Kategori: Strøet Frø

“Manden læser ’Ordene og tingene’ og tænker: ”Hvis vi har et ord her og en ting der, hvordan får vi dem så splejset sammen? For det skal de jo, de skal høre sammen for at vi kan bruge dem.” ”Bruge hvad? Ordet eller tingen” spørger han sig selv lige efter og kommer i tvivl. For vi kan jo bruge begge dele. ”Hvis vi både kan bruge en ting, og vi kan bruge et ord, og hvis ordet ’bruge’ overhovedet betyder noget, betyder det så, at et ord og en ting er det samme? Og er ordet så en ting, eller er tingen så et ord?” Det er jo et værdigt spørgsmål, sat på ord. Men han behandler det som en ting og går i gang med at forarbejde. Burde han så læse (evt. selv skrive) ’Tingene og tingene’ eller ’Ordene og ordene’ (og evt. lægge trykket forskelligt på ’Ord’ og ’ord’, for ligesom at betegne forskellen på det ord som betegner en ting, og det ord som vi kan bruge som en ting, hvis ellers man kan finde på ord som kan beskrive forskellen på brugbare ord og ord som betegner brugbare ting – hvis der ellers er nogen forskel). Det er svært at sætte grænser, hvilket jo sådan set er et tredje ord (i pluralis, ovenikøbet, hvilket jo ikke gør det hele lettere), som det heller ikke er helt klart hvorvidt det tilhører ordenes verden eller tingenes verden. ”Måske er det noget helt tredje: en tanke”, siger han for sig selv og sukker.”

”Se dog hvor vi arbejder, her i vore små huler! Våde i numsen af regnen på cyklen skynder vi os derhen, så vi kan sidde foran computeren, våde i numserne, og taste alle vores ting ind og sende dem til hinanden, og vende dem rundt i hovedet og tilbage igen, mens trommerne spiller i hjernen, for vi er alle ramt af tinnitus og sprænges indefra. Og der er ingen som kan løbe herfra, for bukserne falder og klæber sig våde til stolene og vi sidder fast til fyraften, og man kan prøve at tænde og slukke lyset alt det man vil, Mørkelandet narrer man ikke. For vi er i Mørkelandet, og der er ikke andet at lave end at sidde her på stolene og taste. Udenfor er det bare vådt og trist og arbejdet kalder, for vi er protestanter og protesterer mod lykken, og der er så mange mennesker – lige så våde i numsen som mig – der ringer og ringer og taster løs og sender og læser, og sådan går det hele i ring. Mørkelandet kræver sine ofre, men husmurene skjuler hvor grå himlen i realiteten er. Herfra ligner det nærmest fiktion. Noget fra Blade Runner på en dårlig dag. Det er da en trøst, som mørket sænker sig og numsen langsomt tørrer.”

“Flere digte om arbejde:

Jeg arbejder. Jeg har det godt med at arbejde. Mit arbejde er sat i system. Det tærer mig ikke op. Det bruger mig ikke til sokkeholderne. Det ødelægger ikke min nattesøvn. Det ødelægger ingenting. Det bruger min tid. Det bruger ikke mig, jeg bruger det. Jeg arbejder. Der kommer ikke noget ud af det. Jeg arbejder uden resultat. Jeg arbejder. Jeg har det godt.

Det er jo hele tiden de samme stemninger, man.

Det er jo hele tiden de samme ord, man.

(med tryk på det engelske)”

”Disse linjer vil snart blive skrevet fra et andet sted. Altså ikke lige disse som sådan, men webloggen i det hele taget. Og det er jo interessant at se om man kan spore ændringer i den måde bogstaverne forholder sig til hinanden, alene fordi de opstår i andre omgivelser, mellem andre vægge, i andre, med et fint ord, kontekster. Hvis de sociale forhold og samfundets åndelige stadie skulle have nogen betydning for det man skriver, hvorfor skulle væggenes farve og lokalitet ikke også have det? Murstenenes resonans? Væggene vil stadig være hvide, men placeringen i byen anderledes, vejen derhen en anden. Vil man finde nye inspirationer når man dagligt skal gå flere 100 meter for at kunne skrive, i stedet for bare at stå op fra sin seng og gå til skrivebordet? Hvad vil det betyde at have et kontor? Svaret blæser endnu i vinden, men snart blæser det ned i computeren og ind her på webloggen. Uh! Hvor vi glæder os!”

