerikanske anmeldelser på metacritic. Roger Ebert – som jeg normalt har stor respekt for – er godt sur.

Alexander

I dag har Oliver Stones megafilm Alexander om ‘Big A’ fået premiere. Den har generelt fået en (fortjent) lunken modtagelse hos anmelderne, og for et syns skyld smider jeg lige min egen anmeldelse fra Citadel på nettet:

Der er en god portion inspireret vanvid i Oliver Stones’ fortælling om Alexander Den Store, for ligesom hovedpersonen erobrede hele Den Kendte Verden, før han var fyldt 27, vil Stone have det hele med: Det historiske, det kulturelle, det militære, det psykologiske og det mytologiske. På vanlig Stone-vis får den hele armen i Alexander, som trods 3 timers spilletid er både fascinerende, uhåndgribelig og forvirrende.

Stone vil skildre Alexander (Colin Farrell på en umulig opgave) som et levende menneske, der drives af et uforløst forhold til sin heks af en mor (Angelina Jolie med slangetunge) – men samtidig også som et næsten mytologisk væsen, der lever i den græske gudeverden med Zeus’ gyldne ørn som ledestjerne og mareridt.

Visionen forløses fuldkomment i det drabelige slag ved Gaugamela, hvor Alexanders ryttere besejrer perserne med en taktisk genistreg, og hvor mytologi, strategi og Alexanders brændende personlighed går op i en højere enhed. Dette kunne virkelig være Alexander, og det er stort! Men udover de udpenslede slag med (meget flotte!) krigselefanter og kædedrab svælger filmen i Alexanders tiltagende storhedsvanvid, homoseksualitet og moderbinding, og desværre er Stone – som den nihilist han er – i sidste ende mest til død og undergang.

Alexander kunne være blevet et originalt billede fra en for længst glemt tid, men ender som en både rodet og genkendelig forfaldsmyte fra den moderne verdens overskudslager.

Jeg har givet den 3 ud af 6, men mener nu alligevel, at den er værd at se.

[“Alexander”. Instruktion: Oliver Stone. Manuskript: Oliver Stone, Laeta Kalogridis, Christopher Kyle. Medvirkende: Farrell, Angelina Jolie, Val Kilmer, Anthony Hopkins m.fl.]

“Submission” på DR2

Ganske ekstraordinært viser DR2 i aften Theo van Gogh’s kortfilm Submission, filmen der kostede ham livet. Den vises som en del af Debatten kl. 20, hvorefter der vil være diskussion med bl.a. Bertel Haarder. Den kommer vel til at handle om integration og ytringsfrihed – og skal vi ikke allesammen håbe på allerede nu, at resultatet bliver et forsvar for ytringsfriheden, helt uden forbehold. Sig det igen: Ytringsfriheden er uindskrænket og fuldkommen, uanset om religiøse eller politiske grupper må føle sig krænkede.

Imidlertid indebærer ytringsfriheden ikke, at man også har ret til at være fri for modsigelse. Tværtimod: Ytringsfriheden sikrer nemlig, at man både kan og bør imødegå en hvilken som helst holdning, der bringes til torvs. Lige så vel som den er retten til at ytre sig, er ytringsfriheden retten til at kalde andre for idioter. Det glemmer vi af og til i Danmark, hvor der desværre stadig er en tendens til at specielt islamisk ekstremisme bliver fortolket som ‘noget kulturelt’, som man ikke nærmere skal imødegå med anden end mild hoverysten – i stedet for at tage de mennesker alvorligt, der især i de senere år har vist sig særdeles tilbøjelige til at følge deres holdninger op med handlinger. For ikke særligt længe siden fik en dansk-marrokansk jøde læstelige bank på åben gade for at have læst op af den hellige koran, der ikke må besudles af ugudelige. I sidste uge var det så Theo van Gogh der måtte lade livet, fordi nogle mennesker ikke kan tåle modsigelse.

Derfor er det vigtigt at vi kalder fascisme for fascisme når vi ser dens hæslige ansigt, og ikke forsøger at omklamre den med forståelse eller kalde den for kulturelt (eller socialt) betinget – også selvom der måtte være kulturelle eller sociale grunde til at den opstår. Det er tankevækkende at dette opgør primært skal tages af nydanskere som Farshad Kholgi og Naser Khader. Det er mennesker som konkret har modtaget trusler – mange trusler – fra de islamiske fascister, fordi de betragtes som overløbere (selvom Kholgi egentlig er bahía), der skal gøres tavse. De er modige mennesker, og vi må ikke svigte dem, som blot gør det ypperste man kan kræve: at kalde en spade for en spade.

“Submission” kan i øvrigt downloades her.

De statsløse

DR2 sendte i går aftes programmet “Stasløs”, hvor journalisten Jacob Kofler tager med sin far tilbage til Polen, hvorfra familien (før Jacob blev født) blev udvist i 1969. Jacob Koflers far var én af de 3.000 polske jøder, som den danske stat tog imod, da det polske kommunist-regime ikke længere ville vide af dem, og anklagede dem for zionistiske konspirationer mod den polske nation (egentlig for at dække over den voldelige repression af et studenteroprør, der krævede ytringsfrihed). Det er en gribende og grusom historie om hvordan mennesker kan falde i unåde i deres eget land, hvor de har boet i generationer, alene på grund af deres etniske tilhørsforhold – og som følge af en totalitær stats propaganda. Til sidst sidder den unge Kofler ansigt til ansigt med én af de kommunistiske avis-redaktører, der var mest aktiv i hetzen og som direkte var medvirkende til, at hans far måtte flygte – efterlade alt hvad de havde opbygget og stikke af. Heldigvis var flygtninge dengang stadig en ny ting i Danmark, og tålmodigheden og imødekommenheden var stor. D

Programmet var også interessant for mig, fordi min kærestes mor og hendes familie var med i en senere flugt af polske jøder, i 1971. Jeg har selv hørt historien om hvordan min kærestes mormor og morfar blev udstødt af det polske samfund, blev fyret fra deres arbejde (morfaren var anti-kommunist, hvilket han aldrig lagde skjul på), men hvordan Danmark bød dem velkommen med åbne arme, hotelværelse og lommepenge. De har stadig venner i Dansk Flygtningehjælp, som bød dem velkomne dengang. Deres yndlingshistorie er hvordan, da de ankom til Hovedbanegården, blev modtaget af to danske politibetjente. Politiet vækker altid mistro i folk, der har boet i totalitære regimer, og de vidste ikke hvad de skulle vente. Men politibetjentene sagde bare: “Goddag og velkommen til Danmark”, trykkede dem i hånden og bød dem indenfor i landet, hvor de fik lov til at skabe sig et nyt liv. Senere er det jo desværre blevet så som så med gæstfriheden.

Jacob Koflers far har en historie om, hvordan han flyttede ind på et kollegium i første omgang, da de ankom til Danmark, og straks blev inviteret til et selskab hos en af de danske studerende, som boede på kollegiet. Og dér på væggene hos den skæggede hippie hang såmænd idol-plakater med alle de tyranner, der havde inspireret det grusomme styre i Polen: Lenin, Marx, Mao og gode gamle Che Guevara. Så kunne Kofler ellers stå der, og se sine bødlers forbilleder gjort til pop-idoler. “Danskerne var meget uvidende om hvordan det var i Østeuropa”, siger han lakonisk i programmet. Det må man sige.

Min kærestes mor kan fortælle en stort set identisk historie, om hvordan hun var på højskole dér i starten af 70’erne, hvor det var så populært at være socialist. Hun fattede det ikke og var slået med vantro. “I ved ikke hvad I taler om”, kunne hun bare sige, og afslog at deltage i indsamlinger til glæde for Formand Mao. De danske socialister blev vist egentlig lidt sure på hende – men det er jo også irriterende at høre fra en som virkelig kender til det, hvad kommunismen egentlig går ud på: Kontrol og undertrykkelse.

“Stasløs” var et godt program, der er værd at gense. Jeg har desværre ikke kunnet finde det på DR’s net, men der findes en programomtale.