Kategori: Politik og etik

Dagbladet Politiken leder som altid med lys og lygte efter enhver vinkel der kan miskreditere George W. Bush, der som bekendt er bagmanden bag alle verdens ulykker. Her er en af de mere komiske: Bush ødelægger sommerferien for politiet. Stop den onde mand!

Simon Espersen fra Markedscentret har skrevet en glimrende artikel om EU’s selvmodsigende vækstbegreber til Ræson. Læs EU a la Monty Python og få svar på, hvorfor man ikke kan skabe vækst ved at omfordele goderne i politiske studehandler. Et par gyldne udpluk:

Det, vi betaler til EU-apparatet går for størstedelens vedkommende ikke til sikring af mere fri handel, men til det modsatte. Trækker man lønnen til eurokraterne fra, består EU’s budgetter hovedsagligt af ”satsninger” overfor udvalgte brancher, politisk udpegede ”kapitaltrængende” regioner (men hvilke regioner, brancher eller virksomheder er ikke kapitaltrængende?) – eller andre såkaldt ”nødvendige” projekter. Det er derfor netop disse bemærkelsesværdige overførsler, indgreb og andre foranstaltninger som adskiller EU fra et hvilket som helst andet internationalt samarbejde (måske lige med undtagelse af FN).

Argumenterne for bistanden er da også ligeså mangfoldige, som der er hænder til at uddele den. Eksempelvis kan man helt i strid med tanken om den frie konkurrence finde på at give støtte til europæiske virksomheder, der ikke er konkurrencedygtige, men som embedsmænd og politikere i Europa ønsker skal holdes i live. Omvendt kan man finde på at belønne virksomheder, der vitterligt er konkurrencedygtige, og som har succes – vel at mærke med overskuddet fra andre virksomheders succes… Det var således englænderne der opfandt Monty Python, men – fortrinsvis – en række fransktalende euro-krater, der som de første for alvor realiserede galskaben og satte den i system.

[…]

”Vækst” kan ikke adskilles fra det enkelte menneskes opfattelse af hvad der reelt er livskvalitet. Det kan heller ikke diskuteres uden at ihukomme menneskers forskellighed herunder deres forskellige præferencer. Begrebet vækst kan således ikke adskilles fra frie menneskers ret og evne til at vælge selv.

[…]

Ideen om en særlig form for ”vækst”, der kan defineres fra oven og som samtidig hævdes at stille alle bedre, og dermed ingen ringere, er derfor også absurd. Og påstanden om at pengene, der opkræves og satses, i et eller andet omfang skulle ”kommer tilbage” igen til dem, der mister dem i første omgang, er aldeles meningsløs.

[…]

I disse år er det langt om længe er ved at trænge ind i de allerinderste kroge i korridorerne i Bruxelles, at landbrugsstøtte blot fører til mere produktion end forbrugerne reelt efterspørger. At den holder de mindst effektive landmænd i Europa i live. Og at den derfor har bidraget til dyrere varer end hvis vi havde åbnet op for handlen med resten af verden og afviklet støtten. Men alt imens er såvel embedsmænd som politikere (herunder medlemmer af partiet Venstre) nu i færd med at finpudse nye argumenter for nye typer af satsninger – nu blot indenfor IT.

Puha, ja det ser godt nok ud til, at NEJ’et trænger sig på til september…

Christopher Arzrounis morsomme og tankevækkende helt uforsvarligt-klummer fra Weekendavisen er nu udkommet i bogform. Bogen får en anmeldelse af Rune Lykkeberg i Danmarks fremmeste dagblad for liberalisme-hadere, Information. Et par udpluk fra anmeldelsen:

Arzrouni tror på markedet, og han tror ikke på politikerne. Nogle vil kalde hans tillid til det frie individ for optimistisk, men bogen er snarere udtryk for radikal mistænksomhed over for staten. Naturligvis anerkender han offentlige ydelser og skattefinansiering af udelelige og fælles opgaver. Men folkeopdragelse, tvangsmodernisering af de anderledes og indgreb på markedet bliver betragtet som overgreb. Samfundet bliver ikke korrumperet, når det enkelte menneske forfølger sin egen interesse, men tværtimod når anonymiteten regerer i den offentlige forvaltning.

