Her er Helle Dales USA I DAG klumme fra i tirsdags. Jeg mødte Helle Dale i dag til et arrangment på Atlas Foundation, hvor hun holdt et oplæg om Nordkorea. Jeg fik også en chance for at tale med hende, og det var sjovt at møde en dansker, der har boet så mange år i USA.
Et udpluk fra klummen:
Indenrigspolitisk har Obama vist sig at være langt længere til venstre end nogen amerikansk leder siden Lyndon Johnson, hvis ambitiøse Great Society velfærdsprogrammer hans første måneder ved magten giver ekko af. Men interessant nok har Obama ikke signaleret en lignende venstredrejning på udenrigspolitikken. Den idealisme, der karakteriserede andre demokratiske præsidenter som Kennedy, Johnson og Carter, ligger ham fjernt. På den ene side er det mønster, der tegner sig, meget tættere på de pragmatiske Clinton-år. På den anden side er der endda ekkoer af Nixon-årene, hvor Henry Kissinger introducerede ideen om »realpolitik« i europæisk stil til Washington.
Jeg tror, at Helle Dale har helt ret. Det har undret mig meget, hvorfor “folk” (fx danskere) forestiller sig, at valget af Obama bliver et fremskridt for demokrati rundt omkring i verden. Jeg tror snarere, at Obama kommer til at lægge betydeligt mindre pres på forskellige regimer end Bush-regeringen gjorde. Man kan mene, at Bush’ strategi var forkert og kontra-produktiv sine steder, men jeg tror heller ikke, at Obama kommer langt med sin forhandlingsvillighed.