Tendens Klumme: Stille-kupéen Danmark

Hermed torsdagens klumme – allerede online: Tendens: Stille-kupéen Danmark

En smagsprøve fra den lille anekdote, der bliver til en allegori:

Danskerne opfører sig – ligesom de gråhårede damer i stille-kupéen – som børn i skolegården, der håber på, at gårdvagten griber ind, når der er ballade. Alle råber på »myndighederne« og nægter at tage et ansvar. Man kigger den anden vej og håber på det bedste. Men myndighederne er jo dybest set os selv, og politiet har travlt med at jage narkomaner eller bevogte Al Gore.

11 kommentarer til “Tendens Klumme: Stille-kupéen Danmark”

  1. Glimrende klumme.
    Spørgsmålet er om den passive aggresivitet og overladen alting til myndighedspersoner, som du beskriver er et særligt dansk/skandinavisk fænomen? Hvordan ville en tilsvarende situation have forløbet i f.eks. Frankrig/Tyskland eller sydeuropa?

  2. Det er et godt spørgsmål. Danmark er i hvert fald kulturelt tæt på Sverige eller Nordtyskland, hvor jeg sagtens kunne se samme situation udspille sig. Andre steder har man måske slet ikke konceptet “Stille-kupé?” Snakker sydeuropæerne ikke for meget?

    Oprindeligt skrev jeg klummen med en modstilling overfor den større amerikanske villighed til at tage en konfrontation, hvis det er nødvendigt. Jeg kunne godt forestille mig en lignende situation udspille sig i USA, men jeg kunne også forestille mig det modsatte.

  3. Oprindeligt skrev jeg klummen med en modstilling overfor den større amerikanske villighed til at tage en konfrontation, hvis det er nødvendigt. Jeg kunne godt forestille mig en lignende situation udspille sig i USA, men jeg kunne også forestille mig det modsatte.

    Det var også sådan jeg forstod din klumme, og jeg har også oplevet amerikanerne som værende mere “konfrontationsvillige” – de er f.eks. bedre til at “schysse” på hinanden. Men jeg kan godt forestille mig, at det er unikt amerikansk fænomen – i en nation bestående af flere kulturer er det godt at være mere eksplicit i sociale situationer, dvs. hurtigt og tydeligt sige fra overfor uacceptabel opførsel, fordi man ikke kan gå ud fra at de andre opfatter deres egen opførsel som uacceptabel.

    Hvis det på den anden side er et skandinavisk fænomen, kunne man jo kigge i retning af velfærdsstaten for at finde den skyldige –
    den passiverede befolkning venter på at andre tager ansvaret. Så det kunne være interessant af finde ud af.

  4. Ja, amerikanerne er helt klare bedre til at sætte grænser, og samtidig er de også bedre til at være imødekommende og tage hensyn. Forskellen i børns opdragelse er ret utroligt, når man som skandinav tager til USA. Du har sikkert ret i, at det skyldes nationens historie som indvandrernation.

    Jeg tror i hvert fald, at danskernes problemer med konfliktskyhed skyldes vores meget indforståede kultur, hvor der er en masse ting som “man” bare ikke gør, uden at det blive ekspliciteret. Vi har så åbenbart været dårlige til at give de ting videre til nogle grupper indvandrere, og nogle danskere.

    Velfærdsstaten og den generelle autoritetstro spiller nok også en rolle for, at individet hverken føler sig forpligtet – eller kompetent – til at dømme selv og gribe ind. Jeg har i hvert fald aldrig nogensinde oplevet en amerikaner vente for rødt lys, hvis der ingen biler er i nærheden. I Danmark venter folk jo ved krydset, selvom det er midt om natten og der ikke er en sjæl på gaden.

  5. Uden at skulle lyde som en konservativ gammel nar, tror jeg også, at den generelle svækkelse af omgangsformerne siden 1960’erne spiller en rolle. Folk ved simpelthen ikke rigtig, hvordan de skal tage hensyn i det offentlige rum.

  6. God og rigtig klumme, men.

    Danmark ligger på ingen måde “kulturelt tæt” på Nordtyskland, hverken det østlige eller vestlige, desværre.

    Et af problemerne i Danmark er, at det offentlige rum ikke findes. Ikke at man skal tilbage til andre tiltaleformer, men alligevel.

