Tag: Filosofi

Findes den fri vilje?

Og hvad er de politiske følgeslutninger af den nyeste forskning? Spændende arrangement her fra American Enterprises Institute. Både lyd og video på sitet, men jeg kan ikke få lyden på videofeedet til at fungere.

Strøtanker:

Hvor meget betyder ideen om den fri vilje for vores politiske holdninger? Måske ikke så meget, som man skulle tro. Fx: Liberalismen bekender sig ofte til det frie valg, men uanset om det frie valg eksisterer eller ej (eller om det er determineret af generne) er det ikke indlysende, at politikere skulle være bedre til at kende mine præferencer end jeg selv er. De er jo – når alt kommer til alt – også mennesker og ramt af de samme begrænsninger.

Omvendt peger den seneste forskning på, at mange af de sociale præferencer vi har (også som mænd og kvinder) er indstøbt i hjernen, hvilket sætter begrænsninger for reformprojekter, der vil gøre os til “bedre mennesker” eller på andre måder skabe lighed, hvor naturen vægter forskellighed. Socialismen fejlede ikke fordi den blev overtaget af onde mennesker, men fordi den forsøgte at ændre på basale psykologiske realiteter: At vi først og fremmest er os selv nærmest (inklusive familie og venner), og at vi ikke er i stand til hverken følelsmæssigt eller rationelt at være solidariske med hele verden.

The Good Life

Charles Murray’s Irving Kristol lecture on Human Happiness. Life in a social democracy might be pleasant, but it is rarely satisfying, and therefore lacks happiness.

What to do about the Danes and their high happiness? The key to the Danes’ happiness might be their low expectations.

I’m reading Charles Murray’s book What It Means To Be A Libertarian right now. Best – meaning simplest and most personally engaging – defence for classical liberalism I have read in a long time.

Nationalitet, værdier og økonomiske fejlslutninger

Det største problem er ikke, at folk ikke ved nok om økonomi, men at deres værdier står i vejen for fornuften. Det skriver i hvert fald Tyler Cowen, og supplerer, at værdierne oftest har noget med ens nationalitet og tilhørende sym- og antipatier at gøre:

Both Alex and I have blogged that nationality (or sometimes ethnicity or regional background) is often the best predictor of a person’s economic views and yes that includes among economists.  Given the diversity of economists’ views across nations, we are part of the problem too, thereby again illustrating the essential unity of mankind.

Still, I do believe in right and wrong and that means that the viewpoints of some nations (grossly construed) are better than others.  So the top economic misconception out there in the world is “unjustified dislike of the United States,” noting that there are also justifiable reasons to dislike many aspects of this country.

Hvem er “Verdens største filosof”?

Kan man virkelig stemme om det? Det minder mig om en historie om en skråsikker studerende, der som en bikommentar til en andens omtale om Anthony Giddens, supplerede med “…verdens største sociolog…” – man ser allerede konkurrencen for sig, med pointgivning for bedste kapitalismekritik og hvad har vi: “Det blev desværre kun til sølv til Ulrik Beck, men bedre held næste år.”

Men filosofafstemningen kører på BBC, med kendte menneskers nomineringer, eksperters anbefalinger og små gnidrede billeder. Efter sigende fører Carlos Marx (som de kalder ham i Spanien), men jeg har naturligvis stemt på Aristoteles – selvom David Hume og Ludwig Wittgenstein også var med i min indkøbsvogn, og Kant heller ikke er til at komme udenom. Man siger, at al filosofi er fodnoter til Platon, og det er jo sikkert rigtigt, men Sokrates har altid virket lidt øretæveindbydende på mig – så derfor vælger jeg den runde og fornuftige ‘Aristotle was a beggar for the bottle’.

Myten om Kunst og Holocaust

Enhver letvægts-intellektuel artikel om Holocaust plejer lige at få med – nærmest som et kuriosum, der ikke skal bevise andet end at forfatteren har læst bøger – at den tyske filosof Theodor W. Adorno skulle have udtalt, at ‘kunst er umulig efter Auschwitz’, eller noget i den stil.

Men sagde Adorno nu egentlig det? Og var det det han mente, hvis han sagde det? Der er jo blevet umiskendeligt mere af den siden Auschwitz, Kunsten altså, ja faktisk vælter det jo ud med Kunst af hver eneste pore i kulturlegement – og en hel del af den handler eksplicit om Holocaust. Når man ser værker som Begninis “Livet er smukt” kunne man måske endda ønske sig, at nogen havde hørt efter Adornos dom og ladet være. Men…

Naturligvis var det ikke det, Adorno mente, da han afsagde sin dom om kunstens umulighed efter Auschwitz. Det viser Torben Sangild på Det spekulative øre, med en hurtigt lille myte-punktering. Adorno talte ikke om ‘kunsten’ men mente specifikt det lyriske digt, der er sluttet om sig selv. Det var blevet ‘umuligt’ efter Holocaust – hvilket vil sige, at det var blevet udfordret i sin nydelige lukkethed, og måtte tage umuligheden med som en ny mulighed – en pligt til at udforske grusomheden i Holocaust og hele den ødelæggelse moderne krigsførelse er. Summa summarum:

Adorno har en pointe, som handler om at kunsten, især digtet, har mistet sin uskyld, og nok aldrig bliver den samme igen. Den må derfor rumme noget kunstfjendtligt i sig, en kritik af værkbegrebet, en selvkritik, en flossethed, som gør at det ikke bliver et afrundet værk i traditionel forstand. At lyrikken er særligt udsat skyldes nok dens ode-agtige udspring og tendens til lukkede former (på det tidspunkt). Men selvfølgelig mener Adorno ikke bogstaveligt (og har aldrig ment) at kunsten ikke er mulig efter Auschwitz, det er ondsindet sladder, i så fald ville de æstetiske skrifter vel næppe fylde det meste af hans oeuvre efter 1945, ligesom han næppe i Ästhetische Theorie ville tilskrive kunsten at være det eneste sted for et autentisk, kritisk håb.

Tag dén!

Adorno om astrologi

Hvis en astrolog formaner sine læsere til på en bestemt dag at køre forsigtigt i deres biler, så vil det sikkert ikke skade nogen; det skadelige er den fordummelse, der ligger i påstanden om, at dette til enhver tid gyldige og derfor idiotiske råd har krævet stjernernes medvirken.

– Theodor W. Adorno: “Om kulturindustrien”