USA I DAG: Den dumme dansker

Jeg har i dag en ny USA-klumme i Berlingske Tidende: “Den dumme dansker” om danskeres fordomme om amerikansk tv, og mine egne oplevelser med at se amerikanske tv-serier (ofte på dvd i øvrigt). Udpluk fra klummen:

Hvorfor se genudsendelser af Gøg & Gokke, når der hvert år kommer nye afsnit af fremragende komedier som »Arrested Development«, »30 Rock« eller »Curb Your Enthusiasm« (hvor Frank Hvam og Casper Christensen har tyvstjålet konceptet til »Klovn«)? Og hvorfor fedte med »Twin Peaks«, når man kan lade sig rive med af den langt bedre gangster-serie »Sopranos«, hvis afsluttende episode i 2007 ryddede avisforsiderne?

Kommentarerne til artiklen viser i øvrigt endnu engang, hvorfor kommentarer på nettet desværre kan være en tvivlsom affære. Jeg har sikkert også gjort det selv af og til, men det er alligevel forbløffende, hvor mange mennesker, der synes de skal dømme en på en enkelt artikel, som de tydeligvis heller ikke har læst ordentligt:

En person synes jeg er nedladende overfor amerikanerne, selvom jeg jo netop hylder deres mangfoldige kultur, en anden kommenterer på noget helt andet end artiklen handler om (om der findes en “typisk amerikaner”) og en tredje efterlyser “pragmatiske og egentlige kulturelle forskelle i jeres beskrivelse af ydre oplevelser” – selvom det da netop er en ret stor (pragmatisk) forskel, hvilke kulturelle referencer, man har at trække på. Ingen af dem byder på noget konstruktivt til diskussionen, men det er jo desværre ikke usædvanligt.

18 kommentarer til “USA I DAG: Den dumme dansker”

  1. Jeg er glad for at se “The Wire” nævnt i klummen – det er ubetinget det bedste krimi-drama, der er lavet i nyere tid, og jeg har meget svært ved at forstå hvordan den har kunnet undgå at blive vist på dansk tv. Specielt skulle man tro at det forhold at det gennemgående tema i serien er de dysfunktionelle amerikanske institutioner ville gøre serien interessant for DR.

  2. 1a) Svaret på dit spørgsmål: “hvorfor fedte med »Twin Peaks«, når man kan lade sig rive med af den langt bedre gangster-serie »Sopranos«, hvis afsluttende episode i 2007 ryddede avisforsiderne?” er at ikke alle er enige med dig i, at Sopranos er bedre, og at nogle foretrækker Lynch’ mystiske univers frem for det rå gangstermiljø, Sopranos foregår i. Heterogene præferencer og alt det der, du ved det også godt, og jeg ved at du ved det. Jeg har aldrig rigtigt kunnet se det store i Sopranos, men jeg har så til gengæld nok heller ikke set mere end et par afsnit eller tre i alt, samlet set. Imdb giver de to serier hhv. 9.4 og 9.5, så det er tæt løb blandt i hvert fald det site’s brugere.

    1b) At sammenligne Sopranos og TP giver lige så meget mening, som det gør at sammenligne Saving Private Ryan med (…eksempelvis) The Shawshank Redemption!

    2) Serier du glemte i din klumme: Battlestar Galactica. Firefly. The Big Bang Theory. House MD. For nu bare at nævne et par stykker. I øvrigt en fin illustration af din overordnede pointe.

  3. Lars A: Ja, det er egentlig mærkeligt, at den ikke har fundet vej til de danske skærme med al den politiske kritik.

    1a) Naturligvis er ikke alle enige med mig – men der er nu masser af heterogenitet i Sopranos, der konsekvent bryder de dramaturgiske regler fra afsnit til afsnit – du ved aldrig, hvad der vil ske. Hvor Twin Peaks essentielt er en ‘one trick pony’ med sin mysticisme (og kun holdt de første syv afsnit, som Lynch var direkte involveret i), holder Sopranos dampen indtil i hvert fald hele femte sæson. Psykologisk, sociologisk, politisk er det en ‘dyb’ serie, men den er ikke ‘realistisk’ i sin indpakning, hvilket gør den særligt interssant for mig.