Men Informeren kan ikke acceptere, at det i virkeligheden skulle dreje sig om noget så simpelt som en konflikt mellem frihed og ikke-frihed. En fransk modesociolog – naturligvis – kommer ind med en lussing fra venstre, og så er Arzrouni sat på plads med et ‘argument fra autoriteten’, som man brugte det i skolastikken: “Her har vi et problem. Hvad siger Aristoteles”, eller i Lykkebergs udgave:

Som politisk projekt er bogen håbløs: Arzrounis provokationer er baseret på, at den afgørende konflikt i de vestlige samfund finder sted mellem forbud og frihed. Men de bærende sociale konflikter i vores samfund er, som den franske sociolog Alain Ehrenberg har afdækket, forskudt, så det snarere handler om individuel handling eller ikke-handling. Om performans eller depression. Denne konflikt henfører til det paradoks, at staten regulerer alle forhold i vores tilværelse samtidig med, at de enkelte mennesker alligevel oplever sig selv som overladt til sig selv. Der er for lidt respekt for det enkelte individs suverænitet, og alligevel ser de enkelte mennesker sig henvist til at søge individuelle løsninger på fælles problemer.

Say what? Det forstod jeg simpelthen ikke (men jeg har heller ikke læst Ehrenberg), og hvad har det med Arzrouni at gøre? Mon ikke der lurer noget med et positivt frihedsbegreb her, som staten skal sikre? Jo, det gør der søreme. Det er noget med at sikre ‘det offentlige rum’ og ‘muligheder for alle’. Men glemmer Lykkeberg ikke her (og folk som Naomi Klein) at fx det offentlige rum – som Jürgen Habermas viste i Strukturwandel der Öffentlichkeit – netop blev skabt på trods af staten, ikke på grund af den. Æv bæv, min sociolog er større end din sociolog…

Der er intet i liberalismen der udelukker et offentligt rum, eller muligheder for alle, hvis det er det folk ønsker. Og det er det. Vejen går imidlertid ikke gennem staten og lovgivningen, men udenom, hvilket burde være klart for enhver, der har fulgt velfærdsstatens udvikling (det jo på papiret skulle sikre ‘muligheder for alle’) igennem de sidste mange år (helt konkret siden 1957 hvor folkepensionen blev indført).

Under alle omstændigheder sluttes der positivt af, for det kritiske kan Lykkeberg skrive under på:

Men som systemkritik er Arzrounis bog enestående. Gennem sine kritiske åbninger og afdækning af skandaløse selvmodsigelser i vores enighed viser han, at normaldanskeren både kan tage fejl og være hensynsløs. Det er både storartet og morsomt. Men først og fremmest har Christopher Arzrouni skrevet et etisk manifest: et forsvar for de andres frihed og et angreb på den kultur, der vil normalisere Christiania, tvangsmodernisere indvandrere, gøre de anderledes entreprenører til kriminelle og lade selvglæden over det åbne samfunds lyksalighed lukke sig om sig selv.

Arzrouni gør det, venstrefløjen ikke kan længere, og som sådan er det store projekt vellykket: Han viser det bestående samfund som en kun foreløbig og i mange henseender skandaløs indretning.

For 117 gang kørte Poul Friis på P1 en historie om, at der er fattige i Danmark – og at der underforstået skal en statslig indsats til for at ‘trække folk ud af fattigdommen’ og – lad os aldrig glemme det, og slå korsets tegn mens vi udtaler de besværgende ord – ‘bevare sammenhængskraften i samfundet’. Velfærdsforsker Bent Greve fra RUC var i studiet og fortalte, at et stort antal danskere befinder sig under fattigdomsgrænsen – på P1’s side står der 6 pct, selvom der i udsendelsen bliver sagt 10 pct. Det gik med rædsel under udsendelsen op for mig, at jeg – jeg, den onde kapitalismeelsker – er et fattiglem, en fattiglus, der skal have hjælp og lindring. Hvorledes? Hør her…

Der er tale om relativ fattigdom, idet fattigdom simpelthen af EU er defineret som en indkomst på under 60% af medianindkomsten. Det ses hurtigt, at dette fattigdomsbegreb reelt ikke kan bruges til noget som helst: I ethvert samfund med en vis spredning af indkomsten, vil der således ifølge EU være fattige, om så alle kører i Mercedes og får ægte kaviar til morgen, middag og aften. Dette er naturligvis meningsløst, og Bent Greve kom da også med forklaringer om, at fattigdom i Danmark skulle bestå i, at man ikke kom så tit i biografen eller ikke kunne få rødt kød på bordet hver dag – lidt ligesom den Red Barnet undersøgelse, der viste at 200.000 børn i Danmark var berørt af fattigdom, dvs. at deres forældre ikke havde råd til at tage dem med til Eurodisney en gang om året (ok, det er skåret hårdt, det kan også dreje sig om manglende tandlægebesøg og lignende). Og det siger de i fuld alvor i en verden, hvor tusindvis af mennesker dør hver eneste dag af mangel på rent drikkevand. Det giver unægteligt en dårlig smag i munden – men ikke over at der skulle befinde sig fattige i Danmark, snarere over, at man overhovedet tør kalde dem det.

De tåbelige fattigdomsbegreber udelukker dog ikke, at der kan være egentligt fattige i Danmark. De relative begreber siger bare ikke noget om det. Vi må se på det absolutte tal, det egentlige rådighedsbeløb, altså de penge, der er ’til overs’ når faste udgifter (husleje, forsikring og skat) er betalt: til dagligt forbrug: mad, tøj og forlystelser. Ifølge arbejdspapiret fra Socialforskningsinstituttet Social eksklusion i Danmark 1976 til 2000, blev fattigdomsgrænsen i år 2000 sat til kr. 2.500 per husstandsmedlem. I 1986 var det kr. 1.500, så vi må regne med, at det i dag er i nærheden af de 3.000 kroner (da priser m.m. er steget). Det er da et tal, man kan forholde sig til. Under 3.000 til rådighed, og du er fattig.

Bliver man så fattig af kun at have 3.000 til rådighed om måneden? Jeg gennemgik mine regnskaber, og det fremgår at jeg i løbet af den sidste måned har brugt kr. 2.500, sådan cirka, på rådighedstingene. De 2.500 svarer meget godt til hvad jeg har til rådighed hver måned – og har haft de sidste 13 år af mit liv, omregnet til datidens penge (bortset fra en kort periode hvor jeg arbejdede i DR og tjente kassan). Jeg er altså fattig og har været det i mange år.

Men hvad fik jeg fattiglus så for de penge? Tja, ganske vist lever jeg ikke ekstravagant og køber ofte ind i Netto – men ofte går jeg nu også i Føtex. Min kæreste og jeg spiser nogle gange nødtørftigt, men ofte godt: i den sidste måned har vi fx haft råd til både stenbidderrogn, andebryst og pizzaer fra vores lokale (glimrende) pizzaria. Ikke ligefrem fattigt, hvis du spørger mig. Vi har også været i biografen et par gange – og så blev der vist egentlig også råd til to (2!) sommerhusture her i perioden – med lækker mad, vin og søde sager (der var dog gratis transport den ene af gangene). Og alt det for kun 2.500 kroner.

Hvis jeg er fattig, må du kalde mig for Mads. Alligevel er jeg en af dem, Bent Greve mener skal have særlig hjælp og tilskud, for at hjælpe mig ud af fattigdommen. Jeg glæder mig allerede til checken kommer. Det skal blive dejligt at få stenbidderrogn igen – det smager så godt! Velfærdsstat, hvor er du, når jeg virkelig har brug for dig?

Berlingske Tidende har to morsomme historier, om hvordan arbejderne der arbejder for Enhedslisten, taber kampen om at få en arbejdsgiverbetalt pension for deres arbejde. Enhedslisten mener åbenbart, at det ikke er arbejdsgiverens opgave at betale for pensionen – det skal man helst lade tredjemand om via skattebilletten. “Der er jo penge nok”, som de siger på den fløj – men åbenbart ikke hos Enhedslisten. Har de mon opdaget, at det også koster noget at give lønforhøjelser?

Det startede som en lidt lam post, men nu kører diskussionen for fuld udblæsning: Hvad er penge?

Peter Kurrild-Klitgaard åbner ballet for den nye borgerligt-liberale tænketank CEPOS med en udmærket kronik i Berlingske Tidende, hvor han fremlægger ti gode principper, der er værd at holde sig for øje, når man bedriver politik:

1. Frie mennesker er aldrig helt lige; mennesker, der er helt lige, er aldrig frie.

2. Hvem der har hvad i forhold til andre, er ikke så interessant som, hvor godt de har det.

3. Ingen mennesker ved nok til at styre alle andres liv; de fleste mennesker ved nok til at kunne tilrettelægge deres eget liv.

