Julekalender på Liberator

Ja, hvem skulle have troet det? Alle frihedselskere og statshaderes yndlingssite (og alle andres hadesite) kører i december en snefyldt julekalender: Mysteriet om den forsvundne vejrmaskine. Den er skrevet af ‘Leny M.’, der vist egentlig er neokonservativ og både går ind for krig og er imod pornografiske reklamer og alt muligt andet uliberalt 😉 – men på Liberator er der jo heldigvis højt til loftet, og julekalenderens oplæg lyder sådan her:

Det er koldt i København, meget koldt. Meget, meget, meget koldt. Skumle kræfter arbejder på at køle byen ned og dræne borgernes hjerner, for at fylde dem op med statsforherligende sympati. Kun vores to helte, Joe og Adam, står imellem vores redning og den totale katastrofe. Men hvem er Manden i Cottoncoaten? Hvorfor er der lys i den amerikanske ambassade midt om natten? Hvordan kan det være, at Adam bliver ved med at støde ind i pigen med den røde frakke? Vi ved det ikke…

Liberalismen til debat! [opdateret]

[Opdatering, 30. nov.: Dags Dato havde i søndags et længere indslag om Lotte Noer-sagen, med bl.a. gode indspark fra Christopher Arzrouni, og Liberator-folkene Thomas Breitenbach Jensen, Claus Zilmer og Niels Kristian Schmidt. Et overraskende lødigt program, som er værd at gense.]

Ja, så kører den for fulde gardiner! Efter en stille periode raser debatten nu flere forskellige steder. Vildest er naturligvis debatten om VU’ern Lotte Noers artikel på Liberator om At stresse for kapitalen, hvor hun stiller spørgsmålstegn ved ‘de krævendes’ rettigheder,

Det er klart, at de krævende ikke kan miste deres grundlæggende frihedsrettigheder. Deres personlige frihed, deres ret til liv og privat ejendom, skal der ikke rykkes ved. Det er umistelige rettigheder. Man kunne imidlertid overveje, hvordan det stiller sig med andre rettigheder – for eksempel retten til at deltage i demokratiske valg.

I Grundloven står der som bekendt i §29:

Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

Det er dette synspunkt, som Lotte Noer gerne vil have taget op igen; Har man – kort sagt – ret til at bestemme hvordan musikken skal spille, hvis man ikke selv betaler for orkestret? Hvis man ikke bidrager til fællesskabet, skal man heller ikke have indflydelse på, hvordan de fælles midler bruges.

Så vidt så godt. Ikke noget kontroversielt synspunkt på Liberator, hvor de fleste slet ikke går ind for demokrati som vi kender det i dag, hvor man ‘kan stemme sig til andre menneskers penge’, som det ofte lyder. Men forleden havde en kvik journalist på Berlingske Tidende fundet frem til artiklen (muligvis inspireret af B.T.’s tidligere forsøg – og muligvis var det DR som fandt den først), og historien kørte også i Radioavisen, hvor både Jens Rohde og formand for VU, Claus Horsted afviste synspunktet som udemokratisk og ikke Venstres politik.

Så burde den måske ikke være længere, end at Lotte Noer enten retter ind eller tør stå ved sine synspunkter – indtil videre har hun ikke kommenteret sagen, så vidt jeg er informeret. Men omtalen i medierne fik en sand syndflod af interesserede til at klikke sig ind på Liberator, for at se hvad det der liberalisme var for noget mærkeligt noget. Der er vel pt. mindst 20 tråde om sagen med kommentarer fra nysgerrige eller forargede – mest det sidste. Start med denne tråd: Respekt til Lotte Noer, og klik så hen på resten hen ad vejen. Argumenterne rager ikke højt (jeg har dog ikke gennemlæst det hele), og er enten “sikke noget svineri” eller “så skal landmændene også fratages støtten!” som en kvik bemærkning, som rigtig mange er kommet med (ingen på Liberator er uenige, og det kan undre at det skal forestille en provokation). Der er også mange som tror, at Liberator er en del af Venstre, hvilket har fået redaktionen til at udsende en pressemeddelelse.

Hele diskussionen er i øvrigt et eksempel på et hadsk og unuanceret debatklima, hvor man sjældent er i stand til at komme med argumenter, men håber på at vinde ved at råbe højest. Noget som man eksempelvis kan genfinde i dele af Islam-debatten eller Nej-til-Krig-debatten, eller i det hele taget i de områder i det danske samfund, hvor der stadig debateres, og hvor alt ikke i forvejen ligger fast i Finansloven. Heldigvis er der også andre debattører – hovedsageligt webloggere, som har lyst til at tage en mere principiel og lødig diskussion. Torben Sangild har været der i flere omgange, og har nu en ny oversigtspost. Her henviser han bl.a. til Lars Kjerulfs blog, hvor han har en kritik af liberalismen.

Der er meget at gå i gang med, og jeg har egentlig slet ikke tid til at diskutere. Klik selv rundt, og smid en kommentar ind, hvis du har noget at sige. Men husk: At være liberalist betyder ikke at man stemmer på Venstre. Og lad være med at skære alle liberalister over én kam – hvis du fx læser et indlæg på Liberator, så lad være med at tro, at dette indlæg afspejler ‘Liberalismen’ – der kommer mange besøgende på Liberator, mange af dem er ikke liberalister, men opponenter – og ingen har patent på begrebet.

Pas på Wikipedia

Det er en smuk tanke der ligger bag open-source leksikonet Wikipedia. Det er et leksikon, som bygges op af brugerne selv, ved at man kan indsende rettelser, kommentarer og hele artikler, om emner som endnu ikke er berørt. Bare den danske del af Wikipedia har nu 21025 artikler om vidt forskellige emner. Da leksikonet ikke har nogen overordnet redaktør er det naturligvis mere eller mindre tilfældigt præcist hvad der findes artikler om, men det er jo ikke i sig selv noget problem. Problemet er imidlertid, at kvaliteten af det der bliver skrevet er stærkt svingende, og sandhedsværdien tvivlsom. Prøv eksempelvis at læse dette uddrag fra det danske bidrag om renæssancen:

Desuden var perioden præget af befolkningsmæssig tilbagegang på grund af pest og [s]tilstand indenfor samtlige intellektuelle områder i forhold til højmiddelalderen. På det kunstneriske område kopierede man ideer fra middelalderen uden i særlig grad at tilføje nyt. Renæssancens intellektuelle klima eller mangel på samme resulterede i reformationen.

Hmmm… ikke ligefrem hvad jeg lærte i gymnasiet. Det må siges at være et temmelig kontroversielt synspunkt om renæssancen, også selvom man i historievidenskaben de senere år har hevet middelalderen ud af mørket og kaldt den dynamisk. Men at renæssancen overhovedet ikke skulle byde på noget nyt hverken kunstnerisk eller intellektuelt er for at sige det mildt vildledende. Holdningen gentages ikke i den engelske version af Wiki, og heldigvis ved jeg da selv nok om perioden til at være på vagt (og burde måske smide en kommentar ind). Imidlertid anbefalede jeg faktisk sitet til en 14-årig pige, som skulle vide noget om renæssancen – og det fortryder jeg nu. For fremtiden står den udelukkende på min Encyclopedia Britannica-dvd og det trofaste gamle Hagerups Konversationsleksion.

Hva’ pokker!?!

Som nogen måske ved spiller jeg hver mandag morsomme brætspil med mine venner, som fx Goa, Taj Mahal eller Skt. Petersburg. Der er flere mennesker i verden, der har den last, og der findes en del netsider for brætspilsramte. En af dem er det legendariske site BoardGameGeek, som jeg har besøgt af og til. En dag var jeg dog lidt ukoncentreret og kom til at indtaste www.gameboardgeek.com i stedet… prøv selv, og se hvad der sker (jeg fralægger mig på forhånd ethvert ansvar for evt. ydmygelse)

Sådan hjælper du de svage

Når man diskuterer politik og erklærer sig som liberal, er et af de argumenter man oftest møder: “Hvis der ikke er nogen velfærdsstat, hvem skal så tage sig af de svage?”

Svaret er naturligvis indlysende*, men det er ikke det som dette indlæg handler om. I stedet handler det om, hvordan det praktisk skal kunne fungere, hvis ‘privat velgørenhed’ skal kunne klare ærterne, der hvor velfærdsstaten for længst har givet op, og skaber svage mennesker i stedet for at hjælpe dem. Et bud på et svar er EnGodSag.dk, et e-shopping-site, hvor man kan donere til forskellige gode organisationer (fx Amnesty International eller Dansk Røde Kors), samtidigt med at man køber ind hos Amazon eller Bogklubben Rasmus.

Engodsag sælger ikke selv noget, men benytter sig af en cookie, som fortæller shopping-sitet at man kommer fra Engodsag, og at der derfor skal doneres en del (typisk 6 %) af købssummen til en organisation, som man selv vælger. Du betaler ikke ekstra. Så husk at bruge Engodsag som portal når du skal shoppe.

Sådan gøres det i et frit samfund, det er etisk kapitalisme så det batter – helt uden tvang.

P.S. – jeg ved endnu ikke om det rent faktisk virker i praksis og om donationerne kommer ind. Men det vil fremtiden vise. Initiativet er prisværdigt.

Tip: Mr. Andersson.

[* Svaret er: Det skal DU.]

Sangild som kulturradikal?

Torben Sangilds weblog er tilbage i blogosfæren, og han lægger stærkt ud ved at stille sig selv spørgsmålet: Er jeg kulturradikal?