    1b) Det giver mening at sammenligne i den forstand, at der er alternativ-omkostninger ved alle former for tidsforbrug. Som du jo selv skriver om litteratur, er der ingen grund til at læse nye bøger, når man ikke har fået læst alle klassikerne, uanset om de i øvrigt kan sammenlignes eller ej.

    2) Jeg nævner kun serier, som jeg har set hele sæsoner af og føler at jeg kan udtale mig om. Men der er mange, mange andre, jeg gerne ville se, blandt andet dem, du nævner.

  4. @Lars:

    1a) Måske har du ret i det, du skriver om Sopranos, som sagt har serien aldrig rigtigt fanget mig, så jeg ville ikke vide det. Men at _serien_ er heterogen, forstået på den måde, at den dækker mange forskellige temaer (og ikke går tematisk i ring eller gentager sig selv unødvendigt), ændrer ikke på at de potentielle seere også er heterogene, og at mange mennesker altså ikke kunne drømme om at se den slags, uanset om serien er vellykket, givet mere eller mindre objektive vurderingskriterier som du utvivlsomt ved mere om end jeg, eller ej. Uanset om den er “vellykket” eller ej, vil mange mennesker altså hellere se et show, der handler om mennesker, som lever i rummet i en fjern fremtid, end de vil se et show, der handler om nutidens gangstere.

    1b) Jeg tror bestemt aldrig, jeg har sagt, at der “ingen grund er til at læse nye bøger, når man ikke har fået læst alle klassikerne”. Jeg har sagt, at jeg har svært ved at forstå de læsere, der gør det, hvilket er noget lidt andet. Jeg skriver bl.a. i kommentarsektionen: “Min filosofi på området er, at når tiden er begrænset, bør man kun gå efter “det bedste”, men det er selvfølgelig en forkert fremgangsmåde, hvis “det bedste” er for utilgængeligt eller krævende, og derfor ikke matcher det produkt, individet efterspørger.”

    Der er mange mere eller mindre gode grunde til at læse helt nye bøger (eller …”lade som om man gør”; rigtigt mange lyver om, hvad de læser og/eller har læst), også selvom man ikke har læst klassikerne; peer effekts, signalling, tilgængelighed (både geografisk- og litterær/sproglig; den sidste var jeg selv inde på i kommentarsektionen, eftersom jeg godt ved, at ikke alle gider læse en murstensroman efter de er kommet hjem fra mange timers hårdt arbejde; den første relaterer til det forhold, at det nok er et stykke tid siden, jeg sidst så en moderne boghandel, der solgte Shakespeare på originalsproget) er bare tre væsentlige variable, der her kan spille betydeligt ind på købsbeslutningen. Jeg nævnte dem ikke i min post, fordi den mest var ment som et oplæg til folk, der var uenige, og jeg fandt det derfor mere fair at overlade forklaringerne på- og forsvaret for deres adfærd til dem, i stedet for at skyde dem motiver i skoene i udgangspunktet, motiver de måske slet end ikke havde overvejet som mulige motivationsfaktorer bag deres adfærd.

    Folk er forskellige, og på en måde tager en traditionel og unuanceret anskuelse af eksempelvis “bogmarkedet” slet ikke nok højde for dette forhold. I virkeligheden findes der jo sådan set ikke et marked for bøger. Der findes mange markeder for bøger, markeder som henvender sig til helt vidt forskellige segmenter – og typer af mennesker. Det samme gælder for fjernsynsmediet og tv-serierne. DR konkurrerer ikke for alvor med TV3, når førstnævnte sender rejseholdet og sidstnævnte sender to afsnit af et (efter min mening) åndssvagt halvtimesshow, eller hvad det nu måtte være. Det er forskellige markeder, og det forvirrer kun at blande dem sammen, som jeg har lidt indtryk af, at du måske gør, med din komparative analyse af Sopranos/TP – og det på trods af, at din klumme netop behandler, hvis vi endelig skal begrænse os til at anskue det således, det ektremt heterogene og levende amerikanske marked for amerikanske tv-serier.

