Racekrig og tudekiks

Det kniber for Berlingske Tidende med at få opdateret kommentarsektionen, så derfor er jeg så fræk at lægge tirsdagens USA I DAG klumme op i sin helhed her. Jeg forsøgte at ændre titlen i sidste øjeblik fra “Racekort og tudekiks” til det mere fængende “Racekrig og tudekiks”, men jeg ved ikke, om ændringen kom med i avisen (jeg fumlede lidt med word-dokumenterne). Men her er den under alle omstændigheder:

Racekrig og tudekiks

Hvis man har fulgt mediedækningen af den usædvanligt skingre amerikanske debat om sundhedsreformen, er man igen og igen blevet konfronteret med en journalistisk kliché: at den amerikanske højrefløj er fyldt med skabsracister, hvis hemmelige drøm er at nagle den sorte præsident til et brændende kors.

Da en demonstrant i august medbragte en maskinpistol til et Obama-møde i Arizona, var der bingo: Ku Klux Klan kommer! Problemet var bare, at manden var sort. Det faktum slørede den venstreorienterede tv-kanal MSNBC behændigt, da de for 117 gang fortalte om ”racehad” i USA. Endnu et ufint eksempel på venstrefløjens trumf: racekortet. Hvem puster i grunden til ilden her?

Sorte konservative passer ikke ind i fortællingen, og derfor hører du sjældent om økonomen Thomas Sowell, højesteretsdommeren Clarence Thomas eller forfatteren Mason Weaver, der har skrevet den provokerende bog ”It’s Okay To Leave The Plantation”, om sorte amerikaneres mangel på entreprenørånd. Weaver talte ved protestmarchen 12. september, hvor titusindvis demonstrerede mod Washingtons overforbrug, og som fik en hændervridende eks-præsident Jimmy Carter til at advare om ”racisme”.

Beskyldningen var så håbløs, at Barack Obama selv måtte gå i rette med Carter og påpege, at debatten handler om politik og ikke om race. Fakta er, at racisme i dagens USA er lige så stigmatiseret som pædofili – og at trække racekortet repræsenterer en trivialisering af borgerrettighedskampens ofre.

Der tales om tv-værten Glenn Beck fra Fox News som master-minden bag modstanden. Men for det første er Glenn Beck mere en halvgal performancekomiker end en seriøs politisk figur, og for det andet ses hans program kun af 2-3 millioner – sammenlignet med de 7, der ser Oprah og 15, der ser CBS’ journalistiske fyrtårn ”60 Minutes”. Det er ganske tvivlsomt, at Becks sekteriske gøgl (der inkluderer et hånddukke-teater, som anskueliggør, hvordan den amerikanske centralbank fungerer) har haft en afgørende indflydelse på, at flertallet af de 300 millioner amerikanerne nu er imod sundhedsreformen.

I stedet må demokraternes venstrefløj snuppe sig en tudekiks og feje for egen dør. Partiet har flertal i begge kongressens kamre, men har tabt sejrsstunden på gulvet – på grund af intern modstand. De har hverken kunnet komme igennem med statslig overtagelse af sundhedsvæsenet eller ideen om en ”offentlig ordning”, der skal konkurrere med de private forsikringer. Det nuværende kompromis er et bureaukratisk misk-mask, der ikke tager fat på det reelle problem: Manglen på konkurrence på det individuelle plan, fordi sygeforsikringen på grund af skattelovgivningen er bundet til arbejdspladsen.

Problemet er ikke, at amerikanerne er skabsracister eller at ”kapitalen” har forført en skræmt befolkning. Obamas reformer har fået støtte af både ærke-konservative Bill O’Reiley fra Fox, forsikringsindustrien, medicinalindustrien og supermarkedsgiganten Wall-Mart. Problemet er, at de reform-planer, som demokraterne rent faktisk har lanceret, har repræsenteret det værste ved Washington: Lovgivningsmæssige makværk på tusindvis af uigennemskuelige sider, som ingen har læst og ingen kan overskue konsekvenserne af. Er det så mærkeligt, at man siger nej tak, hvis man i øvrigt er godt tilfreds med sin egen, private sygesikring? Næh, det ville jeg også gøre.