Repræsentanternes hus nedstemmer den store, fiansielle redningsplan. Endda muligvis på grund af en svidende bemærkning fra Nancy Pelosi (men den slags teorier on the spot skal man nok tage med et gran salt).
Jeg ved ikke selv, hvad jeg skal mene om planen. På den ene side virker det som enormt mange penge smidt ud for at redde en række finansielle institutioner, der dybest set selv har været ude om det. På den anden side er The Economist for planen, og dem plejer jeg at rette mig efter, når jeg ikke selv har tid til at sætte mig ind i sagerne.
Vi lever i interessante tider. Fremtiden er uvis, for uden redningsplanen (og sandsynligvis også med), kommer der til at rulle endnu flere hoveder i den finansielle verden – og måske også i alle de andre verdener.
Men lad os nu se. Det er jo muligt, at planen vedtages i en let ændret form. Hvis ikke det hele er braset sammen inden da.
Hov, er du ikke stadig libertarianer? Er statsindgreb ikke pr. definition overgreb? Eller skyldes dit dilemma at det nu er indlysende at staten er en garant for en sund økonomi? 😉
Ikke forstået?
Jeg undrede mig osse. Det ligner dig ikke at overveje at støtte en plan, der går ud på at hive penge ud af folks lommer og over i spekulanternes for at dække et tab, der kommer af en risiko, de selv har valgt at tage (sådan næsten i hvert fald – bankerne risikerede jo sagsanlæg, hvis ikke de havde en vis procentdel lån til dårlige lånere), og som samtidig overfører en hel del magt til de statslige myndigheder.
Jeg skrev vist ikke, at jeg støttede planen, men at jeg ikke vidste, hvad jeg mente om den? Jeg mener, at den er forrykt på mange måder, men derfor kan det jo godt være, at alternativet er værre.
Men Lars dog, det er jo en utilitaristisk betragtning, og dem plejer du at være imod. Er du blevet blød på dine ældre dage?
Jeg kan ikke rigtig se pointen. Jeg har også argumenteret for Irak-krigen, selvom det ikke er et strengt libertariansk standpunkt?
Desuden har staten spillet en stor rolle i den nuværende finanskrise, derfor kan det også være nødvendigt med statslige indgriben for at løse den. Ikke at jeg tror, at den statslige indgriben rent faktisk vil løse den. Jeg mener, at det i det store og hele er bedst, når staten blander sig udenom, men her har vi jo en situation, hvor staten er en af de vigtigste spillere på finansmarkedet, der er det stærkest regulerede marked overhovedet, måske bortset fra landbruget.
Pludselig at adskille hvad der sker på finansmarkedet med samfundets øvrige regulering og indretning ville jo svare til at først binde virksomhederne på hænder og fødder og bagefter sige “lad falde hvad ej kan stå”. Det er heller ikke en holdning, der rigtig giver nogen mening.
Jeg synes egentlig desangående, at Torben Mark Petersen har en meget god kommentar i diskussioenn på 180grader:
http://www.180grader.dk/leder/Leder_Kapitalismen_er_ikke_d_d.php
– men jeg skal ikke gøre mig selv til økonom.
“Der er grund til at være kritisk over for statens medansvar for udviklingen af den amerikanske boligkrise og kreditkrise, ligesom man kan kritisere den finansielle redningspakke af principielle grunde, men før vi ved præcis, hvordan salget af de finansielle aktiver til staten skal foregå – og til hvilken pris – er det svært at vurdere konsekvenserne.
Manglen på konkret viden om finanskrisen hindrer imidlertid ikke kommentatorer fra at have en mening. Selv om det er bekvemt at tro for frimarkedsorienterede økonomer (som mig selv), så skyldes krisen altså ikke kun statslig regulering og fejlslagen økonomisk politik. Der har været alvorlige problemer med incitamenterne til at kreditvurdere boligkøberne ordentligt, manglende evne til at vurdere risikoen på porteføljer af komplicerede afledte finansielle instrumenter med sikkerhed i boliglån, der har været problemer med ratingbureauernes kreditvurdering og uafhængighed, moral hazard problemer, incitamentsproblemer, osv. Om alt dette uden statens medvirken ville have ført til kreditkrise af tilsvarende omfang er svært at sige. Måske ikke, men den voldsomme vækst i subprimelån og den måde, lånene var skruet sammen på og videresolgt ville uundgåeligt resultere i store tab. Subprimekrisen var en krise, der med nødvendighed måtte komme.
Jeg er enig i, at finansielle institutioner, der i opgangstider scorer gevinsten, også i nedgangstider skal bære tabene, og at de ikke skal tørres af på skatteyderne, men den finansielle krise har i dag et omfang, så selv sunde og solvente banker risikerer at måtte dreje nøglen om, hvis ikke tilliden genskabes. Interbankmarkedet er brudt sammen, og det betyder, at ellers sunde banker er truet. Og det vil igen betyde, at erhvervsvirksomheder og private vil få vanskeligt ved at optage nye lån såvel som refinansiere eksisterende, og en credit crunch og dyb recession vil blive konsekvensen.
Der er kommentatorer, der med referencer til den østrigske økonomiske skole argumenterer for det principielle i, at staten ikke skal blande sig. Fint, det principielle er jeg enig i, men helt konkret: Skulle man have ladet Freddie Mac, Fannie Mae og AIG gå konkurs? Med få dages mellemrum? Ville det have været optimalt for skatteydere og erhvervsliv at opleve et totalt finansielt kollaps med en uundgåelig dyb recession til følge? En recession, der tilmed ville virke selvforstærkende på problemerne med faldende huspriser, en stigning i tab og faldende priser på finansielle aktiver?
For mig er det klart, at konsekvenserne heraf ville blive katastrofale, og at alle vil tabe endnu mere ved bare at lade verdens største finansielle institutioner falde som dominobrikker. Så hvad er alternativet i den nuværende situation?”