Jeg ved ikke, hvem det her citat siger mest om: Den fyrede teaterchef Jon Stephensen eller de tre partier, han nævner som mulige platforme for magtudøvelse:
»Jeg har en god platform for at gå ind i politik – især kulturpolitik. Så hvis enten Socialdemokraterne, SF eller de radikale vil snakke med mig, kunne det være spændende«, siger han.
Nå ja, hvad pokker, liste A, B eller F – det kan vel være lige meget, så længe man bliver valgt ind.
Er partierne efterhånden ét fedt, hvor man glider fra det ene til det andet parti, alt efter hvor man kan samle flest stemmer og få mest magt? Er det ikke for nøgent og kynisk? Er Naser Khader modellen for fremtidens politiker?
Er det ikke sådan for alle politikere? For de fleste er signalværdien i at være loyal over for et parti dog vigtig i bestræbelsen på at blive valgt – men partiet er stadig platform for de personlige ambitioner. Ideologien er så smøremidlet som får dde personlige ambitioner til at glide ned hos vælgerne. Så jo – Stephensens udtalelser er nøgne, men så meget desto nemmere er det at se substansen bag de farverige klæder.
Det er vel egentlig et fremskridt, hvis Naser bare nu er modellen for fremtidens politiker. For ikke så lang tid siden, var der mange der mente, at han var nutidens fremmeste politikermodel.