    Anyways, du har i hvert fald helt ret i, at USA producerer fremragende tv-serier, mange af hvilke de fleste danskere aldrig vil høre om, og at vi stærkt undervurderer mediebilledets kulturelle udformning, hvis vi dømmer dem alene på det yderst begrænsede materiale, vi allernådigst kan modtage via de danske tv-kanaler, efter at 99.9% af alle de gode shows er skåret fra. Men det ved jeg så altså heller ikke, hvor mange der gør. Er man fordomsfuld, hvis man antager uden håndfaste data, at andre er fordomsfulde?

    …må hellere slutte her…

  5. US: Sikke meget du kan få ud af en klumme. Jeg er glad for dine kommentarer, men jeg tror du lægger for meget – og for kategoriske holdninger – i hvad jeg skriver. Jeg prøver ikke at sammenligne TP og Sopranos – pointen er bare, at givet alternativomkostningerne ved at vælge den ene tv-serie frem for den anden, så kan jeg godt forstå, at amerikanerne – takket være deres enorme udbud – ikke har de samme “indlysende” reference, som en dansker i min alder har. Pointen er, at det ikke nødevendigvis betyder, at de ikke interesserer sig for “kvalitet” (som en dansk fortolkning kunne være), men at kvalitets-udbudet er så overvældende i USA, at man ikke kan nå at se det hele.

    På tv er der – måske – det omvendte forhold end i litteraturens verden. Hvor jeg er helt enig med dig i, at det sjældent kan betale sig at samle en ny bog op, så er det sjældent besværet værd at se en gammel tv-serie – her er det snarere først nu – i de sidste 10 år – klassikerne er ved at blive skabt (med nogle undtagelser naturligvis, “Twin Peaks” er en af dem), og hvor tv-serien for alvor er blevet kunstnerisk voksen.

    Jeg har hørt mange fordomme om amerikanske medier, og det er dem, jeg skriver ud fra. Det er ikke nødvendigvis alle danskeres holdninger, men jeg har ofte hørt danskere sige, at alle amerikanske kanaler er ens (det er ikke rigtigt, det amerikanske nyhedsbudbud er langt mere diverst end det danske) og at deres tv-serier er overfladiske (hvilket vi bedre ved ikke er rigtigt). Det er selvfølgelig også rigtigt, at der er enorme mængder af slam på amerikansk tv, men at der desuden er så meget fremragende (og plat og sjovt og sleskt) viser vel bare, hvad fordelene er ved et frit mediemarked.

  6. De amerikanske serier vil jeg ikke udtale mig om, da jeg aldrig ser dem. Kun de – efter min mening – mange fremragende britiske.
    Men … din løsagtige omtale af Vertigo forargede mig. Efter min mening er med i Hitchcocks top 5, måske allerøverst. Din omtale er i al korthed, at James Stewart spiller en ‘forkvaklet’ mand, som besøger Golden Gate Bridge og Muir Woods med Kim Novak, som han er forelsket i. James Stewarts karakter er ikke forkvaklet, medmindre du regner det med at lide alvorligt af højdeskræk efter en traumatisk oplevelse er forkvaklet. Ja, det er en kærlighedshistorie, men også meget, meget andet. Nå, smag og behag …
    Det er da godt, at de amerikanske tv-stationer er så alsidige. Til gengæld er alle de danske ved at leve op vores fordomme om amerikansk tv. De dumme danskere … i mere end én forstand.

  7. Tak for din uddybning Lars, og du har naturligvis ret, når du skriver at jeg nok “lægger for meget – og for kategoriske holdninger – i hvad jeg (du) skriver” – noget i den stil gør jeg ofte, håber du kan tilgive mig det.

    Det, du skriver i sidste kommentar, lyder fornuftigt i mine ører, dog er der to små detaljer, som jeg for øvrigt ikke i udgangspunktet har nogen ide om, hvorvidt du er enig eller uenig med mig i, som jeg finder det værd at tage med: a) Når du skriver “tv” i starten af anden spalte, er det efter min mening væsentligt at holde sig for øje, at fokus for diskussionen er tv-_serier_. Der er lavet vildt mange gode film over de sidste mange årtier, og det er altså ikke inden for de sidste ti år, at film-branchen blev voksen. b) Jeg er ikke sikker på, at det amerikanske marked er helt så frit endda. Se eksempelvis her:

    http://sacramento.bizjournals.com/sacramento/stories/2009/03/02/tidbits1.html

    De gode tv-serier er med andre ord ikke kun et resultat af et relativt frit marked; de er også et resultat af bl.a. et enormt marked (300 millioner engelsktalende seere i hjemlandet, og gode eksportmuligheder for produktion på originalsproget) samt omfattende statsstøtte.

