Så skulle det være ganske vist: Bolivianerne har med et stort flertal vedtaget at genoptage eksporten af naturgas fra landet. Det er et meget vigtigt resultat, ikke mindst fordi det endelig kan give ro i landet, der har været præget at uroligheder siden februar 2003, hvilket jeg også selv kom til at mærke, da jeg boede i Bolivia her i foråret.
Eksporten af naturgas har været krumtappen i den konflikt (som i Bolivia simpelthen bare har fået betegnelsen ‘El Evento’, ‘hændelsen’, og som betegner hele konflikten op til nu) mellem dele af befolkningen (hovedsageligt fagbevægelsen og socialistiske partier, støttet af det brede lag af fattige indianere, bønder og minearbejdere) og den tidligere præsident Gonzalo Sanchez de Lozada. Præsidenten havde stærke forbindelser til udenlandske olie- og naturgas-selskaber, og var for øvrigt selv (og er stadig) en af landets rigeste mineejere. Mistanken om at han brugte sin regeringsmagt til at berige sig selv, frem for at berige landet som helhed, lå derfor lige for, og det gjorde det næppe nemmere for ham at få sin politik igennem: en liberalisering af økonomien, og eksport af naturgas og olie gennem udenlandske – hovedsageligt nordamerikanske – selskaber, til Mexico og Californien. Mange mente at Bolivia blev berøvet sine naturressourcer, og med landets historie in mente var det måske heller ikke en helt urimelig antagelse. Desuden var mange utilfredse med, at gassen muligvis ville komme arvefjenden Chile til gode, for man har i Bolivia et uudslukkeligt had til Chile, som annekterede Bolivias adgang til Stillehavet i 1879. Det førte til et krav om en folkeafstemning om udnyttelsen af ressourcerne og uroligheder i både februar og oktober 2003.
Om Lozada nogensinde gik med til folkeafstemningen, ved jeg faktisk ikke. Under alle omstændigheder blev urolighederne i starten af oktober så voldsomme, at han måtte tage sin afsked og flygte til USA. Der var voldsomme kampe mellem demonstranter og politi, især i La Paz-området og Potosí, hvor specielt de meget radikale minearbejdere står stærkt. Dødstallet varierer, men mindst 60 mennesker blev dræbt, hovedsageligt demontstranter skudt af politiet.
I krisesituationen trådte Lozada’s vicepræsident Carlos Mesa til og blev ny præsident. Et af hans løfter – og vel også grunden til at mange accepterede ham som præsident – var at afholde en folkeafstemning om gassens udnyttelse. Man gav ham seks måneder til at efterkomme løftet, og da fristen udløb i april var der igen uroligheder og demonstrationer, dog uden at de kunne nå op på styrken fra efteråret. Heldigvis da. Nu er folkeafstemningen altså afholdt, og det er blevet til en stor sejr for Mesa. Det skyldes sikkert ikke mindst at Mesa – der fremstår som det helt unikke i boliviansk politik, nemlig en hæderlig og idealistisk mand med en baggrund som historiker, forfatter og journalist- har en kolossal folkelig opbakning, og at han havde sat hele sin prestige ind på at vinde afstemningen. Han har konsekvent haft over 70 % i ‘approval rating’ siden han kom til, og det på trods af at han ikke har et folkeligt mandat bag sig. Jeg tror bl.a. at han har en meget stor gennemslagskraft overfor den ‘almindelige bolivianer’, fx de fattige indianere, som ellers er den gruppe som de radikale partier er gået stærkest efter, dels fordi han virker som en hyggelig bedstefar, og dels fordi han faktisk siger nogle meget fornuftige ting.
Nu er afstemningen altså vundet af Mesa, og det er godt af flere forskellige grunde. For det første kan det give ro i et plaget land, hvor intet fungerer og udenlandske investorer holder sig langt væk, fordi den politiske situation har været så usikker. For det andet er det også den rigtige beslutning man har truffet. Selvom man godt forstår mange bolivaneres bekymring for udenlandske selskaber, så er der reelt ikke noget alternativ til at eksportere gassen. Man må nu engang bruge de ressourcer man har til rådighed, og oppositionens forslag om i stedet at nationalisere gassen og bruge den til at få elektricitet i alle huse på landet, virker i bedste fald tåbeligt, i værste fald som kynisk populisme. For det tredje betyder afstemningens resultat, at Mesa kan fortsætte som præsident med et betydeligt mandat bag sin politik, og som situationen er nu er Mesa simpelthen det bedste valg for Bolivia, fordi han er en kompromissernes mand. Alternativet til Mesa er enten oprør eller militærkup, og ingen af delene er ønskværdige. Boliviansk politik er en usædvanlig rodet, beskidt og uigennemskuelig affære, præget af fordomme, uvilje og kynisme, hvor forhandlingstaktikken normalt er at sætte sine krav så højt som overhovedet muligt, lægge armene over kors og true med vold, hvis man ikke får dem igennem. Mesa tilbyder et alternativ til et fastlåst land, og det er der brug for.
Dagbladet La Razon.