Kathryn Bigelows nye film The Hurt Locker får i dag dansk premiere og får gode anmeldelser (bl.a. i Information). Jeg så filmen for et par uger siden og var meget begejstret – det er en næsten helt ren historie om adrenalinsusets narkotiske virkning. Filmen starter med citatet “War is a drug” (er det fra Chris Hedges?) og filmen er en meget simpel undersøgelse af, hvordan den dødsensfarlige bomberydning i Irak bliver det eneste, der giver mening i Sergeant James liv.
Historien er meget enkel og udspiller sig i lange sekvenser, der ikke altid har den store sammenhæng, og selvom der er antydningen af en kriminal-historie om en ung, irakisk dreng, der måske forsvinder, er historien mere en Blow Up-agtig vildfarelse – endnu et spøgelse i James’ egen psyke. På den måde er The Hurt Locker nærmest modernistisk kontrær, men actionsekvenserne er på den anden side “ren action” og noget af det mest nervepirrende jeg har set længe – en adrenalinfyldt oplevelse af at leve et liv opfyldt af adrenalin. Hvis det passer – som kognitionsforskningen fortæller os – at film primært handler om følelser i form af kropslige, hormonstyrede væsker, så er The Hurt Locker en af årets mest rene og filmiske film.