Iraq The Model rapporterer om store uregelmæssigheder i optællingen af stemmer fra det irakiske valg, hvilket sætter spørgsmålstegn ved den uafhængige valgkommissions uafhængighed af UIA, det shiamuslimske parti, der støttes af al-Sistani og muligvis af Iran. Fx kommer resultaterne pludselig dumpende 10 dage før det var annonceret og i løbet af få timer nedjusteres UIAs stemmer i Bagdad med 100.000 stemmer. Fordi der er klager? Kan man vilkårligt sætte stemmetallet efter folkestemningen? Andre steder har en lokal, magtfuld sheik kun fået 17 stemmer, hvilket er mærkværdigt, da man skal stille med 500 underskrifter for overhovedet at få opstillingsret. Hvis beskyldningerne holder, varsler det dårlige tider for Iraks fremtid som demokrati. Er UIA virkelig så ivrige for at få absolut flertal (hvilket de ikke er projicerede til at få, hvis alt går ordentligt til), at de vil tabe hele processen på gulvet? Idioter.
Tag: Irak
CIA-agenter påstulerer pluralisme
Hvad pokker, er der en politisk proces i gang i Irak? Hvorfor får jeg aldrig noget at vide? Her troede jeg bare at det var noget med at amerikanerne smed bomber, mens irakerne ledte efter strøm eller noget i den stil. Skal der også være valg? Nå ja, men det kan man vel ikke tage alvorligt under en besættelse. Der er flere partier, siger du? Meningerne brydes? Hør nu her, det er jo bare Bush der bestemmer det hele! Nå ikke, siger du… de forskellige politiske partier har forskellige holdninger, der ikke bare er opfundet på et CIA-kontor, og deres holdninger kan man nu tjekke på debatsitet niqash. Prøv denne ‘hvem er du enig med‘, og se hvor snedige Bush-agenterne har været med at opfinde pluralisme i Irak. De har godt nok haft tralvt med at trykke alle de falske flyers! Og så på arabisk!
[via Iraq The Model]
En anstændig venstrefløj?
Min ven, Jens Troldborg, sendte mig en artikel fra det amerikanske venstrefløjs-magasin Dissent, der er lige så gyldig i dag, som den var i foråret 2002, hvor den først blev trykt. Artiklen, der er skrevet af magasinets medredaktør Michael Walzer, handler om den amerikanske venstrefløjs reaktioner på 11. september-angrebet og krigen i Afghanistan, men den kunne sådan set lige så godt handle om (dele af) den danske venstrefløj og deres forhold til Irak-krigen. Det er et forhold som Walzer beskriver som ‘pathological unwillingness’ – en sygelig modstand imod at gøre noget konstruktivt imod fx Al Qaeda eller tyranner som Saddam Hussein, og en manglende stillingstagen til de positive konsekvenser af amerikansk (og dansk) magt: Hvorfor synes SF og Enhedslisten fx at det vigtigste problem i Irak lige nu er at få de danske tropper hjem? Venstrefløjens ideologiske apparatur er simpelthen ikke længere tidssvarende, og Walzer opfordrer til at finde alternativer til den gammelkendte, selvretfærdige positur, hvor man med foldede arme og bestemt mine siger “NEJ!”
Læs artiklen: Can There Be A Decent Left. Udvalgte godbidder:
Ideologically primed leftists were likely to think that they already understood whatever needed to be understood. Any group that attacks the imperial power must be a representative of the oppressed, and its agenda must be the agenda of the left. It isn’t necessary to listen to its spokesmen. What else can they want except . . . the redistribution of resources across the globe, the withdrawal of American soldiers from wherever they are, the closing down of aid programs for repressive governments, the end of the blockade of Iraq, and the establishment of a Palestinian state alongside Israel? I don’t doubt that there is some overlap between this program and the dreams of al-Qaeda leaders-though al-Qaeda is not an egalitarian movement, and the idea that it supports a two-state solution to the Israeli-Palestinian conflict is crazy. The overlap is circumstantial and convenient, nothing more. A holy war against infidels is not, even unintentionally, unconsciously, or “objectively,” a left politics. But how many leftists can even imagine a holy war against infidels?
[…]
There is no deeper impulse in left politics than this enlistment; solidarity with people in trouble seems to me the most profound commitment that leftists make. But this solidarity includes, or should include, a readiness to tell these people when we think they are acting wrongly, violating the values we share. Even the oppressed have obligations, and surely the first among these is not to murder innocent people, not to make terrorism their politics. Leftists who cannot insist upon this point, even to people poorer and weaker than they are, have abandoned both politics and morality for something else.
Intet flertal til ‘fundamentalisterne’
Så er resultaterne fra det irakiske valg i huset. Intet flertal til shiiterne, ingen ‘turbaner’ i regeringen, og i det hele taget et meget mere succesfuldt valg end nogen havde forventet: Befolkningen mødte op og bakkede massivt op om demokratiet, og de har bestemt ikke udelukkende stemt efter religiøs overbevisning. Der er stadig lang vej at gå, men dette valg har været det første ægte, frie valg i den arabiske verden – og befolkningen har vist sig modne til at løfte ansvaret.
Læs mere hos Iraq The Model og
Iraks uafhængige valgkommission.
Irakiske blogs under angreb
Der har i længere tid været beskyldninger på – især – venstreorienterede blogs om, at pro-krig/demokrati irakiske blogs som Iraq The Model eller Healing Iraq skulle være produceret/støttet af CIA eller andre dele af den amerikanske højrefløj.
Ali fra Iraq The Model giver en kommentar til en længere polemik på Martini Republic om en kommentar Juan Cole kom med, om hvorfor han foretrækker den anti-amerikanske Riverbend frem for de tre brødre fra Iraq The Model, hvoraf Omar og Mohammed p.t. er på en større P.R. tour i USA (som Riverbend altså ikke er blevet inviteret til). [dyb indånding]. Det er en meget lang debat, men værd at forsøge at sætte sig ind i. Den afslører efter min mening nogle blokeringer og fordomme omkring især venstrefløjens forventninger til hvordan irakere burde føle og opføre sig – in casu: når en iraker er pro-USA er han straks CIA-agent. Det er faktisk en utilgivelig forsimpling af irakernes tænkemåder, når vi gerne vil have dem ned i vores egne konceptuelle kasser: ‘pro’ eller ‘anti’. Spørg 100 irakere og du får 100 forskellige holdninger – ligesom med danskere.
Jeg vil ikke her tage stilling til hvilke af de irakiske blogs der ‘har mest ret’ om hvad der sker i Irak. De skal efter min mening ikke læses som objektive beretninger – det er ikke journalistik – men personlige kommentarer. Man ville også være en klovn, hvis man regnede med at jeg skulle repræsentere den generelle folkestemning i Danmark. Fx er jeg ikke særligt begejstret for velfærdsstaten – men det betyder altså ikke, at min blog er finansieret af Søren Pind. (Og Søren, hvis du læser det her: Fik du min faktura?)
Tjeck Jeff Jarvis beretning om at møde Omar og Mohammed IRL, og tjeck deres besøg i Det Hvide Hus.
[update, 16. dec: Ali har flere svar til Cole og Martini Republic, med en pragtfuld afskedssalut:
When are both sides [pro- og anti-krig] going to realize that it’s not only about them! That there are millions of Iraqis, Afghanis, Iranians..Etc who are suffering daily and who are trying to find a solution and a way to achieve their dreams (with the help they are getting from America) and who do not have the slightest interest in supporting any party in America. The world is bigger than you and your partisan conflicts and frankly I’m getting sick of it. Take this crap somewhere else and leave us alone! We have enough problems to deal with and we are not interested in supporting any party anwhere, as simply we cannot afford the time or the effort.
De kan vel ikke alle være CIA-agenter?
Mens pressen stadig opfatter Irak som et land, der er lige ved at falde sammen under den heroiske modstandsbevægelses kamp for at få ‘besætterne’ ud af landet, er de fleste irakere godt igang med at forberede sig på valgene til januar. Indtil videre er 127 partier godkendt til at opstille. Vi tager den lige igen: 127 partier er klar til valget til januar. Det er et demokratisk fænomen af dimensioner. De kan vel ikke alle sammen være CIA-agenter og kollaboratører, som ‘modstandsbevægelsens’ heppekor påstår? Næh, de fleste irakere har gjort det fornuftige: Indset at skal de have amerikanerne ud af landet og suveræniteten tilbage, er den eneste måde at gøre det på frie valg, som etablerer en legitim regering, der kan overtage ansvaret for sikkerheden. De er åbenbart klar til at acceptere de forfærdelige imperialist-amerikaneres folkemord i landet lidt endnu, og føler ikke at de er blevet udsat for et så forfærdeligt overgreb, at de bare må fare ud på gaden med en AK-47 og skyde efter den første den bedste uniform de ser. Disse fornuftige mennesker, der har forstået vejen til et fredeligt og velstående Irak, er de sande modstandsfolk og de sande patriotiske irakere.
Iraks model fylder 1 år
De tre modige brødre fra Iraq The Model har nu publiceret deres weblog i 1 år, og fejrer deres fødselsdag med en reflektion over hvorfor de har skrevet den. Som man måske ved har bloggen og den modtagelse den har fået blandt internationale bloggere og medier (hvor der måske nogen gange bliver lagt for meget vægt på brødrenes udsagn som sandhedsvidner), bl.a. ført til oprettelsen af et politisk parti, der ligesom så mange andre vil stille op til valget til januar.
Det er faktisk en meget rørende historie om hvordan bloggere kan skabe et fællesskab og være med til at bygge værdier op og skabe handling. Mohammed Fadhil skriver:
This wasn’t an action from one side, your [læserne og kommentatorerne, LH] have always been a rich source of inspiration to us.
We have learned the meaning of being united together and we never felt alone in this; freedom lovers are everywhere. Reading your comments and e-mails made my cry many times and I wish I could remember all your names and I could feel everyone, even those who didn’t write to us.
I wish I could embrace you all.