”Han fortalte om sin drøm:

”Jeg drømte at jeg sad i en togkupé med min kæreste, på en station et sted ude i en skov. Toget holdt endnu stille og det var et gammelt tog, som et gammelt passagertog, og kupeen var tom, bortset fra os to. Min kæreste sagde noget til mig og stod af, og toget gik i gang. En stemme talte over anlægget og fortalte at vi nu tog en anden vej end den sædvanlige. Jeg sad nu forrest i toget, der i stedet for at følge sporene kørte ind i skoven igennem nogle grønne lysninger, nærmest som ind i en passage. Toget begyndte at løfte sig og stien blev ujævn og begyndte at falde fra hinanden. Den afslørede noget der lignede minegange og afgrunde nedenunder. Toget fortsatte i højere og højere fart og begyndte næsten at flyve op i luften, fordi jorden begyndte at hæve sig og toget red på jorden. Jeg stod nu ude allerforrest i toget (der var ikke noget lokomotiv, passagerkupeen endte bare) og følte mig voldsomt udsat. Angsten steg i mig. Stemmen over anlægget fortsatte og lød nervøs. Der var nu problemer. Toget tromlede derudaf, hævede sig og steg, og svævede nu nærmest igennem luften, men fordi det var så tungt begyndte det snart at falde igen og faldt ned imod noget som lignede en stor nedadgående trappe lavet af træ, som en ski-pist uden sne. Det var tydeligt at toget ville knuses imod trappen og splintre alt. Med et glimt vågnede jeg. Og jeg kunne ikke sove igen.”

Han så på mig og spurgte:

”Hvad tror du det betyder? Tror du det har noget at gøre med min frygt for fremtiden?”

Jeg svarede:

”Hvad tror du selv?””

”Året er forbi, og hvor gik det så hen, da det gik ud? Hen til de andre der også er gået, naturligvis. Det lægger sig på dyngen og rådner. Men det manglede da bare, hvad skulle det ellers tage sig til? Der er ingen som har brug for et gammelt år, og det mærker i sin sjæl, at det er fiktivt, at det er noget nogen har fundet på, som om det var noget i en bog (ikke en film, det er alligevel for konkret).

Det er tilfældigt, det kunne lige så godt befinde sig et andet sted. ”Det er egentlig ligegyldigt”, siger året til sig selv og ryster på december. ”Hvad betyder det alt sammen? Mine fødder kunne lige så godt ligge i april som i januar, jeg kunne lige så godt dø i juni som nu. Og hvilken forskel gør det hele så? Hvilken nytte er jeg til? Har menneskene brug for mig? Vil de mindes mig med glæde eller sorg? Hvad har jeg udrettet i mit 365 dages korte liv? Altså af vigtige ting, som ikke lige så godt kunne være gjort af et andet år, noget som virkelig betyder noget og som ikke bare er et resultat af, at jeg står her og glor og lader mig blive brugt til at tælle dage med?” Svaret blæser i vinde, da året går til skrotdyngen. Men vil årene bare blive ved med at finde sig i det? Vil dette misbrug bare blive ved?”

”Sludvejret venter udenfor, men jeg bliver inde for at spekulere på hvorfor jeg ikke går ud og ordner de ting jeg skal ordne. Men det går bare ikke i orden, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Der er for megen sludren, for meget vådt, for megen blødsødenhed i hjernen, sne og slud og regn og vådt, noget der minder om et mærkværdigt udsagn med grammatisk kryds og bolle: ”Regnbuen oaser en pizzabold”, og så kan man jo spekulere lidt over det, eller sætte det på ikoner. Men det er jo ikke frugtbart i sig selv, for vandudladning er ikke nok til vintersæden, der må forår og sol til (på et tidspunkt) hvis høsten skal i hus. Det er ikke nok at snuble i regnpytter og sludre med chatollerne, parkeret i vejkanten (De venter på nogen der skal hente dem, men han kommer aldrig). Og således fortsætter regnen og man føler sig lidt ensom på pessoask vis, sådan ensom og kreativ på samme tid, ganske våd under armene og grøn i skridtet. Er det en atomvinter? Subsonisk hvorfor ikke?”

