8 dumme maj-tekster

Daniel Beattie har her en forrygende analyse af Modkrafts nærmest enfoldige 1. maj tekster. Vrøvlet tårner sig op med racisme, nationalisme og neoliberalisme som de sædvanlige omdrejningspunkter – og søreme også et forsvar for graffiti, hærværk og larm som revolutionære virkemidler, der skal sænke ejendomspriserne og dermed give byen tilbage til proletarerne. Som Beattie kommenterer:

Det er pudsigt at folk der er imod privat ejendomsret føler at de har ejerskab af hele urbane områder. Noget der åbenbart giver dem ret til at svine, lave ballade, larme og genere andre mennesker. I er ikke de eneste der bor der, venner. Hvordan kan I eje det hele? Det antages bare uden videre. Uigennemtænkt, tåbelig argumentation. Jeg er i øvrigt ret sikker på at også lavtlønnede mennesker der er vokset op i brokvarterene ikke bryder sig om hærværk, uro og larm. Hvem er det lige I vil genere?

Som Heath og Potter forklarer i The Rebell Sell, er 68-oprørets største selvbedrag, at man kan gøre oprør simpelthen bare ved at have det sjovt. Ideologien betoner, at “The Man” af en eller anden grund ikke vil lade folk more sig, fordi han hader lykkelige mennesker. Tusindvis af politiske rockkoncerter, gøgl og happenings senere er vi stadig lige vidt, og tåbelighederne gentager sig i forsvaret for Ungdomshuset – “det er normalisering, de kan ikke lide os, fordi vi er for fede!”.

“Jeg laver ikke graffiti, fordi jeg synes det er sjovt, men fordi det undergraver det kapitalistiske samfund!” Hvor uærlig kan man være overfor sine egne følelser? Du har lyst til at hærge og smadre, fordi det giver dig en følelse af magt. Du har lyst til at ryge hash, drikke dig fuld og lytte til punk, fordi det giver dig dionysisk selvforglemmesle. Så sig det dog ærligt, i stedet for at knytte en politisk begrundelse på. Er vi stadig ikke kommet ud af protestantismens skygge? Der skulle man også begrunde sit begær efter jordisk rigdom med himmelske aspirationer.

Beatties konklusion efter at have læst teksterne:

1. Danmark og danskere er alle, undtagen den radikale venstrefløj, racister, eller nogen der støtter racister.
2. Vi lever i 1800-tallet.
3. Det hele er en sammensværgelse.
4. Hvis vi maler på husene og går mærkeligt ændrer vi samfundet.
5. Den radikale venstrefløj mangler i den grad intellektuelle sværvægtere.

Kloge ord om Ungdomshuset

Lotte Noer har her en fornuftig klumme om debatten-der-ikke-vil-dø: rimeligheden i at give venstreekstremisterne bag Ungdomshuset et nyt gratis hus på skatteborgernes regning.

Der er mange spændende kommentarer, men det mest fornuftige bliver faktisk sagt af Hans Erik Knudsen til allersidst (gengivet her med slåfejl):

Interessant debat. De autonome ER virkelig så dårlige til at argumente som det påstås. Deres påstande er grebet ud af den blå luft, der er hverken hovede eller hale på det, og logikken er slet ikke til stede. Havde de brugt lidt mere tid på skolen end på navlebeskuende mandagsmøder, havde de måske fået lidt udsyn og en horisont der ikke kun begrænsede sig til ren egoisme og xenofobi – angst for alt fremmed.

Fat det, i har ALDRIG ejet det hus. I havde et bevaringsværdigt hus til låns, og i smadrede det totalt, så der kun var nedrivning som mulighed da i blev sat ud ved fogedens og politiets hjælp, ligesom enhver anden der befinder sig uklovligt i en andens ejendom. En enig beslutning taget i alle instanser der har med den slags at gøre.

Gør det slet ikke indtryk at ingen vil have jer som naboer, eller er det bare alle andre der er dumme? Når alle andre er dumme, er det på tide at opsøge et spejl

Hvis man i øvrigt ønsker at følge udviklingen i Nordvest lige nu, hvor borgerne kæmper imod et nyt Ungdomshus på Dortheavej, kan man klikke ind på Expressum.

Volden ud af Nørrebro

Omsider en demonstration, jeg har lyst til at deltage i: Foreningen Naboerne Nørrebro arrangerer i dag, torsdag, en demonstration mod brugen af vold.

Titlen på demonstrationen er ganske vist neutral, men målet er klart nok:

Målet er, at vi med vores tilstedeværelse kan vise de unge/autonome, at Nørrebro og København i sin fulde diversitet står sammen om at fordømme deres hærgen og ødelæggelse af vores kvarter som helt igennem uacceptabel.

Jeg bor ikke selv på Nørrebro, men er også træt af at få forvandlet min by til en kampzone, fordi nogle venstreekstreme idioter mener, at alle midler er berettigede, og at deres præferencer er mere værd end alle andres.

Så mød op i dag. (Hvis du altså ikke er bange for at få en brosten i hovedet)