Stjerner til din cd-samling

På sitet Rate Your Music kan man indeksere sin musiksamling, give pladerne karakterer og anmeldelser og skabe sine egne lister over favoritalbums eller kunstnere, eller læse de andre brugeres. Det er rigtigt sjovt tidsspilde, lige noget for en musiknørd som mig (bemærk: kun en lille, mere eller mindre tilfældig del af pladesamlingen har fundet vej). Det smarteste ved sitet er vel egentlig, at man kan sammenligne sin musiksmag med andre mennesker, og dermed bruge profilerne til at opsøge musik man ikke kender – “Nå, NN, har 5 plader som jeg også kan lide, på sin top 10. Måske bør jeg lige tjekke de sidste 5 ud?”. God fornøjelse – og hvis du gider så gå lige ind og godkend mine rettelser til Olesen-Olesen. Der er en eller anden nød som har stemt ‘nej’ – aner ikke hvorfor.

Weblog-foredrag

Onsdag den 5. oktober holdt jeg et foredrag om weblogsDen Journalistiske Efteruddannelse. Det var – når jeg selv skal sige det – en succes, som jeg meget gerne vil gentage. Jeg vil derfor gerne tilbyde foredrag/undervisning om weblogs, til hvem der måtte være interesserede – skoler, AUC’er, osv.

Et to-timers arrangement kunne fx indeholde:

* Weblogs (korte men) interessante historie. Fra blogger.coms spæde begyndelse i 1999 til de 19,6 millioner and counting weblogs, der findes i dag.

* Casestories, der bragte weblogs på dagsordenen. Fra Salam Pax til Rather-gate, med smutveje over potentielle danske ‘blogsager’, som Klovn-gate eller Bjævermose-gate.

* Weblogs fremtid og perspektiver. Weblogs er på vej til at blive en stadigt mere intergreret del af offentligheden. Hvor pressen er borgernes vagthund overfor politikerne, der er webloggerne borgernes vagthunde overfor pressen. Hvilke perspektiver ligger der i denne udvikling, for demokrati, meningsdannelse og magt i et moderne, interaktivt samfund?

* Lige hvad du synes.

Kontakt mig for mere information på lars_hvidberg [hos] yahoo.dk

Sommerfest i Blodhavn

Landsbytossen

Har du i grunden besøgt Landsbytossen for nylig? Det fortræffelige tidsskrift – med undertitlen Nordvestjyske Fækalietidende – bringer stort og småt fra Nørre Usseldrup, Klamhuse og Blodhavn sogne, hvor lussingen stadig trives i bedste velgående som afstrafningsinstrument, der er mødepligt til sommerfesterne og hvor der i det hele taget er meget fokus på husdyr og deres efterladenskaber. Redaktør Louis B. Knockel og journalist Crass Brøsting er for øvrigt hyppige kommentatorer her på bloggen, og altid værd at læse for sin indsigt i hvad der foregår langt fra alfarvej i Danmarks udkant, hvor selve folkesjælen er rundet af den næringsrige sorten muld.

Hvem er “Verdens største filosof”?

Kan man virkelig stemme om det? Det minder mig om en historie om en skråsikker studerende, der som en bikommentar til en andens omtale om Anthony Giddens, supplerede med “…verdens største sociolog…” – man ser allerede konkurrencen for sig, med pointgivning for bedste kapitalismekritik og hvad har vi: “Det blev desværre kun til sølv til Ulrik Beck, men bedre held næste år.”

Men filosofafstemningen kører på BBC, med kendte menneskers nomineringer, eksperters anbefalinger og små gnidrede billeder. Efter sigende fører Carlos Marx (som de kalder ham i Spanien), men jeg har naturligvis stemt på Aristoteles – selvom David Hume og Ludwig Wittgenstein også var med i min indkøbsvogn, og Kant heller ikke er til at komme udenom. Man siger, at al filosofi er fodnoter til Platon, og det er jo sikkert rigtigt, men Sokrates har altid virket lidt øretæveindbydende på mig – så derfor vælger jeg den runde og fornuftige ‘Aristotle was a beggar for the bottle’.