  8. @Belinda: Det er da pokkers som min ironi åbenbart preller af på folk med den her klumme. (Men i øvrigt er det da temmelig forkvaklet først at forelske sig i en pige og derefter forelske sig i hendes alter ego – og jeg er for øvrigt ikke den første med den tolkning af Vertigo. Det er alment anerkendt, at Vertigo handler om kærlighedens mere perverterede sider – at ville omforme og indfange det elskede objekt. Stewart tvinger jo direkte Novak II til at klæde sig og farve sit hår som Novak I (selvom netop Novak II har hendes eget udseende, og Novak I er skuespil). Han forelsker sig i en rolle, og når han møder den rigtige pige, så vil han hellere have rollen. Det lyder bare en anelse forkvaklet i min bog. Se evt denne google søgning)

    @US: Jeg skriver heller ikke nogen steder, at filmbranchen først er blevet voksen indenfor de sidste 10 år. Det skete langt tidligere, måske fordi skaberne tidligt fik frihed til at forme deres kunstneriske visioner. Den model man indenfor tv-verdenen kalder ‘one vision’ (at én person – typisk forfatteren – har det endelige ord) kom først til amerikansk tv i midten af 90’erne, og det skete netop for at låne filmverdenens instruktør-model. Det er en model, som danske serier også har taget til sig (primært med brødrene Thorsboe som forfattere) med betydelig succes. Selvom jeg ikke er den store fan af de danske serier (og jeg anerkender til fulde, at det er fordi, de ikke er skrevet til mig og mit publikum), så er den håndværksmæssige kvalitet ret høj.

    Ang. støtte så kan man naturligvis ikke sammenligne de amerikanske muligheder med de danske, fordi det amerikanske marked er så enormt. Jeg ved heller ikke, om støtten til filmoptagelser kan kaldes omfattende – sammenlignet med den danske model – men det vigtige er vel, at støtten (i form af skattefradrag) gives til alle, og der ikke sidder bureaukrater og tager stilling til kvaliteten af det enkelte projekt?

  9. @Lars:

    Min kommentar at: “det er altså ikke inden for de sidste ti år, at film-branchen blev voksen” var ment som en slags “statement of the obvious”-udsagn ytret med henblik på at holde tingene adskilt i debatten; det er bestemt ikke fordi jeg tror/troede, du havde en anden opfattelse – alt det her er jo nu engang i langt højere grad din hjemmebane end min. Jeg kan godt se nu, at man kunne læse kommentaren anderledes, beklager.

    Hvordan støtten er skruet sammen er for så vidt underordnet i forhold til det, der i den sammenhæng var min hovedpointe; altså det forhold, at der også finder statslig subsidiering af -sektoren sted på delstatsplan i USA, og at dette alt andet lige betyder, at der produceres flere tv-serier, end der ellers ville være blevet produceret, fordi delstaterne dækker en del af omkostningerne forbundet med produktionen. I det omfang at den store produktion af tv-serier er et resultat af delstaternes jagt på og subsidiering af den slags arbejdspladser, kan man jo ikke ligefrem kalde dette, altså den store produktion af tv-serier, et resultat af det frie marked.

