USA I DAG: Spådomme for 2011

Jeg har kigget lidt for dybt i kaffegrumset i dagens USA-klumme for Berlingske Tidende: De sorte svaners spådomme:

Der er mange måder at forudsige fremtiden på: Nogle går til spåkone og bliver kildret i håndfladen, andre læser tykke bøger om tingenes fremtidige tilstand. Selv går jeg på Starbucks og undersøger resterne i min dobbelte mocha-latte.

Denne søndag formede det snaskede grums i bunden af den etisk ansvarlige genbrugsplastic­kop sig til tre sorte svaner, hvis blafrende vinger og skræppende skræp fortalte noget om den vej, USA vil gå i 2011.

Kendere vil vide, at det ikke er filmen Black Swan, der har inspireret mig, men derimod bogen The Black Swan af Nassim Nicholas Taleb. Kendere vil desværre også se, at det ikke er lykkedes mig at få rigtige “black swan” begivenheder, måske bortset fra den første, med på listen. Men sådan er det i sagens natur med sorte svaner – man ser dem ikke, før det er for sent.

Vaffelmanden i Det Hvide Hus

Dagens USA I DAG-klumme i Berlingske Tidende handler om den ubeslutsomme Barack Obama, der ikke har gjort det så godt udenrigspolitisk, som man kunne håbe på. Et uddrag fra Vaffelmanden i Det Hvide Hus:

Obamas problem er grundlæggende, at hans politik er vægelsindet, eller som man siger i USA: han er en »waffler«, der træder vande uden at kunne bestemme sig. Vaffelmanden Obama vil hellere være populær end træffe hårde beslutninger, og det gælder både på den hjemlige og den udenrigspolitiske arena.

Den store satsning over for de autoritære regimer var »en udstrakt hånd, hvis I åbner jeres knyttede næve«, som det så poetisk blev formuleret i tiltrædelsestalen for et år siden. Politikken indeholdt blandt andet en servil »genstart« over for Rusland, nedprioritering af menneskerettigheder over for Kina, og en valen og klassisk »vaflende« anerkendelse af det gustne valgresultat i Iran.

Læs mere Vaffelmanden i Det Hvide Hus

Obamas Nobelpristale

I forberedelsen til en Berlingske-klumme til på tirsdag, gennemså jeg hele Barack Obamas Nobelpris-tale fra 10. december. Den kan ses online i fuld længde her:

Det er en ret interessant tale af flere forskellige grunde. De første 20 minutter er en fremragende og overbevisende lektion i begrebet “Den retfærdige krig”, der må have forbløffet det norske Nobel-pris publikum, når man tager i betragtning, hvordan nordmændene i øvrigt har det med amerikansk krigsførsel. Obama forsvarer krig som et nødvendigt magtmiddel i en uperfekt verden, og han giver både pacifister og anti-amerikanere tørt på. Det morsomme er naturligvis, at det han siger i princippet kunne være sagt af en hvilken som helst amerikansk præsident, og at de nogenlunde samme argumenter blev brugt af præsident Bush Jr. Amerikanere er åbenbart alle fra Mars (læs Robert Kagans Paradise and Power: America and Europe in the New World Order).

Talens anden del er noget mere ulden, hvor han skal forklare USAs fremtræden netop nu i Afghanistan og andre steder. Det er noget med pres imod Iran, noget med sanktioner og noget med nogen der misbruger islam. Der er også en lidt tynd “universalistisk” gennemgang af, hvad Obama mener alle mennesker i verden ønsker (“fred og velstand”), sammen med et argument om at “alle” religioner må bekende sig til Den Gyldne Regel, hvilket vist afslører Obamas amerikanske og kristne livssyn mere end noget andet i talen.

Igen er Obama en forbilledlig og overbevisende taler, når det handler om abstrakte intentioner, men når det kommer til substans, bliver det hele meget omstændeligt og “på den ene side og på den anden side”. Hvad jeg i øvrigt mener om den sag, skriver jeg mere om på tirsdag i Berlingske Tidende, så stay tuned…

Kørner og Krigen

Jeg har en kronik i dagens Berlingske Tidende om kunstneren John Kørner og hans malerier af døde, danske soldater fra Afghanistan. Jeg er selv ganske godt tilfreds med kronikken, men beklager at teksten former sig i nogle ret tunge blokke. Der var flere afsnit, da jeg afleverede den 🙂 – til gengæld kan jeg så kun anbefale at gå ned i kiosken og købe et papireksemplar. De er også så dejlige at have mellem hænderne. Et lille udpluk fra kronikken:

I det mindste er Kørner ikke bange for at kaste sig ud i tabubelagt territorium og tage de nødvendige chancer. De 16 billeder har titler efter de døde soldaters fornavne – Anders, Mikkel, Thorbjørn – og dødens insisterende fremmedhed kombineres her med noget uhyggeligt hjemligt og velkendt. Det kunne være din fætter eller ham du gik i skole med.

Nogle af billederne er enorme i format, og virkningen er ekstrem og appellerende i al sin gru – i Kørners signaturstil med vandfyldt akryl i både stærke og sært udviskede farver, gul, rød, brun, skildres en elegisk situation med en dansk soldat og et dansk flag i centrum. Det er hjerteskærende at blive konfronteret med sin egen angst og dybtliggende depression og tristhed over de tilsyneladende meningsløse skæbner. Hvad laver de drenge der, og hvorfor løber deres blod ud i ørkensandet?