Kategori: Politik og etik

Derfor er jeg libertarianer

Læs Daniel Beatties glimrende selvbekendelse, om hvorfor han er libertarianer. Ingen teori og ingen naturretsargumenter, bare rent ud af posen og ganske simpelt: Man må ikke udøve aggression overfor andre.

Så når man spørger mig hvorfor jeg er libertarianer. Så er det fordi, jeg ønsker et høfligere samfund. Et hvor man forstår at hjælp er et priviligie, ikke en ret. Et samfund hvor individer frit kan indgå de aftaler de vil med hinanden uden at udefrakommende blander sig. Et samfund hvor den enkelte tager ansvar for sig selv, men samtidig forstår at det som er rigtigt for ham/hende, ikke nødvendigvis skal påtvinges alle andre. Jeg går ind for at man skal hjælpe de svage, de syge, ja alle dem der ikke selv kan. Men det er MINE præferencer , ikke alle andres, og jeg kunne aldrig drømme om at kræve at alle skulle synes som jeg. Så egoistisk er jeg simpelthen ikke.

En anstændig venstrefløj?

Min ven, Jens Troldborg, sendte mig en artikel fra det amerikanske venstrefløjs-magasin Dissent, der er lige så gyldig i dag, som den var i foråret 2002, hvor den først blev trykt. Artiklen, der er skrevet af magasinets medredaktør Michael Walzer, handler om den amerikanske venstrefløjs reaktioner på 11. september-angrebet og krigen i Afghanistan, men den kunne sådan set lige så godt handle om (dele af) den danske venstrefløj og deres forhold til Irak-krigen. Det er et forhold som Walzer beskriver som ‘pathological unwillingness’ – en sygelig modstand imod at gøre noget konstruktivt imod fx Al Qaeda eller tyranner som Saddam Hussein, og en manglende stillingstagen til de positive konsekvenser af amerikansk (og dansk) magt: Hvorfor synes SF og Enhedslisten fx at det vigtigste problem i Irak lige nu er at få de danske tropper hjem? Venstrefløjens ideologiske apparatur er simpelthen ikke længere tidssvarende, og Walzer opfordrer til at finde alternativer til den gammelkendte, selvretfærdige positur, hvor man med foldede arme og bestemt mine siger “NEJ!”

Læs artiklen: Can There Be A Decent Left. Udvalgte godbidder:

Ideologically primed leftists were likely to think that they already understood whatever needed to be understood. Any group that attacks the imperial power must be a representative of the oppressed, and its agenda must be the agenda of the left. It isn’t necessary to listen to its spokesmen. What else can they want except . . . the redistribution of resources across the globe, the withdrawal of American soldiers from wherever they are, the closing down of aid programs for repressive governments, the end of the blockade of Iraq, and the establishment of a Palestinian state alongside Israel? I don’t doubt that there is some overlap between this program and the dreams of al-Qaeda leaders-though al-Qaeda is not an egalitarian movement, and the idea that it supports a two-state solution to the Israeli-Palestinian conflict is crazy. The overlap is circumstantial and convenient, nothing more. A holy war against infidels is not, even unintentionally, unconsciously, or “objectively,” a left politics. But how many leftists can even imagine a holy war against infidels?

[…]

There is no deeper impulse in left politics than this enlistment; solidarity with people in trouble seems to me the most profound commitment that leftists make. But this solidarity includes, or should include, a readiness to tell these people when we think they are acting wrongly, violating the values we share. Even the oppressed have obligations, and surely the first among these is not to murder innocent people, not to make terrorism their politics. Leftists who cannot insist upon this point, even to people poorer and weaker than they are, have abandoned both politics and morality for something else.

Hauge om de konforme venstrefløjskunstnere

Litteraturprofessor Hans Hauge har i dag en guddommeligt morsom kronik i Jyllands-Posten om de evigt venstreorienterede kunstnere, og hvorfor de er det: Det er ikke politikken men karrieren, som trykker, lyder konklusionen. Læs det og få et billigt grin over de fredselskende bagstræbere, der vil have Irak overladt til borgerkrigen, og kunstens integritet solidt og konservativt placeret i lommen på velfærdsstaten.

Dråben

Så har statsminister Anders Fogh Rasmussen erklæret liberalismen for forældet. Så er jeg da vist definitivt politisk hjemløs – ikke at jeg havde meget til overs for Venstre efter deres store ’24 milliarder plan’ til fantastiske investeringer og mere børnechek og mere statslig kontrol – eller deres regeringstid i det hele taget. Nu har vi så 8 socialdemokratiske og to socialistiske partier (Ø og M) at vælge imellem. Tak for kaffe. Søren Pind, hvor er du? Vi savner dig mere end nogensinde!

Er sofavælgere dovne idioter?

Så er der valg! Det er naturligvis vigtigt, for på hvem og hvordan og hvorfor skal man stemme. Jeg opdaterer ikke meget for tiden, men jeg smider lige et link til denne artikel af Thomas Stærmose, om hvorfor det ikke regnes for legitimt at lade være med at stemme, blive sofavælger. Det er i hvert fald noget jeg overvejer, efter jeg har set de forskellige partiers bud på stadig flere ‘gratis’ goder til borgerne – hvilket i min bog betyder højere skatter og derfor mere kontrol og indsnævring af muligheder, altså mindre frihed.

Min egen tilgang tror jeg dog bliver en lidt anden. Jeg har tænkt mig at finde den mest liberale kandidat i min kreds (jeg vil altid stemme personligt) – de fleste kandidater har efterhånden hjemmesider, hvor man kan læse om deres politiske program – og selv indenfor de samme partier kan folk være meget forskellige. I praksis vil det i den nuværende situation betyde, at jeg stemmer på den kandidat der prioriterer skattenedsættelser højest. Når jeg har stemt (eller før for at teste om personen nu også kan leve op til det han/hun/den lover), vil jeg skrive til personen og fremhæve HVORFOR personen har fået min stemme. Jeg vil fremhæve, at det er DE sager jeg forventer, at personen vil kæmpe for på tinge (folketingsmedlemmer er som bekendt kun bundet af deres samvittighed, de skylder ideelt set ikke partierne noget). Hvis personen svigter de idealer vil jeg naturligvis hænge ham/hende op på det senere. Jeg vil desuden offentliggøre brevet på min weblog og opfordre andre til at gøre det samme.

Da jeg kan stemme i Søndre Storkreds har jeg for tiden kig på ham her: Kersi Porbunderwalla – han er indvandrer (forstår hvad igangsætterkultur vil sige), har et ikke-racistisk bud på integration der ikke er lallegladt, og går ind for lavere skat, mere brugerbetaling osv. Jeg har dog ikke besluttet mig for nogen kandidat endnu og stemmer måske slet ikke på nogen.

Ytringsfriheden under pres

Storbritannien. Militante sikher har ved vold sørget for at et teaterstykke (skrevet af en sikh) er blevet lukket. Det viste vold og sex i et tempel! Og den går ikke. Alle beklager naturligvis, at det måtte komme til vold, men lokale sikher glæder sig nu alligevel over, at teatret traf den ‘fornuftige’ beslutning. Kulturministeren beklager også, men mener at teatret traf den rigtige beslutning, selvom ‘det er en trist dag for kunsten.’

Det sker samtidigt med at parlamentet vil vedtage love, der skal sikre religiøse grupper mod forhånelse – og dermed indskrænke ytringsfriheden kraftigt. Det er sandelig et fint signal at sende: hvis du ikke kan argumentere, er det ok at slå. Bare du er vred nok, natuligvis – så er det nemlig dig vi får ondt af.

Ad Pommern til med blasfemiparagraffen

Jeg har i længere tid villet skrive noget om blasfemiparagraffen, som jeg (ikke overraskende) mener skal afskaffes hurtigst muligt (faktisk var jeg ikke klar over at vi stadig havde en, før debatten begyndte). Men Mr. Andersson kom mig i forkøbet. Læs ham i stedet, øv.

Lige en hurtig kommentar, dog: Forsvarerne for blasfemi-paragraffen (som fx juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen i Weekend-avisen, den 10. december) hævder ofte, at paragraffen har (eller kan have) en slags offentligheds-saniterende effekt, hvor de mest ‘ugavnlige’ bidrag til samfundsdebatten bliver sorteret fra, således at diskussionen holdes på et lødigt niveau. Det er i øvrigt det samme argument man i Sverige i længere tid har brugt for at lægge låg på den ulmende indvandringsdebat: Ikke alle bidrag til samfundsdebatten er lige valide. Og det har de naturligvis ret i, på sin vis. Det kan næppe være gavnligt i det store perspektiv at kalde folk for ‘gedekneppere’ eller bruge nedsættende ord om alment udbredte religioner, eller vove at lave en så gudsbespottende film som Life of Brian, der som bekendt var ‘så morsom at den blev forbudt i Norge’, som reklamekampagnen lød (ja, den blev faktisk forbudt, men på grund af sin blasfemiske, farlige og helt igennem ‘ugavnlige for samfundsdebatten’-bekaffenhed).

Man må ikke gøre grin med regligioner, nej. Medmindre det er åndssvage religioner naturligvis, eller at man selv synes de er åndssvage, og kan argumentere for det. Og så melder problemet sig: Der er ikke noget fint, olympisk sted, hvorfra man kan observere hvad der er ‘mest gavnligt’ for ‘samfundsdebatten’, og dømme der fra. I praksis vil man dømme til fordel for dem som råber højest og som giver mest udtryk for at være stødt på manchetterne. Det virker muslimer i Danmark i stigende grad at være klare til – og kristne i en del andre lande end Danmark står også klar med forbud og lovgivning, og det er efter min mening en meget ubehagelig udvikling: Religion i dag, ideologi i morgen – sådan ser scenariet ud for mig – og vi er jo sådan set allerede godt igang med tankekontrollen herhjemme, med den gældende demokratihetz: Først ryger de deciderede ondskabsfuldheder, men snart skal stand-up komikerne til at passe på og så er vi langt inde i et samfund, der ligner Danmark før 1848, hvor regeringsagenter kommer efter dig, hvis du vover at gøre grin med hvad der holdes for helligt på borgen. Ellers tak.

Nej, ordet skal være frit, fuldstændigt frit. Man skal ikke gøre ondskabsfuldt grin med hvad andre regner for helligt – men man må altså godt kritisere det, også i en hård tone, hvis man mener det er berettiget. Under ansvar, naturligvis, og vi skal behandle hinanden med respekt og en høflig omgangstone. Dem som ikke følger almindelig civil adfærd, som det sømmer sig for en sydstatsgentleman, skal dømmes moralsk ude af de mere høviske debattanter. Men de skal ikke forfølges med paragraffer eller rulles i cirkulærer eller lukkes munden på. Ordet er frit, netop derfor skal man være varsom med hvad man siger, og sætte en høj standard.

Liberalismen til debat! [opdateret]

[Opdatering, 30. nov.: Dags Dato havde i søndags et længere indslag om Lotte Noer-sagen, med bl.a. gode indspark fra Christopher Arzrouni, og Liberator-folkene Thomas Breitenbach Jensen, Claus Zilmer og Niels Kristian Schmidt. Et overraskende lødigt program, som er værd at gense.]

Ja, så kører den for fulde gardiner! Efter en stille periode raser debatten nu flere forskellige steder. Vildest er naturligvis debatten om VU’ern Lotte Noers artikel på Liberator om At stresse for kapitalen, hvor hun stiller spørgsmålstegn ved ‘de krævendes’ rettigheder,

Det er klart, at de krævende ikke kan miste deres grundlæggende frihedsrettigheder. Deres personlige frihed, deres ret til liv og privat ejendom, skal der ikke rykkes ved. Det er umistelige rettigheder. Man kunne imidlertid overveje, hvordan det stiller sig med andre rettigheder – for eksempel retten til at deltage i demokratiske valg.

I Grundloven står der som bekendt i §29:

Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

Det er dette synspunkt, som Lotte Noer gerne vil have taget op igen; Har man – kort sagt – ret til at bestemme hvordan musikken skal spille, hvis man ikke selv betaler for orkestret? Hvis man ikke bidrager til fællesskabet, skal man heller ikke have indflydelse på, hvordan de fælles midler bruges.

Så vidt så godt. Ikke noget kontroversielt synspunkt på Liberator, hvor de fleste slet ikke går ind for demokrati som vi kender det i dag, hvor man ‘kan stemme sig til andre menneskers penge’, som det ofte lyder. Men forleden havde en kvik journalist på Berlingske Tidende fundet frem til artiklen (muligvis inspireret af B.T.’s tidligere forsøg – og muligvis var det DR som fandt den først), og historien kørte også i Radioavisen, hvor både Jens Rohde og formand for VU, Claus Horsted afviste synspunktet som udemokratisk og ikke Venstres politik.

Så burde den måske ikke være længere, end at Lotte Noer enten retter ind eller tør stå ved sine synspunkter – indtil videre har hun ikke kommenteret sagen, så vidt jeg er informeret. Men omtalen i medierne fik en sand syndflod af interesserede til at klikke sig ind på Liberator, for at se hvad det der liberalisme var for noget mærkeligt noget. Der er vel pt. mindst 20 tråde om sagen med kommentarer fra nysgerrige eller forargede – mest det sidste. Start med denne tråd: Respekt til Lotte Noer, og klik så hen på resten hen ad vejen. Argumenterne rager ikke højt (jeg har dog ikke gennemlæst det hele), og er enten “sikke noget svineri” eller “så skal landmændene også fratages støtten!” som en kvik bemærkning, som rigtig mange er kommet med (ingen på Liberator er uenige, og det kan undre at det skal forestille en provokation). Der er også mange som tror, at Liberator er en del af Venstre, hvilket har fået redaktionen til at udsende en pressemeddelelse.

Hele diskussionen er i øvrigt et eksempel på et hadsk og unuanceret debatklima, hvor man sjældent er i stand til at komme med argumenter, men håber på at vinde ved at råbe højest. Noget som man eksempelvis kan genfinde i dele af Islam-debatten eller Nej-til-Krig-debatten, eller i det hele taget i de områder i det danske samfund, hvor der stadig debateres, og hvor alt ikke i forvejen ligger fast i Finansloven. Heldigvis er der også andre debattører – hovedsageligt webloggere, som har lyst til at tage en mere principiel og lødig diskussion. Torben Sangild har været der i flere omgange, og har nu en ny oversigtspost. Her henviser han bl.a. til Lars Kjerulfs blog, hvor han har en kritik af liberalismen.

Der er meget at gå i gang med, og jeg har egentlig slet ikke tid til at diskutere. Klik selv rundt, og smid en kommentar ind, hvis du har noget at sige. Men husk: At være liberalist betyder ikke at man stemmer på Venstre. Og lad være med at skære alle liberalister over én kam – hvis du fx læser et indlæg på Liberator, så lad være med at tro, at dette indlæg afspejler ‘Liberalismen’ – der kommer mange besøgende på Liberator, mange af dem er ikke liberalister, men opponenter – og ingen har patent på begrebet.