  10. Ok, forstår nu dit første argument.

    Jeg tror ikke helt, jeg kan følge dig i debatten om, at der ikke er noget frit marked på tv-området i USA, sammenlignet med Danmark. Hvis der ikke må være nogen form for statslig indblanding, før man kan tale om et frit marked, så findes der jo overhovedet ikke noget frit marked noget sted i verden. Vi bliver nødt til at tale om grader af frihed, og så vidt jeg kan se, er der på det amerikanske område tale om tale om skattefradrag eller støtte til filmoptagelser i stater. Jeg vil sandsynligvis tro, at der er tale om eksteriør-optagelser, da det er dyrt at flytte hele studiefaciliteter for én films skyld, og da heller ikke stjernegager er inkluderet (eller forproduktion, manuskript, redigering eller markedsføring) er der langt fra tale om, at staterne betaler omkostningerne. Tv-serier bruger heller ikke de store eksteriør-optagelser, så det er svært at sige, hvor stor støtten egentlig er. Jeg fandt en artikel på Economist om sagen, men den giver heller ikke detaljer. Et skattefradrag er jo under alle omstændigheder ikke støtte – lige så lidt som der er tale om erhvervsstøtte, hvis man lokker virksomheder til landet med en lavere erhvervsskat. Så man kan sige, at der bliver lavet flere amerikanske tv-serier, end der ellers ville blive lavet (og måske flere eksteriør-optagelser), men det samme gælder jo for Danmark – og igen er der ikke i USA differenciering af støtten ud fra kvalitetskriterier. Der er jo tusind andre ting, der også har indflydelse på produktionen af tv-serier: lokale skatter, fagforeningsforhold, statslig støtte (eller mangel på støtte) til filmskoler, allokeringen af sendetilladelser (styret af FCC) osv. Pointen er jo heller ikke nødvendigvis, at amerikansk tv er frit, mens dansk er bundet, men at der for kanaler som HBO ikke er noget problem mellem profit og kvalitet – tværtimod.

  11. Jeg burde ikke, men…

    Ok, Lars, du skriver selv i en kommentar herover, at:

    “Det er selvfølgelig også rigtigt, at der er enorme mængder af slam på amerikansk tv, men at der desuden er så meget fremragende (og plat og sjovt og sleskt) viser vel bare, hvad fordelene er ved et frit mediemarked”.

    Hvis nu der havde stået “friere” eller “mere frit”, ville du have (mere) ret, og så havde jeg ladet den passere. Men det var dig der startede ud med det der frie amerikanske mediemarked, ikke mig, og jeg kunne ikke på dine formuleringer gætte, at du mente “relativt frie” og så i øvrigt samtidig foretog en implicit sammenligning med de danske forhold i hovedet. Det gjorde jeg ikke, og jeg vidste, at det amerikanske mediemarked netop ikke var en af de økonomiske områder, hvor nævenyttige politikere trods alt holder nallerne helt væk; så jeg fandt det nødvendigt at kommentere på dine bemærkninger. Igen det der med, at jeg “lægger for meget – og for kategoriske holdninger – i hvad (du) skriver”.

    Hvorom alting er, jeg mener ikke et marked, hvor der er betydelig statsstøtte og “erhvervsvenlig lovgivning” (som fradrag o.l.), og hvor politikere på tværs af stater rent ud sagt konkurrerer om at bruge skatteydernes penge til at lave markedsforvridende støtteordninger med de bedst mulige betingelser for de relevante virksomheder, er frit. Jeg mener heller ikke, at det er “frit nok” til, at vi skal prise det for dets relative frihed, i stedet for at brokke os over, at de forbandede politikere heller ikke på dette område holder nallerne væk.

    Din sidste pointe er vigtig, og på det punkt er vi overhovedet ikke uenige. De dygtige amerikanske producenter ved godt (i det begrænsede omfang at det så faktisk også er dem, der bestemmer, hvad der skal produceres; i det omfang det ikke er, ved de økonomisk ansvarlige det dog som regel også, selvom der formodentligt er undtagelser, host, FOX, host, Firefly, host TTSCC) at alle ikke gider se det samme, og at de er nødt til at lave en masse forskelligt, for at få alle ombord – og den statslige indblanding er trods alt stadig så relativt begrænset, at den endnu ikke har overskåret det naturlige link, der eksisterer mellem virksomhedernes jagt på øget profit, og så den højere kvalitet og større valgfrihed på tværs af programmer, som er nødvendig for at opnå denne.

    Jeg lader debatten hvile her indtil videre, jeg har allerede brugt alt for meget tid på den. Hvis du på baggrund af ovenstående synes, jeg er en uforbederlig krakiler, der mest af alt bare spammer din kommentarsektion (jeg er vist lige nu ret tæt på selv at være af den opfattelse), så bare slet kommentaren.

