Tag: Film

Hvorfor vandt The Hurt Locker?

Kathryn Bigelows krigs-thriller The Hurt Locker vandt i går Oscaren for bedste film. De fleste havde ellers tippet på James Camerons “Avatar”, fordi den har været en så kæmpe kassesucces, mens The Hurt Locker ikke har indtjent det store. Grunden til, at The Hurt Locker alligevel vandt, kan blandt andet skyldes et nyt afstemningssystem i Det amerikanske filmakademi. Økonomen Hendrik Hertzberg skrev i februar i The New Yorker:

To understand why requires drilling down into the mechanics of voting systems. It’ll only hurt for a minute. From 1946 until last year, the voting worked the way Americans are most familiar with. Five pictures were nominated. If you were a member of the Academy, you put an “X” next to the name of your favorite. The picture with the most votes won. Nice and simple, though it did mean that a movie could win even if a solid majority of the eligible voters—in theory, as many as seventy-nine per cent of them—didn’t like it. Those legendary PricewaterhouseCoopers accountants don’t release the totals, but this or something like it has to have happened in the past, probably many times.

This year, the Best Picture list was expanded, partly to make sure that at least a couple of blockbusters would be on it. (The biggest grosser of 2008, “The Dark Knight,” was one of the better Batman adventures, but it didn’t make the cut.) To forestall a victory for some cinematic George Wallace or Ross Perot, the Academy switched to a different system. Members—there are around fifty-eight hundred of them—are being asked to rank their choices from one to ten. In the unlikely event that a picture gets an outright majority of first-choice votes, the counting’s over. If not, the last-place finisher is dropped and its voters’ second choices are distributed among the movies still in the running. If there’s still no majority, the second-to-last-place finisher gets eliminated, and its voters’ second (or third) choices are counted. And so on, until one of the nominees goes over fifty per cent.

This scheme, known as preference voting or instant-runoff voting, doesn’t necessarily get you the movie (or the candidate) with the most committed supporters, but it does get you a winner that a majority can at least countenance. It favors consensus. Now here’s why it may also favor “The Hurt Locker.” A lot of people like “Avatar,” obviously, but a lot don’t—too cold, too formulaic, too computerized, too derivative. (Remember “Dances with Wolves”? “Jurassic Park”? Everything by Hayao Miyazaki?) “Avatar” is polarizing. So is James Cameron. He may have fattened the bank accounts of a sizable bloc of Academy members—some three thousand people drew “Avatar” paychecks—but that doesn’t mean that they all long to recrown him king of the world. (As he has admitted, his people skills aren’t the best.) These factors could push “Avatar” toward the bottom of many a ranked-choice ballot.

The Hurt Locker var en film, som de fleste kunne se kvaliteten i, og derfor har den rangeret højt på de flestes lister. Avatar derimod, har mange haft en skepsis overfor (mig inklusive), så selvom den har fået mange 1. pladser har den også fået mange på nr. 10. Med det nye system vinder den film, som de fleste rent faktisk synes om, ikke kun den, der har fået flest førstepladser. Læs resten, der er endnu mere.

P.S. – Berlingske Tidende skriver her, at prisen også kan være politisk betinget. Den med at favorisere en kvindelig instruktør køber jeg, men argumentet om, at prisen går til Hurt Locker fordi den er “anti-krig” opfatter jeg som meget mærkeligt (og det kommer da også fra Michael Moore, der ikke har sagt to sammenhængende sætninger de senete 15 år). For det første er den overhovedet ikke politisk, tværtimod er den da om noget sympatisk overfor soldaterne og deres indsats, selvom de bliver vanvittige af den. For det andet har der de seneste år været en lang række meget kritiske og politiske film om Irak-krigen, men det har ikke givet dem nogle Oscars. For det tredje er “Avatar” jo faktisk en meget eksplicit anti-Irak-krig film, inklusive i replikker og det hele. Så hvis man ville et politisk statement, skulle man da stemme på den? Hvis prisen er politisk skal det snarere ses som en opbakning til soldaterne, som da også kom fra både manuskriptforfatteren til The Hurt Locker og Bigelow selv. Moore er en idiot, Berlingske bør ikke citere ham uden lige at tænke efter først.

Opdatering: Her er TIME Magazines bud på, hvorfor Avatar tabte. Gode pointer om alderen og smagen hos akademiets medlemmer.

Easy Rider og drømmen om frihed

Søndag aften genså jeg Dennis Hoppers klassiker Easy Rider, der for over 40 år siden revolutionerede Hollywood. Filmen var et af de første eksempler på en billigt produceret “uafhængig” film (det vil sige produceret udenfor de store selskaber) og dens enorme indtjening fik de store producenter til at kaste håndklædet i ringen: De anede ikke længere, hvad publikum ville have. Men det vidste Dennis Hopper og kompagni, der tjente millioner på “Easy Rider’s” appel til hippiegenerationens tørst efter spejlbilleder, sansninger og film, der kan dvæle og gøre noget andet end bare at fortælle ramasjang. (Hvis man vil have hele historien, anbefales Peter Biskinds fremragende Easy Riders, Raging Bulls)

Filmen har en meget simpel struktur: Det er rejsen – filmen opfandt også road movie genren – både som fysisk og som mental vandring, og rejsen som et tidsportræt: To unge mænd, Captain America (Peter Fonda) og Billy (Dennis Hopper) drager fra Californien til New Orleans, hvor de skal sælge noget kokain og more sig. De er på vej til deres “big score”, der vil gøre dem rige, men på rejsen møder de både kollektivistiske, udflippende hippier, en gal advokat (Jack Nicholson i hans første glansrolle) og hippie-hadende rednecks. Turen maner til eftertanke, der formuleres ret klarsynet af Captain America i den ellers sparsomme dialog: “We blew it”. Selvom de fik pengene, fandt de ikke det, de virkelig søgte: Friheden.

Ved gensyn er det forbavsende, hvor præcist filmen kan fortælle historien (eller en af historierne) om 60’ernes kulturrevolution, hvor hippiernes modkultur blev mainstream. Det starter godt med fællesskab, kollektivt jordbrug og masser af joints, men efterhånden bliver følelserne mere ubehagelige: Hovedpersonerne møder meget modstand fra de reaktionære rednecks, der vil klippe deres hår og tæve dem for at give deres piger frække tanker, og til sidst bliver det rigtig voldeligt og ondt. Én streng i historien er således, at hippiernes frihedsoprør mislykkedes, fordi “samfundet” slog for stærkt igen, eller som Jack Nicholsons karakter formulerer det: “De taler meget om personlig frihed, men når de ser et rigtigt frit individ, så bliver de vrede, bange og voldelige.”

Men som en understrøm bag den lidt platte “systemets fascister vil slå os ihjel” historie ligger også en mere tragisk fortælling om den uhåndgribelige frihed, Captain America og Billy søger: De kan ikke holde sig selv fast noget sted, og de penge, de endelig finder, gør dem ikke lykkelige. Inden da har de været på et grimt syretrip, der på en kirkegård i New Orleans har afsløret deres indre dæmoner og had, angsten for døden, utilstrækkelighed og vanvid. Der, hvor de tror, at de finder befrielse og spirituel indsigt, der findes kun galskab og skræk. Der er ikke rigtig nogen vej tilbage herfra, og ligesom 60’erne endte i vold og drab ved rockfestivalen Altamont (Woodstocks modstykke), ender Easy Rider også med mord.

I grunden har jeg rigtig meget sympati for hippedrømmen om frihed, om at leve i nuet og være som et barn i hvert eneste øjeblik (de lykkeligste øjeblikke i filmen er netop sådan nogle lalleglade oplevelser) – eller som Peter Fonda siger anerkendende til en bonde: “You do your own thing in your own time” – og jeg elsker drømmen om rejsen, om den åbne landevej, hvor man kan søge friheden – men alt for sjældent finder den. “Easy Rider” byder på nogle helt fantastiske billeder og giver virkelig en lyst til at rejse i det sydvestlige USA, blandt de fantastiske klipper i Momument Valley. Hippiernes første fase har jeg stor respekt for, og “Easy Rider” står og vibrerer lige der, hvor hippiebevægelsen begynder at blive politisk og falder over i sit totalitære modstykke. Den politiske mobilisering ligger i logisk forlængelse af Captain Americas fiasko: For det er jo “The Man”, “Systemet” og “Markedet”, der ikke vil have, at vi er frie. Eller er det? Svaret på det spørgsmål er – også – en af de spændende ting ved “Easy Rider”.

The Hurt Locker

Kathryn Bigelows nye film The Hurt Locker får i dag dansk premiere og får gode anmeldelser (bl.a. i Information). Jeg så filmen for et par uger siden og var meget begejstret – det er en næsten helt ren historie om adrenalinsusets narkotiske virkning. Filmen starter med citatet “War is a drug” (er det fra Chris Hedges?) og filmen er en meget simpel undersøgelse af, hvordan den dødsensfarlige bomberydning i Irak bliver det eneste, der giver mening i Sergeant James liv.

Historien er meget enkel og udspiller sig i lange sekvenser, der ikke altid har den store sammenhæng, og selvom der er antydningen af en kriminal-historie om en ung, irakisk dreng, der måske forsvinder, er historien mere en Blow Up-agtig vildfarelse – endnu et spøgelse i James’ egen psyke. På den måde er The Hurt Locker nærmest modernistisk kontrær, men actionsekvenserne er på den anden side “ren action” og noget af det mest nervepirrende jeg har set længe – en adrenalinfyldt oplevelse af at leve et liv opfyldt af adrenalin. Hvis det passer – som kognitionsforskningen fortæller os – at film primært handler om følelser i form af kropslige, hormonstyrede væsker, så er The Hurt Locker en af årets mest rene og filmiske film.

Mælk

Washington og det meste af det nordøstlige USA er dækket af sne i dag, et lag af frossent mælk. Af en eller anden grund får en smule sne hele samfundet til at bryde sammen. Der er stormadvarsler, skoler og arbejdspladser lukker, trafikken går i slow-mo. USA er som en mega-udgave af DSB. Men sneen betyder færre folk på Java House, min lokale coffee shop (Starbucks er ude i kulden). Mælk i kaffen. Billeder følger, når jeg omsider får taget mig sammen til at uploade dem. Jeg er stadig ikke helt tilfreds med mine evner til at tage billeder, selvom jeg har fået et godt kamera.

En anden slags mælk: Vi så Gus van Sandts Milk i går i Landmark E Street Cinemas, en god biograf i det centrale Washington. Sean Penn fortjente bestemt sin Oscar, men vi var nu ikke helt revet med af filmen. Spændende miljø og en historie, jeg ikke kendte så meget til, men måske lidt for “clear cut”? Er Harvey Milks udfordringer med at kombinere familieliv og politik ikke set før? Kunne i hvert fald være interessant, hvis han var blevet korrupt eller var kommet ud i nogle andre dilemmaer. Sådan er det selvfølgelig med virkelige historier, de vil ikke altid, som dramaturgien vil. Alligevel en seværdig film, og stadig sørgeligt aktuel i store dele af USA og resten af verden. Helt ærligt, hvad rager det andre, hvem jeg går i seng med?

Lars og den virkelige pige

På en sløv og kold aften i Washington lejede vi Lars and the Real Girl i den lokale Blockbuster på 17 & P. Jeg er selvfølgelig blevet punket for at se filmen, siden den kom ud, men jeg troede egentlig at det var en komedie. Faktisk var den meget rørende og meget overraskende. Filmens idé er selvfølgelig langt ude – Lars har brug for at ‘teste’ hvordan det er at være voksen, og derfor køber han en plastik-pige – men den vælger også undervejs nogle veje, der trækker tæppet væk under tilskueren. Anbefales varmt, men hav lommertørklæder parat.