”Det kedeligste her i verden er at spise et æble. Man, hvor jeg hader det. Man skal bare gå der og gnave og der er intet andet man kan tage sig til imens, og alligevel tager det utroligt lang tid, fordi der er så mange små bidder, man skal bide af. Hænderne bliver våde, fordi man vasker æblet før spisningen, og fordi saften flyder af det, og når hænderne er våde, så bliver papiret og computeren våde bagefter, og så skal man igen stå der og tørre med en klud, og det tager en evighed, og i øvrigt bliver man aldrig mæt af sådan et æble. Det er bare en lidt bittersød, tom smag, der umuligt for alvor kan tilfredsstille nogen, slet ikke som en banan eller en burger. Og alligevel føler man at man bør, for det skulle jo være sådan et godt mellemmåltid, et æble, om formiddagen eller eftermiddagen, når man endnu ikke kan spise stort. Fis i en hornlygte! Det er bare frustrerende, et frustrerende mellemmåltid. Pointeløst og besværligt, med små æbleskindstykker i tænderne bagefter (underholdning for tungen resten af dagen). Et æble om dagen holder lægen væk. Så hellere lade doktoren komme på besøg de par gange om året, og holde æblerne på afstand. Føj!”

”Det må være svært at være digter og ville skrive en hyldest til en måned eller to. Her sidder jeg for eksempel og vil gerne skrive noget om det smukke sollys som lige præcis skimtes gennem decembers husmure. Men så tænker jeg: ”Er den mon snuppet?” Jeg mener, april har Elliott for længst taget, og hvem kan seriøst skrive om november efter Nordbrandt er blevet koryfæ? Maj kommer altid sød og mild, og vil man skrive om forårsregnen er man utroværdig pessimist. Juni er noget med midsommervisen og Shu-Bi-Dua, alt for klichefyldt. Juli og august er alt for varme og minder en om besættelsen, folkestrejker og oprør og alt muligt. Januar er taget af nytåret, februar er der ingen som gider skrive om, for her er problemet at der intet ER at skrive om – den er for trist og kort – og marts nappede Rifbjerg, også selvom det ikke var i et digt. ”Marts 2004”? jeg tror det næppe. Oktober, så, en måned jeg selv har et nært forhold til, men det er for længst besat af både Sonnergaard og Grøndahl og FN. December er belemret med julesange og salmer og træets grønne top, så her skal man også passe på, så glem alt om himlens grå lys. Det er lysene i barneøjnene vi vil se – og gaverne, naturligvis! Og så er vi tilbage ved november og april. De mest poetiske måneder, sådan i lys og nedbør, men de er bare allerede snuppet.”

”Ja, der gik noget galt den dag, selvom jeg ikke helt vidste hvad det var. Det var noget med lydene i sproget, noget med måden de blev udtalt på, som trængte sig ind over – og ind i – den måde jeg læste dem på. Jeg begyndte at læse dem som en fremmed, en ikke-dansker, som ikke kendte det danske sprog, ville læse dem. At ”ofre” blev virkelig til at ”åååååfffrrvvvå”. Et ord som ikke gav nogen mening. Jeg så bogstaverne, men de gav ikke den passende genlyd derind i mit hoved, de blev bare til mærkelige, gutterale lyde. Det var som det ville lyde hvis man dumpede ned i København, direkte fra planeten Mars (kun udstyret med de mest rudimentære evner til at høre vokaler og konsonanter) på en tilfældig mandag og lyttede til de indfødte: ”grgggoddaw dooo, vååårrr lægg rråddussplasssn”, og hvad i alverden skal det så betyde? Og problemet er jo ikke, om en Mars-boer ikke med tiden ville kunne lære at aflæse alle de mærkelige mundkoder. Problemet er at jeg jo slet ikke er fra Mars, og derfor slet ikke burde have problemet. Det burde ikke opstå, men det gør det. Skærmen bliver uklart for mig, forvandler sig til dumme, stumpe lyde. Og jeg forarges over vores latterlige sprog, som en sydeuropæer ville gøre det. Jeg græmmes.”