Tag: Videnskab

Tællepråsen 11: Realitetsprincippet

Realitetsprincippet – en vejledning for filmkritikere

Af Popper Whiteberg

I disse for vort land så alvorlige tider, er det måske værd at gøre sig nogle tanker om, hvilke funktioner en filmkritiker bør udfylde som voksent og ansvarligt menneske. Alt for længe har unge mennesker og andre svage sjæle svælget i splatter-vold, musikvideoer og cyber-realitet. Nu er det på tide, at kritikerne sætter hårdt mod hårdt, og ikke længerer accepterer begreber som ‘underholdning’ og ‘kunstnerisk frihed’. Her er retningslinjer for Filmkritikeren i Fornuftens Tjeneste.

En film kan opdeles i en række hændelser/scener, hvis indhold kan reduceres verbalt til sætningen “NN gør a”, hvis indhold kan verificeres af en hvilken som helst person ved gennemsyn af filmen. Metaforisk eller symbolsk billedsprog er udelukket, da de er subjektive størrelser, og derfor ikke har objektiv gyldighed. Det er således ikke muligt for kritikeren at referere til andet end de for alle verificerbare sætninger. Alle kritikerens udsagn skal formuleres i et klart og videnskabeligt sprog, efter principperne om falsifikation: En sætning giver kun mening, hvis det er muligt at modbevise den. Værdibetonede udsagn som “jeg elsker bare denneher film” eller “Liv Tyler får safterne til at stige” må afvises som uverificerbare, medmindre kritikeren samtidig vedlægger en løgnedetektor-test og et nøjagtigt kardiogram, hvor (den ophidsede) puls og blodtryk kan aflæses.

Når kritikerens værste sprogblomster er ryddet af vejen, kan han gå igang med det egentlige formål: At undersøge hvorledes filmens fremstilling af virkeligheden korresponderer med et almindeligt, sundt menneskes realitets-princip. Filmen bør gennemgås fra ende til anden, og hver enkelt hændelse bør vurderes udfra følgende kriterier:

1. Kunne noget sådan ske i virkeligheden, ud fra historien eller naturvidenskaben kendte sagforhold? (eksempel: Svarer antallet af affyrede skud til antallet af gange der skiftes ammunition?)

2. Besvares 1. positivt: Hvorledes bør vi moralsk og politisk forholde os til hændelsen, og hvad kan vi lære om virkeligheden ud fra fremstillingen? Giver filmen selv retningslinjer for dette? (eksempel: Når et hvidt mennske slår et sort er det et klart udtryk for racisme, medmindre den hvide kort efter straffes)

3. Besvares 1. negativt bør hændelsen blankt afvises som urealistisk og dermed underlødig, medmindre (3b) filmen selv straks gør opmærksom på utroværdigheden, og dermed lærer os en lektie om, hvordan vi bør være på vagt overfor manipulation med virkeligheden. (Eksempel: besøges jorden af UFO’er må det afvises af flere grunde: 1. Der findes ikke UFO’er. 2. Et fartøj ville aldrig klare en tur fra Saturn til jorden, da alene brændstofsituationen gør turen umulig. Argumenter om ‘et nyt fantastisk grundstof’ kan afvises, da der ikke eksisterer andre grundstoffer end dem i den periodiske tabel.)

En films værdi kan dermed tælles sammen: For hver gang vi kan svare positivt på spørgsmål 1: Ét point. For hver gang filmen giver retningslinjer, som vi kan være enige i: Ét point. For hver gang filmen bevidst giver retningslinjer, vi ikke kan være enige i: Minus ét point. For hver gang vi må svare negativt på spørgsmål 1: Minus ét point – medmindre 3b intræder, hvor hændelsen hverken vil give plus eller minus-point.

En film som “Motorsavsmassakren” vil score meget lavt, da den ikke anviser nogen positive retningslinjer i den udpenslede vold, som dog skildres realistisk. Dens fremstilling af psykopatien er ikke tilfredstillende, da der ikke forekommer egentlige medicinske diagnoser på, hvad manden med masken måtte fejle. Havde filmen udnyttet mulighederne for en ordentlig vejledning i betjening af en motorsav, havde den scoret betydeligt højere.

Således behøver filmkritikere ikke længere klamre sig til tomme metaforer og uklare fornemmelser, men kan direkte angive grundlaget for deres vurdering. Tilmed vil den enkelte films værdi klart måles overfor andre film, og man behøver som filmkritiker ikke tage tilflugt i tomme stjerneafgivninger, og Oscarfesten behøver ikke længere være så langtrukken, da resultaterne simplethen bare kan læses op.

Hvis realitetsprincippet kan gennemføres som filmkritiskstandard, vil alle pædagogiske problemer overfor børn og andre fritænkere dermed være løst.

Brug og misbrug af historien

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har igen fået historikerne op af stolene med sin udlægning af besættelsestiden. For et par år siden gjalt det hans irettesættelse af samarbejdspolitikken, som han betegnede som et moralsk svigt. Han sammenkædede også historien med Irak-krigen og forsøgte at få deltagelse i Irak-krigen og modstandskampen mod nazismen til at passe sammen – en lidt plat analogi, hvis du spørger mig. De fleste historikere mener imidlertid, at man ikke kan fælde moralske domme i den forstand over fortiden – og det er muligvis rigtigt, i det mindste hvis man er historiker og tager sit fag alvorligt. Men som lægmand kan man vel godt have en mening om, hvorvidt det var rimeligt fx at smide jøder i gaskamre eller tvangskristne Sydamerika?

Nu er den gal igen, som en artikel i Politiken viser. Statsministeren har brugt sin position som statsminister (og det er vel i grunden den afgørende indvending) til at hyppe sine egne moraliserende kartofler i forhold til besættelsen. Det er statsministerens velkomst på 5. Maj-komiteens site om Befrielsens 60 års jubilæum, der er faldet historikerne for brystet: så simpelt kan man ikke stille det op, siger de. Og det kan man vel heller ikke. Muligvis er det dog historikerne, der har forsøgt at forsimple Fogh Rasmussens budskab. Ret beset siger han bare:

Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet overfor valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed.

Han skriver altså ikke noget om samarbejde eller modstand – og slet ikke noget om Irak-krigen – men skriver blot, at mange danskere blev stillet overfor et valg mellem modstand eller at prioritere egen velstand og sikkerhed. Det er vel historisk rigtigt, da det var netop det vigtige valg som den enkelte modstandsmand måtte træffe. For politikerne forholdt valget sig anderledes, men det skriver statsministeren heller ikke noget om her. Man kan sige, at det er en forsimplet indgangsvinkel han har valgt, men sitet er jo på den anden side henvendt til skolebørn, og de vil næppe kunne relatere til de finere nuancer i samarbejdspolitikken.

Statsministeren vælger her side i debatten til fordel for de frihedskæmpere, som altid har haft et horn i siden på besættelsestidshistorikerne – og vice versa. Er det rimeligt? Tja, han er jo ikke historiker, men netop politiker, og hvis det begreb på nogen måde skal have nogen ikke-teknokratisk betydning, så må det være det etiske, altså det dømmende (til forskel fra det forstående og oplysende, som må være historikerens rolle). Og det er vel rigtigt, at Danmark som helhed valgte at prioritere egen velstand og derfor undlod at kæmpe? Og at det set i et større perspektiv ikke var det rigtige at gøre – altså moralsk set, også når man tager de omkostninger med, som en eventuelt åben kamp ville have kostet? Det mener statsministeren i hvert fald, og det skal han da have lov til – især som en modvægt til det massive forsøg på rehabilitering af samarbejdslinjen og Scavenius, der kommer fra mange historikere.

[Opdatering 11. marts: Berlingske Tidende har en leder om emnet.]