The Hurt Locker

Kathryn Bigelows nye film The Hurt Locker får i dag dansk premiere og får gode anmeldelser (bl.a. i Information). Jeg så filmen for et par uger siden og var meget begejstret – det er en næsten helt ren historie om adrenalinsusets narkotiske virkning. Filmen starter med citatet “War is a drug” (er det fra Chris Hedges?) og filmen er en meget simpel undersøgelse af, hvordan den dødsensfarlige bomberydning i Irak bliver det eneste, der giver mening i Sergeant James liv.

Historien er meget enkel og udspiller sig i lange sekvenser, der ikke altid har den store sammenhæng, og selvom der er antydningen af en kriminal-historie om en ung, irakisk dreng, der måske forsvinder, er historien mere en Blow Up-agtig vildfarelse – endnu et spøgelse i James’ egen psyke. På den måde er The Hurt Locker nærmest modernistisk kontrær, men actionsekvenserne er på den anden side “ren action” og noget af det mest nervepirrende jeg har set længe – en adrenalinfyldt oplevelse af at leve et liv opfyldt af adrenalin. Hvis det passer – som kognitionsforskningen fortæller os – at film primært handler om følelser i form af kropslige, hormonstyrede væsker, så er The Hurt Locker en af årets mest rene og filmiske film.

Hun skriver godt, men det hun skriver er dårligt

Der har været meget opmærksomhed om den danske udgave af Naomi Klein’s Chokdoktrinen: Katastrofekapitalismens opkomst, der er et forsøg op at sammenkæde Milton Friedman og Chicagoskolens økonomiske teorier med en aggressiv amerikansk udenrigspolitik i særdeleshed og alskens ulykker, diktaturer og undertrykkelse i almindelighed. Jeg omtalte selv bogen i efteråret, men nu er der grund til lige at runde emnet igen, ikke mindst på grund af Kleins betydelige indflydelse i den offentlige debat.

Klein har fået en kongelig modtagelse i Danmark med offentlige optrædender og mikrofonholderinterviews, og kun Weekendavisens Christopher Arzrouni har været negativ. Desværre viste store dele af hans anmeldelse at være direkte planket fra Johan Norbergs kritik af bogen i et notat fra Cato.

Polemikken omkring Arzrounis tåbelige fejltrin har desværre afledt opmærksomheden fra de mange velbegrundede kritikpunkter overfor bogen: Nemlig at 1) den groft forvansker den nyligt afdøde Friedmans synspunkter, så den milde økonom fremstilles som tilhænger af både tortur og (metaforisk) elektrochok i samfundet, 2) Ikke kender forskel på Friedmansk Chicago-skole, IMF-style neoliberalisme, libertariansk ‘østrigsk’ økonomi og den langt mere statsglade neokonservative bevægelse (hvis indflydelse for øvrigt kraftigt overdrives), 3) Kun leverer meget sporadiske empiriske beviser for sine påstande om, at kapitalisme og undertrykkelse hører sammen – og ‘overser’ de bjerge af empiri, der modsiger tesen. Faktisk er de økonomisk frieste lande også statistisk set de politisk frieste lande, og befolkninger verden over støtter over en bred kam op om markedsøkonomien. Der er derfor ingen grund til at skabe katastrofer for at gennemtvinge frimarkedsreformer, da de kommer alle i befolkningen til gode og skaber større politisk frihed.

I denne sammenhæng er Norbergs ovenstående notat simpelthen sønderlemmende. Han sammenligner grundigt Kleins fremstilling med fakta – både om Friedmans teori, men også om de historiske fakta, Klein skriver om (Chile, Storbritannien, Kina). Klein fremstår som forfatter som enten katastrofalt uvidende eller decideret løgnagtig – og mit bud er, at hun er lidt af begge dele. Men andet kan man vel ikke forvente af et kvindemenneske, der støtter op om Castro, Chavez og Hizbollah.

