Den gode gamle ‘frie’ nyhedskanal Aljazeera, der i årevis har kolporteret den samme gammeldaws arabiske nationalisme i en sådan grad, at selv Fox News ville skamme sig, kan dog alligevel forbløffe. I dag holdt kanalen mikrofon for en irakisk ekspert, Dr. Hani Ashur, der skulle forklare, hvad grundene er til de voldsomme terrorangreb i Irak, hovesageligt dagens voldsomme bomber mod en politistation, som kostede mindst 47 mennesker livet. Ikke overraskende kommer svaret promte: Det er amerikanernes skyld.
Category: Uncategorized
Bubber i Bolivia
I går sendte TV2 det femte af seks programmer, hvor Bubber rejser rundt i verden og sætter fokus på kvinder, børn og undertrykkelse, i forbindelse med FN’s 2015 udviklingsmål. Det er en sympatisk programrække, men jeg havde næppe set programmet, hvis ikke det havde været fordi den friske unge mand slog et smut forbi Bolivia.
Bolivia er som mange andre lande, ikke mindst udviklingslande, præget af stor kvindeundertrykkelse, også selvom der er sket fremskridt i de seneste år – ikke mindst fordi man nu rent faktisk er begyndt at opfatte undertrykkelsen og volden som et problem. Førhen var det simpelthen bare en del af kulturen. I programmet følger Bubber kvinden Stella, der ønsker at komme væk fra sin voldelige mand, og det lykkes, ikke mindst fordi hun har et kvindecenter at søge tilflugt i. Det er et meget rørende og insisterende program, og Bubber er medlevende på sin helt egen måde. Han har et stort hjerte, og så gør det ikke så meget at hans spanske er mangelfuldt.
Det er ekstra sjovt at se programmet, fordi det faktisk blev optaget i byerne Potosí og Sucre, på præcis samme tid, hvor vi rejste i området (Jeg har desværre endnu ikke fået lagt min rejseberetning fra tiden på nettet). Vi fik i øvrigt også insider-viden om programmet, fordi en ansat på den danske ambassade assisterede i research-fasen og fungerede som guide for Bubber (hvilket skulle have været en hård opgave; jeg vil dog ikke afsløre mere her, da tavshedspligten sikkert kan komme efter mig eller nogen jeg kender ;-)). Faktisk var vi tæt på at få et lift med Bubber fra Potosí til Sucre, men det lykkedes desværre ikke. Det kunne jeg ellers godt have tænkt mig.
Se programmet (du kan finde det i konsollen på tv2.dk) og få et indblik i et land, man ellers aldrig hører om i DK. Læg mærke til den brændende sol på højsletten, kvindernes påklædning og den specielle indiansk-spanske accent, hvor der trækkes på vokalerne. Og håb så på, at livet bliver lidt bedre for kvinder som Stella. Du kan jo evt. støtte et kvindecenter i Bolivia, hvis du har mulighed for det.
Najaf og al Sadr
Zeyad fra Healing Iraq har følgende dystre udlægning af begivenhedernes gang:
A 20 something year-old outlaw is free to do whatever he pleases and gets away with it just because he has a black turban on his head and can claim a couple of thousand armed followers. What kind of a farce is this? And what kind of precedent is it going to give others?
Nyheder fra Legoland
Fra Tyskland meldes det, at kaninen Napoleon overlevede en truende situation. Det er jo rare nyheder i sig selv. Men endnu bedre er det at konstatere, at Tyskland er et Legoland som Danmark. Det er tegn på gode tider.
(Hvad er et Legoland, spørger du? Et Legoland er et land hvor der aldrig rigtig sker noget, og hvor nyhederne fx handler om nødstedte kaniner eller vandrutsjebaner, man kan rive sig på. Det er godt at bo og i et Legoland, men kravet er at man fra tid til anden forfrisker sit sind med en rejse til et non-Legoland).
Copacabana og Titicaca-søen
Status: Ved godt mod. De forskellige arbejder er udført. I morgen skal vi rejse. Først til Salar de Uyuni, så Potosi og Sucre, muligvis med en omvej til Tupiza.
Burde skrive noget om Copacabana-turen, så det gør jeg så.
I påsken tog vi til Copacabana, La Paz boernes yndlings-strandby ved Titicaca-søen, og også den eneste strand indenfor arms længde (ellers skal man til Arica i Chile, og det er pænt langt) – og nej, det er omvendt: Det er stranden ved Rio, der har navn efter denne strand. Vi tog af sted med Diana Tours skærtorsdag den 8. april meget tidligt om morgenen. Kørte med bussen igennem El Alto, en anden del af slumbyen end vi havde set før, og jeg talte hele turen om Hernando de Sotos bog, ”The Mystery of Capital”, som jeg har læst, og som interesserer mig meget. Og når man ser på alle lerhytterne, alle de halve nybyggerier i El Alto, alle de fattige der roder i bunker af affald, alle hundene, så indser man virkelig at der er brug for forandringer: Men også at folk sådan set i stort omfang selv har kræfterne til at skabe sig en tilværelse (for 15 år siden var der ingenting i El Alto); de har ’blot’ brug for en legalisering af deres ejendom og deres arbejde, og en kreditmulighed. Det er den proces, der kaldes ’kapitalisering’, og som faktisk har været i gang i et stykke tid, efter tåbelige socialistiske eksperimenter.
Det er et barsk område, højlandet, men også utroligt scenisk og smukt, og hele vejen kan man se de grønne bjerge, der langsomt bliver til snedækkede Andesbjerge, gennem skyer og sol, blå himmel, stirrende skarpt solskin. Indianere og lamaer, lerhyttelandsbyer plettet med Paceña-skilte, eller små forfaldne angivelser af ”Restaurante” eller ”Hostal”. Hele vejen kan vi se Andesbjergenes største tinder til højre, snedækkede i solen. Skyerne hænger lavt. Vi er næsten 4000 meter oppe.
En sort dag for Bolivia
Den regnvåde katastrofe. Alt var ellers kørt op til den helt store nationale manifestation. Siden oktoberurolighederne, har situationen været ustabil, og regeringen Carlos Mesa gør meget for at forsøge at skabe en national enighed, en ’social pagt’, som præsidenten kalder det. Optakten var ”Dia del Mar” sidste tirsdag, og hele ugen har politikerne meldt ud med store nationale proklamationer om at Chile må give havet tilbage til Bolivia, i det mindste adgangen til havet. Mesa opfordrer til forhandlinger uden betingelser, og avisernes forsider kører hver dag stort set den samme historie: Giv os havet tilbage! Hvad Chilenerne egentlig tænker om historien ved jeg ikke, sikkert nogenlunde det samme som Sverige ville gøre, hvis Anders Fogh gjorde det til et hovedtema i sin Grundlovstale at ”det er et spørgsmål om liv eller død for Danmark at få Skåne tilbage!”
Men hvorom alting er: Denne tirsdag skulle det hele kulminere: Bolivia møder Chile i en meget vigtig fodboldkamp på Hernando Siles olympiske stadion i La Paz, og bagefter kampen skulle starte en enorm byfest, hvor 5.500 såkaldte diabladas (folkedansere klædt ud som djævle), skulle danse 72 timer i træk i kæmpe optog som en hån overfor chilenerne (der bilder sig ind at diabladas også er en chilensk tradition, hvilket det naturligvis ikke er). Alt var klart til det store brag.
Havets Dag
Her er en artikel, som det desværre ikke lykkedes mig at få trykt i en dansk avis. Der er ingen i DK som interesserer sig for Bolivia, har jeg fundet ud af. Synd for dem. Jeg synes Havets Dag er noget af det mest bizarre jeg har oplevet. Læs selv…Der er billeder til sidst i artiklen.
Drømme om en fjern kyst
Bolivia og havet. Præsident Mesa udtaler, at ”det er et spørgsmål om liv eller død at få havet tilbage”. Men er havet virkelig det vigtigste problem for den kriseramte lantinamerikanske nation?
Af Lars Hvidberg
Tirsdag den 23. marts marcherede en enorm procession igennem La Paz, Bolivias hovedstad, som en bizar blanding af studenternes translokationsdag, en byfest og Den Røde Hærs 1. maj parade. Hele den skoleuniformklædte gymnasieungdom var på gaden med faner og bannere, ledsaget af utallige larmende orkestre, militærpoliti i gallauniformer og enarmede krigsveteraner. Nok fik eleverne en fridag i solskinnet, men baggrunden var skam alvorlig nok, og det sås på den ivrige trommen og marcheren, ledsaget af nationalhymen fra unge struber.
Kilden i Urmiri
I weekenden var vi i Urmiri, et gammelt kursted 3 timers kørsel fra La Paz.. Det var første gang jeg var oppe på Alti-planoet og det var en flot oplevelse. Rart at komme ud af byen, ude af grusgraven her i La Paz, og ud på de store vidder, sletten mellem to kæder af Andesbjergene, Cordillera Real og Cordillera Occidental. På denne tid af året er højsletten endnu grøn og frodig, men her kan vist blive meget afsvedet senere på vinteren, hvor solen er sindssygt skarp (tænk på: Man er 4 km tættere på solen og luften er meget tynd). Det er et goldt og ufrugtbart sted, alt i alt, og de små græstotter kan kun brødføde meget få får, æsler og lamaer. Alligevel er der pletvise gårde, pletvise familier der hutler sig til livet blandt jordstubbene. Eller sådan ser det i hvert fald ud. For mange af dem er det måden at leve livet på, og har man en gruppe får, et par æsler og en lama, så er ens lykke gjort. Vi kom forbi en klynge lamaer, som I her får et billede af (Ja, så smukt er her!):
Jazz i La Paz
Ja, der er mange ting man kan tage sig til i La Paz, og mange ting man måske ikke lige skulle forvente. Det behøver ikke være indianersjov det hele (selvom der er et par forrygende markeder, et turistmarked der bugner med billig alpakauld, og et sort marked med alt hvad du vil have i elektronik, tøj og plastikbøtter). Man kan sagtens være international, tilmed for en billig penge. Menuen har allerede stået på sushi tre gange, til under 50 kroner for en ordentlig omgang frisk fisk.
Og nu spørger du måske: hvordan kan det lade sig gøre at få friske fisk, når Bolivia ikke har adgang til havet, ja, når det faktisk er deres store nationaltraume (du kan få ellers veluddannede bolivianere til i ramme alvor at sige ”hvis vi bare havde Havet”…og det når man tænker på at de har enorme ressourcer, fx i naturgas og tin, tag jer dog sammen) – og dertil er der bare at sige: Det er foreller fra Titicaca-søen (som ligger lige om hjørnet) og de smager glimrende!
Højderne
Det er højderne der gør det. Det er højderne der gør det hele her i La Paz. Det er trykket (der mangler) og ilten (der mangler).
Det er højderne. Cremen vælter ud af tuberne, når man åbner dem; der er undetryk og de hvide klatter vælter ud og er ikke til at stoppe – som når der går hul på en byld eller en bums. Man skal skynde sig at lukke den igen, ellers forsvinder det hele.
Det er højderne. Der mangler nogle atmosfærer og vandet koger ved 88 grader celsius. Teen bliver dårlig, kaffen svag. Sodavanden bruser mere end i København, sprutter ud over det hele. Det kan tage 10 minutter at åbne en flakse agua con gas, for man skal dreje ganske langsomt på låget, for at få brusen væk uden at flasken sprænges – og der er næsten intet vand tilbage, når den har hvæset færdig. Det er højderne.