Vi har et eksempel på dette her fra dagens Politiken: Egypten gav mulighed for ‘forsoning’:
»Vi forventer ikke, at noget land vil tage strafferetslige eller disciplinære skridt mod en avis(…)«, skrev den egyptiske udenrigsminister i brevet til alle FN’s medlemslande og fortsatte:
»Alligevel havde vi (…) forventet en officiel dansk erklæring, der ville understrege behovet for og endda forpligtelsen til at respektere alle religioner og afstå fra at krænke deres tilhængere, for at forhindre en eskalering, der kunne få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser«.
Det viser jo igen, at man ikke har forstået, hvordan ytringsfriheden fungerer, og man derfor ikke kan mødes på halvvejen. Man vil ikke have retslige indgreb, men ‘eklæringer’ fra regeringerne om at man i fremtiden vil ‘afstå’ fra provokationer. Men en sådan erklæring er i et vestligt land fuldstændigt meningsløs, hvis den ikke følges op af lovgivning på området.
Eller sagt på en anden måde: Forestiller man sig virkelig fra egyptisk side, at en sådan erklæring ville ændre noget som helst på, hvad dansk presse bringer af karikaturer? Næppe, men den ville derimod være første skridt på vejen imod en indskærpning af lovgivningen. Og her må man igen spørge: til gengæld for hvad?
Ja, til gengæld for hvad, det kommer her:
Ahmed Aboul Gheit siger også, at han flere gange telefonisk advarede udenrigsminister Per Stig Møller (K) kort tid efter Foghs afvisning af ambassadørmødet:
»Jeg sagde, at vi nærmede os noget, der var meget farligt. Sagen havde et indhold, der kunne få alvorlige konsekvenser«.
Fra samme artikel: Jeppe Kofod springer i med begge ben:
»Jeg synes, at brevet taler for sig selv. Det står sort på hvidt, at Egypten ikke ønsker retlig indgriben, men respekt for menneskers religion. Jeg spekulerer på, om der er flere breve og andre ting, der er relevante«, siger Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod.
Respekt for andres religion, men uden indgreb. Hvad forestiller manden sig egentlig helt præcist?
Det er interessant at forestille sig, hvis en eller anden i Danmark (det kunne være hvem som helst, fra JP til fru Knudsen) publicerede et nyt sæt tegninger, hvilket jo er helt lovligt (så længe man ikke er racist, eller det har noget med børneporno at gøre). Ville de danske politikere så få travlt med at sige undskyld endnu engang? Og ville de begynde at få folkelig opbakning til en lovstramning?
Spørgsmålet om folkelig opbakning er interessant. Mon ikke folk som de er flest har lettere ved at forholde sig til en trussel mod en morgenavis, der emmer af søndagshygge og rundstykker, end en fabulerende roman af Rushdie ….
Med “lettere” mener du, at de nemmere vil give efter og netop kræve lovændringer?
Og du har ret: Rushdie blev stadig betragtet som “en af deres egne”, som godt vidste, at han var over grænsen, og derfor kunne en dødstrussel “accepteres” – i hvert fald i Danmark, hvor vi jo er trygge og holder os på god fod med alle.
Jeg håber inderligt der vil være modstand mod en kompromitterende lovændring, og jeg tror faktisk generelt folk ikke ér villige til at gå på kompromis med §77. Når det er sagt, er det jo desværre også sådan at Kofod langt fra står alene.
Det var vel nærmest en dårligt kamofleret trussel Gheit kom med…Nogen der har noget på, hvorfor der dengang med Rushdie ikke blev iværksat en boycott af engelske produkter?
Fordi forfatteren trods adskillige opgør med romantikken måske stadig ses som et individ med ting på hjerte, en avis snarere et produkt af og en integreret del af det omgivende samfund? Fordi Rushdie ikke primært er *Englænder* i folks bevidsthed? Fodi, som det så rammende siges i “Verden ifølge Garp”: “Det er et spørgsmål om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt”…eller det forkerte 😉
Måske alle ovenstående – og især nr.3