I forberedelsen til en Berlingske-klumme til på tirsdag, gennemså jeg hele Barack Obamas Nobelpris-tale fra 10. december. Den kan ses online i fuld længde her:
Det er en ret interessant tale af flere forskellige grunde. De første 20 minutter er en fremragende og overbevisende lektion i begrebet “Den retfærdige krig”, der må have forbløffet det norske Nobel-pris publikum, når man tager i betragtning, hvordan nordmændene i øvrigt har det med amerikansk krigsførsel. Obama forsvarer krig som et nødvendigt magtmiddel i en uperfekt verden, og han giver både pacifister og anti-amerikanere tørt på. Det morsomme er naturligvis, at det han siger i princippet kunne være sagt af en hvilken som helst amerikansk præsident, og at de nogenlunde samme argumenter blev brugt af præsident Bush Jr. Amerikanere er åbenbart alle fra Mars (læs Robert Kagans Paradise and Power: America and Europe in the New World Order
Talens anden del er noget mere ulden, hvor han skal forklare USAs fremtræden netop nu i Afghanistan og andre steder. Det er noget med pres imod Iran, noget med sanktioner og noget med nogen der misbruger islam. Der er også en lidt tynd “universalistisk” gennemgang af, hvad Obama mener alle mennesker i verden ønsker (“fred og velstand”), sammen med et argument om at “alle” religioner må bekende sig til Den Gyldne Regel, hvilket vist afslører Obamas amerikanske og kristne livssyn mere end noget andet i talen.
Igen er Obama en forbilledlig og overbevisende taler, når det handler om abstrakte intentioner, men når det kommer til substans, bliver det hele meget omstændeligt og “på den ene side og på den anden side”. Hvad jeg i øvrigt mener om den sag, skriver jeg mere om på tirsdag i Berlingske Tidende, så stay tuned…