Ganske ekstraordinært viser DR2 i aften Theo van Gogh’s kortfilm Submission, filmen der kostede ham livet. Den vises som en del af Debatten kl. 20, hvorefter der vil være diskussion med bl.a. Bertel Haarder. Den kommer vel til at handle om integration og ytringsfrihed – og skal vi ikke allesammen håbe på allerede nu, at resultatet bliver et forsvar for ytringsfriheden, helt uden forbehold. Sig det igen: Ytringsfriheden er uindskrænket og fuldkommen, uanset om religiøse eller politiske grupper må føle sig krænkede.
Imidlertid indebærer ytringsfriheden ikke, at man også har ret til at være fri for modsigelse. Tværtimod: Ytringsfriheden sikrer nemlig, at man både kan og bør imødegå en hvilken som helst holdning, der bringes til torvs. Lige så vel som den er retten til at ytre sig, er ytringsfriheden retten til at kalde andre for idioter. Det glemmer vi af og til i Danmark, hvor der desværre stadig er en tendens til at specielt islamisk ekstremisme bliver fortolket som ‘noget kulturelt’, som man ikke nærmere skal imødegå med anden end mild hoverysten – i stedet for at tage de mennesker alvorligt, der især i de senere år har vist sig særdeles tilbøjelige til at følge deres holdninger op med handlinger. For ikke særligt længe siden fik en dansk-marrokansk jøde læstelige bank på åben gade for at have læst op af den hellige koran, der ikke må besudles af ugudelige. I sidste uge var det så Theo van Gogh der måtte lade livet, fordi nogle mennesker ikke kan tåle modsigelse.
Derfor er det vigtigt at vi kalder fascisme for fascisme når vi ser dens hæslige ansigt, og ikke forsøger at omklamre den med forståelse eller kalde den for kulturelt (eller socialt) betinget – også selvom der måtte være kulturelle eller sociale grunde til at den opstår. Det er tankevækkende at dette opgør primært skal tages af nydanskere som Farshad Kholgi og Naser Khader. Det er mennesker som konkret har modtaget trusler – mange trusler – fra de islamiske fascister, fordi de betragtes som overløbere (selvom Kholgi egentlig er bahía), der skal gøres tavse. De er modige mennesker, og vi må ikke svigte dem, som blot gør det ypperste man kan kræve: at kalde en spade for en spade.
“Submission” kan i øvrigt downloades her.