Kategori: Notater

Kyllingerne vender hjem for at ruge: Den græske krise får euroen til at vakle. Kristian Mouritzen siger, at Euroen ikke kollapser, og Carsten Valgreen bakker op. Men WSJ siger, at Euroen er stendød.

Endnu en vred forfatter tager Anders Fogh ved vingebenet, denne gang Anne Marie Løn i Politiken. Hun viser med al tydelighed, at skrivetalent ikke har meget at gøre med fornuft eller klarsyn, men kronikken er alligevel særdeles velskrevet og skræmmende, ikke mindst fordi AMLs tanker faktisk deles af et betydeligt segment af intelligensiaen kunstnerstanden: AFR var ikke bare en kynisk politiker, men en decideret dæmonisk og fascistoid kraft, der gennem lige dele analfikseret kontrol og galskab har ødelagt Danmark. Den får på alle freudianske tangenter, og man kan ikke andet end tage sig til hovedet, uanset om man er en fan af Fogh eller ej. Politiken når avisen er både bedst og værst.

Hvem bestemmer? Bankerne eller den amerikanske stat? Tyler Cowen i Huffington Post: “There’s a different way to think about the bailouts, namely that the
U.S. government stands at the center of a giant nexus of money raising,
most of all to finance the U.S. government budget deficit and keep the
whole show up and running.”

The Duchess: Filmen om hertuginde Georgiana af Devonshire var ikke helt så overbevisende, som den burde være. Keira Knightley skærer som altid en god figur, men hendes rolle som en ung adelskvinde der omkring 1780 først sætter spørgsmålstegn ved kønsrollerne og siden underkaster sig systemet, virker ikke helt overbevisende. Mentaliteten virker lidt for moderne, selvom der er anstrøg af noget mere interessant, måske en kvindeudgave af Barry Lyndon med flottere kjoler? Det er i øvrigt en virkelig historie, og der er klare hentydninger til hertugindens efterkommer, Diana Spencer. 3/6

Filmen Pans Labyrint lykkedes det mig – med vanlig forsinkelse – først at få set i går. Det er en meget original og ovevældende film, jeg tror i hvert fald ikke, jeg har set en så idérig genreblanding i meget lang tid: Krigsdrama i Spanien efter Borgerkrigen, fantasy i en piges eventyrunivers og horror med blodige monstre og udpenslet vold. Det burde ikke fungere, men det gør det. Jeg tror, jeg skal se den igen, for jeg fik faktisk ikke helt fat på pointen, men har lyst til at gå på opdagelse igen. Eneste anke fra min side var det temmelig klichéfyldte portræt af falangist-kaptajn-skurken (behøver han virkelig omhyggeligt pudse sine lakstøvler?), men det er til at leve med i en film, der i forvejen er fuld af kulørte indslag. 5/6

En film om Muhammad Yunus og mikrokredit: To Catch A Dollar. Specifikt om åbningen af Grameen America‘s første afdelinger i Queens, New York. Kan Yunus opnå den samme succes i en højt udviklet økonomi som i Bangladesh? Er det de samme problemer, som fattige i USA møder? Filmen skraber kun lige i overfladen, men giver et spændende blik ind i hvordan finans-entreprenører prøver at hjælpe andre entreprenører. Jeg så den på Georgetown University i DC, hvor Yunus selv introducerede. Han var en ganske ydmyg mand, der ikke rigtig gad fortælle om sig selv – desværre. Han skulle videre til et af sine 15 andre daglige møder. Men sympatisk virkede han, og der var en god diskussion bagefter. 4/6

The Visitor er en af den slags lavmælte, realistiske film, der slår benene væk under de amerikanske anmeldere, men som det er svært at blive begejstret for som europæer og især som dansker. Det er en velmenende immigrant-film om en udtørret hvid professor, der får livsglæden og trommelysten tilbage ved at møde en sprudlende og ubekymret araber. Alligevel ender filmen ulykkeligt for rigtig at slå pointen fast, at USA er lige så ondt og uigennemskueligt som Syrien, hvilket ekspliciteres af araberens enlige mor – der er god, som dagen er lang – og som professoren får et forhold til. Som karakterstudie fungerer filmen delvist, som politisk budskab er den trættende, især for os, der er vokset op med den uendelige række af europæiske immigrantdramaer siden Angst essen Seele Auf.

Som Village Voice skrev er filmen “one of those incredibly naïve movies that gives liberals a bad name, and which does more to regress the sociopolitical discourse than advance it.” Naturligvis kunne det amerikanske immigrations-system post 9/11 godt være mere gennemskueligt, og det er hårdt for dem, der bliver deporteret, men realiteten er jo bare, at hvis USA åbner for grænserne, så flytter halvdelen af Latinamerika, Asien og Afrika dertil i løbet af en uge, og det kan lidt mere gensidig forståelse altså ikke ændre på. 3/6

Word Wars: En dokumentarfilm om Scrabble-nørdernes kamp! Det er en mere lavmælt version af film som The King of Kong, hvor vægten er lagt på portrættet af fire stormisbrugere af Scrabble og deres mærkelige mission om at vinde verdensmesterskabet og 25.000 dollars. Filmen er fyldt med skæve, autistiske eksistenser, blandt andet en sort fyr fra Baltimores ghetto, og man kan ikke lade være med at tænke: Hvis de nu bare brugte kræfterne på noget konstruktivt, hvad kunne de så ikke udrette? Men det ved de godt. De har valgt Scrabble.

Boogie-Prebens triste skæbne: Artiklen er fra 2007, men jeg havde ikke hørt historien før. Jeg kan godt huske Boogie-Preben, men har aldrig kastet mønter på ham. Der var vist nogle på mit studie, der lavede en film om ham. (Det var da vist endda Mads Brügger?). Jeg håber, at det stakkels menneske fik noget ud af de femkroner, han fik tyret i hovedet, mens han breakede.

Amerikansk fodbold og intellektuel ejendomsret i Saint Louis: Hvem ejer udtrykket “Who Dat”?