Og nu vi taler om offentligt byggeri, så er et af de vildeste eksempler, jeg har oplevet, den enorme Big Dig konstruktion i Boston, Massachusetts. Tanken i sig selv er fin nok: Genskabe vitaliteten i Boston centrum ved at grave en stor, grim og larmende omfartsvej (se billede) ned, så den i stedet for at køre midt igennem byen kører under den. Bykernens harmoni genskabes og der oprettes nye grønne områder.
Projektet har stået på i næsten 20 år, og er næsten gennemført nu, og resultatet er på sin vis imponerende: Et stort netværk af tunneler, der fjerner den kvælende trafik fra bymidten og gør Boston til en meget menneskelig by at gå og bevæge sig i. Men prisen har været enorm: Budgetoverskridelser, evige udsættelser til en samlet pris på op imod 15 millarder dollars – det er to en halv storebæltsbro. Og hvordan står det så til med kvaliteten? Tja, kort før jeg ankom til Boston styrtede en del af Big Dig sammen og dræbte en bilkørende husmor. De skændes vist stadig om ansvaret, og her kommer det største problem med offentligt byggeri frem til overfladen: Der er jo ikke rigtig nogen, som har ansvaret.
Det var forfærdeligt at arbejde i centrum under konstruktionen. På et tidspunkt begyndte en af mine kunders bygning at synke.
Den var som du siger sindsygt dyr og er allerede for smald til byens trafik.
Massachussets har reputation for at være en af de mest korrupte stater i USA. Denne sag kom heller ikke igennem uden en del skandaler. Men som selvandligt i Boston skete der aldrig noget med de skyldige.
Ansvaret ligger hos befolkningen, som må stemme på nogle bedre beslutningstagere. Alternativt skal man retsforfølge politikere, som ikke gør deres arbejde ordenligt.
Sådan kan man vel ikke helt stille det op. Befolkningen stemmer jo netop på dem, de regner med er gode beslutningstagere. Det betyder vel ikke, at de har carte blanche til at tage dårlige beslutninger? (Det kan i øvrigt også tænkes, at de stemmer af helt andre årsager, fx hvem der kan give deres særgruppe mest, som altså handler om at tage en beslutning, som er god for nogen og dårlig for andre). Ansvar betyder ikke så meget ‘hvem burde have gjort det anderledes’ som: hvem kan helt konkret stilles til ansvar. At en politiker ikke bliver genvalgt er dels meget uvist og ikke specielt direkte ansvar. Han kan sige, at han jo blev valgt til at ‘gøre noget’, at det i øvrigt var en kollektiv beslutning, som hele byrådet stod bag, og selvfølgelig er der begået fejl, men man er jo kun et mennneske og ønsker det bedste for alle, osv.
Man kan jo hellere ikke ‘vælge fra’ og trække beslutningskompetencen fx om vejbyggeri tilbage fra politikerne. Det er i hvert fald meget besværligt at gøre. Derfor ender det med, at det ikke er rigtig er nogens ansvar, fordi beslutningerne bliver truffet af nogle mennesker, som bruger nogle andre menneskers penge på en opgave, som gavner nogle helt andre mennesker igen. Der er for langt mellem beslutning, ansvar og gavn til at det giver en platform for specielt rationelle beslutninger. Dem, der træffer beslutningerne, føler hverken fordelene eller ulemperne ved beslutningernes resultater.
Desuden er tesen om at man bare må vælge nogle andre politikere en tese, som regner med et meget lineært forhold mellem befolkningens ønsker og den politik der føres. Men her ignorerer man det politiske spil, både i hvordan politikere bliver valgt, men også hvordan politiske beslutninger bliver truffet. En hel del af de penge, som fx er misbrugt til The Big Dig kommer fra føderale kasser, og er således penge fra andre stater, altså folk som ikke har valgt de politikere, der bruger pengene. Det politiske spil består i det hele taget ofte i, at to grupperinger indgår et kompromis om at give hinanden noget, og sender derefter regningen videre til 3. mand.
Jeg kan ikke se, at det er principielt forskelligt fra, at det er befolkningen, der stemmer på politikerne. Politikerne dukker jo ikke bare ud af det blå, men har arbejdet sig op gennem partier og ført valgkampagne m.m. Men jeg er da enig i, at beslutning og ansvar med fordel kunne være tættere forbundet. “Nærdemokrati” er et forsøg på det.
Ja, jeg går også ind for nærdemokrati. Specielt enmandsdemokrati.
Men Lars, det moderne samfund og dets rigdom er jo baseret på specialisering og stordrift, og derfor er vi dybt afhængige af hinanden. Og når man er afhængig af hinanden, bliver man også nødt til at tage beslutninger sammen … Gosh! det lyder som at være i et forhold!
Hvorfor det? Det frie marked (enmandsdemokrati) er det mest effektive middel til beslytningstagning, jeg endnu har set. Men det er ikke afhængigt af, at vi tager beslutninger sammen. Vi tager dem hver for sig.
Markedet er jo netop det sociale samarbejde i allerhøjeste potens, hvor vi er ekstremt afhængige af hinanden. Pointen med markedet (og det moderne samfund) er netop, at sammenhængene nu er så komplicerede at ingen enkeltperson eller kreds af individer kan overskue samfundet og tage beslutninger på dets vegne. Derfor må vi alle sammen deltage direkte i beslutningsprocessen – ved at deltage i markedet.
Tag fx et eksempel som uddannelsespolitik. Skal der flere eller færre prøver i skolen? Mere eller mindre disciplin? Mere selvstændighed eller mindre? Det er et helt umuligt spørgsmål at besvare, fordi børn er forskellige, og fordi det under alle omstændigheder er usandsynligt, at en central myndighed kan finde lige det rette ‘mix’. Alligevel er det det man forsøger sig med hele tiden, med det forudsigelse resultat, at skolerne overdænges med forordninger og nye retsningslinjer hvert andet år, som ødelægger enhver kontinuitet i undervisningen. Problemet er just her, at man forsøger at fastlægge en politik, der gælder ‘for alle’, men det giver ingen mening, for folk er ikke ens.
Hvorfor ikke forsøge sig med en mere markedsorienteret løsning, hvor forældrene i langt højere grad selv vælger hvilke skoler de ønsker, ud fra hvad pædagogerne kan overbevise dem om er de rette metoder. En mangfoldighed af løsninger – lige som det passer sig til et hyperkomplekst, moderne samfund.