Hashdebatten – hvad er vigtigt?

Min klumme om hash-frigivelse har sat gang i debatten og har også givet et modsvar fra Lise Helweg, der er formand (fra Venstre) for Børne og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune.

Lise Helwegs modsvar er symptomatisk for store dele af debatten om hash. Det virker som om, vi diskuterer to helt forskellige ting, og det undrer mig, at Lise Helweg kan have læst min klumme så dårligt.

Helwegs – og mange andre kommentatorers – primære anke imod en lovvliggørelse af hash er, at hash er farligt. Som Helweg skriver:

Først og fremmest har jeg som politiker og som medlem af og senere formand for Børn og Ungeudvalget i Københavns Kommune mødt utallige forældre til omsorgssvigtede børn, hvor forældrenes intellekt og livskvalitet var fuldstændig spoleret på grund af hashbrug/hashmisbrug og dermed også deres børns normale opvækstmuligheder.

Hashen har således været den direkte årsag til, at man har måttet tvangsfjerne børn fra forældrene på grund af tiltagende og senere massiv om-sorgssvigt.

Det betvivler jeg sådan set ikke, men det er heller ikke det, der er pointen. Det er muligt, at der findes enkelte hash-tilhængere, der vil hævde, at hash er ufarligt, eller måske mindre farligt end alkohol. Jeg er ikke en af dem. Jeg mener, at hash ligesom andre rusmidler kan være særdeles farligt og skal bruges med omhu. Misbrug af hash kan bestemt være årsag til ulykker og forsumpning, og når misbrugerne også har ansvar for børn, er der naturligvis tale om en tragedie.

Men, men men: Det samme gælder altså for alkohol. Bogstaveligt talt tusindvis af mennesker drikker sig selv ihjel hvert år i Danmark, og hvor mange familier er ikke blevet smadret af en eller begge forældres druk? Alligevel er alkohol lovligt, og der er vel ingen der forestiller sig, at vi får bugt med alkoholproblemerne ved at forbryde alkohol? Jeg behøver vel ikke nærmere fortælle om den omfattende kriminalitet, som alkoholforbudet i USA førte med sig? Folk vil nu engang have deres rusmidler, og det behov kan et forbud ikke lave synderligt om på. Om hash er farligt eller ej, er derfor ikke det væsentligste spørgsmål i debatten, det er faktisk irrelevant. Det vigtige er, hvilken gavn vi har ud af et forbud.

Det undrer mig ærligt talt, at Lise Helweg, der jo er formand for Børne og Ungdomsudvalget i København og derfor må have set sin del af alkoholskæbner og ødelagte druk-familier, ikke kan komme med et bedre forsvar for forbudet end en stråmand. Med samme begrundelse vil hun vel også forbyde alkohol? Eller computerspil som World of Warcraft, der afhængighedsmæssigt nærmest er på linje med crack-kokain?

Lise Helweg og andres indlæg giver dog også indtrykket af, at hun ikke personligt har den store viden, om det stof hun omtaler. Jo, der er bestemt folk, der får problemer med hash, men der er andre der lever fint med det som et alternativt rusmiddel. Jeg er ikke selv hashbruger, men jeg kender mange, der periodevis og af og til tager sig en weekend-joint, ligesom vi andre tager os et glas rødvin eller to lørdag aften. De er fuldstændigt velfungerende og succesfulde mennesker. Til gengæld kender jeg andre mennesker, der har smadret deres liv med alkohol, og så er vi vel lige vidt? Nogle får problemer med rusmidler, andre gør ikke. Om man vil indlade sig på risikoen bør i et frit samfund være individets eget valg. Enten det, ellers må vi til at forbyde alle former for rusmidler og glæder, der kan være skadelige.

Spørgsmålet er jo heller ikke, om der skal bruges hash eller ej – spørgsmålet er, hvad et forbud gavner. Folk som Lise Helweg bliver nødt til at åbne øjnene og indse, at hash allerede er vidt udbredt i det danske samfund og til at få fat i for enhver, der ønsker det. Forskellen er udelukkende, om man køber fra kriminelle grupper eller fra lovlydige udbydere. Markedet er der og kommer altid til at være der. Spørgsmålet er, om det skal være sort eller hvidt.

Andre mærkelige indvendinger mod lovliggørelse af hash har været:
– “forbryderne finder bare på noget andet”. Det er jo sandt. Kriminaliteten forsvinder ikke bare over night, selvom vi frigiver hashen. Men incitamenter betyder noget, også for kriminelle. Der er nemme penge at tjene på hash – de er sværere at tjene på heroin, fordi efterspørgslen er langt mindre, og betydeligt farligere og mere besværlige at tjene på andre former for kriminalitet som røverier og indbrud. Alt andet lige vil en legalisering føre til en drastisk nedgang i indtægt for kriminelle grupper, og det kan ikke undgå at påvirke deres adfærd.
– “hvorfor vil du have, at børn skal ryge hash?” Folk har haft mærkelige idéer om, hvad en legalisering vil betyde. Skal de så ryge hash i skolen? Skal politiet til at køre rundt i en cannabis-tåge, osv.? Tænk nu selv. Hash er et rusmiddel og skal behandle som andre rusmidler. Forældrene tager ansvaret for børnene indtil de er 18, og politiet eller bilister skal naturligvis ikke køre i påvirket tilstand.
– “hvis det skal være legalt, skal det være på apotek med recept”. Det er et skridt på vejen, men løser jo ikke problemet med det illegale marked. Hash skal sælges som andre rusmidler, som fx spiritus, for at løse problemet med de kriminelles indtægter. Desuden gør man på denne måde staten til pusher for hashrygerne, hvilket for mig virker bagvendt, når man nu synes, at stoffet er så farligt. Hvorfor tror man altid, at problemerne kommer under kontrol, når staten tager sig af dem?