Ali er lidt mere nede på jorden, men ikke mindre taknemmelig og glad:
What I’m trying to say is that it was the readers, our good friends who share with us this humble page who made me realize that I must write, I must tell people everywhere what I, being an Iraqi see in Iraq, what I think and what I want. I’ll be always grateful for the people who helped me and my brothers find our voices and encourage us to share our minds and hearts with as many people as possible from allover the world.
Han har også en kommentar til beskyldningerne om propaganda, ikke mindst fra andre irakere.
This blog was not a propaganda tool and will never be. Our unlimited joy with our new found freedom that we still enjoy its sweetness is too precious to be lost or sold no matter what the price. I know that many people look at our writings with suspicion and disbelieve sometimes. Most of these people are misguided by the huge flow of lies or half-truths from the MSM [MainStreamMedia, LH] and I don’t blame them, as how can anyone know what’s happening thousands of miles away without depending on the media!? actually they’re the people we are trying to reach because we know that most people are smart and honest enough to distinguish the truth from propaganda. But again there are those who were born free and don’t appreciate the gift they have received and the slaves who have come to love the walls of their prison and can’t see life in a different light. These are the people who simply can’t understand our joy and enthusiasm, and the only logical explanation to them would be that we, and people like us are propaganda tool. We long for the day when these people can appreciate freedom, and then we will be brothers and sisters again.
Omar, der skrev den første ydmyge postering på bloggen, får det sidste ord. Jo, det er højtragende, men det manglede da også bare, når man endelig kan se en ende på 35 års tyranni.
The most important thing we achieved in the past year is building trust and understanding among us, failing the evil attempts of those who want us to think of each other as enemies.
I believe that we’ve all learned so many things from each other and to some extent, we’ve succeeded in bridging even if a small fraction of the gap that separates our different cultures, at least in the way of thinking about solutions for our problems because we’re facing similar challenges and above all, we share a common goal; freedom for all mankind.
Fallujah – og det kommende valg
Zeyah fra Healing Iraq har postet to indlæg: Det ene om den igangværende storm på Fallujah og hvilke konsekvenser den kan få – samt hvor stor splittelse der er mellem sunni’er og shiaer i Irak. Et citat:
A full-scale military operation against Fallujah, which is apparently underway already, seems to be the government’s ‘final solution’. I’m not optimistic to the outcome, especially when significant civilian casualties are unavoidable.
Note, that I’m not suggesting a peaceful or political solution would work either in these areas. Insurgents west of Baghdad have quite obstinately made it clear that nothing but full control of the country, or at least the Anbar governorate, will satisfy them. They have refused to participate in the political process, they have repeatedly announced their intentions to boycott the elections and to disrupt them in other areas, and they do not recognise the government or any other authority in the country beside themselves.
Det andet indslag er mere optimistisk, om hvordan Basra forbereder sig på valget til januar med stor ildhu. Endnu et citat:
People in Baghdad and the surrounding areas may say that elections are irrelevant or that the outcome has already been decided by Zionists/infidels/neocons/imperialists/capitalists/Jews and that puppets/agents/lackeys/mercenaries/traitors will rule the country, but for the people around me here in Basrah, this is a historical moment they have all been waiting for. I admit that I may not share their enthusiasm but it is surely an encouraging scene to witness.
Den hellige kriger på tv [Opdateret]
[Opdatering, 30. september: Jeg mener til fulde, at de nylige begivenheder, som Slimane Hadj’s smækken med døren og erklæring om at tage til Tjetjenien, bekræfter hvad jeg har skrevet her i mit indlæg. Egentlig vil jeg dog blot tilføje, at jeg synes det er en skam, at tjetjenernes sådan set retfærdige modstandskamp er blevet kapret af fundamentalistiske muslimer, som vores egen hellige kriger, hvis alternativ til russisk terror er islamisk fascisme. Det bliver ikke sjovere at være tjetjener i fremtiden.
Sidste nyt: Nu vil han alligevel ikke af sted til Tjetjenien. Kan han nu bestemme sig! Det er svært at være hellig kriger. Måske er det fordi de sagde nej tak?
Personligt har jeg på fornemmelsen, at vi er vidner til et regulært pressestunt fra den gode krigers side, i forsøget på at gøre sig til en forfulgt stakkel og hverve flere for sagen. Det er dog muligt at han bare er snotforvirret, og i virkeligheden et meget ulykkeligt menneske. Begge dele kan sådan set godt passe fint sammen.]
Så fik vi endelig Slimane Hadj Abderrahmane, den så forkætrede Cuba-fange at se på tv. Det har jo allerde givet en del polemik forskellige steder, fx på Liberator og hos Abekongen – og jeg har da også selv deltaget i debatten. Jeg vil lige opsummere mine grundsynspunkter.
Irakisk reality-tv
Berlingske Tidendes Jesper Eising har en artikel om en ny irakisk tv-kanal, der bl.a. sender reality-programmer, hvor man kan vinde reparation af huset, hvis det er blevet smadret af terrorangreb. Et blik ind i tv-kulturen i et land, som medierne ellers ikke kan fortælle andet om, end at der er sprunget en ny bombe eller at USA igen har gjort noget dumt.