Noam Chomsky: Distorted Morality

Så Noam Chomsky DVD’en Distorted Morality i går. Det er en optagelse af en forelæsning han holdt 6. februar 2002 på Harvard, og han gennemgår hvorfor han mener USA’s “Krig mod Terror” er hyklerisk. Meget interessant, både for de ting Chomsky siger, og for de retoriske finter han gør sig, fx når han bruger en ubrugelig definition på terror (USA’s hærs egen definition, der definerer terror som voldsanvendelse for at nå et politisk mål – hvilket jo bare er en definition på krig), og derefter beskylder USA for at gøre sig skyldig i den form for terror. At store stater er hykleriske er der jo ikke noget nyt i. Det er små såmænd også. Hans kritik er i hovedsagen valid, selvom der intet nyt er i hans argumenter siden han skrev om Vietnamkrigen. Og hvad så, kan man spøge?

Chomsky blivet taget som sandhedsvidne af mange på venstrefløjen, men de kunne jo passende bede ham forklare hvorfor han skråsikkert i denne forelæsning argumenterer for, at USA aldrig har tænkt sig at angribe Irak (det er i feb. 2002) – det er kun et skalkeskjul for at kontrollere befolkningen i USA gennem frygt. I realiteten angriber USA kun småstater, som ikke kan forsvare sig, mener Chomsky – og ignorerer dermed den første Golfkrig i 1991, hvor Irak havde en af verdens største hære. At den så viste sig at være en papirtiger er en anden sag.

Igen i denne forelæsning fremsætter Chomsky påstanden om, at USA kalkulerer med 3-4 millioner døde afghanere som følge af sult i forbindelse med krigen mod Taliban-styret i vinteren 2001/2. Det er en temmelig grov påstand, som da heldigvis også viste sig at være grundløs (selvom den blev bakket op af forskellige hjælpeorganisationer). Det eneste tal jeg har hørt er omkring 20.000 afghanere døde som ‘indirekte’ følge af krigen. Det er mange og det er forfærdeligt, men 4 millioner er det ikke. I stedet har Afghanistan nu mulighed for en fremtid i frihed og velstand, og har for nylig vedtaget en fri forfatning, der bl.a. giver ligestilling til kvinder. Se denne diskussion og denne redegørelse (hvor Rob Hinkley rent faktisk skriver til Chomsky, og får svar) for yderligere info.

Et sidste spørgsmål: Hvis Blair og Bush skal piskes for de manglende masseødelæggelsesvåben, hvorfor skal Chomsky ikke stå til ansvar for de manglende døde afghanere? Kan man tage hans forudsigelser alvorligt i fremtiden? Jeg har ikke tænkt mig at gøre det.

[“Noam Chomsky: Distorted Morality – America’s War On Terror”. USA, 2002]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *