Fahrenheit 9/11 – The Sequel

Så fik Fahrenheit 9/11 premiere i Danmark, og naturligvis til næsten entydig hyldest.

Her følger min og Eske Troelstrups anmeldelse fra denne måneds Citadel. Den er lagt op som en diskussion, hvilket jo altid er meget sjovt, især hvis man er uenige.

LH: Så kom den endelig, guldpalmevinderen fra Cannes, der skal vælte Bush af pinden. I Cannes udtalte Quentin Tarantino som juryformand, at prisen blev givet til den bedste film, og at politik ikke havde spillet nogen rolle for vurderingen – men det var åbenbart lodret løgn, for Fahrenheit 9/11 er ren politik. Det er ikke en ’kunstnerisk’ dokumentarfilm, men propaganda.

ET: Og hvad så? Filmen har et klart sigte, men den giver sin tilskuer en dybt tilfredsstillende filmoplevelse. Og Moore har virkelig en god sag, for Bush virker både chokerende pinlig og lallende inkompetent. Åbningssekvensen om hvordan han kom til magten og hans første tid i embedet er fantastisk velfortalt og underholdene, og skildringen af angrebet på World Trade Center er både stilren og meget smuk, så det her er tydeligvis en film skabt af en stor filmmager. Det er ganske rigtigt propaganda, men kan propaganda måske ikke være kunst?

LH: Måske, men så skal man også levere varen, og det synes jeg ikke at Moore gør. Han er klart bedst, når han i helt konkrete scener kan vise, hvordan uskyldige pensionister forfølges af FBI på grund af Bush’ paranoide Patriot Act, eller når han forsøger at få senatorer til at melde deres sønner til Irak-tjeneste. Men især i filmens sidste halvdel skydes der løs til højre og venstre, og Irak-krigen er simpelthen for vigtig og kompleks til bare at blive gjort til redskab for Moores personlige anti-Bush-kampagne. Han skal ikke tro, at han har licens til at fordreje sandheden, bare fordi han er en tyk, sjov mand med hat, der giver den som Working Class Hero. Det er ren Ekstra-Blads-journalistik.

ET: Men det er Ekstra-Blads-journalistik af den allerbedste slags! Du må jo prøve at tænke på, hvad han er oppe imod. Den amerikanske regering har løjet i endeløse baner både før, under og efter krigen, og medierne har været fuldstændigt lammet af frygt for at blive kaldt upatriotiske. Fox News, der er den mest populære nyhedsformidler i USA, har dækket Irak-krigen som om den var en slags sportsbegivenhed. Det er jo også ren propaganda. Moores film er bare modpropaganda, og netop derfor har den været savnet.

LH: Det er svært at sige noget godt om Fox’ og Bush’ version af verden, men efter min mening møder man bedst propaganda med saglighed, og den mangler Moore altså fuldstændigt. Havde han holdt sig til de fantastiske sekvenser med Bush på slap line, havde jeg ikke haft de store problemer, men filmen er som helhed alt for mudret, og det gør den utroværdig.

ET: Det er rigtigt, at Moore skyder med spredehagl. Det er også rigtigt, at han konsekvent går efter de billige point, mens han gør alt for lidt ud af mere væsentlige spørgsmål som fx den åbenlyse korruption. Men alene de syv minutter der går, mens Bush efter at have hørt om angrebet på World Trade Center alligevel bare bliver siddende i den der skoleklasse og læser børnebøger med et fåret ansigtsudtryk, er rigeligt en biografbillet og et præsidentskifte værd.

—

Så langt så godt. Her er en anmeldelse fra Cinemazone, som jeg også synes det er værd at læse. De etablerede anmeldere virker meget forudsigelige i deres kritik, og det er de selvfølgelig i deres gode ret til at være, men derfor har jeg ikke tænkt mig at henvise til dem her.

Se i øvrigt min tidligere post om Fahrenheit 9/11.