Det er noget med ytringsfrihed, noget med religion, og noget med beskatning, og yours truly deltager også. Velkommen tilbage, Torben, også selvom spørgsmålet om din kulturrdaikalisme endnu er uafklaret. 😉 For øvrigt: Hvad vil det sige at være kulturradikal? Det er der endnu ingen som har kunnet svare på, men spørgsmålet lader til at være vigtigt, når man tænker på hvor meget det fylder i ‘kulturkampen’, og hvor meget de kulturradikale er blevet lagt for had.

Iraks model fylder 1 år

De tre modige brødre fra Iraq The Model har nu publiceret deres weblog i 1 år, og fejrer deres fødselsdag med en reflektion over hvorfor de har skrevet den. Som man måske ved har bloggen og den modtagelse den har fået blandt internationale bloggere og medier (hvor der måske nogen gange bliver lagt for meget vægt på brødrenes udsagn som sandhedsvidner), bl.a. ført til oprettelsen af et politisk parti, der ligesom så mange andre vil stille op til valget til januar.

Det er faktisk en meget rørende historie om hvordan bloggere kan skabe et fællesskab og være med til at bygge værdier op og skabe handling. Mohammed Fadhil skriver:

This wasn’t an action from one side, your [læserne og kommentatorerne, LH] have always been a rich source of inspiration to us.

We have learned the meaning of being united together and we never felt alone in this; freedom lovers are everywhere. Reading your comments and e-mails made my cry many times and I wish I could remember all your names and I could feel everyone, even those who didn’t write to us.

I wish I could embrace you all.

Ali er lidt mere nede på jorden, men ikke mindre taknemmelig og glad:

What I’m trying to say is that it was the readers, our good friends who share with us this humble page who made me realize that I must write, I must tell people everywhere what I, being an Iraqi see in Iraq, what I think and what I want. I’ll be always grateful for the people who helped me and my brothers find our voices and encourage us to share our minds and hearts with as many people as possible from allover the world.

Han har også en kommentar til beskyldningerne om propaganda, ikke mindst fra andre irakere.

This blog was not a propaganda tool and will never be. Our unlimited joy with our new found freedom that we still enjoy its sweetness is too precious to be lost or sold no matter what the price. I know that many people look at our writings with suspicion and disbelieve sometimes. Most of these people are misguided by the huge flow of lies or half-truths from the MSM [MainStreamMedia, LH] and I don’t blame them, as how can anyone know what’s happening thousands of miles away without depending on the media!? actually they’re the people we are trying to reach because we know that most people are smart and honest enough to distinguish the truth from propaganda. But again there are those who were born free and don’t appreciate the gift they have received and the slaves who have come to love the walls of their prison and can’t see life in a different light. These are the people who simply can’t understand our joy and enthusiasm, and the only logical explanation to them would be that we, and people like us are propaganda tool. We long for the day when these people can appreciate freedom, and then we will be brothers and sisters again.

Omar, der skrev den første ydmyge postering på bloggen, får det sidste ord. Jo, det er højtragende, men det manglede da også bare, når man endelig kan se en ende på 35 års tyranni.

The most important thing we achieved in the past year is building trust and understanding among us, failing the evil attempts of those who want us to think of each other as enemies.

I believe that we’ve all learned so many things from each other and to some extent, we’ve succeeded in bridging even if a small fraction of the gap that separates our different cultures, at least in the way of thinking about solutions for our problems because we’re facing similar challenges and above all, we share a common goal; freedom for all mankind.

Firefox 1.0 ude

Så er den første release version af Mozilla Firefox klar til download. Det er browseren, der kommer til at slå Internet Explorer af banen, med flere længder endda. Jeg har selv brugt de tidligere versioner af browseren, og har allerede downloadet 1.0. Gør det selv hurtigst muligt, og nyd de fantastiske muligheder i Firefox: Tabbed browsing (flere sider åbne i samme vindue), massevis af extensions (fx musebevægelser der styrer din netoplevelse), og grafiske temaer. Må ildræven være med dig…

Hoppe bølgen bølger videre

Der er nu endnu mere debat om Hans-Hermann Hoppe og hans noget usympatiske udlægning af libertarianismen, både hos Mr. Andersson og Liberator – begge afledt af et efter min mening lettere misforstået indlæg som filosoffen Morten Ebbe Juul Nielsen kom med i sidste uges Weekendavisen (kan læses her som .pdf-fil)

Jeg skal da igen for gå ordens skyld understrege, at jeg ikke ønsker at leve i Hoppe-land, men at jeg heller ikke mener at hans personlige præferencer har nogen overordnet betydning for ideologien, ligesom jeg ikke køber hans forestillinger om hvad et libertariansk samfund nødvendigvis må indeholde og ekskludere.