Weblogs i P1

Her til morgen havde P1 Morgen et indslag om weblogs, hvor de bl.a. interviewede Tone fra Niftier Than Thou – en blog som jeg dog ikke umiddelbart kender, men fandt linket til på hende.dk, som også bliver omtalt (bl.a. hendes hjerteskærende historie om lille Cirkeline, der måtte forlade verden alt for tidligt). Det er da morsomt, at der er begyndt at komme lidt mere fokus på blogging i de danske medier (i de amerikanske har det som bekendt fyldt voldsomt efter valgkampen 2004, hvor blogging brød igennem som main-stream fænomen).

Det er et udmærket indslag, og forholdsvist loyalt overfor den del af den danske blogosfære, som fokuserer på meget personlige emner (parodieret så fint på Den Kedelige Blog). Men det ville måske være rart, hvis man også begyndte at opdage, at der også findes danske bloggere som skriver om ikke-personlige emner? Blogging kan bruges til rigtig mange ting, ikke kun til udvidet dagbog eller poesibog (ikke at jeg har noget imod det i øvrigt, det er bare ikke noget jeg selv bruger meget tid på at læse).

Irakiske blogs under angreb

Der har i længere tid været beskyldninger på – især – venstreorienterede blogs om, at pro-krig/demokrati irakiske blogs som Iraq The Model eller Healing Iraq skulle være produceret/støttet af CIA eller andre dele af den amerikanske højrefløj.

Ali fra Iraq The Model giver en kommentar til en længere polemik på Martini Republic om en kommentar Juan Cole kom med, om hvorfor han foretrækker den anti-amerikanske Riverbend frem for de tre brødre fra Iraq The Model, hvoraf Omar og Mohammed p.t. er på en større P.R. tour i USA (som Riverbend altså ikke er blevet inviteret til). [dyb indånding]. Det er en meget lang debat, men værd at forsøge at sætte sig ind i. Den afslører efter min mening nogle blokeringer og fordomme omkring især venstrefløjens forventninger til hvordan irakere burde føle og opføre sig – in casu: når en iraker er pro-USA er han straks CIA-agent. Det er faktisk en utilgivelig forsimpling af irakernes tænkemåder, når vi gerne vil have dem ned i vores egne konceptuelle kasser: ‘pro’ eller ‘anti’. Spørg 100 irakere og du får 100 forskellige holdninger – ligesom med danskere.

Jeg vil ikke her tage stilling til hvilke af de irakiske blogs der ‘har mest ret’ om hvad der sker i Irak. De skal efter min mening ikke læses som objektive beretninger – det er ikke journalistik – men personlige kommentarer. Man ville også være en klovn, hvis man regnede med at jeg skulle repræsentere den generelle folkestemning i Danmark. Fx er jeg ikke særligt begejstret for velfærdsstaten – men det betyder altså ikke, at min blog er finansieret af Søren Pind. (Og Søren, hvis du læser det her: Fik du min faktura?)

Tjeck Jeff Jarvis beretning om at møde Omar og Mohammed IRL, og tjeck deres besøg i Det Hvide Hus.

[update, 16. dec: Ali har flere svar til Cole og Martini Republic, med en pragtfuld afskedssalut:

When are both sides [pro- og anti-krig] going to realize that it’s not only about them! That there are millions of Iraqis, Afghanis, Iranians..Etc who are suffering daily and who are trying to find a solution and a way to achieve their dreams (with the help they are getting from America) and who do not have the slightest interest in supporting any party in America. The world is bigger than you and your partisan conflicts and frankly I’m getting sick of it. Take this crap somewhere else and leave us alone! We have enough problems to deal with and we are not interested in supporting any party anwhere, as simply we cannot afford the time or the effort.