  12. Var ude og lave en kop kaffe og få lidt at spise. Jeg kom til at se efterfølgende, at et af afsnittene i min kommentar gik tabt, da jeg overførte teksten fra word til din kommentarsektion(min spambemærkning var ikke uberettiget). Mellem den første af de to afsnitsseparatorer (…) og så “Din sidste pointe er vigtig” skulle have været følgende tekstbid:

    Den amerikanske statsstøtte er bedre end den danske, hvis den i højere (relativ) grad er en støtte, som for politikerne drejer sig om, hvor produktionen finder sted, og i mindre (relativ) grad for politikerne handler om, hvad produktionen skal bestå af, hvilket synes at være tilfældet. Det er grov vs fintuning. Og i den forbindelse kan man jo sige, at hvis man så alligevel vælger at gøre det, du gør, altså prise markedet for sin relative frihed, i stedet for at brokke sig over, at den ikke er endnu større, så gælder det da i hvert fald på det amerikanske marked, at (og her er endelig noget, vi kan være enige om 100%):

  13. Hmm, ja, jeg synes nok, at der går krakiler i den her :). I følge din definition findes der ikke frie markeder overhovedet, og derfor kan man slet ikke bruge ordet. Det kan jeg ikke helt se pointen i, og jeg har givet et par begrundelser for, hvorfor det amerikanske tv-marked, især efter kabel-revolutionen, er (alt andet lige) ret frit.

    Der er i øvrigt stor forskel på at støtte med skattekroner og at undlade at beskatte. Den første støtte er ikke i orden, men den anden er helt fin, selvom den naturligvis forvrider markedet. Jeg tror ikke, at den amerikanske støtte i absolutte tal er ret stor sammenlignet med den private kapital på området (tv- og filmfiktion). Jeg vil skyde på, at den er under 5 % (sammenlignet med de danske næsten 100% – Regnar Grasten er vist den eneste, der reelt risikerer sin egen kapital i Danmark, selvom der er mange private produktionsselskaber), men det er selvfølgelig muligt, at jeg tager fejl. Som artiklen skriver, er støtten nok gået op i takt med krisen.

  14. En sidste kommentar herfra, nu hvor jeg er på vej i seng:

    Du begår en logisk fejlslutning i din anden sætning. Gud findes heller ikke, men det betyder ikke, at man ikke kan bruge ordet gud. På modelplanet, altså når du analyserer økonomiske problemer matematisk, er det let at definere, bruge og analysere på begrebet “et frit marked”, uanset om det så “findes i virkeligheden” eller ej, og det kan bestemt bruges til noget, som enhver mikro-underviser ville kunne fortælle dig. Det er en model-version af det frie marked, jeg har i tankerne, når jeg bruger begrebet. Jeg finder det belejligt i verbale diskussioner at bruge kvalificerende udsagn for at præcisere min begrebsbrug, i stedet for at komme op at slås om termer.

    Hvis støtten er i det omfang, du estimerer, er markedet bestemt “ret frit” også i min terminologi – hvis alt andet slår fejl, er lidt data altid en god måde at få mig overbevist. Måske ikke frit nok til at være “frit” (husk på at 5%, selvom det måske ikke lyder af meget, sagtens kan udgøre en hel branches profitmargin, samt at du selv medgiver, at de offentlige tiltag forvrider markedet), men i hvert fald “ret frit”. At det er meget friere end det danske marked, var vi aldrig uenige om.

  15. Nu synes jeg, at vi diskuterer kommaer. Det har jeg ikke tid til. Det nytter heller ikke noget at diskutere en lidt henkastet, ironisk klumme, som om det var en filosofisk afhandling – det er ikke det “sprogspil” jeg er ude i her.

  16. Ak ja, den ironi! Min anden kommentar om det sakrosante var også ment ironisk. Jeg opponerede imod, hvis du opfattede James S. som ‘forkvaklet’, hvis det var højdeskrækken, du mente. Det var så hans kvindesyn, der var ‘forkvaklet’, fordi han gerne vil lave sin kvinde om. Om det er perverteret, kan vi diskutere, men uden at have litterært belæg, derimod en temmelig lang livserfaring, vil jeg vove at påstå, at det sker i temmelig mange parforhold. Nok nærmere reglen end undtagelsen. Man tror, man kan lave om på sin partner, men det er som hovedregel umuligt. Nå, lad det ligge. Jeg prøvede at afsende en mail til dig i går, men systemet tillod det ikke, så jeg skrev en besked til dig på FB.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *