Tag: Historie

Citronen og Flammen på film

Nu skulle det være ganske vist. Ole Christian Madsen (manden bag “Edderkoppen”) skal instruere en storfilm om de to største helte i den danske modstandsbevægelse, Citronen og Flammen, der begge kom skidt af dage i efteråret 1944 (håber ikke jeg afslører for meget). Filminstituttet har bevilliget 10,8 millioner kroner, og filmen skal i alt koste 45 millioner, hvilket skal gøre den til den dyreste danske film til dato.

Lyder som et spændende – men også meget ambitiøst – projekt. Personligt er jeg lidt bange for det store budget. Bare der ikke går pop i den.

Congo, Mørkets hjerte

kla

Jeg har netop færdiglæst Adam Hochschild‘s Kong Leopolds Arv (i den danske udgave), og det var i sandhed en skræmmende og voldsom omgang, der unægtelig giver mig lyst til at smide mit eksemplar af Tintin i Congo ud af vinduet.

Hochschild fremlægger en imponerende case imod Kong Leopold II af Belgien, der i årene 1885-1908 igennem forskellige fiksfaksierer og skuffeselskaber, ejede Congo som sit eget private len, og ikke skyede nogen midler i forsøget på at vride hver eneste skidne franc ud af junglen, om det så skulle koste den sidte afrikaner livet. Skønsmæssigt blev indbyggertallet i Congo halveret i perioden, fra 20 millioner til 10 takket være massakrer, fangelejre, sygdom og fald i fødselstallet. Det er desværre ikke nogen enestående historie om imperialismens omkostninger, men nok en af de værste.

Heldigvis er det ikke lutter ynk, for Hochschild bruger mindst lige så meget plads på at dokumentere den Congo-bevægelse, ledet af englænderen E. D. Morel, som i løbet af ganske få år satte Congo på den internationale dagsorden, og gjorde forbrydelserne til en sådan belastning for både Leopold og Belgien, at kongen måtte afhænde kolonien til den belgiske regering. Det stoppede de mest åbenlyse umenneskeligheder, fx praksissen med at hugge hænderne af tilfangetagne congolesere, selvom overgangen til et mere almindeligt kolonistyre naturligvis ikke forandrede tvangsarbejdet og vasalstatusen, som var en integreret del af udplyndringen af Congos rigdomme. Congo-bevægelsen var den første internationale menneskeretsbevægelse, og selvom dens egentlige resultater var tvivlsomme, var dens gennemslagskraft i offentligheden markant, og den banede vejen for organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch.

Alligevel er Congo-historien et glemt kapitel, ikke mindst i Belgien, som først nu langt om længe er ved at gøre op med sin kolonifortid. Det burde vi måske egentlig også gøre herhjemme? Hvordan var det nu med danskerne og slavehandlen? Har vi altid været sådan nogle dejlige socialdemokrater, der ville alle det bedste, bare det sker igennem FN? Et hurtigt besøg på de gamle slaveforter i Ghana fortæller en anden historie – gæt fx hvad kældrene på Christiansborg og Fredensborg blev brugt til.

P.S. – vidende folk derude, som kender til god litteratur om kolonitidens Congo må meget gerne smide et link eller en henvisning. Jeg har indtil videre læst (naturligvis) Conrads “Heart of Darkness”, Peter Tygesens “Congo – formoder jeg” og Erik Holms “Dansk kriger i Congo”.

P.P.S. – hvis du er interesseret i at købe bogen, kan du klikke her: Amazon Link

Frihedshelt eller massemorder?

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende om Che Guevara. Titlen var oprindeligt “Frihedshelt eller massemorder”, men blev ændret, så den kunne forholde sig til David Trads’ kronik fra i går: Che Guevara er en helt. Den er også værd at læse for en hel anden synsvinkel på Ernesto Guevaras liv og virke. Jeg er naturligvis ikke enig med Trads, og regner hans holdning for symptomatisk for alt hvad der er problematisk ved venstrefløjens holdning til vold: det er ok at slå uskyldige ihjel, undertrykke og være tyrannisk, bare man er det med gode intentioner. Det tør Trads naturligvis ikke skrive direkte, men det må være konklusionen på hans analyse.

Kronikken (det er ikke min overskrift):

Che var en hårdkogt kommunist
Læs mere Frihedshelt eller massemorder?

Besættelseslitteratur

I forbindelse med et filmprojekt har jeg sammensat en lille, meget selektiv liste over litteratur (både skøn- og historisk) om Besættelsen 1940-45, som jeg synes er værd at læse. Den er skrevet til en pjece til biblioteket, så den er ment til den interesserede, almene læser. Du er meget velkommen til at give dit besyv med om dine yndslingstitler (eller hadetitler…)

Besættelseslitteratur

I modsætning til på filmområdet er omfanget af litteratur om besættelsen helt uoverskueligt: Snart hver en lille afkrog af Danmark har fået sin egen krønike med historier fra modstandskampen, og modstandsfolkene har selv været særdeles aktive både med at indsamle beretninger, og med at skrive deres selvbiografier. Indenfor historieforskningen har besættelsen og dens mange både militære, politiske og økonomiske aspekter fremkaldt et væld af litteratur, og strømmen fortsætter den dag i dag. Et overblik kan derfor ikke andet end skimme overfladen på den enorme mængde litteratur, og der opfordres til at man søger på egen hånd – både hos biblioteket, på Internettet og fx i Frihedsmuseets omfattende arkiver.

Læs mere Besættelseslitteratur

“Flødeskumsfronten” …

…kaldte de tyske soldater Danmark under krigen, fordi her var så rart at være. Nu er det også titlen på en DR-dokumentar om Besættelsen set med tyske øjne. Første afsnit kørte her til aften på DR2 og næste afsnit kommer på søndag. Det var interessant, at se radiotelegrafist Franz Eitel fortælle om sit 5-årige ophold på Fyn, hvor han både fik dansk kone og barn, og om hans oplevelse af de gode og tolerante danskere, der så ham som et individ og et menneske og ikke som en fjende. Ja, han fik faktisk tårer i øjnene og erklærede “Danmark forandrede mig”. Rørende, på sin vis. Og lidt mærkeligt.

Man ved vel egentlig ikke helt, hvad man skal mene om et land, der modtager besætterne så overstrømmende som det åbenbart har været tilfældet, men under alle omstændigheder giver det et forfriskende og nuancerende syn på debatten om Besættelsen, der igen og igen blusser op. Én ting maner udsendelserne i jorden, og det er myten om den store danske uvilje mod tyskerne. Den eksisterede nok, men ikke i alvorlig grad før engang over sommeren 1943. Tyskerne blev modtaget godt i 1940, og det danske fodboldlandshold spillede gudhjælpemig venskabskamp mod Tyskland i november 1941. Tak for kaffe – så var grænserne for samarbejde vist nået.

Det får mig i øvrigt til at tænke på en ting, som har irriteret mig i fx debatten omkring Foghs udtalelser om samarbejdspolitikken – om den nu var i orden eller ej. “Vi var blevet slået ihjel ellers” lyder et af modargumenterne. Og det er da rigtigt, at dansk modstand den 9. april 1940 ville være endt i katastrofe. Men derfor behøvede man vel ikke at holde døren og bukke høfligt også – og sende landshold på venskabskampe og hvad ved jeg. Hvorfor er der ingen, der nævner muligheden af, at man ganske vist ikke havde kæmpet med åben pande (det havde været selvmord), men at fx regeringen var gået af og gået i eksil? Var det virkelig pinedød nødvendigt, at den blev siddende og skabte så gode vilkår for den menige tyske soldat? Hvor meget man så i øvrigt gerne under en ordentlig og tolerant behandling til den almindelige tyske tvangsudskrevne fodtusse…

“Birkedal” på gaden

Så er Peter Øvig Knudsens nye bog Birkedal – en torturbøddel og hans kvinder i butikkerne, og jeg har allerede haft et eksemplar i hånden (og køber nok et snart). Jeg havde jo den store glæde og ære at arbejde sammen med Peter Øvig Knudsen på filmen Med ret til at dræbe, hvor jeg og Brian Petersen stod for en omfattende arkivresearch i DR’s gemmer.

“Birkedal” vender tilbage til besættelsestiden, men ser nu modstandsbevægelsen fra den ‘anden side’, nemlig Gestapo og den tyske sikkerhedstjeneste, der benyttede sig af et omfattende netværk af danske stikkere, forhørsledere og i sidste ende mordere og terrorister i kampen mod modstandsbevægelsen – primært organiseret gennem Hipo og dettes særlige afdeling, E.T. (Efterretningstjenesten). Niels Rasmus Ib Birkedal Hansen var leder af en af disse grupper, og er blevet kaldt “Danmarkshistoriens største terrorist”, fordi han bl.a. stod bag omfattende schalburgtage og desuden var kendt som ‘tæve-Hansen’ af modstandsbevægelsen, da han med særlig voldsom sadisme bankede tilståelser ud af tilfangetagne modstandsfolk i Shell-husets kældre. Birkedal Hansen blev henrettet i 1950 som den sidste henrettede i Danmark, og af alle de 46 henrettede var han måske den som fortjente det mest.

Øvigs beretning skal efter sigende være et hovedsageligt psykologisk portræt af Birkedal, og ikke mindst en skildring af hvad der sker med mennesker når de får adgang til ubegrænset magt – som Birkedal fik, med alt hvad dertil hører af damer, stoffer og penge. En vanvittig historie som jeg ser frem til at læse.

Hør også Øvig i Ugen på spidsen fra i fredags.

[P.S. 4. november. Når sandt skal siges, så kommer jeg i tvivl. Muligvis var det Henning Brøndum fra Peter-gruppen (aka. Brøndum-banden), der fik prædikatet ‘Danmarkshsitoriens største terrorist’. Desuden deltog Birkeldal-Hansen kun sjældent i schalburgtage. Nogle gange bliver de her ting skrevet lidt hurtigt ;-)]