Kategori: Strøet Frø

“Så kommer Anarkipolitiet for at se om der nu også er nok anarki: Hov, der er ikke nok anarki her, kan vi så få noget mer!”

“Så du troede du kunne løbe fra Snuden?”

Fra NEFA (pseudonym): “Snudens hævn”, Tællepråsens Forlag, 2003, p. 57.

“Måske er det fordi de aldrig drikker nok vand. Måske er det maden, manglen på frugt og grønt, vægten fra det meget kød. Men de tænker aldrig. Energien når aldrig helt derop. Hjernen skriger på hjælp, men ilten bliver under halsen. Den bliver i maven og rumler. Hele dagen rumler de, knurrer under vægten af fedtet, støver rundt med deres vandfattige hjerner. End ikke regnen kan hjælpe. Den er der ellers nok af.”

“Så er lyset dog endelig kommet tilbage – for en kort bemærkning. Det er evig nat, evigt tusmørke heroppe på de eksotiske egne. Det MÅ være os som er idioter – ikke alle dem der sover siesta og plukker bananer. De kloge gik imod syd, de dumme og stædige mod nord.

Nu kalder natten snart igen og jeg må tilbage til min pude. Godnat.”

“I middelalderens gamle, gamle Danmark var selv turneringerne så hyggelige at de startede med en hviledag.”

(Popper Whiteberg (red.): “Erindringer fra et falsk verdenshjørne”, Tællepråsens Forlag, 2001, p. 127)

“P: Pottehårede pæremænd spiller primitiv protopunk.”

(fra: Halfdan Asmussens ABC, The Ramones edition, Taellepraasen Publishers 2000; redaktionens oversættelse)

“Jeg ville skrive noget om EU, for det var ligesom tiden hvor det skulle gøres. Men der var noget som distraherede mig, noget som stillede sig i vejen.

Måske var det Ungarns floder, eller Estlands skove (hvor Arvo Pärt hviler og puster ud efter sit Københavnereventyr) som grønne og dybe fik mig til at snuble; måske var det udsigten til 15, 25 eller 35 stjerner der blændede mine øjne. Hvoromaltinger fik jeg heller ikke i dag skrevet noget om EU. Men en dag kommer den måske, dagen (ikke avisen, altså, den kommer ikke igen).”

“Der sidder en gammel dame ved siden af mig i bussen. Hun holder et usselt og slidt, gennemsigtigt charteque, hvori hun har en masse håndskrevne papirer – A4, små lapper m.m. Er de vigtige? Måske er det hele hendes liv, samlet som notater. En potentiel weblog der bare lige skal renskrives?

Men det går ikke. Hun bliver ved med at tabe det gennemsigtige plastic-folie så papirerne falder på bussens beskidte gulv. Forvirret må hun samle op. Når bussen drejer mister hun balancen og er ved at tabe tingene. To gange gør hun det. Så står jeg af.”

“Alt kan rettes til. Selv det mest idiotiske. Tag bare filen frem. Der kan altid fjernes 10 %. Kig på det. Vend det. Hvad er længden? Skal der fjernes mere? Eller skal der lægges noget til, noget bedre? Alt kan rettes til, det gælder blot om at tænke sig om – og så gøre noget fuldstændigt vilkårligt. Redigering som naturlig selektion.”

“Vi var der i hytten, som i et oliemaleri, som i en Walden-illustration, som en bølgende plet af naturhysteri. Vi gik på plankerne, de skæve gulvbrædder, gulnede og smukke af olieret patina. Der kom noget imod os, noget ræsende sort, noget farligt. Vi trådte tilbage. Det var et lille vildsvin, en unge. Den farede hen til mit ben og tog fat om det og krammede til. Jeg blev bange. Det var et vildsvin. Det tog fat og krammede til. Det hev mig af sted. Jeg kunne sparke det væk, men turde ikke.

“Det vil have dig med”, sagde du; “Du må hellere følge med.”

Jeg fulgte efter. Det trak mig af sted, rundt om hjørnet til et andet rum. Det gav mig en kniv. Jeg skulle skære æbler, sagde du som om at du forstod dens hensigter. Æblerne stod der. Jeg begyndte at skære dem. Den lille gris spiste. Spiste løs. Jeg skar æbler og vildsvinet spiste dem. Hytten stod omkring os og væggene voksede som træer.”