Vaffelmanden i Det Hvide Hus

Dagens USA I DAG-klumme i Berlingske Tidende handler om den ubeslutsomme Barack Obama, der ikke har gjort det så godt udenrigspolitisk, som man kunne håbe på. Et uddrag fra Vaffelmanden i Det Hvide Hus:

Obamas problem er grundlæggende, at hans politik er vægelsindet, eller som man siger i USA: han er en »waffler«, der træder vande uden at kunne bestemme sig. Vaffelmanden Obama vil hellere være populær end træffe hårde beslutninger, og det gælder både på den hjemlige og den udenrigspolitiske arena.

Den store satsning over for de autoritære regimer var »en udstrakt hånd, hvis I åbner jeres knyttede næve«, som det så poetisk blev formuleret i tiltrædelsestalen for et år siden. Politikken indeholdt blandt andet en servil »genstart« over for Rusland, nedprioritering af menneskerettigheder over for Kina, og en valen og klassisk »vaflende« anerkendelse af det gustne valgresultat i Iran.

Et par kommentarer: Der kunne naturligvis skrives meget mere om den sag, og dommen er nok lidt hård taget i betragtning, at det er den nye administrations første år ved magten. Men: Jeg mener, at det er interessant, at den enorme revolution, som blev lovet af (især) vesteuropæiske kommentatorer ikke rigtig har vist sig i praksis, hvor det gør en forskel, nemlig hos de mennesker, der lider under autoritære regimer. Disse regimer har tværtimod indset, at det for nuværende er stort set omkostningsfrit at slå ned på dissidenter. Det er da fint, at den europæiske offentlighed bedre kan lide Obama end andre amerikanske præsidenter, men hvis prisen for at kunne blive holdt af er en svag linje overfor lande som Rusland og Kina, mener jeg at det er problematisk.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men jeg har på fornemmelsen at Obama-administrationens ret tvetydige oplæg til udenrigspolitik kommer sig af en noget naiv forestilling om verdenspolitik, nemlig at andre landes politik primært formes af indtryk fra USA: Er USA truende, så trækker de sig sammen og bliver autoritære, hvis USA er imødekommende vil de naturligt ønske at åbne sig. Det tror jeg ikke er rigtigt. Lederne i autoritære stater har ganske naturligt et ønske om at beholde magten og holde landet så lukket som muligt. Her kan amerikansk trussel være en kærkommen begrundelse, men forsvinder truslen, kan man altid finde andre grunde.

Det er dog også værd at lægge mærke til, at Obama har udvidet krigsindsatsen i Afghanistan, og faktisk udfører mange flere drone-drab i Pakistan, der koster både taleban-folk og civile livet. Så indtrykket er meget blandet. Jeg vil ikke på dette sted tage stilling til, om krigsindsatsen i Afghanistan overordnet er en god idé, det er mere det blandede indtryk, jeg hæfter mig ved.

Note om Iran valget: Obama-administrationen havde håbet på at kunne opbløde det iranske præsteregime langsomt, men da Den Grønne Revolution i juni krævede øjeblikkelig stillingtagen, var hverken Obama eller hans stakkels pressetalsmand Robert Gibbs i stand til at komme med et sammenhængende svag: Man endte med at anerkende valgresultatet – selvom ethvert valgresultat fra det land er en joke, uanset om der er svindel involveret eller ej – for det var noget med at ”det iranske folk ville det sådan” og ”man tog det til efterretning” eller noget i den stil. Det er der mange i det iranske eksilmiljø, der stadig ikke har tilgivet Obama.

Udvidede noter om Freedom House’s undersøgelse: Siden 2006 er det gået tilbage med friheden i verden, de autoritære styrer har genvundet pusten, og selvom områder som Sydamerika i dag er en del friere end de nogensinde har været før, er områder som mellemøsten præcist lige så ufrie som de altid har været og centralasien er tilbage på niveauet fra Sovjettiden. Udviklingen i frihedsindekset afspejler ret præcist udviklingen i USAs rolle i verden. Selvom USAs positive rolle ikke skal overdrives, er det ret tydeligt, at sammenbruddet af Sovjetunionen, og dermed USAs status som eneste supermagt førte til en decideret eksplosion i frihed i verden, hvor en masse lande gjorde sig fri af kommunismens greb og indførte demokratiske styrer med frihedsrettigheder. En anden bølge kom efter USAs ekstremt aggressive respons på terrorangrebet 11. september 2001, hvor de despotiske styrer i mellemøsten en overgang følte sig presset til at indføre demokratiske reformer. Men det er slut nu, og lande som Jordan og Marokko, der før sås som mulige bannerførere, er tilbage i despotiens mørke favntag. Vendepunktet i 2006 var sandsynligvis den forfærdelige udvikling i Irak, der udstillede USAs svaghed: Amerikanerne har nok verdens største militær og kan stadig smadre et hvilket som helst land i verden, men overfor indre stridigheder kan de ikke stille meget op – og det ser heller ikke ud til, at amerikanerne længere har viljen – og heller ikke længere økonomien – til for alvor at gøre en forskel. Tendensen startede altså under Bush, men er fortsat under Obama, der langt hellere vil være en socialdemokratisk omfordeler på hjemmefronten end tage de hårde konfrontationer på verdensscenen.

Flere spekulative noter om den vaflende politik: Måske har Obama en psyke som en celebrity, en skuespiller, måske fordi han primært er brudt igennem på sin personlige identitet, sin symbolik, frem for på at kunne levere politiske eller ledelsesmæssige resultater. Det fungerer fint i valgkampen, men ikke i hverdagen, hvor han på hjemmebane bliver kørt rundt i manegen af de garvede demokrater i kongressen, der fylder lommerne med lovflæsk, og udenrigs af den efterhånden stærke alliance af autoritære stater, der ikke længere er kommunistiske, men som ligner mere og mere: Kina, Rusland, Iran, Venezuela og Cuba og Nordkorea som bøller i udkanten.