Både økonomisk, socialt og moralsk er optøjerne i Frankrig det seneste eksempel (blandt mange) på velfærdsstatens fallit – hovedsageligt fordi den kun er i stand til at skabe gode forhold for dem som allerede er i arbejde, mens resten må stå med hatten i hånden.
Tre gode artikler, værd at få forstand af:
Så er der en bog om Frevert-sagen – kun lidt over en måned efter skandalen. Må den koste hende mange stemmer til kommunalvalget.
Det kan ofte være en god idé at opsummere de gode (eller knap så gode) pointer, før diskussionstrådene bliver alt for lange. Spørgsmålet der rejses, dukker ofte op, når – især europæere – diskuterer uddannelse. Kan uddannelse privatiseres? Vil det føre til, at de fattige ingen uddannelse får, hvis de selv skal betale for den?
Jeg forudsætter, at vi har fælles mål med diskussionen. Alle jeg kender går ind for uddannelse til alle, som har evner for det, og ingen mener, at det bør være en hindring for et kvikt barn at komme på universitetet, at barnet kommer fra de lave sociale lag. Spørgsmålet er imidlertid hvilket uddannelsessystem, der er bedst til at sikre de bedste muligheder for flest mulige mennesker?
Umiddelbart virker det indlysende, at et offentligt administreret og finansieret system bør være det rette: Her gøres ikke forskel på folk, og alle har lige muligheder. Men det gælder kun tilsyneladende, for selv i et land som Danmark, der om noget burde have lige muligheder for uddannelse, kommer 1 ud af 3 børn aldrig videre end folkeskolen. Næsten alle sammen har forældre, som heller ikke har nogen uddannelse. Faktisk er Danmark et af de lande, hvor man i allerhøjeste grad reproducerer sine forældres sociale position: Er du barn af arbejdsløse ufaglærte bliver du sandsynligvis også selv arbejdsløs ufaglært, er du barn af akademikere bliver du sandsynligvis også selv akademiker. Der har kun været meget begrænset social mobilitet i de sidste 30-40 år, siden velfærdsstaten blev indført, og det kommer ikke til at blive bedre i fremtiden: De ressourcestærke vil ikke i længden finde sig i en middelmådig folkeskole, og stikker af til de private.
Der er naturligvis en lang række grunde til den manglende mobilitet, både kulturelle, pædagogiske og økonomiske – vigtigst af disse er nok reformpædagogikkens tendens til at reproducere og belønne middelklassens kultur frem for almene kundskaber, og de manglende økonomiske incitamenter til at tage en uddannelse. Der kan være mange forskellige løsninger på dette, men eksemplerne fra Danmark må gøre det klart, at der ingen nødvendighed er i at et offentligt, velfinansieret, støttesystem sikrer uddannelse til alle – tværtimod. Eksemplerne med offentlige uddannelser i andre lande gør kun ondt værre, for selvom der fx i et land som Bolivia faktisk tilføres betydelige offentlige midler til uddannelse, også på universitetsniveau, så lider hele sektoren af de klassiske offentlige problemer – mangel på muligheder for at stille de ansvarlige til regnskab: Fx afleverer universiteterne i Bolivia intet regnskab for de enorme beløb de modtager. Stilles der krav om regnskab, går universiteterne i strejke, fordi de ikke vil kontrolleres (men gerne have penge). Manglen på accountability med et fint ord – muligheden for at stille de ansvarlige til regnskab for dårlige beslutninger – er den offentlige sektors indbyggede problem i det meste af verden, og fænomenet præger også i udtalt grad de nordiske lande, selvom det er mindre her. Men ikke engang her virker den offentlige model efter hensigten, at give alle lige muligheder. Desværre, kan man næsten sige, for hvad gør man så?
Det private system har det, som det offentlige mangler, nemlig accountability (et mundret dansk ord ønskes, tak!). Leverer skolen, gymnasiet, universitetet ikke det jeg efterspørger, så går jeg et andet sted hen med mine penge. De dårlige institutioner vil dø ud med tiden af mangel på ressourcer, mens de gode vil blomstre. (Logikken er som bekendt en anden i det offentlige: leverer en institution ikke varen, så skal den have flere penge. Det er det modsatte af accountability, det er at belønne inkompetence). Dette er naturligvis et alt andet lige argument, for der findes også dårlige private skoler (man kunne fx pege på de religiøse skoler i Pakistan), men vi bliver nødt til at forudsætte, at folk som helhed ønsker god uddannelse, for ellers er der hverken mening i det private eller det offentlige system.
