Kategori: Film og tv

Så er Kosmorama nr. 235 i handlen, og kan købes i velassorterede boglader og Cinematekets boghandel. Temaet for nummeret er “Filmen og latteren” og der er en række fine artikler om fx amerikansk tegnefilm, Preston Sturges og den sorte komedie. Jeg har skrevet en stor artikel om Monty Python, og den er værd at læse, når jeg selv skal sige det.

Det er ganske vist nogen uger siden den her fik premiere, men jeg glemte lige at lægge anmeldelsen til Citadel på:

BAG DET STILLE YDRE

For tredje gange danner instruktøren Martin Schmidt og forfatteren Dennis Jürgensen par og leverer en dansk gyser, der skal få gymnasiekæresterne til at krybe ned under sædet. Stilen og tempoet er blevet mere sofistikeret siden Sidste Time og Mørkelegs 1-2-3-splatteri, men det siger på den anden side ikke ret meget: Vi er stadig i ”Bøh!”-land, hvor det gælder om at grine lettet frem for at få gåsehud.

Denne gang går løjerne ud over et ungt par (Lind og Cedergreen), som flytter ind i et spøgelseshus med tilhørende mystisk branddam, sort kat og – for det ikke skal være løgn – en usynlig kammerat til deres lille datter. Det er et oplæg vi har set en milliard gange før, men der er point for fuldstændigt skamløst at spille klicheerne igennem med danske ansigter, så den gamle traver alligevel virker frisk. Og så er der også et enkelt eller to gode chok.

Desværre er der for mange vildspor og spørgsmålstegn i det zig-zaggende plot, der involverer både mystiske naboer, eksorcister, liderlige barnepiger, afrikanske masker og et selvantændeligt ildsted, der rimer på ’mordbrand’. Få af elementerne skal egentlig bruges til andet end at trække tilskueren rundt ved næsen, og man føler sig lidt snydt, når finalen kommer humpende. Så længe musikken spiller er det sjovt og spændende, men vi mangler altså en dansk gyser, som for alvor få håret til at rejse sig.

“Bag det stille ydre.” Instruktion: Martin Schmidt. Manuskript: Dennis Jürgensen. Medv. Anne Birgitte Lind, Jacob Cedergreen, Andrea Vagn Jensen, Dejan Cukic, m. fl.

Torsdag den 16. juni kl. 16.30 holder jeg et foredrag i Cinemateket i anledning af det nye nummer af Kosmorama, nr. 235, hvor jeg har skrevet en artikel om Monty Python. Læs mere om arrangementet her. Køb bladet (eller tegn abonnement), mød op og hep.

Popkultur vil redde verden, det er det jeg altid har sagt. Hvordan kan børn der har tilbragt deres barndom i Sippuray Sumsum og Hikayat Simsim hade hinanden når de bliver voksne? Det kan ikke lade sig gøre…

Vi skal dog lige i retfærdighedens tjeneste have med, at Lars von Trier også selv kan dele læstelige – og tiltrængte – klaps ud. Denne gang til de danske manuskriptforfattere, fx Anders Thomas Jensen og Kim Fupz Aakeson, der skriver upersonligt og overfladisk:

Når man som manuskriptforfatter har hørt de første fire replikker, så ved man alt, hvad der skal ske, hvordan konflikten skal knækkes, hvordan den skal stoppes osv. Der er så meget Anders Thomas i dem, at man slet ikke kan holde det ud. Jeg kan kritisere de samme ting ved mig selv. Men lad mig nu kritisere andre.

Læs Triers oprindelige indlæg i Ekko her. Og Henning Camres svar her.

Jyllands-Postens leder giver Lars von Trier tørt på, efter hans forsøg på at lege kulturel kommentator i Cannes – bl.a. ved at kalde George Bush for “et røvhul” (pressekonferencen kan ses her). Som erfaren festivalgænger er der rart at se, at en instruktør omsider bliver taget til indtægt for alt det latterlige vrøvl de hælder ud af ørerne til pressekonferencer – og det tror jeg i øvrigt Lars von Trier ville give mig ret i, selvom han er blevet mere og mere hellig i de seneste år, og mindre og mindre sjov. Jeg glæder mig stadig til Manderlay – og jeg regner ham stadig for den største nulevende danske instruktør – men hold da op, hvor er jeg træt af at høre på ham som person.