Kritikken betyder dog ikke, at Klein ikke har nogle berettigede pointer om, hvor galt det kan gå, når statsmagten allierer sig med våbenindustrien eller andre magtfulde grupper. Der er rigtig meget at kritisere i den amerikanske indsats i Irak, hvilket ifølge Norberg virker som Kleins egentlige ærinde. Hendes problem er imidlertid, at Friedman og andre frimarkeds-økonomer altid har advaret mod sammenblandingen af statsmagt og industriinteresser (og bl.a. derfor gik de ind for en begrænset stat) og desuden var Friedman en modstander af både den første og anden Irak-krig. Hun er sådan set ‘barking up the wrong tree’, når hun i stedet kunne finde betydelig støtte for sine anklager mod Bush-administrationen hos netop liberale økonomer. Men det ville nok kræve for stor intellektuel fleksibilitet fra en begrænset begavelse som Klein. Hun skriver godt. Men det hun skriver er dårligt.

Som Norberg afslutter:

So in the absence of serious arguments against the consequences of free markets, we are left with Klein’s reasonable critique of torture, dictatorships, government corruption, and corporate welfare. In the final analysis, The Shock Doctrine boils down to the curious claim that Milton Friedman and free markets are bad because governments are incompetent, corrupt, and cruel. It is probably not a coincidence that there are blurbs from four fiction writers on the back of the book.

Læs også den store diskussion på Informations side om Kleins CBS-besøg. Den er fuld af de typiske Erasmus Montanus agtige argumenter, som Kleins bog er så afhængig af. Groft skåret: 1) Milton Friedman har engang skrevet noget om chock som vejen til reformer, 2) CIA brugte elektrochok i 50’erne, 3) Ergo går Milton Friedman ind for elektrochok.

Iraks deling

Fra det altid interessante Niqash-site, om en ny tysk rapport om Iraks tilstand:

In the study, Steinberg argues that the era of a centralized Iraqi state is over and that today the goal can only be to avoid that its parts will split into separate countries. To accept a tripartite division of Iraq into Shi’ite, Kurdish, and Sunni parts, however, brings too many risks, since it would intensify the civil war and lead to intervention by neighboring states. According to him, the only realistic strategy is to implement a far-reaching decentralization of state functions and institutions.

Even though this path – in Iraq subsumed under the term “federalism” – is not free of risks, the development of Iraq to a federal state is, at this point, inevitable.

Hele rapporten kan hentes i pdf her.

Er det i grunden så slemt, kan man spørge? Har det ikke været den oplagte løsning hele tiden. Måske skulle man have slået ind på føderalismens vej med det samme, i stedet for så krampagtigt at holde fast i drømmen om et samlet, demokratisk Irak, hvor alle kommer overens igennem samtale og fælles forståelse. Det kommer ikke til at ske. Så er det bedre at deles.

Kun ét problem: Hvem skal kontrollere olien i syd og nord? Eller rettere: Hvad skal sunnierne have for at lade de andre få olien?

Debat blandt irakiske bloggere

For nylig har der været stor debat i den irakiske blogosfære om en af de meste kendte irakiske blogs, Iraq The Model, der samtidig er en af de mest pro-amerikanske. Bloggen, der drives af brødrene Mohammed og Omar, har været en inspirationskilde for mange og har været en af de mest konsistente irakiske blogs med næsten daglige opdateringer gennem de sidste tre år. Samtidig er bloggen blevet mødt med meget kritik for deres meget USA-venlige holdning, og nu er debatten igen flammet op blandt irakiske bloggere. For nylig publicerede Iraq The Model nemlig et slags svar til den store Lancet-undersøgelse (som jeg har omtalt her), og det har fået mange til at koge over. Svaret, som Omar har skrevet, er sandt for dyden heller ikke det bedste fra brødrenes hånd, men mest en række ad hominem argumenter, der næppe vil holde i retten, eller overbevise nogen, der ikke allerede er overbevist.

Det har fået Iraqi Konfused Kid til at samle op på debatten og de mange holdninger blandt irakiske bloggere til Lancet-rapporten, de fleste af dem kritiske overfor Iraq The Models linje, men måske også lige lovligt autoritetstro overfor ‘matematikken’ bag Lancet-undersøgelsen (som Omar dog heller ikke gav noget gensvar på). Diskussionen er et tegn på en øget selvbevidsthed blandt irakiske bloggere, men desværre også et billede på den desperate situation, mange irakere føler at de står i lige nu. Mest interessant er måske i den forbindelse, at bloggeren Treasure of Baghdad har lavet en opsummering, hvor han spørger en række irakiske bloggere om deres holdning til invasionen og tiden før og nu. Meget interessant læsning med mange fornuftige overvejelser.