    Min nu afdøde farfar kørte ofte med S-tog på sine gamle dage. Når unge mennesker sad med fødderne (det vil sige skoene) oppe på sædet overfor, sad han og stirrede intenst på dem, indtil de modstræbende fjernede dem igen.

    Nå, men en dag spurgte en midaldrende mand, der insisterede på at sidde med sine beskidte sko oppe på sædet ved siden af min farfar, der sad med sin nypressede frakke, hat og stok i hånden, om min farfar ville slås og stak en knytnæve ud mod ham. Min farfar var en høflig mand og svarede derfor stille og roligt: “Ja, hvis De ønsker at få Deres ansigt ødelagt!”

    Se, dét kalder jeg høflighed! 🙂

    Generelt set er det min erfaring, at man er langt, langt høfligere i store vestlige lande (Tyskland, USA, Frankrig, England osv.) end i små (Danmark, Holland, Belgien, Norge), hvilket kan hænge sammen med det, som en anden læser siger: at man i disse store lande er nødt til at have en højere grad af eksplicitet, fordi der her er større religiøse, kulturelle, politiske forskelle mellem borgerne.

    I mindre lande som Danmark minder det offentlige rum sommetider om en familiesammenkomst med onkel Egon. Personligt afskyr jeg denne form for “fuldemandsatmosfære.”

    Der findes vistnok en velundetstøttet teori om dette (høj- versus lavkontekstkulturer).

  7. Muligvis rigtigt, men sådan har det vel ikke altid været? Din farfar har vel fået sin høflighed et eller andet sted fra? Hvorfor har forfaldet i den offentlige sfære været stærkere i Danmark og andre småstater end i større lande?

    Familiesammenkomsten med Onkel Egon kan jeg også godt undvære 🙂

  8. Ja, fra Tyskland 🙂

    Du tænker på 68erne?

    Der er jo dem, der vil påstå, at de sparkede åbne døre ind. Poul Behrendt i Bissen og dullen, eksempelvis. At faderopgøret allerede var sket i hjem, skole og samfund.

    Der er også det at sige, at enhver generation mener, at den generation, der følger efter den selv, er mindre høflig, taler dårligere dansk, er mere magelig osv.

    Vi kan vist kun skrive forfaldshistorier.

    Hvad er din egen forklaring?

  9. Det er sikkert rigtigt, at 68’ernes opgør med traditioner spiller en rolle. Men nu er 68’erne jo selv gamle og brokker sig over forfaldet. Måske glemte de, at nye generationer ikke automatisk af sig selv lærer at opføre sig ordentligt?

    Jeg husker en kommentar i Information af Henrik Gade Jensen, der hed “Min indre svinehund er min egen sag”, om hvordan især 68-generationen havde søgt et opgør med opdelingen i privat og offentligt for at gøre hverdagen politisk og gøre os alle til bedre mennesker. I stedet førte opgøret til formløshed og manglende evne til at omgås andre. Det er måske rigtigt. Vi er opraget til at have “gode hensigter” i stedet for at være “høflige” og “passe os selv”.

    Det kommer vel an på, om man ser mennesket på Rousseausk vis som godt i sig selv, men korrumperet af kulturen, eller tværtimod ondt/egotisk i sig selv, hvor opdragelse og kultur skal fjerne de værste knaster. Jeg synes, at udviklingen i omgangsformer i fravær af opdragelse giver størst opbakning til den sidste tese om menneskets natur.

  10. Kunne ikke være mere enig i overpolitiseringen. Og i dit syn på menneskets natur. Jeg er heller ikke til Rousseau. Locke sagde vist nok engang, da han havde læst et af Rousseaus skrifter, at man fik lyst til at gå på alle fire. Jeg kan ikke rigtigt huske, om Løgstrup giver en egentlig forklaring, men han beskriver i hvert fald i essayet ’Formløshedens tyranni’, hvordan former og konventioner faktisk sætter mennesket frit, hvorimod formløshed og konventionsløshed gør det ufrit, som vel var et af 68ernes aftryk på samfundet. Formløsheden er samtidig tyrannisk, mente Løgstrup, fordi alle tvinges til at deltage i den. Har 1939-45 mon spillet en rolle i kulturens forfald? Har der været en mere eller mindre bevidst afstandstagen over for alt, der bare tilnærmelsesvist kunne minde om (tyske) formelle omgangsformer? Måske begynder forfaldet allerede efter krigen. I så fald har Behrendt ret i, at 68erne blot sparkede åbne døre ind.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *