Befriende ord fra de sympatiske gutter i Artic Monkeys:
Hvorfor skulle vi have en interessant mening, bare fordi vi har et band?
Om de fjollede Life Earth koncerter, de arktiske aber ikke ønsker at medvirke i. Bare flere ville tænke som dem. Engelsk udgave her.
Hmm … altså, Arctic Monkeys profilerer jo dermed netop sig selv på ‘at være bedre end de andre’, hvilket i sig selv ikke er synderlig beundringsværdigt, og de bruger dette ‘argument’ som en dårlig undskyldning, fordi de formodentlig er ret ligeglade med klimasagen (hvilket de jo er i deres gode ret til).
Koncerternes energiforbrug er i øvrigt økovenligt, og det er nu engang heller ikke muligt at sende mennesker sammen uden at forbruge energi – heller ikke at samle så mange rockmusikere, hvis de alle skal flyve på økonomiklasse. Det er heller ikke muligt at tage på ferie på Mallorca, eller til klimatopmøde i København, uden at forbruge energi – fx på et fly.
Sidst men ikke mindst handler koncerterne ikke om at give sin mening til kende som berømtheder – det er en fuldstændig misforståelse. De handler om at skabe en øget global bevidsthed, og fastholde den bevidsthed der er, om klimaproblemerne, om den enkeltes ansvar og muligheder, og skabe fællesskabsfølelse om dette projekt med musikken som facilitator.
Der er mange ting, som kan kritiseres ved den slags arrangementer – fra visse uoplagte bands, dårlige konferencierer, til al medieflimmeret som for nogle matcher dårligt med autentisk miljøbevidsthed. Det er sandt nok.
Men hvis man skal kritisere Live Earth, så kan man i det mindste starte med at være seriøs som det første, og for det andet overveje, hvad man selv har gjort for nylig for at sikre, at det er muligt at opkalde bands efter Nordpolen i fremtiden også.
Jeg har svært ved at se, hvorledes koncerternes energiforbrug skulle være økovenligt? Det mest økovenlige ville da være at lade være med at holde dem? Der er i sidste ende ikke noget, der hedder hverken økovenligt eller bæredygtigt forbrug. Forbrug tærer på naturen og miljøet, og sådan er det.
For mig fremstår hele affæren som en stor gang selvpromoverende hykleri, og jeg finder det befriende, at berømtheder for en gangs skyld melder fra og siger: “vi har sgu ikke noget bud på, hvordan det her problem løses” i stedet for at råbe op om, at hvis vi alle sammen giver en skærv til Afrika, så bliver det bedre og bedre dag for dag. Jeg synes bestemt ikke, at de her promoverer sig på at være bedre end andre, de kalder bare en spade for en spade.
Og jeg har i øvrigt svært ved at se, hvordan en øget “bevidsthed” i sig selv skulle være med til at løse problemerne. Hvad nu hvis hele den ramme, der er omkring forståelsen af koncerterne er forkert? “Vi skal sikre bevidsthed om, at politiske indgreb er nødvendige” virker til at være forståelsen omkring problematikken.
Men hvad nu, hvis det er grundlæggende misforstået? Det er fx svært for mig at se, at Kyoto-aftalen har medført noget som helst andet positivt end et gigantisk spild af penge i miljøafgifter og en forstørrelse af statens mulighed for at gribe ind overfor hvad som helst der regnes for en “trussel mod miljøet”. Det er jo i øvrigt penge, som i stedet kunne være gået til innovation i mere miljøvenlig retning.
Hej Lars,
Tak for dit svar. Lige et par kommentarer med på vejen herfra:
”Jeg har svært ved at se, hvorledes koncerternes energiforbrug skulle være økovenligt? Det mest økovenlige ville da være at lade være med at holde dem? Der er i sidste ende ikke noget, der hedder hverken økovenligt eller bæredygtigt forbrug. Forbrug tærer på naturen og miljøet, og sådan er det.”
Hvis man er af den overbevisning, at koncerternes formål er det værd, så afholder man dem, ligesom man (uden sammenligning i øvrigt) afholder politiske topmøder om miljø, hvor man også forbruger masser af energi. Men de omkostninger der er så forbundet med afholdelsen minimeres:
“To maintain its green integrity, Live Earth is implementing “green event guidelines” for its concerts. The guidelines were issued with support from the U.S. Green Building Council; John Picard, a former-member of President Clinton’s Green White House task force, is leading the efforts.”
“The guidelines are: all electricity that powers the shows will be from renewable sources; concessionaires will be encouraged to use suppliers of biodegradable plastics; waste will be minimized through recycling and reuse; venue offices will use as little energy as possible; production lighting will include the use of LED light bulbs; staff and artist air travel will be offset through carbon credits; and ground travel will be by hybrid or high-efficiency vehicles where possible.”
Fra: http://www.msnbc.msn.com/id/19621017/wid/18298287/
”For mig fremstår hele affæren som en stor gang selvpromoverende hykleri, og jeg finder det befriende, at berømtheder for en gangs skyld melder fra og siger: “vi har sgu ikke noget bud på, hvordan det her problem løses” i stedet for at råbe op om, at hvis vi alle sammen giver en skærv til Afrika, så bliver det bedre og bedre dag for dag. Jeg synes bestemt ikke, at de her promoverer sig på at være bedre end andre, de kalder bare en spade for en spade.”
Men er det sandt over een kam at beskrive alle de hundreder af kunstnere og tusinder af andre involverede i LE, som gigantiske hyklere?
Og Arctic Monkeys sagde ikke, at de ikke havde noget bud på en løsning, men at de ikke mente, at deres mening var interessant ’bare fordi de var et rockband’, hvorigennem de
1) belejligt – men ikke nødvendigvis bevidst – positionerede sig som ’bedre og mere autentiske’ end de andre rockbands, og
2) misforstod pointen, da det ikke handlede om at rockbands skulle give deres mening til kende (se nedenfor).
Sammenligningen med Afrika kan jeg ikke se er andet end polemisk, da der ikke er tale om en indsamling til at løse et problem, som vi så forværrer igennem anden adfærd, fx ved at vælge politikere som opretholder EUs de facto handelsbarrierer overfor Afrika; der er tværtimod tale om opfordring til både en generel livsstilsændring, såvel som til at lægge pres på politikerne, hvilket i sidste ende løser problemet: umådeholdent, ineffektivt energiforbrug.
”Og jeg har i øvrigt svært ved at se, hvordan en øget “bevidsthed” i sig selv skulle være med til at løse problemerne. Hvad nu hvis hele den ramme, der er omkring forståelsen af koncerterne er forkert? “Vi skal sikre bevidsthed om, at politiske indgreb er nødvendige” virker til at være forståelsen omkring problematikken.”
Bevidsthed om et problem er naturligvis den første forudsætning for at det bliver løst. Vedligeholdt og øget bevidsthed er anden forudsætning. Det er starten og ikke noget, der skal kaste noget af sig ’i sig selv’, selvfølgelig. Desuden er der, som jeg skrev, også tale om at bidrage til at den enkelte bliver sig sit ansvar og sine muligheder bevidst for selvfølgelig at kunne reagere derefter. Og endelig er der hele fællesskabsfølelsen omkring projektet, som er nødvendig at styrke gennem symbolske handlinger, såsom fællesskab omkring musik der appellerer til den målgruppe de nu gør.
”Men hvad nu, hvis det er grundlæggende misforstået? Det er fx svært for mig at se, at Kyoto-aftalen har medført noget som helst andet positivt end et gigantisk spild af penge i miljøafgifter og en forstørrelse af statens mulighed for at gribe ind overfor hvad som helst der regnes for en “trussel mod miljøet”. Det er jo i øvrigt penge, som i stedet kunne være gået til innovation i mere miljøvenlig retning.”
Hvis du grundlæggende ikke ønsker at tro på de 2000 videnskabsfolk i FNs klimapanel, der i årevis har slået fast, at den menneskeskabte opvarmning af Jorden forekommer og er et problem, som kan få yderst alvorlige konsekvenser miljømæssigt, økonomisk, og socialt, så er det jo egentlig ret lige meget, hvad jeg siger mere – enten til forsvar for at man prøver at løse problemerne politisk gennem Kyoto eller folkeligt gennem arrangementer som Live Earth, uanset begges mangler. For så vil du altid se kritisk på disse arrangementer. Det er selvfølgelig fair nok. Jeg vil omvendt også se positivt på dem, eller relativt positivt, af de modsatte årsager. Men så er der heller ikke så meget mere at diskutere.
Bortset fra brugen af CO2-kreditter i LE’s projekt har jeg svært ved at se det økologisk korrekte i de andre forholdsregler. Genbrug af materialer kræver også energi, ligesom vedvarende energi kræver flere mandetimer og flere penge end CO2-holdig energi. LED-lys forbuger også energi, fx når man skaber lyspærerne, for slet ikke at tale om al den energi de mange koncertgæster bruger, når de skal til koncerten, osv. osv. Hvis man virkelig ønsker en generel holdningsændring, burde det første vel være at gå foran med et godt eksempel og lade være med at afholde rockkoncerter?
Angående Arctic Monkeys holdning til klimaændringer, har jeg ikke nogen idé om, hvad deres holdning er. Jeg synes bare, at det er befriende, at de indrømmer, at de ikke har nogen specielt kvalificeret mening om det, og derfor ikke mener, at de bør støtte op om det ene eller det andet politiske projekt.
Men selvfølgelig er vi grundlæggende uenige om de politiske muligheder for at løse problemet. Men sammenligningen med Afrika er i øvrigt mere relevant end du gør den til. Der har igennem mange mange år været politisk opbakning til at “løse” Afrikas problemer og der er brugt millarder og millarder og millarder af kroner på sagen. I det hele taget er det svært at pege på ret mange problemer, der har fået politiske løsninger: Som reglen består løsningen i at smide en masse penge efter problemerne, hvilket jo giver arbejde til en masse mennesker i godhedsindustrien, der så kan bruge deres tid på at advokere om endnu flere penge.
Men problemerne er ikke forsvundet af den grund, bl.a. fordi de i sidste ende ikke er politikernes interesse egentlig at løse dem (fx vedr Afrika gennem af fjerne handelshændringer m.m.). Ligeledes kommer det naturligvis til at gå med klimaændringerne (hvis ellers de videnskabelige rapporter taler sandt): Ingen er reelt parate til at betale den pris det koster at ændre drastisk på CO2-udledningen, og derfor vil det heller ikke blive gjort. LE-koncerten er jo nok en case-in-point: Man vil gerne positionere sig og fremstå som god og korrekt. Men at holde op med at flyve med jet-fly? Nej ellers tak, jeg har jo travlt, og der er en vigtig koncert på den anden side af jorden i morgen.
Hej igen,Lars,
Jeg har stadig svært ved at forstå dit argument omkring det problematiske i at producere noget som helst miljøvenligt(hvadenten det er en global koncert-event eller genbrugspapir). Det er jo indlysende, at der er omkostninger målt i energi ved al menneskelig aktivitet. I sidste ende må det vel være et spørgsmål, om man mener, at koncerterne er den nettoomkostning værd, som de selvfølgelig udgør for miljøet, fx fordi de bidrager til at mennesker fremover handler mere miljøvenligt og derved faktisk – hvis vi ser regnestykket over tid – skaber en bedre energibalance end den vi har i dag. Da du jo er skeptisk overfor i det hele taget, at tage klimaforandringer seriøst, så er det selvfølgelig naturligt, at du også er skeptisk overfor værdien i aktiviteter, der kan mitigere disse forandringer. Fair nok, men så ender den også ligesom der igen, ikk’? 🙂
Det er selvfølgelig altid sympatisk, når rockmusikere lige råber vagt i gevær og siger, at man ikke skal tage dem alt for seriøst. I mine teenageår syntes jeg fx at Pet Shop Boys-sangen, “How can you expect to be taken seriously” var cool netop fordi den gjorde lidt grin med alle de popmusikere, der tilsyneladende stod i kø for at promovere sig selv på en god sag. Men igen kommer det jo også an på, hvor alvorligt man ser problemet til at begynde med: ift. globale klimaforandringer, så står vi efter min mening overfor en global trussel. Bare at indtage det bekvemme synspunkt – ‘vi er rockmusikere, vi har ikke nogen mening’ – underforstået: det er e andre der bare er egoistisk selvpromoverende – det synes jeg er utrolig dovent. Det er fuldt ud berettiget, det er relativt set endda en lille smule sympatisk, men set i kontekst med hvad det egentlig handler om, så er det for letkøbt en position at indtage, mener jeg. Men det må de jo selv om.
Det er jo heller ikke særlig fedt at se en popmusiker føre sig frem på Wembley, som om vedkommende tydeligvis er mere interesseret i selv at blive opfattet som interessant end i at vise ægte engagement for sagen, men langt størsteparten af de musikere jeg så, især de ældre bands – Genesis, Duran Duran osv. – vidste, hvad det var de stillede op til, og sørgede for at levere varen.
Vi er helt enige om det utilstedelige i EUs landbrugspolitik overfor ulandene, men argumentet om at statens pengeforbrug som udgangspunkt er dårligt er ideologisk, ikke faktuelt, ligesom din karakteristik af hvad jeg opfatter som en indirekte hentydning til alle civilsamfundsorganisationer som “godhedsindustrien”.
Desværre må jeg nok også erklære mig enig i, at det ser sort ud mht. at finde en politisk løsning, fordi politikerne, såvel som visse popmusikere og store dele af erhvervslivet ikke er parate til at betale prisen her og nu, for at sikre vores og vores børns fremtid. Der er desværre intet nyt under solen her, men man kan jo altid håbe.
Netto-CO2 udledning ved miljøkoncerterne: 31.000 tons. Netto-gevinst? Who knows? Men vi kan jo altid påstå, som arrangørerne sikkert vil gøre, at det betød “helt enormt meget”.
I øvrigt er jeg ikke nødvendigvis skeptisk overfor “klimaforandringerne”, men jeg er derimod ekstremt skeptisk overfor politiske projektmagere, der skal gøre noget ved vores alle sammens problemer. Den eneste gang det vist for alvor er lykkedes er med freon-forbuddet, men det var jo også én enkelt nemt erstattelig gasart.
Og så vil jeg altid vende mig kraftigt imod den opfattelse, som jeg synes du lægger for dagen, der siger at det vigtigste er at markere, at vi skal “gøre noget”. Men hvad er det lige vi skal gøre? Jeg har ikke nogen idé om det, og det har du i virkeligheden heller ikke. En reduktion af CO2 i en målestok, der kan mærkes vil kræve drakoniske politiske indgreb, og det er hverken vælgere eller politikere på nogen måde indstillet på. Ikke her i miljøfrelste Danmark og slet ikke i lande som Kina og Indien.
Og måske har de ret? Måske ER det bare ikke prisen værd? Det koster i vækst og velstand at reducere CO2-udledningen, og det er – især for udviklingslandene – nok bare ikke prisen værd. Jeg ved godt, at man hele tiden snakker om klimakatastrofer, men reelt snakker vi om lidt mere ustadigt vejr og en vandstigning på et par meter. Det er selvfølgelig skidt for folk i Bangladesh, men jeg er ikke sikker på, at kineserne er villige til at betale prisen for, at de kan bo på lavt land.
Jeg har heller ikke noget som helst imod civilsamfunds-organisationer. Men jeg ser en stigende tendens til, at de ændrer strategi fra selv at gøre en indsats til at blive politiske pressionsgrupper. Live8 koncerterne havde den markante ændring fra de store koncerter i 80’erne, at det ikke længere var meningen at indsamle penge, men at lægge pression på politikerne, så de kunne samle penge ind. Det synes jeg er et usympatisk eksempel at sætte, især når kampagnen fremføres af folk med millarder af dollars gemt væk i skattely – og dermed uden for fare fra de geskæftige politikere.