Realitycheck – Gensvar til Lancet

For nylig – endnu engang lige før et vigtigt valg i USA – kom det ansete sundhedsvidenskabelige tidsskrift The Lancet med en chokerende undersøgelse af dødsfald i Irak efter invasionen i 2003. Det er det samme forskerhold, der stod bag en lignende undersøgelse i 2004 (som jeg omtalte her), der dengang konkluderede, at der var en overdødelighed på ca. 100.000 irakere siden invasionen. Allerede dengang var der grund til skepsis overfor resultaterne, bl.a. fordi tallet var ca. 4 gange højere end alle andre estimater (der tilgengæld var nogenlunde på linje), og fordi tallene medførte det helt utrolige resultat, at koalitionsstyrkerne i gennemsnit skulle have dræbt over 100 irakere hver eneste dag siden invasionen, de fleste i bombeangreb. Det virkede ret utroligt, at noget sådan skulle kunne ske, uden at nogen opdagede det (de rapporterede tal var langt, langt lavere), men tallene blev mere eller mindre ukritisk accepteret, i det mindste blandt krigens kritikere på venstrefløjen, og man kunne konstant høre Søren Søndergaard råbe op om “de 100.000 irakere, som vi har slået ihjel”.

Nu skal Enhedslisten så til i stedet at tale om 655.000 irakere (jeg hørte allerede én i radioen i går have justeret ‘forargelses-tallet’), for det er den anslåede overdødelighed efter invasionen i følge den nye undersøgelse fra The Lancet, hvoraf vel at mærke 601.000 har mødt en voldelig død, de 200.000 af dem for koalitionstroppers hænder. I foråret i år skulle tallet være omkring 1000 døde hver dag, mens medierapporterne er under 80 i gennemsnit. Det er altså et enormt tal, The Lancet taler om, og det er intet mindre end 10-12 gange højere end de fleste andre estimater. Til sammenligning kan det nævnes, at de allieredes forfærdelige og groteske bombekampagner over Tyskland fra 1943 til 1945 efter de officielle statistikker kostede lidt over 300.000 livet (selvom andre angiver større tal). Vi snakker altså om noget, der i størrelsorden burde ligne destruktionen af Tyskland under anden verdenskrig. Men holder tallet? Mange vil mene, at siden det jo er videnskab der er tale om, og siden The Lancet er et meget fint blad, så kan man ikke stille større spørgsmålstegn ved resultatet, med mindre man selv er videnskabsmand. I det mindste føler man sig nok foranlediget til at konkludere, at sandheden sikkert er “midt i mellem”.

Men vent nu lidt. Selvom Irak er et voldeligt land, og desværre stadig mere og mere voldeligt, kan det så virkelig lade sig gøre, at koalitionstropper i gennemsnit slår 200 personer i hjel hver eneste dag, uden det bliver rapporteret? Jeg er ret sikker på, at det ville være en rigtig god sag for de arabiske tv-kanaler. Hvis man kan huske, hvor meget ballande der var det første Fallujah-slag i april 2004 – der i vide kredse blev udråbt til den rene massakre og var sindssygt dårlig PR for amerikanerne – skal man huske på, at der i snit blev dræbt 100 irakere om dagen under det slag (ved det andet Fallujah-slag i november 2004, der også fik enorm opmærksomhed, var tabstallene endnu lavere). Hvis Lancet-undersøgelsen holder vand taler vi altså om en dobbelt Fallujah, hver eneste dag siden invasionen, ganske vist spredt ud over flere provinser, men ikke desto mindre må der finde lignende episoder sted hyppigt, hvis et så enormt slagteri skal kunne lade sig gøre. Og når vi taler om voldsepisoder, hvor koalitionsstyrker ikke er involveret snakker vi altså om det fem-dobbelte, og 42% 40% af alle ofrene skulle i følge Lancet komme fra bilbomber, luftangreb og andre eksplosioner. Det er svært at forestille sig luftangreb og bilbomber, der ikke påkalder sig en del opmærksomhed, men også når det gælder mindre episoder får vi jo daglige rapporter om myrderier i gaderne og hovedløse lig der dukker op, også i små byer i udkanten af Irak – og ofte når de mere spektakulære episoder avisernes forsider. Alligevel vil The Lancet have os til at tro, at tallet er over ti gange større, hver eneste dag, end vi tror det er. Men hvorfor i alverden er der så ingen, der har opdaget det?

Grunden til, at ingen har opdaget det er nok, at tallet er vildt overdrevet. Men du skal skam ikke tage mit ord for det. For nu har folkene bag det ligeledes meget ansete og citerede site Iraq Body Count udsendt deres eget svar på Lancets undersøgelse, hvor de går i rette med undersøgelsens postulater. Det er en lang og grundig gennemgang, der piller undersøgelsens resultater fra hinanden og konkluderer:

Could five such shocking implications be true? If they were true, they would need to be the result of a combination of the following factors:

* incompetence and/or fraud on a truly massive scale by Iraqi officials in hospitals and ministries, on a local, regional and national level, perfectly coordinated from the moment the occupation began;

* bizarre and self-destructive behaviour on the part of all but a small minority of 800,000 injured, mostly non-combatant, Iraqis;

* the utter failure of local or external agencies to notice and respond to a decimation of the adult male population in key urban areas;

* an abject failure of the media, Iraqi as well as international, to observe that Coalition-caused events of the scale they reported during the three-week invasion in 2003 have been occurring every month for over a year.

We would hope that, before accepting such extreme notions, serious consideration is given to the possibility that the population estimates derived from the Lancet study are flawed. The most likely source of such a flaw is some bias in the sampling methodology such that violent deaths were vastly over-represented in the sample. The precise potential nature of such bias is not clear at this point (it could, for example, involve problems in the application of a statistical method originally designed for studying the spread of disease in a population to direct and ongoing violence-related phenomena). But to dismiss the possibility of such bias out of hand is surely both irresponsible and unwise.

Det bliver også fremhævet i svaret, at der allerede i 2004 blev lavet en anden FN-undersøgelse med lignende metodik som den første Lancet-undersøgelse (de “100.000”), men med langt større repræsentativt udsnit af befolkningen, og dermed et langt bedre grundlag for statistikken. Den fandt imidlertid ikke den samme overdødelighed som Lancet, men fandt derimod resultater, der korrelerede med de allerede kendte estimater. Den undersøgelse fik selvfølgelig ikke samme omtale i medierne, selvom den havde et langt bedre grundlag at konkludere på.

En anden ting man kan påpege i forbindelse med Lancet-undersøgelsen er, at man ved 92 % af de noterede dødsfald kunne fremvise et gældende ‘dødscertifikat’ udstedt af myndighederne. Disse dødscertifikater må i det store og hele også afspejle sig i den officielle statistik fra det irakiske sundhedsministerium, der imidlertid altså regner med et tal på under 1/10. At langt størstedelene af dødsfaldene, Lancet har noteret sig, skulle være ‘uofficielle’ og ‘gemt væk’, og det skulle være grunden til de store tal, holder derfor ikke. I et land som Irak kan man nok ikke regne med alle statistikker, men at de centrale registre kun skulle rumme 1 ud af 10 dødscertifikater, der udstedes af lokale myndigheder forekommer ret mærkværdigt (der findes i øvrigt også optællinger, der simpelthen sammentæller de forskellige lighuses resultater – også de kommer til et tal omkring de 50.000, altså det samme estimat som alle andre end Lancet). Hvis situationen skulle være så kaotisk, at ingen har styr på noget som helst, må man undre sig over, at myndighederne overhovedet er i stand til at få udstedt certifikaterne i første omgang.

Kort sagt medfører Lancet-undersøgelsen nogle implikationer, der i forhold til hvad vi i øvrigt kan observere, simpelthen er så usandsynligt, at det undrer mig, at man har valgt at publicere undersøgelsen. Jeg husker selv kemiforsøg fra gymnasiet, hvor man selv syntes man havde udført alt rigtigt med tjeck og dobbelt-tjeck, men alligevel fik vildt urealistiske resultater (fx at vand fryser ved temperaturen 10 grader og koger ved minus 50 eller lignende). Her tror jeg nok, at hvis jeg alligevel fremturede med at metodikken var ok, ville jeg få 03. Man kan i denne forbindelse hævde sig ved, at undersøgelsens bagmænd, i det mindste ved første undersøgelse fik fast tracket undersøgelsen, så den kunne komme med i The Lancet lige op til et vigtigt valg i USA. Fasttracke vil sige, at man forbigår den normale pertentlige peer-reviewing for en videnskabelig undersøgelse. Og hvorfor har man så gjort det? Ja, det kan man jo gisne om, men før man begynder at få alt for høje tanker om videnskabelige undersøgelsers upartiskhed, kan man måske gøre sig selv den tjeneste at lytte til The Lancets redaktør Richard Horton ved et “Time To Go” møde i september 2004 2006, sammen med prominente folk som George Galloway, hvor han taler om “Anglo-American imperialism”, “colonialism”, “politics of hate”, og andre ting – og forbinder sin politiske holdning direkte med undersøgelserne. Det behøver ikke at betyde, at man fusker med resultaterne, men nogle gange ser man måske, hvad man vil se. “655.000 er blevet dræbt. Det er ikke bare noget vi tror, det er noget vi ved.”

Bottom line: Mange mennesker er døde i Irak og landet går mod katastrofe. Det er bestemt værd at tale om, hvad omkostningerne ved invasionen har været. Og der ligger i øvrigt også her en interessant diskussion om, hvor meget vi kan regne med mange andre tal, vi får slynget i hovedet fra brændpunkter som Darfur, Congo og lignende, og som er lavet med lignende metoder. Men vi har altså brug for, at bullshit-faktoren er på et nulpunkt og lødigheden så høj som muligt, og det er der desværre intet der tyder på med denne undersøgelse. Hvor mange ofre er der reelt tale om? Sandsynligvis flere end de 48.000 et site som Iraq Body Count har optalt gennem medierapporter. Men hvor mange flere? Det aner vi ikke noget om. Kan vi regne med, at estimerede videnskabelige tidsskrifter som The Lancet vil være os behjælpelige med at komme tættere på sandheden? Desværre ikke. Tværtimod.

Update: Mere om metoden bag undersøgelsen hos Punditokraterne.

Islamisterne overtager Bagdad

To nyheder, en god og en dårlig. Først den gode: Den fremragende irakiske blogger Zeyad skriver igen på Healing Iraq. Den dårlige: han har ikke ligefrem gode nyheder. Islamister har overtaget kontrollen med flere og flere sunni-distriker i byen og sætter sig igennem med regler om påklædning og alt muligt andet.

As a result, the remaining Iraqi women who haven’t yet covered their heads are now buying veils and more moderate dress. My sister now covers her head when she goes out to college, as do most of my female relatives. Trousers and short skirts have long been abandoned. Guys are now either wearing Bermuda shorts that cover their knees or just plain trousers. Me? I have insisted so far to keep my hairy legs exposed.

Zeyad er som sædvanlig ikke til at kue, men der er alt for få af hans slags i Bagdad, for udsigterne som helhed er dystre. Jeg er bange for, at The Economist har ret i, at den nye regering ikke har mere end et halvt år til at vende udviklingen, før det centrale Irak (minus Kurdistan og Basra) synker helt ned i religiøs og politisk borgerkrig. Desværre er de fleste irakiske politikeres interesse i at skabe ro begrænset, idet mange af dem selv repræsenterer militsgrupperne og bruger ministerierne som deres private len og pengeko. I øvrigt er regeringens magt opsplittet – og alt for mange af politikerne dem er reelt sunni- eller shia-islamister, som aldrig kommer til at skabe fred eller fremgang. Reelt er der tale om anarki, hvor den stærkestes magt gælder. Undtagen i de kurdiske områder, hvor de forskellige ledere har været fornuftige nok til at bilægge deres interne stridigheder. I resten af Irak ser det desværre ud til, at alt for mange irakere er villige til ikke bare at stirre direkte ned i afgrunden og få et glimt af helvedes ild, men tilmed hoppe i med begge ben og åbne øjne.

Og så de positive sider…

Men før der går selsving i de negative vibrationer omkring shia-ekstremisters dominans i det irakiske parlament, så er der også stor grund til at glæde sig over valget i Irak. Fx det store fremmøde af almindelige irakere, som faktisk virkelig ser ud til at have taget tanken om demokrati og fredelig politisk afgørelse af konflikterne til sig. Vi håber det bedste for dem, og regner med, at dette er en bevægelse, der i sidste ende ikke lader sig stoppe, uanset hvor meget ayatollah-folkene vil ønske at lade denne afstemning blive den sidste (fordi det naturligvis kun er nødvendigt at vælge guds parti én gang). Tjeck i hvert fald Michael Yons blog med mange gode billeder, og husk også feststemningen i Bella Centret:

Brian Berg
(Foto af Brian Berg)

Til slut lige en bredside disrespekt til kommunisterne hos Kommiteen For Et Baath-kontrolleret Irak. Magen til menneskeforagt skal man lede længe efter.

Four More Years…

Mere om valget i Irak hos Talisman Gate:

The Shia community did not vote as a confident majority of the population: they followed the voting pattern of a ghettoized minority still scarred from many years of dictatorship. Rather than think for themselves and exercise their individual right to choose, they have abdicated this responsibility in favor of their behemoth communal shepherd: Grand Ayatollah Ali Sistani.

And the Iran-leaning Shia Islamists running on the United Iraqi Alliance list seized the day, and did some very irreligious things such as lying, cheating, bullying, stealing and probably violating a couple more commandments in their drive to grab the majority of seats in the new parliament just in case Sistani’s hint and wink didn’t do the trick.

(…)

Iran’s mullahs, who are increasingly getting belligerent across the board, pulled off a coup in Baghdad right under the very noses of the United States. But will Iraq’s triumphant mullahs, who fought tooth and nail to nail this vote, allow free and unfettered elections in four years? Will they be wise enough to realize that there is more to running a state than penning ringing sermons and folding a turban? Will they extend a hand to political rivals with the managerial wherewithal to do something about this mess of a government? Will the Sunni leaders deliver some compromises and actually lead their community to a civil peace, or will they cower in the face of brash Ba’athists who are still intoxicated by the prospects of returning to power through violence and may even be toying with civil war as a conduit? Will the Iranians come to their senses and realize that what doesn’t work for Iran will probably not work for a far more complicated and nuanced society like Iraq’s?

Om fire år kan vi se, hvordan det hele gik: katastrofe eller demokrati. Det er lang tid at vente for en blogger, der er vant til instant gratification.

Talisman Gate og dets søstersite (The Other) Talisman Gate er for øvrigt spændende læsning for enhver Irak-interesseret. Nibras Kazimi, der er iraker og forsker ved Hudson Institute bringer her sine klummer fra New York Sun og andre perspektiver og betragtninger.

Studehandler

Mere om valget i Irak: Iraq The Model rapporterer om en Bagdad-for-Kirkuk handel mellem kurdiske politikere og UIA. Kirkuk er en meget vigtig by på grænsen til Kurdistan, men byen er etnisk delt og det er centralt for kurderne at kunne hævde kontrollen over de nærliggende oliefelter, for at kunne skabe et selvstændigt Kurdistan. De kurdiske partier har da også fået de tilstrækkelige 51% af stemmerne i Kirkuk, bl.a. fordi de få dage før valget pludeslig kunne skrive 200.000 nye kurdere på listerne over stemmeberettigede. Stemmelisterne bygger som bekendt på de gamle rationeringskort og er derfor forældede, men et pludseligt boost på 200.000 virker nu alligevel påfaldende belejligt. Men den ene hånd vasker den anden, og brokker kurderne sig ikke over valget i Bagdad, der har givet uforholdsmæssigt høje stemmetal til UIA, så brokker shiaerne sig nok ikke over at Kirkuk går til kurderne.

Så here’s the deal ifølge Mohammed:

I’m afraid the Baghdad-for-Kirkuk deal is done now and there’s nothing I can think of to reverse the new reality which was forced via a democratic practice. Right now we’re in facing a big crisis that leaves us before two possibilities; either the Sunni agree to be part of the government and we get a parliament with 200 Islamist members (Sunni and She’at) in the face of 75 secular members, 50 of them are Kurds who won’t care much about this parliament or the rest of the country since they have their own parliament and government in Kurdistan (which is going to include Kirkuk in the near future of course).

Lyse fremtidsudsigter for Irak, det må man sige. Men bemærk, at UIA før valget ikke var projicerede til at få mere end 70-90 mandater, men har altså via en handel med kurderne (muligvis, dette er spekulation) tiltusket sig over halvdelen af de samlede pladser i parlamentet, primært på bekostning af de sekulære shia og sunni-partier.

Mohammed konkluderer:

All they wanted and all they knew they were able to get was 33% of the seats which can give them the veto right in the parliament but the Baghdad-for-Kirkuk deal with the Kurds allowed both of them to get the at least the 51% majority, each in his region of interest.

Sådan står resultatet, tilsyneladende. Men hvor meget er demokratiets vilkår, og hvor meget skyldes mere luskede procedurer?