Ronnie-Boy!

Klummen er ikke online, så jeg tillader mig at publicere mit USA-bidrag fra tirsdagens Berlingske Tidende. Det er en (delvis) hyldest til Ronald Reagan, som afspejler den amerikanske opfattelse af præsidenten – og den skal nok få nogle danske kulturradikale til at fare op fra Arne Jacobsen-stolen.

Bemærkning: Det ærger mig, at jeg ikke fik plads til at skrive om Reagans veldokumenterede had til atomvåben og hans drøm om en atomvåbenfri verden. Det lyder måske bizart, når man tænker på den danske Reagan-dækning, men hans drøm var faktisk at få fjernet alle atomvåben – og midlet var at tvinge Sovjetunionen i knæ. Projektet lykkedes jo mildest talt ikke. Resultatet af Sovjetunionens sammenbrud blev endnu mere ballade om atomvåben!

Ronnie-Boy!

Af Lars Hvidberg

Var der noget mere modbydeligt i 80’erne end den amerikanske præsident, Ronald Reagan? Hans slikkede hår, hans skæve tandpastasmil, de forlorne vitser. Og så var han jo ond: USA var kapitalismens højborg, som undertrykte alle de noble mennesker i den tredje verden, der længtes efter socialisme og kalashnikov-rifler. Reagan var en person, man godt måtte hade.

I USA er det omvendt. Jeg kan huske, at jeg omkring 1990 stirrede i vantro på en bog om amerikanske præsidenter, som min ven Nicolai havde fået hjem fra USA. Her rangeredes Reagan som en af de dygtigste præsidenter overhovedet, i kategori med George Washington. Det kunne da ikke passe! Reagan måtte være den værste præsident. Mindst!

Men jo, i USA elsker de faktisk Ronald Reagan. Ikke alle sammen, naturligvis. Nogle giver hans økonomiske politik – ”Reaganomics” – skylden for finanskrisen, mens andre mener, at han slet ikke var konservativ nok. Men det store flertal anerkender Reagan som en inspirerende præsident, der genrejste USA efter de blakkede 70’ere med økonomisk krise, Watergate-skandale og gidseldrama i Iran. Reagan skabte velstand ved at skære i skatten, og han vandt Den Kolde Krig ved at sige de ting, der skulle siges: Sovjetunionen var et ondt imperium, og det eneste rigtige var at rive den forbandede mur ned: ”Mr. Gorbachev, tear down this wall!”. Det er lige så smukt i dag, som det var i 1987.

Og Reagan fik ret. Spørg bare de sovjetiske generaler. Det, der tvang dem i knæ, var våbenkapløbet med amerikanerne, som ruinerede dem. Skidt med de tomme butikshylder, skidt med demokratiet – det handlede om, at Sovjetunionen byggede på frygt, og hvis de tabte våbenkapløbet, mistede de frygten. Hele korthuset kollapsede. Jo, jo, Gorbatjov spillede en rolle – men Reagan var lige så vigtig. Han burde også have fået Nobels fredspris i 1990.

Ifølge Richard Pipes, historiker og Reagan-rådgiver, var ”The Gipper” en af de få, der tidligt forudså Sovjetunionens sammenbrud. I 70’erne vurderede man, at Sovjetunionen var lige så økonomisk stærk som USA (det virkelige forhold var 1:10) og at kommunismen var kommet for at blive. Men Reagan følte – ifølge Pipes – dybt i sit hjerte, at kommunismen var unaturlig. Mennesket havde en naturlig trang til frihed, og derfor ville Sovjetunionen ikke overleve.

Det var måske naivt og overoptimistisk, men sådan var Reagan også. Hans imødekommenhed skabte sympati hos de fleste amerikanere. I Europa forvekslede vi selvfølgelig hans åbenhed med dumhed, men det siger mest noget om vores egen kynisme. Findes der en mere indskrænket kommentar om Reagan end, at han var en ”afdanket b-film skuespiller” og en ”cowboy”, som Svend Auken sagde? Den mand var altid en joke som USA-kommentator.

Reagan var ikke fejlfri og USA gjorde grimme ting på hans vagt. Jeg har aldrig været fan af USAs politik i Latinamerika, og den amerikanske War On Drugs har været en katastrofe. Det ændrer dog ikke på, at Reagan fremstår som en af USAs helt store præsidenter. Barack Obama omtaler rutinemæssigt Reagan på linje med Lincoln og Roosevelt. Hvis Obama kan, så kan vi også.

Dengang i 80’erne drillede vi amerikanerne med, at de havde en skuespiller som præsident, men nu bliver Københavns næste overborgmester en afdanket bingo-vært. Hvem er så mest til grin? Mon ikke Reagan ville være bedre end Frank Jensen til at håndtere løjerne: ”Tear down this Ungdomshus!”