Folkebevægelsen mod ekspropriering

Min kronik om ekspropriering er nu online.

Tilføjelser:

Bogen Little Pink House kan købes hos Amazon. Den er let læst og meget spændende. Den er indsigtsfuld uden at fortabe sig i jura, det er først og fremmest en journalistisk bog. Nogle af passagerne er meget gribende. Susette Kelos skæbne er meget voldsommere, end jeg havde plads til at beskrive i kronikken. Passagen, hvor hun næsten bliver slået ihjel af en af kommunens gravkøer er nok højdepunktet, men de personlige katastrofer, der rammer hendes liv, samtidig med balladen med huset gør historien meget bittersød og vedkommende.

Her er Cato Institutes lille film om historien:

Her fortæller Susette Kelo sin historie i egne ord.

Her er nogle passager om, hvordan det hele endte, men som jeg blev nødt til at tage ud:

Dybest set har historien været en tragedie for alle de involverede. For beboerne i Fort Trumbull-kvarteret, var de mange trusler og den lange ventetid forfærdeligt stressende og psykisk nedbrydende. Flere af de ældre beboere, der havde boet i kvarteret hele deres liv, blev simpelthen syge og døde blandt andet som følge af konflikten med bystyret. Susette Kelo selv overlevede, men blev selv ramt af en tragedie da hendes (nye) samlever kom ud for en frygtelig trafikulykke umiddelbart før sagen gik i retten. Alligevel gav hun ikke op, men kæmpede videre – ikke længere for sig selv, men for principperne.

Susette Kelos hus er ganske vist blevet fjernet. Men som et kompromis med New London er det kun flyttet til en anden grund i nærheden med smuk udsigt over Thames-floden. Det står tilbage som et symbol for kampen i Fort Trumbull og andre steder i USA. Hun selv er dog flyttet et andet sted hen, hvor hun passer sin invaliderede mand, samtidig med at hun passer sit job som sygeplejerske.

Det virkeligt tragiske er, at det slet ikke havde behøvet at komme så vidt. Der var arkitektoniske bud på en byggeløsning, der ville inkorporere de gamle huse. De beboede områder, som hele konflikten handlede om, udgjorde mindre end 2 % af de samlede areal for byudviklingen. Når det alligevel kom så vidt, skyldes det i følge Scott Bullock først og fremmest stolthed og stædighed fra bystyrets side: De kunne simpelthen ikke finde sig i, at de ikke havde ret til at planlægge byen, som de ville. De mente, at de havde retten på deres side. Og de fik også retten på deres side, men de glemte én ting: nemlig at loven ikke bare er ord, men skal afspejle, hvad folk finder ret og rimeligt.

Opdatering: Jacob Mchangama byder ind i debatten med et godt blogindlæg. Hvorfor ikke indføre den samme skelnen mellem offentlige og private formål, som mange amerikanske delstater har indført?

4 tanker om “Folkebevægelsen mod ekspropriering”

  1. Pudsigt sammentræf. Lige som man går og tænker lidt over ekspropriationens paradoks og over hvordan man evt. kunne indrette et samfund helt uden denne ret, så lander din spændende kronik via Facebook.

    Spørgsmålet er om (alle) ekspropriationssager ikke burde kunne klares med helt almindelige køb og salg? Hvis man forestillede sig at man overlod udviklingen af et større byområde til en privat virksomhed, så ville den jo være nødt til at agere efter privatretslige principper. Og så ville den også være nødt til at indrette sig efter de priser som udbud og efterspørgsel tilsiger.

    Den eneste grund jeg kan se til at ekspropriere er at man ikke ønsker at betale prisen for den jord man ønsker at disponere over. For alt er til salg, bare prisen er den rette. Og er det forventede afkast af investeringen ikke stor nok til at forsvare opkøbet, ja, så var det nok alligevel en bedre idé at droppe den planlagte udvikling. Modsat kunne man måske hævde at i og med de eksproprierede ikke ønsker/har planer om at flytte, så vil de forlange en ublu pris. Men hvorfor er den ublu? Den højere pris bør vel snarere betragtes som en kompensation for at flytte end som en overpris for ejendommen. Der er jo i ekspropriationer ikke blot tale om at personen skal opgive sit hjem, men også om at det skal ske på et tidspunkt hvor man ikke ønsker det.

    I øvrigt det da tankevækkende at “ekspropriere” betyder “at tage væk fra (den retmæssige) ejer” – hvilket i min og de fleste ordbøger er synonymt med “tyveri”.

    Findes der egentlig en dansk pendant til Castle Coalition?

  2. Kære Sebastian. Jeg er da glad for, at jeg kunne være dig behjælpelig med at reflektere over eksproprieringens væsen!

    Jeg er i øvrigt enig med dine ideer. Ekspropriering er ofte en nem vej for bystyrer til at få råderet over attraktive grund til billige penge. Som en læser skriver i en kommentar til kronikken, nedsatte bystyret i Helsignør først den offentlige vurdering af en række grunde, hvorefter de eksproprierede grundene til vurderingsprisen! Det var da smart, og mon ikke man kan argumentere med, at det på en eller anden måde kommer “fællesskabet” til gode? Det kan man jo næsten altid.

    Indvendingen mod en større markedsgørelse af eksproprieringen – der faktisk vil medføre, at folk har ret til ultimativt at sige fra – vil sikkert være, at man så aldrig vil kunne bygge noget, fordi der altid vil være en eller anden “Krudt-Peter”, der ikke vil forlade sit skur, og den store fine bro/motorvej/whatever derfor ikke kan blive til noget. Det er muligt, men måske er det et tegn på, at man skal finde en anden løsning? Under alle omstændigheder kunne man sagtens allerede nu kraftigt indskrænke myndighedernes ret til ekspropriering uden det ville være til skade for nødvendig infrastruktur.

    Jeg kender ikke til en dansk Castle Coalition. Så vidt jeg ved, er Cepos de eneste der har lavet en undersøgelse af sagerne i nyere tid.

  3. Erik Kofoed skrev for nogle måneder siden en artikel til Liberator om markedsmæssige alternativer til ekspropriation, der også indeholder løsninger, der forhindrer, at en enkelt kan sidde i skuret og bremse for vejen.
    http://liberator.dk/index.php/1668

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *