“Træghed: For mange, mange år siden besluttede jeg at det var lige præcis dette (sådan lidt generelt sagt) som jeg ville. Beslutningen var taget, der var både vilje og vej og alt var muligt. Kun ville min krop ikke: sætter sig her, stå tidligt op, ikke føjte. Nu, så mange år senere, kan kroppen endeligt gøre disse ting, finde sig i det. Den har lyttet efter – men er det nu stadig det, jeg vil?”

“Sommer: Varmen eller larmen?

Vinduerne åbne, latter fra fjolserne i gården, hiphop om morgenen, R&B om aftenen, de evige fester, sex, sex, sex med vinduerne åbne (svineri!), skraldemænd, kloakrensere og flittige tømrere i lejligheden nedenunder, Vesterbro nyder sommeren (dovne hedonister på overførselsindkomst) – og der ligger jeg og vil sove, for jeg skal protestantisk og protesterende piske mig selv til at arbejde næste dag (man skal yde, før man kan nyde sejrens frugter). Så lukkes vinduet og varmen sveder alle ord ud af kroppen på mig – og næste dag er der intet. Et problem.”

“Skal denne sommer vare ved, skal varmen blive ved at strømme ind igennem mine vinduer, plage mig, piske mig (det vil jeg hellere selv!), lokke mig med glæder, som ikke eksisterer. Oh, skandinaviske forbandelse! Altid vil du være ude, når solen skinner, og altid hader du at være inde, når den ikke gør det, og altid vil du arbejde, arbejde, arbejde, aldrig kan du holde fri. Hvem har fortalt dig, at det skal være sådan? Ikke Loke, ikke Thor. Calvin og Epikur i uskøn forening?”

“Han bad om bank og fik bank, han bad om slag og fik slag, han bad om tæsk og fik tæsk, han bad om nederlag og fik nederlag, han bad om stryg og fik stryg, han bad om krabask og fik krabask, han bad om ydmygelser, ydmygelser, ydmygelser og fik ikke andet end ydmygelser. Til sidst bad han i stedet om kærlighed, forståelse og harmoni, og det fik han: kærlighed, forståelse og harmoni. Og dertil må man sige: Sådan kan det gå.”

“Båden sejler, menneskerne flyder, vandet er grønt, glæden blå, og i vinden blæser de stolte fangere, som kæmpe, ligeglade måger og skaber den energi vi forbruger, som vi dén dag forbruger den energi, verden har skabt. Alle med armene ude – fangere såvel som mennesker. Det hele er af metal, bortset fra os og havet.”

“Da jeg først hørte Olatunji-mesteren kunne jeg ikke forstå hans musik. Jeg havde lært at stor kunst skulle være negativ. Skulle brokke sig. Skulle undgå at se nogen mening i noget som helst, skulle behændigt kigge den anden vej når glæden og meningen kom væltende os i møde – som de jo så ofte gør. Og hvor var det naivt, perverst og vulgært ligefrem at lave en hel plade for at sige ‘tak for alt’. Svineri. Jeg var rystet. Men så lyttede jeg efter. Og hørte at det var mig der tog fejl. At De Gamle havde løjet for mig. At de i virkeligheden ingenting vidste. Men at Olatunji-mesterens saxofon vidste alt. Den virkelige kunst er at se alt det onde i øjnene, inklusive leverkræften og den tredje verdens elendighed – og alligevel elske det hele.”

“Er alle vinduer åbne hører man ubestemt summen fra gaden, larmende børn fra gården (ondt, ondt boldspil), hamren, banken, negermusik, larm overalt, og det er umuligt at finde ro. Lukker man vinduerne til gården hører man nu tydeligt det brudne køleskabs snerren, og det er umuligt at finde ro. Lukker man døren til køkkenet bliver gadens støj tydelig, mere banken, knallerter, biler, musikanter (kun ved pinse-karneval), og det er umuligt at finde ro. Lukker man vinduet til gaden, bliver overboens trampende trissen tydelig, klump, klump, klump, hans trebenede sko, hans hvislende kat, hans evindelige boogiemusik, og det er umuligt at finde ro. Lukker man for overboen (baseballbat), lukker alt ude, vinduer, døre, huller mellem gulvets brædder, så står det stadig der: det lille klikkende, dumme æggeur, formet som en pingvin – og det er umuligt at finde ro.”