Min kronik om ekspropriering er nu online.
Tilføjelser:
Bogen Little Pink House kan købes hos Amazon. Den er let læst og meget spændende. Den er indsigtsfuld uden at fortabe sig i jura, det er først og fremmest en journalistisk bog. Nogle af passagerne er meget gribende. Susette Kelos skæbne er meget voldsommere, end jeg havde plads til at beskrive i kronikken. Passagen, hvor hun næsten bliver slået ihjel af en af kommunens gravkøer er nok højdepunktet, men de personlige katastrofer, der rammer hendes liv, samtidig med balladen med huset gør historien meget bittersød og vedkommende.
Her er Cato Institutes lille film om historien:
Her fortæller Susette Kelo sin historie i egne ord.
Her er nogle passager om, hvordan det hele endte, men som jeg blev nødt til at tage ud:
Dybest set har historien været en tragedie for alle de involverede. For beboerne i Fort Trumbull-kvarteret, var de mange trusler og den lange ventetid forfærdeligt stressende og psykisk nedbrydende. Flere af de ældre beboere, der havde boet i kvarteret hele deres liv, blev simpelthen syge og døde blandt andet som følge af konflikten med bystyret. Susette Kelo selv overlevede, men blev selv ramt af en tragedie da hendes (nye) samlever kom ud for en frygtelig trafikulykke umiddelbart før sagen gik i retten. Alligevel gav hun ikke op, men kæmpede videre – ikke længere for sig selv, men for principperne.
Susette Kelos hus er ganske vist blevet fjernet. Men som et kompromis med New London er det kun flyttet til en anden grund i nærheden med smuk udsigt over Thames-floden. Det står tilbage som et symbol for kampen i Fort Trumbull og andre steder i USA. Hun selv er dog flyttet et andet sted hen, hvor hun passer sin invaliderede mand, samtidig med at hun passer sit job som sygeplejerske.
Det virkeligt tragiske er, at det slet ikke havde behøvet at komme så vidt. Der var arkitektoniske bud på en byggeløsning, der ville inkorporere de gamle huse. De beboede områder, som hele konflikten handlede om, udgjorde mindre end 2 % af de samlede areal for byudviklingen. Når det alligevel kom så vidt, skyldes det i følge Scott Bullock først og fremmest stolthed og stædighed fra bystyrets side: De kunne simpelthen ikke finde sig i, at de ikke havde ret til at planlægge byen, som de ville. De mente, at de havde retten på deres side. Og de fik også retten på deres side, men de glemte én ting: nemlig at loven ikke bare er ord, men skal afspejle, hvad folk finder ret og rimeligt.
Opdatering: Jacob Mchangama byder ind i debatten med et godt blogindlæg. Hvorfor ikke indføre den samme skelnen mellem offentlige og private formål, som mange amerikanske delstater har indført?