Kirsebær

Berlingske har ikke min USA I DAG klumme online, så nu er jeg lige fræk og lægger den selv op i fuld længde her:

USA I DAG klumme 31 marts 2009

Kirsebær

Vi er flyttet til en lejlighed uden kabel-tv. Det er et problem for en klummeskribent, når man kun har 6-7 grynede lokalkanaler, og skal skrive om USA, fjernsynets hjemland. Så jeg tog ud for at kigge lidt på virkeligheden – konkret de smukke kirsebærtræer ved tidevandsbassinet lidt syd for Det Hvide Hus.

Når kirsebærtræerne blomstrer i Washington er det en udelt fryd, der bliver fejret med en stor kulturfestival. De hen ved 3000 træer af Yoshino-arten var en gave fra Japan i 1912, og de symboliserer således både forårets komme og de to nationers (angivelige) ønske om fredelig sameksistens. Både Pearl Harbor og Hiroshima lurer et sted i baghovedet, men det er længe siden nu. Ønsket om fred er reelt nok, og specielt kirsebærtræer har det med at fremkalde ro i sindet.

Schade skrev engang et digt om et sted ”hvor solen kysser kirsebærblomster” og hvor man kan se på træerne til sjælen bliver stille. Det er svært at få den slags zen-agtige fornemmelser på en regnvåd og overskyet søndag i Washington, hvor ambulancernes sirener hyler om kap med kamphelikopternes rotorblade, der forsøger at overdøve jetmonstrene fra Ronald Reagan National Airport. Det viser sig i øvrigt, når man får kæmpet sig ned til tidevandsbassinet gennem horder af amerikanske turister, at kirsebærtræerne endnu ikke er sprunget ud. Det beroligende blomsterbad må vente.

En dag kunne jeg godt tænke mig at købe to kopper kaffe på Starbucks og tage min ven Barack med herned for at se på træer. Jeg tror han har brug for at sidde stille et øjeblik og meditere over livet. Han ser stresset ud og har allerede mange grå hår. Det er ærgerligt, for han virker som en fin fyr, der bare prøver at gøre alt for meget på samme tid. Der kommer altid et eller andet i vejen for hans planer, og det gør ham irriteret. Hvorfor kan folk bare ikke opføre sig, som Obama vil have det?

For hver løsning, Obamas hold producerer, kommer der 10 nye problemer, ofte som resultat af de selv samme løsninger. Forsikringsgiganten AIG får støtte, fordi de er ved at gå fallit, men bosserne bruger pengene til at udbetale bonuser til direktørerne, som det er aftalt i deres kontrakter. Kongressen bliver rasende og laver en særlov, så de skal betale det hele tilbage i skat igen. Haha, der fik de den – men hvad nu med retssikkerheden, når man laver særlove for en lille gruppe mennesker? Og hvad med retten til at indgå kontrakter? Er vi virkelig derhenne, hvor kongressen kan opløse kontrakter efter behag, bare der er en lille smule offentlige kroner involveret?

Når nogle får regningen betalt af andre, så opfører de sig åndssvagt. Det har General Motors gjort i årevis, og nu må Obama så igen finde den rette balance ved at fyre bossen, Rick Wagoner. Vi skal helt tilbage til 30’ernes Mussolini-inspirerede USA for at finde lignende indblanding i private selskabers ledelse. Har Obama virkelig gennemtænkt konsekvenserne, når han og hans hold personligt tager ansvaret for, at ingen dummer sig?

Logikken er lige så ildevarslende, som den er simpel: Fordi vi ikke vil have, at du går fallit, forsikrer vi dig imod tab og lover dig støtte. Men fordi vi har lovet dig støtte, tager du unødvendige risici. Derfor bliver vi nødt til at tage beslutningsevnen fra dig, for du er jo ikke i stand til at afveje den risiko, som vi allerede har garanteret dig imod. Det er både pose og sæk og højere matematik for mikro-managere med indsigt i menneskesjælen. Det er mere end noget orakel kan klare, og Obama er bare et menneske, der har brug finde sig zen igen. Kom og tag en kop kaffe under kirsebærtræerne. Verden fortsætter nok uden dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *