Eller: Observationer fra Amerika II. Denne gang om tøj.
1. I stormagasinet Nieman Marcus (en slags Illums) er der i midten af december ingen vinterfrakker at finde. Måske er stormagasinets kunder aldrig ude i kulden, fordi de kører med privatchauffør?
2. For en ung nordeuropæer er amerikanernes tøj meget grimt, kedeligt og konservativt. Den “smarte” europæiske stil hører til i New York eller blandt homoseksuelle. Selv “hipsters” har har højst en hættetrøje oven på deres tilbagelænede jeans, sneakers og t-shirt. Ingen unge mænd går med halstørklæder – og gudskelov for det.
3. At tøjet er kedeligt betyder også, at amerikanerne ikke går særligt meget op i mode. Man har konservativt arbejdstøj og afslappet fritidstøj og måske noget pænt tøj til festlige lejligheder – men man er ikke som danske unge klædt på til fest hver eneste dag og ligner ikke en hel Armani-forretning. Ingen ville her tage Henrik Vibskov alvorligt.
4. Mere om tøj: De sorte afro-amerikanere går ikke klædt i hip-hop gadgets og streetwear. De er lige så kedeligt og konservativt klædt som alle mulige andre – pæne jakker, pæne frakker, sixpence eller måske en hat. Damerne går med håndtaske og ligner ikke Missy Elliot – mere Candy Staton, hvis det endelig skal være. Afro-amerikanernes modemæssige reference er ikke Public Enemy, men derimod de gyldne 60ere. Måske er det karrierebevidste DC, der gør forskellen, men det virker som om, at hip hop tøj er ren ghetto her. De mest hip-hoppede unge, jeg har set her, var to danske 14-årige knægte i lufthavnen. De havde købt kasketter i Chinatown i New York, havde hættetrøjer og jeans stukket ned i sokkerne i deres kæmpe, hvide sneakers. De så dybt malplacerede ud. Eventuelle afro-amerikanere må have undret sig. (Alternativt kan man forestille sig, at streetwear-moden er en teenage-ting, som amerikanerne relativt hurtigt fralægger sig, fordi de ikke har et langt studenterliv, men hurtigt skal ind på arbejdsmarkedet, hvor påklædningsreglerne er ret stive – typisk ikke noget med jeans, undtagen på casual Friday).