4. Mennesker passer godt på dét, der tilhører dem selv; det, ingen ejer, har en tendens til at forfalde.

5. En sund politik fokuserer på det lange sigt og alle mennesker – ikke det korte sigt og udvalgte mennesker.

6. Opmuntrer man noget, får man mere af det; besværliggør man noget, får man mindre af det.

7. Ingen er så fornuftige som med egne penge; ingen er så generøse som med andres penge.

8. Den offentlige sektor kan ikke anvende penge, som den ikke først har fået fra de borgere, der har skabt værdierne.

9. En offentlig sektor, der er stor og stærk nok til at kunne give borgerne alt, kan også tage alt fra dem.

10. Frihed og ansvar gør forskellen.

En god start fra Cepos.

Det er ganske vist, at der er politisk grøde i de få mennesker, der stadig er egentlig liberale i Danmark. At være liberal politiker betyder egentlig bare, at man vil arbejde for at sætte grænser for politik: Det er ikke alt, politikerne (og dermed andre mennesker) har ret til at blande sig i, ligesom de ikke har ret til at opkræve de skatter de vil. P.t. er der ikke nogen politiker i Danmark, som ikke gladeligt vil blande sig i hvad som helst af borgernes liv, så længe der er flertal for det. Derfor er der brug for et liberalt parti.

Da Venstre tilsyneladende definitivt har forladt den liberale linje og lanceret sig selv som et Socialdemokrati minus 10 procent, og som dermed mener sig i sin gode ret til at blande sig i hvad som helst, er det på tide med et nyt parti, der kan repræsentere de liberale, som stadig måtte findes i Danmark, undertegnede inklusive. Kjeld Flarup, der har taget initiativ til en yahoo-diskussionsgruppe som har kørt i et stykke tid, åbner ballet med en kronik i Berlingske Tidende: Stem på os: mindre skatter og mindre stat. Det er en fin kronik med mange gode pointer, selvom jeg tror at de kulturradikale er en alt for nem prügelknabe for hvorfor det er kommet så vidt med lovtyranniet. Jeg ved endnu ikke selv, om jeg vil tage aktivt del i det nye parti, men jeg vil i hvert fald følge det nøje og komme med heppende tilråb. For jeg kan nemlig godt skrive under på sentenser som:

Vores nye parti vil blive svært at placere i det politiske spektrum, idet vi hverken er højrefløj, venstrefløj eller på midten. Forskellen på højre- og venstrefløj er jo blot, hvilken form for tvang staten skal udøve. Liberalismens modpol er kollektivismen repræsenteret ved de nuværende partier, og forskellen måles i omfanget af statens tvang.

(…)

Men hvad skal der så blive af de mange velfærdsydelser – skal der spares endnu mere? Nej, tværtimod! Problemet med velfærdsstaten er, at velfærdsydelserne ikke kan finansieres. Som borgere er vi godt gammeldags naive, når vi tror, vi kan aflevere alle vores penge ét sted og gå et andet sted hen og få et gratis kvalitetsprodukt. Løsningen på velfærdsydelsernes finansiering er, at man betaler selv. Men hvad så med dem, som ikke har råd? Jamen, man skal da ikke løse sociale problemer ved at give samtlige børnefamilier børnecheck og tilskud til børnepasning. En gennemsnitsfamilie betaler trods alt over 300.000 kr. i skat, så der burde ved en væsentlig lavere skat også være råd til at få børnene i børnehave. Lad os gemme de offentlige ydelser til dem, som virkelig trænger.

(…)

Velfærdsstaten er ikke human. De sociale ydelser er så gennemregulerede og lovrettede, at det mere er et spørgsmål om jura end humanisme. Og de, som falder igennem, er de, som ikke kan læse en lov. Dem finder vi så på gaden og i herbergerne. Selvom man er liberalist, kan man i høj grad blive socialt indigneret, når man ser, hvordan de svage falder fra, mens behandlersamfundet bruger kræfterne på først at fratage velfungerende mennesker deres selvforsørgelse via skatten og bagefter tvinger dem til at stå med hatten i hånden.