Logikken for det private holder altså, for dem som har penge til at betale, det kan der ikke være nogen tvivl om. De amerikanske betalingsuniversiteter er konsekvent de bedste i verden, og der kan ikke være nogen tvivl om, at det er den rent private, profitorienterede finansiering, som gør dem konkurrencedygtige. Men hvad med de fattige, som ikke har råd? Skal de så ikke have muligheden?
1) For det første må man påpege, at i et privat system vil skolerne konkurrere om at tiltrække de bedste elever, også selvom de er fattige. Der vil derfor være et stort udbud af stipendier til mindrebemidlede, men dygtige elever. Erfaringerne fra USA bekræfter dette: Det kan faktisk lade sig gøre at komme fra Crown Heights til Harvard, selvom det naturligvis alt andet lige er sværere end at komme fra Orange County til UCLA. Jeg benægter ikke, at de fattige står overfor langt større både sociale og økonomiske udfordringer i uddannelsessystemet – jeg benægter derimod, at et offentligt system skulle være specielt gavnligt til at afhjælpe problemet.
2) For det andet kan man måske stille spørgsmålstegn ved, hvor dyrt det egentlig er at blive uddannet, og hvor svært det egentlig er at skaffe pengene. Naturligvis, hvis du skal på Harvard, jamen så koster det mange penge, men mindre kan vel også gøre det. Jeg har set eksempler på fattige mennesker i Bolivia, som det faktisk alligevel lykkedes at sende nogle børn på universitetet, gennem hårdt arbejde, planlægning og sparsommelighed. Om der har været en større eller mindre del af offentlig medfinansiering skal jeg ikke kunne sige i disse tilfælde, men de er beviser på at det kan lade sig gøre, selv i et land som Bolivia, hvor det er næsten umuligt at optage et lån. I mangel på offentlig finansiering vil låntagning være det mest almindelige grundlag for en uddannelse – men netop låntagning er et stort problem for fattige i ulande: Der lægges dem meget aktivt en række hindringer i vejen af systemet. Man må derfor forestille sig, at mulighederne bliver langt bedre, når (hvis) lovreglerne er forenklede, så man får langt bedre muligheder for at få anerkendt sin private ejendom, opspare kapital og optage lån, og hvis det enorme bureaukrati i det hele taget bliver forenklet. I denne forbindelse er det måske værd at påpege, at de fine danske folkehøjskoler indtil for nyligt alle var privat ejede og ofte startet på initiativ af bønderne selv (i dag omklamres de som bekendt af offentlig finansiering og vil snart uddø). Folk både vil og kan uddanne sig – hvis de får lov.
3) For det tredje skal det naturligvis siges, at der intet som helst galt er i at hjælpe mennesker, der gerne vil uddanne sig, men som af forskellige grunde ikke kan finde pengene. Der er en lang tradition for filantropi i denne henseende (indtil den blev mistænkeliggjort ud fra en misforstået klasseanalyse), og den bør fortsætte. Der er ingen grund til at tro, at danskere, der er villige til at betale 70 % i skat, bare for at hjælpe ‘de svage’, ikke også vil være indstillede på at give noget frivilligt. Fordelen ved den frivillige finansiering er ydermere, at der er langt stærkere accountability indbygget i modellen. Så mange penge behøver det i øvrigt heller ikke koste. Min kæreste og hendes søster er ved at oprette en fond, der skal støtte to kvikke fyre de mødte i Ghana, så de kan komme på universitetet. Det er sådan set ikke mere end et par 1000 kroner om året, og det tror jeg let vi skaffer. Til stor glæde for dem – og for os.