Men for øvrigt – tak for dine kommentarer, det glemte jeg vist at sige 😉
Selv tak, Lars 🙂
Hvorom alting er, så er det jo altid en konkret bedømmelse, der må ligge forud for om politiske tiltag er løsningen på et givent samfundsproblem, mener jeg. Og den diskussion må man jo så tage ifbm. klimaforandringerne, og den er jo for så vidt allerede igang.
Jeg siger i øvrigt ikke, at det er “vigtigst” bare at “markere”, at vi gør noget. Jeg forstår ikke helt, hvorfor du læste mig sådan? Jeg siger netop, at markeringen af fællesskab omkring en sag er vigtig, *fordi* den bidrager til at vi rent faktisk ‘gør noget’.
Og du ved jo faktisk ikke, om jeg i øvrigt har en vurdering af, hvad vi ellers skal gøre ved klimaproblemet – for jeg har vist ikke givet udtryk i detaljer for en sådan indtil nu, vel? 🙂
Men siden du nu bringer det på bane, så hælder jeg meget til de forslag, som blev opregnet i 2007s serie af rapporter fra FNs klimapanel, og som vel kan sammenfattes nogenlunde sådan her: spar på energien, forbrug den energi, du er nødt til at bruge mere effektivt, og forsøg i øvrigt at udligne dit forbrug (fx ved at bidrage til noget miljøvenligt i anden sammenhæng).
Nu ved jeg ikke om du selv har været i udviklingslande (jeg mener at huske, at du skriver om Bolivia et andet sted på bloggen, et land jeg i øvrigt selv har besøgt mange gange), men altså:
Udviklingslandene bliver ramt hårdest af klimaproblemerne, det tyder alle beregninger på, så de har ingen som helst interesse i bare at kopiere vores økonomiske vækst og overforbrug tankeløst, hvis det gør at deres landbrugsproduktion, som de i forvejen er meget afhængige af, bliver smadret af fx flere og værre tørker. Blot for at nævne et enkelt eksempel ud af mange. Klimaforandringerne skaber langt flere og større problemer end det, du nævner.
Og det ved ulandene godt …
De seneste meldinger jeg f.eks. har hørt fra bl.a. Kinas side indikerer også, at de er villige til at prøve at skabe en mere miljøvenlig vækst (sikkert af egen-interesse, men hvad, det tæller jo altsammen!).
Du kan i øvrigt læse i FN-rapporterne m.fl., at det vil koste under 3 procent af globalt BNP at skabe en mere bæredygtig klimaudvikling, men betydeligt mere at lade være.
Og hvad angår de usympatiske popmusikere: Ja, selvfølgelig findes de – men igen skærer du alle hårdt og brutalt over en enkelt kam, og det er vist ikke helt fair 🙂
Links: http://www.ipcc-wg2.org/index.html
Jeg synes vi skal forsøge at skille tingene ad her, og i øvrigt lade klimadiskussionen ligge. Det er et alt for kompliceret spørgsmål, der kræver alt for mange mellemregninger, før man overhovedet kan nærme sig en konklusion.
Jeg har sådan set ikke noget imod at man forsøger at bekæmpe klimaforandringer, men jeg har ofte på fornemmelsen, at klimaforandringerne bliver spændt for en politisk vogn, der mere handler om magt og indflydelse end reelt at forhindre en kommende katastrofe (hvis det da går så galt).
Klimaforandringerne er for mig at se det Perfekte Politiske Projekt, der trumfer Krigen mod Terror med en faktor 100: En Stor Fare, der Berører os Alle Sammen (!), og hvor det er nødvendigt at Gøre Noget, men det i øvrigt er totalt udefineret, hvad faren egentlig består i og hvad man egentlig skal gøre – bortset fra at give politikerne uindskrænket magt til at Handle Nu! Skære ned? Jo, men på hvad og hvordan og til hvilken pris? Er politikere specielt dygtige til at finde den rette kur, og vil de virkelig være så uselviske ikke at benytte den enestående mulighed? Næppe.
Men nok om det. Jeg har som sagt ingen idé om, hvad man skal gøre, bl.a. fordi jeg ikke har nogen idé om, hvor meget man skal skære ned. Rammen for Live Earth var så vidt jeg kunne se Al Gores intention om at skære 90% i Co2 udledningen. Det lyder som noget mere end 3% af BNP (der også er temmelig meget). På den anden side har The Economist bakket op og foreslået et marked for Co2. Kan være det er en idé.
En ting er i hvert fald sikkert: De rockmusikere der stiller op, har ingen anelse om det. Det betyder ikke, at de ikke har et reelt og oprigtigt ønske om at “gøre noget”, men reelt spænder de sig i dette tilfælde for en bestemt politisk vogn (Al Gores), uden at have nogen anelse om, hvorvidt det egentlig er en god idé. Det handler om følelser frem for rationalitet, og det er næppe det bedste udgangspunkt for at træffe nogle beslutninger, der i sidste ende kan blive meget, meget vidtrækkende for den globale økonomi.
I Sverige vil man allerede sætte benzinprisen meget drastisk op for at modvirke den globale opvarmning. Det er én af de konkrete følger der får voldsomme virkninger på den enkelte svenskers økonomi, men svenskerne vil givetvis være klare til at acceptere det, fordi man så Gør Noget. (og hvad sker der i øvrigt med de penge, der bliver opkrævet? hvis de blot forsvinder til offentligt forbrug, sådan som mange af miljøafgifterne, så sparer vi jo ikke energi. Så flytter vi blot forbruget.)
“Klimaet” kan hurtigt blive en blanko-chek til gennemførsel af alle mulige andre politiske tiltag (ligesom krigen mod terror), og her mener jeg at arrangementer som Live Earth er med at bane vej for en problematisk udvikling.
Det er derfor, det for mig er befriende, at Artic Monkeys siger: “Vi har ikke nogen idé om det her. Men hvis det er så vigtigt at spare på energien, så er rockkoncerter et godt sted at starte med at spare.”
Uhmm … hvis du ikke vil diskutere det videnskabelige grundlag for klimaforandringerne, deres skadevirkninger og de økonomiske C/B beregninger for forskellige tiltag, der skal vende udviklingen, men gerne vil give en hel række isolerede eksempler på, hvorfor både politikere og rockmusikere handler ud fra ‘følelser og ikke rationalitet’, når de skal reagere på denne problemstilling, så synes jeg det er lidt vanskeligt at komme videre – hverken med bedømmelsen af LEs værdi/mangel på samme eller noget som helst andet.
Det virker som om din tilgang til dette emne er lidt ‘agnostisk’: ‘Måske er det ikke noget problem så lad os ikke gøre noget overilet for hvad nu hvis alle overreagerer og … ikke mere … ‘ – ?
Men måske er det bedst, hvis man har en sådan formodning om at klimaproblematikken bliver politisk misbrugt, at undersøge, hvad der taler for og imod, at det vitterligt er et problem, der berettiger x,y og z politiske og folkelige tiltag – i stedet for blot at stoppe ved formodningen.
Det kan selvfølgelig være en udfordring at tage det skridt, hvis man er bange for at finde ud af noget, der gør, at man måske er nødt til at ændre ved nogle personlige holdninger, man indtil nu har ment var rigtige.
Men på den anden side er det jo også positivt, hvis man tør tage skridtet. Det tror jeg ikke, der er nogen der vil klandre en for … 🙂
Bedste hilsener,
Ulrik
Jeg tror du misforstår. Jeg vil skam gerne diskutere, men mener at en kommentartråd er dårlig til formålet, netop fordi der ligger så mange mellemregninger imellem, bl.a. omkring indstilling til politik.
Det virker i øvrigt i grunden lidt mærkeligt, at jeg skal argumentere for, hvorfor der er grund til at være skeptisk overfor politiske indgreb. Man kan jo bare nævne Kyoto-aftalen. Den har kostet millarder af kroner, alene i Danmark i CO2-afgifter. Har man nået målene? Næh, overhovedet ikke. Hvorfor er der så grund til at tro, at den næste aftale vil blive så meget bedre? (man kan fortsætte ad libitum med andre store handlingsplaner, der har skullet redde kloden/Afrika/indsæt selv).
Jeg har skrevet ovenfor, hvad jeg mener, men jeg skal gerne gentage det en gang til. Du lader til – som så mange andre – at mene, hvis man stiller sig kritisk overfor hele kilmehurlumhejet og presset for politiske tiltag, så er det fordi, man ikke har forstået, hvor vigtigt spørgsmålet er. Det er ikke rigtigt. Problemet – hvis de videnskabelige rapporter taler sandt – er vigtigt, men det skal naturligvis vejes på linje med alle mulige andre problemer, der er akutte her og nu. Er mulige vandstigninger om 100 år vigtigere end hungernød i Afrika lige nu? Næppe, for bare at give et eksempel.
Pointen er jo, at hvis vi vælger at prioritere at “gøre noget” for miljøet, så er der andre ting, vi ikke kan gøre noget ved. Og hvis vi oven i købet vælger miljø frem for vækst og velstand, som fx Al Gore lægger op til, så bliver der stadigt færre problemer vi kan gøre noget ved. Her regner jeg ikke klimaforandringerne som specielt vigtige, i hvert fald ikke sammenlignet med andre udfordringer på vores klode, som fx mangel på frihed.
Et andet og mere dyberelæggende problem er, at jeg ikke kan vurdere problemet på alles vegne. Du lægger op til, at man bare ved at sætte sig ind i problemet vil kunne finde en objektivt rigtig løsning på, hvad der er cost/benefit i sagen. Det er imidlertid ikke rigtigt, for klimaforandringerne har helt forskellige omkostninger for forskellige mennesker. Du skriver, at ulandene vil blive hårdest ramt, men det er nok en sandhed med modfikationer. Lande som Bolivia, der ligger i bjergene og tjener styrtende på naturgas vil næppe have noget at vinde på, at vi går over til solenergi. Jeg tror heller ikke de mange arabiske og afrikanske lande med olie kan se nogen umiddelbar fordel i det.
Og hvem skal betale prisen i den anden ende? Hvis man ikke er svensk bilejer kan man jo glæde sig over, at de nu vil bruge mindre benzin, men hvis man ER svensk bilejer, så er man jo på den. Pointen er, at jeg ikke kan sætte en pris på andres vegne, lige så lidt som jeg kan afgøre for andre, hvad deres job, deres hjem eller deres familie er værd for dem, eller bare hvad de bør betale for et franskbrød. Det har jeg ingen idé om, og hele klimaoplægget minder stærkt om planøkonomi, der ikke har vist sig at fungere i andre sammenhænge. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle fungere bedre her.
Ét eksempel på de absurditeter, der følger, når regeringerne følger Live Earths anbefalinger og “gør noget” er den tyske regerings solenergipolitik. Her har man vedtaget at give så generøse tilskud til solenergi, at hele markedet er flyttet til Tyskland for at bygge solceller. Problemet er bare, at solen ikke skinner ret meget i Tyskland. Resultatet er, at prisen på solenergi går op, så lande med mindre sol ikke har råd til anlæggene! En rationel udnyttelse af ressourcerne? Næppe. Og det er efter min mening bare en lille forsmag på hvad der kommer, når regeringerne skal til at overbyde hinanden for at møde det bevidstgjorte folks krav om at “gøre noget” ved klimaforandringerne.
Selvfølgelig skal du argumentere for, hvorfor der er grund til at være skeptisk overfor noget, og Kyoto er et godt eksempel, det er når du ikke gør det, at det er vanskeligt at komme videre med en diskussion. I øvrigt er konklusionen på Kyoto ikke nødvendigvis, at det er en dårlig ide, men måske nærmere, at der ikke har været politisk vilje til at implementere aftalen fuldt ud.
Jeg er bestemt ikke fortaler for cost-benefit udregner efter Lomborgs meget snævre økonomiske model. Jeg går også i høj grad ind for fx forsigtighedsprincippet.
Argumentet om at vi betaler i vækst og velfærd for at gøre noget ved klimaforandringerne er meget brugt, men har du tænkt på, hvad vi betaler i vækst og velfærd hvis ikke vi gør noget, og klimaet forandrer sig voldsomt. Mere tørke i Afrika skaber grobund for mere hungersnød. Hvis du virkelig gerne vil hjælpe Afrika, så må det være en af dine første prioriteringer at se på, hvordan vi kan værne om det naturmiljø, som så mange mennesker dernede er afhængige af.
Men hvorom alting er, det er vanskeligt at diskutere noget, på bloggen her eller andet steds, hvis kernen i det du siger er at:
1) ‘Jeg ikke kan vurdere en pris på andres vegne’
2) ‘Der er x, y og z’ eksempler på dårlige og netto alt for omkostningsfulde miljøpolitikker
3) Konklusion:
a) ‘alt miljøpolitik – og statslig indgriben – er negativt som udgangspunkt
b) ‘vi skal ikke beskæftige os med klimaproblemer eller prøve at opstille en vurdering af hvad der sker, hvilke omkostninger det får, og forskellige løsningsmodeller’
Jeg tror måske derfor vi skal lukke denne diskussion, for vi argumenterer ud fra vidt forskellige præmisser, og det lader ikke til at der er mulighed, for at vi kan finde et fælles grundlag at diskutere på.
Jeg siger ikke, at al miljøpolitik er umulig, men i den her sag er der så mange ubekendte, at det efter min mening vil være halsløs gerning at forestille sig, at man for alvor kan gøre noget ved det. Vi snakker om Begivenheder der
– MÅSKE vil indtræffe 50-100 år frem i tiden, som vi
– MÅSKE kan ændre ved at foretage
– MEGET DRASTISKE indgreb i vores samfund lige NU, der
– HELT SIKKERT vil koste enorme summer. Ikke bare for os, men også for Afrika.
Det lyder i mine ører som en dårlig idé – de øvrige erfaringer med politiske redningsprojekter (fx de mange store intentioner om at redde Afrika, som det her projekt åbenbart også skal hænges op på) taget i betragtning.
Jeg mener i øvrigt, at det er useriøst ikke at ville underlægge miljøpolitik en cost-benefit betragtning som al mulig anden politik. Miljø har ikke særstatus på nogen måde, og en fremtidig (mulig) tørke skal altid opvejes med hvad det vil koste at gøre noget ved den her og nu.
Men i øvrigt ville jeg godt – hvis ellers videnskaben ville kunne føre passende bevis – tilslutte mig en mere faktuel erstatningsmodel. Hvis fx der kommer tørke i Afrika på grund af CO2 udledning i Danmark kunne man godt forestille sig en kompensation af en eller anden slags. Men bevisførelsen er jo desværre næsten umulig på det her område. Imidlertid kunne det åbne for et argument på forsigtighedssiden.
Så der er da bestemt gode argumenter for at “gøre noget”, min skepsis består mere overfor dem, der rent faktisk skal “gøre det”. Og der her, jeg mener at mange miljøforkæmpere hopper nemt og elegant over, hvordan realiseringen faktisk bliver, når den skal vedtages politisk.
Miløpolitikken bliver et politisk instrument som alle andre, med nogle positive virkninger og en hel del negative virkninger, og jo mere folkelig opbakning – fx gennem Live Earth koncerter – der er til at gøre noget, jo mere vil regeringer føle sig tilskyndede til skæve hovsaløsninger, som fx den tyske solenergipolitik.