Et par udpluk fra lederen:

Triers pubertetsagtige fremfærd trodser ret beset enhver beskrivelse. Et forkælet barn af velfærdsstaten – der bare har givet ham det hele, næsten før han kunne nå at bede om det – med en personlig udvikling præget af, at han har fået alt for meget medløb og alt for lidt kritisk modspil – ikke mindst fra medierne – har mistet overblikket over, hvornår han er kunstnerisk provokerende, og hvornår han bare er plat og pinlig.

At kalde Bush »et røvhul« er så stupidt/puerilt, at det skriger til himlen. At hævde, at amerikansk kultur og erhvervsliv er blevet så dominerende i Europa, at vi lige så godt kan tale om en amerikansk militær besættelse er så forskruet, at man stilfærdigt kan undre sig over, at der ikke er en behjertet sjæl, som kan yde den følsomme mand lidt verdenshistorisk førstehjælp; lige præcis her 60 år efter, at vi har markeret ophøret af en virkelig besættelse.

Trier er så langt ude, at forklaringen kun kan være, at det er et gennemindstuderet, iskoldt udtænkt forretningsfif over læsten: Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Det er en – indrømmet – stærkt udført PR-gimmick, som nok skal øge opmærksomheden omkring den nye film, “Manderlay”, når den nu åbenbart ikke kan klare sig på mere almindelige, kunstneriske præmisser.

Ridley Scotts nyeste episke-sværd-epos. Ja, ja, mine ledsagersker kedede sig bravt, og de danske anmeldelser har været lidt blandede, men jeg havde faktisk en rigtig god oplevelse (på decideret lunkne forventinger, det skal dog også med). Jo, der er sindssygt mange floverter i plottet (især i starten), skurkene er bovlamt dumme, og moralen slås ind med syvtommersøm. Men alligevel – alligevel – er der to ting som for mig går rent ind:

Det første er billederne. Der er ingen i filmens verden i dag, som laver større billeder end Ridley Scott – i scenerne ved tempelherrerborgen Karak, hvor korsfarerhæren og saracenerne for første gang mødes, er vi helt oppe på Gladiator-niveau. Det er simpelthen storslået, åndenødsfremkaldende.

Det andet, og endnu mere vigtigt, er den emotionelle kerne, hele ‘ridderromantikken’ om man vil, omkring hvad det vil sige at være en ridder og en retfærdig mand, og hvordan det gode bestemmes af handlinger og ikke overbevisning eller religion: her er der faktisk nogle ting på spil, som er betydeligt mere interessante end Gladiators hævn-tema. Jeg vil godt medgive, at de store etiske dilemmaer ikke kommer helt op at ringe med Orlando Blooms Balian-karakter og at plottets mekanismer er unødigt hårdtslående, men ellers fungerer det faktisk rigtig godt og til en lille klump i halsen, hvis man er i det romantiske hjørne og lader sig rive med af billederne. Men se den for Guds skyld i biografen!

Roger Ebert er begejstret og har fat i et par gode pointer. New York Times er mindre glade.

Kaffeklubben har en anmeldelse.

[“Kingdom of Heaven”. Inst: Ridley Scott. Manus: William Monahan. Medv. Orlando Bloom, Liam Neeson, Jeremy Irons, m.fl.]

På Natfilmsfestivalen nåede jeg kun at se én film. Jeg opgiver næsten altid på forhånd at sætte mig ind i de enorme programmer, og mine erfaringer med Berlin Festivalen siger mig, at man i grunden når de bedste resultater ved at skyde i blinde: De film, som man har hørt om i forvejen, skal nok komme op alligevel efter festivalen – så skal man finde perler, skal man gøre det blandt de ukendte. Derfor valgte jeg i fredags på en pludselig indskydelse den senegalesiske film Moolaadé af afrikansk films grand old man Ousmane Sembene. Den går for at være en af hans bedste film, og da mit kendskab til afrikansk film i forvejen kan ligge på et 20 cent frimærke fra Belgisk Congo, så tænkte jeg, at det var et lige så godt sted at starte som alle mulige andre.

Stor anbefaling: Moolaadé er en fantastisk film, simpelthen. På trods af den folkloristiske indpakning – der kan skræmme mere Hollywood-vante typer – er den rent og klart fortalt, uden dikkedarer og med en historie alle kan forstå: Fire småpiger søger tilflugt hos kvinden Collé (Fatoumata Coulibaly), fordi de ikke vil omskæres, som det ellers er skik og brug. Collé tager dem under sine vinger og udsteder en vaskeægte afrikansk forbandelse – moolaadé – over dem, som vil forgribe sig på pigerne. Og det er desværre slet ikke så få. Både landsbyens mænd og de kvinder som forestår omskæringen, vil naturligvis ikke finde sig i den slags indgriben i deres magtudøvelse, men da Collés mand er på rejse, kan de ikke gribe ind, før han kommer hjem. Snart ankommer også høvdingesønnen Docouré fra Frankrig, og han har helt andre ideer om traditionen end sin far.

Det er en afrikansk frigørelsesfilm af fineste slags, og et kontroversielt opgør med en stadig ubehageligt udbredt barbarisk tradition i de afrikanske lande – og herigennem naturligvis et opgør med kvinderoller i Afrika. Som sådan er Moolaadé et pragteksemplar, men på den anden side også ganske konventionel, idet det er netop den form for humanistiske holdning, som den slags film forventes at indtage. Hvad der er virkeligt overraskende er imidlertid, at filmen tager helhjertet stilling FOR globaliseringen, inklusive massemedier, radio, tv og kapitalisme – hele svineriet, der vil frigøre folk fra traditionens snærende bånd, simpelthen fordi tankens spredning gennem medierne er frisættende. Det er en usædvanlig drejning for en fyr som Sembene, der var ikke så lidt rød i sin ungdom (han blev udlært som filmmand i Moskva i 60’erne), at tage entydigt parti for globaliseringen og massemedierne frem for traditionen, og det bør også være et korrektiv til fx de hjemlige ulandseksperter, som gerne vil fortælle udviklingslandene, hvad der er bedst for dem – hvilket som regelen består i at udvikling kan være meget godt, men økonomisk frihed og massemedier er knap så godt – det fører jo både ulækker rigdom og fordummelse med sig. Bør ses, hvis man tilfældigivs er i Odense den 15. april.

[“Moolaadé”. Senegal, 2004. Instruktion og manuskript: Ousmane Sembene. Medv: Fatoumata Coulibaly, Maimouna Helene Diarra, Salimata Traore, Dominique T. Zeida, m. fl.]

Selvom franske Richets Hollywood-debut har titlen tilfælles med John Carpenters kult-klassiker fra 1976 Assault on Presinct 13, så er der nu tale om en variation over et gammelkendt plot, hvor arketypen er John Wayne-filmen Rio Bravo. I den nye version spiller en indædt Ethan Hawke sheriffen, som skal holde fortet, da skumle angribere en mareridtsnat stormer den tyndt bemandede Station 13 for at dræbe en gangsterboss (Fisburne), og slå alle andre ihjel i processen. Udenfor hærger snestormen, så hjælpen er en by i Rusland og eneste mulighed for overlevelse er et vakkelvornt samarbejde mellem politifolk og spjældkandidater. Det er et spændende plot, der kræver den allerstørste nøjagtighed i udførelsen – og den mangler desværre her.

Angriberne er fedt iscenesat som high tech-udstyrede dræbere, der ligner noget fra computerspillet Counter-Strike, men de aner tydeligvis ikke hvordan de skal bruge deres udstyr. Der snydes kort sagt på vægten af filmmagerne i de afgørende situationer, og forsvarerne får let spil, indtil de pludselig skal straffes med hård hånd. Nerven ryger ud af en ellers klaustrofobisk spænding, for man tror ganske enkelt ikke på hvad der foregår. Når vi tilmed for 117 gang får serveret korrupte politifolk som skurkene, så ligner det en række hovsaløsninger på en ellers godt opbygget historie, der bare aldrig kommer i mål.

(Anmeldt for Citadel)

[“Assault On Presinct 13”. USA, 2005. Instruktion: Jean-François Richet. Manuskript: James DeMonaco. Medv: Ethan Hawke, Laurence Fishburne, Brian Dennehy, Gabriel Byrne, m.fl.]