Skal vi ikke slutte med et par ord af Grundtvig? Det tror jeg vist nok vi skal, for nu at blive helt rørstrømske. Hans ord om det gode i at “få har for meget og færre for lidt” citeres tit som et argument for statslig omfordeling, men man glemmer hvad der står i en anden gammel sang:
Kærlighed alt sit udretter,
som nødvendigt men dog frit,
flytter frit, hvad loven sætter:
skellet mellem mit og dit
Danmark tog med terrorpakken i går et skridt til imod afgrunden og den totale, statslige kontrol. Vi får endda at vide, at det måske også kan være med til at forhindre yderligere kriminalitet, hvilket gør overvågning ekstra dejligt – ja, et kamera på hvert et gadehjørne og i hvert et hjem, skal nok få røverne til at blive hjemme. Men hvorfor er der ingen der spørger, hvad de der kameraer ellers kan bruges til? Johan skriver, hvad der skal skrives i den sag.
I mine øjne er hele forslaget endnu et irrationelt forslag fra skruptossede politikere, som skal vise handlekraft og initiativrighed. Helt ærligt. Ikke engang den russiske zars hemmelige politi kunne [ikke] stoppe kommunister i at begå terrorhandlinger og komme til magten – kan man så forvente, at åbne demokratier kan stoppe terrorisme ved hjælp af efterretningstjenester og overvågning? Selvfølgelig ikke. Det er falsk sikkerhed, som folk tror, at de får. I virkeligheden mister de både frihed og sikkerhed, når de underligger sig politistatstankegangen. Det er forfærdeligt at opleve.
Nemlig. Den retsstatslige opbygning af samfundet er det eneste bolværk vi har mod barbariet. Vi kan ikke bare regne med, at politikere og politifolk gør som vi håber de vil gøre. Magt korrumperer. Har idioterne ikke læst Ringenes Herre? Forstår de ikke, hvad Ringen gør ved mennesker? Har de ikke fattet, hvorfor Gandalf, Galadriel og Aragorn alle undslår sig at bære Ringen? Nå, det var et lille sidespor, fordi jeg er ved at læse denne bog.
UPDATE: Venstres Ungdom og Radikal Ungdom går sammen, og lancerer hjemmesiden: www.nejtilovervaagning.dk. Flot og modigt!
Liberalisternes formand Torben Mark Pedersen anmelder hos Ræson statsminister Anders Fogh Rasmussens åbningstale i Folketinget. Dommen er hård over regeringen, der fuldstændigt har forsplidt muligheden for at dreje samfundet i en mere liberal retning. Et par smagsprøver fra et fint indlæg med tilhørende interview:
Jeg frygter, at regeringen forspilder en historisk chance for at gennemføre reformer, der kan ændre den igangværende skævvridning af samfundet, hvor flere og flere forsørges af det offentlige og staten overtager mere og mere ansvar fra den enkelte, og hvor der bliver færre og færre beskæftigede til at betale og mindre frihed og personligt ansvar til os alle.
(…)
Man kan ikke lade være med at have lidt ondt af de tidligere liberale frontfigurer og nu eftersnakkende folketingspolitikere, der nu som en anden velfærdsdansker, der trynet af systemet og uden tro på egne evner har valgt et liv i tryghed og sikker offentlig ansættelse frem for et liv i frihed og med udsigt til en bedre fremtid.
(…)
I fravær af ideologi bliver politik domineret af enkeltsager og styret af medieskabte begivenheder, fordi ansvarlige ministre for alt i verden må vise handlekraft og gøre noget, hver gang en sag rammer Ekstra Bladets forside. Men uden den ideologiske orientering ender det altid med forbud eller tilbud om flere penge til denne måneds ”svage gruppe”, og når ingen af de to løsninger kan finde anvendelse, ender det som Dankort-sagen om de famøse 50 øre med en løsning, som hverken forbrugere eller erhvervsliv er glade for.
Se også:
Liberalisterne må ikke hedde Liberalisterne, hvis det står til Venstre.
I går hørte jeg den første af i alt fem af Henrik Gade Jensens gå-hjem-forlæsninger hos CEPOS. Det er en foredragsrække, som skal forsøge at afdække en dansk ‘frihedstradition’, og at der i grunden ikke er ret mange eksempler at fremdrage, ses af at notoriske anti-demokrater som Holberg og Kierkegaard er med i rækken. Det betyder dog ikke, at der slet ikke er nogen tradition at tage af, for Henrik Gade Jensen tager udgangspunkt i den tyske professor Bernd Henningsens tese om, at de skandinaviske nationer af en eller anden grund har haft en særlig kulturel modstandskraft imod totalitære politiske bevægelser som nazisme og kommunisme, der har fristet andre europæiske stater.
Med en dansk frihedstradition forstås altså her, snarere end en klassisk liberal rettighedstænkning, en skepsis overfor ‘store’ politiske løsninger, omvæltninger og revolutioner. En slags pragmatisk individualisme, der går ind for de langsomme reformer og er grundlæggende konservativ. Det er selvfølgelig tydeligt, at det alligevel sagtens kan lade sig gøre at forandre samfundet, som den langsomme forvandling til velfærdsstaten er et bevis på, men i Danmark og i de andre skandinaviske stater har man veget uden om de voldsomme revolutioner, som har smadret så mange andre samfund, både i Europa og i resten af verden.
Det er i dette lys man fx skal læse Holbergs komedie Plutus, hvor rigdommens gud lade pengene regne i en lind strøm over byen og belønner alle ‘efter fortjeneste’, dvs. efter hvor meget de selv synes de er værd. I stedet for at gøre borgerne lykkelige, fordi de nu alle kan nyde efter behov, bliver de imidlertid misundelige og smålige, fordi de alle synes, at de i virkeligheden fortjener lidt mere end alle de andre, og de holder op med at arbejde og producere værdier selv og klynker i stedet for til guden om belønning og medlidenhed. Jeg har ikke selv læst stykket, men det vil jeg da straks gøre, for det lyder sjovt – og tidstypisk.
I Den politiske kandestøber viser Holberg ligeledes, at man skal være påpasselige overfor projektmagerne, der lover guld og grønne skove for alle borgerne, bare man følger netop deres anvisninger. De er nemlig alle drevet af egeninteresse, som de skjuler ved at tale om almenvellets formål. Gade Jensen påpegede, at det var en ganske almindelig 1700-tals tanke, at man målte menneskers ytringer med deres interesser, og at man ‘fulgte pengene’, når man skulle se på motiverne. Det var en tradition, som delvist gik tabt med romantikkens sentimentale tillid til det gode, naturlige menneske (det Rousseauske ‘almenvelle’), og med positivismens indtog i samfundsvidenskaben, hvor man så at sige håbede at kunne ‘springe mennesket over’ ved at bruge videnskabelige metoder til at styre samfundet i den rigtige retning. Vi skulle helt frem til 1980erne og en Nobelpris til James M. Buchanans public choice-teori, før det igen blev klart, at mennesker altid handler efter interesser, og at politikere og embedsmænd ikke er altruistiske overmennesker, men lige så egoistiske, dumme og mangelfulde som alle os andre.
Dette er selvfølgelig kun små skvulp i Holbergs produktion, men hele vejen igennem sit forfattersskab skelner han imellem rationalitet og sund fornuft, hvor den første er videnskabelig og abstrakt, mens den anden er konkret og bundet til tid og sted. Han skelner mellem Erasmus Montanus-typen, der kan disputere lystigt om alverdens ting, men ikke har en snus fornuft i hovedet, og den snusfornuftige bonde, der måske ikke kan latin eller smarte fraser, men derimod har forstand på lige netop dét som han kan, nemlig at være bonde. Dette er en tanke, som ligger slående tæt på Adam Smith og Hayeks betragtninger om den slags rationalitet, der gør sig gældende på markedet, hvor ingen enkelt deltager kan overskue hele markedet, men det alligevel fungerer fint, fordi hver eneste aktør har en helt partikulær viden om lige præcis det han er tæt på, hvilket i sidste ende skaber et system, der er enhver planlægning overlegen. Markedet er ikke ‘perfekt’, men det er tættere på perfekt end noget menneskeskabt ‘rationelt’ planøkonomisk system, og det ville Holberg givetvis have kunnet skrive under på. (Det skal for øvrigt ikke ses som en anti-akademisme som sådan, men blot som en ihukommelse af det gamle (Holberg)-ord: “et er søkort at læse, et andet skib at føre”).
Næste gang bliver det Grundtvig.
P.S. – jeg fik en bizar tanke i løbet af foredraget. Er der nogen som har bemærket, i hvor høj grad Erasmus Montanus’ og Sokrates’ skæbne minder om hinanden? De siger begge rigtige ting (EM siger at jorden er rund, Sokrates at man i virkeligheden næsten ingenting ved), som samfundet ikke bryder sig om at høre, og bliver straffet derfor. Der ligger en dybere sandhede her. Filosoffen som en nar, der burde vide hvornår han skal tie stille…
Var jeg den eneste som blev irriteret over Clement Direkte i går, DR2s nye store talk show satsning, med Clemten Kjersgaard som en intellektuel Conan O’Brien? Det var første gang jeg så det opreklamerede show, og selvom Clement faktisk fungerede godt som show host, var hans manerer meget frenetiske overfor gæsterne, det virkede ikke som om, de befandt sig godt i hans sofa. Desuden virkede alle de mange ‘provokerende’ spørgsmål til gæsterne sært konsekvensløse, for der blev ikke rigtig fulgt op på det, som gæsterne rent faktisk svarer. Helt galt gik det da rapgruppen Outlandish kom i studiet, både for Clement og for gæsterne – og konfrontationen stillede dem begge i et rigtigt dårligt lys.
Jeg har faktisk fået mine hænder på Outlandish’ nye album, Closer Than Veins, som rent musikalsk virkelig har fået drejet r&b-skruen helt rigtigt, det er et fedt svingende album med groovy hip-hop og en række romantiske boy-band-agtige sange om kærlighed og politik, der bør blive et stort hit både herhjemme og i udlandet (OBS – dette er ikke en anmeldelse). Men hvor må det dog bare være irriterende for de drenge, at de evigt og altid skal konfronteres med det at være ‘fremmed’ i Danmark, og at ethvert interview/anmeldelse absolut skal køre det multikulturelle spor, fordi drengene tilfældligvis har deres rødder i Marokko, Honduras og Pakistan. Kan de for fanden ikke bare få lov til at snakke om pladen?
Ok, jeg ved godt, at de selv gør et stort nummer ud af deres fremmedhed (bare bandets navn), men er der nogen grund til at piske en død hest? Det gjorde Clement desværre, og Outlandish skulle både forholde sig til burkaer, nazister og Jyllandsposten. Hvorfor de skulle være særligt kvalificerede, meldte Clement ikke noget om, men popstjerner plejer selvfølgelig at være orakler om hvad som helst. Men hold da op, hvor er jeg bare træt af, at hver gang man får en mørklødet person i medierne, så skal han absolut have en holdning til Pia K eller integrationspolitikken. Hvornår i alverden får de ‘fremmede’ lov til bare at være mennesker, som er lige så indbyrdes forskellige som danskerne?
Det var slemt nok, at Clement skulle presse drengene ind i den multikulturelle bås, men endnu værre var – desværre – deres svar: Vi fandt i hvert fald ud af, at Outlandish (specielt én af dem), 1) synes, at burkaer er helt ok og ikke spor kvindeundertrykkende, 2) at nazister ikke burde have ret til at holde offentlige møder, angiveligt fordi de ville ‘gasse andre’, 3) at der var for meget porno i det offentlige rum, og at kvinder burde være tækkeligt klædt, fordi de ellers ville ‘gøre noget ved os mænd’ (friste dem, uha!), 4) at Jyllands-Postens tegn-profeten kampagne var at ligne med de hade-breve og mordtrusler, som Outlandish får fra forskellige idioter, og at man generelt bare ikke må tegne profeten, punktum. Historien meldte ikke noget om, hvorfor ikke-muslimer skal overholde muslimernes bud om ikke at tegne profeten (må vi heller ikke spise svinekød?), men Outlandish mente i hvert fald, at det var udtryk for ‘manglende respekt’, og ville være det samme som at tegne Dronning Magrethe i en eller anden fækalie-præget situation. Profeten Muhammed er altså for muslimerne, hvad Dronning Margrethe er for danskerne, kunne vi hermed regne ud.
Ok, nu er jeg måske grov, og jeg ved jo godt at rockkunstnere nærmest per definition er overtroiske tågehoveder, hvis holdninger stort set altid befinder sig på det paranoide overdrev, men jeg synes ærligt talt ikke, at Outlandish’ svar tjente dem til ære, og nu kan jeg egentlig godt forstå, at teksterne på det nye album ikke er trykt på coveret. Måske blev de bare overrumplede af de tåbelige spørgsmål, men det tror jeg desværre ikke – tværtimod tror jeg svarene kom helt fra hjertet, selvom gruppen ikke virkede indbyrdes enige om det hele. Det tjente egentligt heller ikke Clement til ære, at han ikke fulgte op på svarene, og stillede nogle endnu mere ubehagelige (og oplagte) spørgsmål. Måske havde han ikke regnet med de svar? Så skal man lade være med at stille spørgsmålet, hvis man ikke vil forholde sig til svaret. Alt i alt en pinlig og tåkrummende omgang.
Jeg har netop færdiglæst Adam Hochschild‘s Kong Leopolds Arv (i den danske udgave), og det var i sandhed en skræmmende og voldsom omgang, der unægtelig giver mig lyst til at smide mit eksemplar af Tintin i Congo ud af vinduet.
Hochschild fremlægger en imponerende case imod Kong Leopold II af Belgien, der i årene 1885-1908 igennem forskellige fiksfaksierer og skuffeselskaber, ejede Congo som sit eget private len, og ikke skyede nogen midler i forsøget på at vride hver eneste skidne franc ud af junglen, om det så skulle koste den sidte afrikaner livet. Skønsmæssigt blev indbyggertallet i Congo halveret i perioden, fra 20 millioner til 10 takket være massakrer, fangelejre, sygdom og fald i fødselstallet. Det er desværre ikke nogen enestående historie om imperialismens omkostninger, men nok en af de værste.
Heldigvis er det ikke lutter ynk, for Hochschild bruger mindst lige så meget plads på at dokumentere den Congo-bevægelse, ledet af englænderen E. D. Morel, som i løbet af ganske få år satte Congo på den internationale dagsorden, og gjorde forbrydelserne til en sådan belastning for både Leopold og Belgien, at kongen måtte afhænde kolonien til den belgiske regering. Det stoppede de mest åbenlyse umenneskeligheder, fx praksissen med at hugge hænderne af tilfangetagne congolesere, selvom overgangen til et mere almindeligt kolonistyre naturligvis ikke forandrede tvangsarbejdet og vasalstatusen, som var en integreret del af udplyndringen af Congos rigdomme. Congo-bevægelsen var den første internationale menneskeretsbevægelse, og selvom dens egentlige resultater var tvivlsomme, var dens gennemslagskraft i offentligheden markant, og den banede vejen for organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch.
Alligevel er Congo-historien et glemt kapitel, ikke mindst i Belgien, som først nu langt om længe er ved at gøre op med sin kolonifortid. Det burde vi måske egentlig også gøre herhjemme? Hvordan var det nu med danskerne og slavehandlen? Har vi altid været sådan nogle dejlige socialdemokrater, der ville alle det bedste, bare det sker igennem FN? Et hurtigt besøg på de gamle slaveforter i Ghana fortæller en anden historie – gæt fx hvad kældrene på Christiansborg og Fredensborg blev brugt til.
P.S. – vidende folk derude, som kender til god litteratur om kolonitidens Congo må meget gerne smide et link eller en henvisning. Jeg har indtil videre læst (naturligvis) Conrads “Heart of Darkness”, Peter Tygesens “Congo – formoder jeg” og Erik Holms “Dansk kriger i Congo”.
P.P.S. – hvis du er interesseret i at købe bogen, kan du klikke her: Amazon Link
Jeg havde ellers fået nok af hele den her Jørgen Leth-sag, som jeg simpelthen synes er et af de mest svinagtige karaktermord i nyere tid, en offentlig henrettelse, intet mindre, men faldt i går tilfældigvis over Debatten på DR2, hvor Bent Falbert fra Ekstra-Bladet og Elisabeth Møller Jensen fra Kvinfo forsvarede deres smædekampagne overfor filminstruktør Tómas Gislason (der har lavet den fremragende Fra hjertet til hånden om Leth) og en redaktør fra Tidens Kvinder, som jeg desværre ikke fik fat i navnet på, sorry.
Debatten kørte i tomgang, med de sædvanlige anklager om voldtægt og kvindeundertrykkelse fra den ene side, og nypuritanisme og dobbeltmoral fra den anden side. Intet nyt under solen, og et langt, trist og deprimerende gab… dvs. indtil Jens Christian Grøndahl ankom midt i programmet, direkte med fly fra provinsen, og gjorde en entré, som simpelthen bør gå over i tv-historien. Jeg har ikke set noget lignende, siden Michael Strunge mørbankede Lola Baidel i Bazar.
Grøndahl er ikke en forfatter jeg læser, pga. den lettere parfumerede omtale af hans nyeste bøger, men det kan da godt være, at jeg samler et eksemplar af Lucca op efter den svada han leverede. En stor og flot mand er Grøndahl, mindst et hoved højere end de andre deltagere, lidt af en bjørn, og han var hverken forpustet eller forvirret over den lange flyvetur og sene entré, tværtimod kom han fattet og venlig ind, lod damen fra Kvinfo gøre sig færdig, og sagde så stilfærdigt “jeg vil godt lige samle op på den med moral og amoral…” – og så fik den ellers med Fru Møller Jensen som en ‘rejekælling’, der havde godtet sig over Leths prostatasygdom og Falbert som en ‘hyklerisk alfons’, der smækker ‘liderlige Leth’ på forsiden, samtidig med at purunge piger klæder sig af på side 9 og massagepiger breder sig ud over tre sider bag i bladet. Han spurgte hvordan mennesker, der endda har læst litteratur på universitetet, kan være så åndsformørkede og villet småborgerlige at læse en stor kunstners selvbiografi som om det var et stykke petit-journalistik, og hvorfor de ikke fattede, at Leth fortolkede og iscensatte sig selv som ‘koloniherre’, osv.
Møller Jensen forsøgte fortvivlet at forsvare sig, mens Falbert mest lignede Frank Hvam i Klovn, når han bliver skældt ud af sin kæreste – han kiggede bare flov ned i bordet og anede ikke hvad han skulle sige. Fuldstændigt kontant, velformuleret, uden vrede, men med det forstandige menneskes indignation over sagens vanvid, gav Grøndahl dem tørt på, et klaps i numsen og så hjem i seng. Så var den ged barberet. Tak, Grøndahl, for det bedste, mest befriende grin jeg har fået foran dansk tv i lange tider.
UPDATE: Jørgen Leth giver svar på titale i Weekendavisen. Sådan!
Det kan man åbenbart, hvis det står til partiet Venstre. I hvert fald vil partiet modarbejde det nye liberalistiske parti Liberalisterne, fordi de mener, at vælgerne vil kunne forveksle de to partier. Hvilket dog kan undre, eftersom Anders Fogh Rasmussen selv har afskrevet sig liberalismen, og partiet i øvrigt ikke længere bruger tilnavnet “Danmarks liberale parti”. Jeg citerer her fra Liberalisternes pressemeddelelse:
Venstre har overfor Indenrigs- og Sundhedsministeriet gjort indsigelser mod, at vores nystiftede parti kan stille op til næste folketingsvalg under navnet Liberalisterne. Venstre mener, at vælgerne vil kunne forveksle de to partinavne.
Vi er ikke bekendt med at andre partier i Danmark har benyttet sig af den slags metoder for at bremse politiske modstandere. Der har i årevis været fire partier, der har heddet noget med ”Folkeparti” uden det har givet anledning til forvekslinger, der er aktuelt tre partier, hvis partinavn ender med ”-demokraterne”, to partier hedder noget med ”Venstre”, og der har traditionelt været en hel række partinavne indeholdende henvisninger til ”socialisme” eller ”kommunistisk”. Ingen andre partier har forsøgt at tage patent på en politisk ideologi.
Læs mere hos Liberalisterne, der for øvrigt har fået et fint nyt layout på siden, og forhåbentligt også snart har dig – kære læser – som medlem.
