Kategori: Tællepråsen

Tællepråsen 4: Filistrenes oversættelse?

Filistrenes oversættelse – hvorfor Bibelen har et negativt syn på frugt

Af NEFA

Som den glimrende forfatter Altsky-Hasenhertz så mange gange har påpeget, skyldes vort samfunds nuværende moralske fordærv og åndelige elendighed Bibelens desavouering af frugt, ja, den til tider ligefremme dietisme (videnskabeligt ubegrundet værdimæssig forskelssætten mellem madvarer) og xarposfobi (frygt for frugt). Nu er tiden kommet til et opgør!

For at starte med Adam og Eva, som en populær talemåde siger, så begyndte hele denne frugthetz naturligvis med balladen om Den Forbudne Frugt fra Kundskabens Træ. “Du må ikke spise frugt – det bringer ulykke” synes underteksten at være, men hvordan skulle et sølle æble dog kunne indeholde alverdens visdom? Det hænger vist ikke helt sammen og er blot et eksempel på en betydningsforskydning fra menneskets dårlige samvittighed over at fortære naturen (bide i æblet) og mistro den viise slange for dens gode råd. Resultatet er en aggression over egen middelmådighed vendt til dietisme og dyremishandling – den stakkels slange skal krybe resten af sine dage!

Det bliver helt slemt senere i Bibelen hvor Jesus bespiser fem tusind mand med to brød og fem fisk (Mark. 6: 35-44). Hvorfor lige to brød og fem fisk? Hvorfor ikke en dejlig gulerod og to abrikoser? Dette er en meget tydelig dietistisk forskelsætning – brød og fisk tilskrives på uretfærdig vis en større ernæringsmæssig værdi end frugt og grønt – hvilket naturligvis er usandt. Faktisk er frugt sundt og godt, selvom frugten naturligvis skal nydes i større mængder for at give mæthed. Men hvorfor så ikke 5 gulerødder og 10 abrikoser? Dietisme!

Nyere forskning viser dog, at frugthadet ikke altid har været så udtalt i Bibelen. Faktisk mener mange bibelforskere, at dietismen især skyldes puritanske kødæderes fejloversættelser til lokale sprog i 1500-tallets Europa, fx Luther i Tyskland og Hans Mikkelsen herhjemme. Granskningen af de græske originaltekster har fx afsløret, at sætningen “Men slår nogen dig på din højre kind, så vend den anden til” (Mat. 5: 40), rettelig skal have tilføjet “- og giv ham en lækker håndfuld figner”. Ligeledes var rådet ikke “kast ikke perler for svin”, men “kast ikke asparges for svin”. De medmenneskelige budskaber bliver jo langt mere positive på denne måde.

Sådan er verdenslitteraturen rig på eksempler på frugthadets og dietismens svøbe. Men nu må det have en ende. Tællepråsen foreslår, at man tænker lidt mere over, hvad man siger, når man taler om frugt eller bruger frugtmetaforer – og rækker tanken ikke, så må diætligestilling indføres ved lov! Fx tænker de fleste, når man bruger adverbiet ‘rådden’, nok på et æble fuldt af materie og mider. Men prøv i stedet at tænke på et læs engelsk oksekød, der fordærves i et overskudslager, eller den ådselsklump de havde ombord på panserkrydseren Potemkin.

En anden sproglig skik som er dietistisk ladet, er ordet ‘stillleben’ eller ‘nature morte’ om en opstilling af, som oftest, frugt til motiver for malerier, oftest af hollandske mestre fra 1600-tallet. Men frugtens død på billedet er kun malerens feje og diskriminerende konstruktion. Vi må kalde motivet ‘nature vivre’.

For fremtiden bør man måske også tilskrive frugt mere positive værdier, bruge dem i venlig metaforer; hvad med ‘snedig som et blåbær’ eller ‘rar som en ærtebælg’?

Næste gang: Den pæreformede spændningskurve. Frugtkamp i dramaturgien?

Tællepråsen 3: Licensed To Vodka

Licensed to Vodka – er James Bond et plagiat?

Af NEFA

Da “Life” magazine den 17. marts 1961 satte Ian Flemings spion-roman “From Russia With Love” på niende-pladsen på listen over Kennedys yndlingsbøger, vidste de næppe, at bogen ikke er en original creation fra den mand, verden kender som skaberen af agentfiguren James Bond. Derimod har Ian Fleming hentet kraftig inspiration i den finske forfatter Kulli Kääsiikolmen (1901-1968) og hans fem romaner om den finske agent og krigshelt Jahvii Bongoleinens oplevelser i årene omkring den 2. verdenskrig. Ligeledes har de verdenskendte Bond-film, produceret af Albert R. Broccoli og Harry Saltzman med skiftende instruktører, hentet meget af deres eventyrlige materiale fra den finske auteur Teuvo Tapiovaaras Bongoleinen-film, der imidlertid ikke opnåede international berømmelse pga sprogbarriererne.

Teuvo Tapiovaara (1911-1977) var en mester i mise-én-scéne og desuden en dygtig action-instruktør, som med en personlig stil skabte store (finske) publikumssucesser ud af Kääsiikolmens middelmådige romaner og et lille budget. Den første film i rækken af fem Bongoleinen film, som havde den finske playboy og curlingmester Sanni Könnerii (f. 1920) i den altoverskyggende hoverolle, var Pröffessorii Yiati (“Professor Ja”, 1948). I dette noget intermistiske spiondrama lykkes det for Bongoleinen, der filmen igennem optræder i smoking og pelshue, at optrævle en russisk/kommunistisk sammensværgelse, og dermed sikre Finland mod den store nabo.

Takket være blandingen af fædrelandskærlighed, voldsomme snestorme og hårdkogte knivdueller blev Pröffessorii Yiati et stort hit i hjemlandet, omend kirken og kritikere på konservative dagblade protesterede imod Bongoleinens seksuelle frimodighed, idet han forfører hele tre kvindelige russiske agenter – et træk som er blevet direkte genbrugt i de engelske Bond-film. Det erotiske frisprog kombineret med en trendskabende scene, hvor Bongoleinen bagvendt på slalomski beskyder russiske agenter i en hundeslæde, har ført til den folkelige finske vending for Bongoleinen-filmene: “Uuskii et lloollobridijja”, som direkte oversat betyder “ski og patter”.

Tapiovaaras egentlige mesterværk kom med den anden Bongoleinen-film Klü Iionis (“Sølvtå”, 1950), hvori Könnerii med charme og sprudlende vid spiller en bedre Bongoleinen end nogen Sean Connery. Historien er ganske simpel, omend både grusom og pikant: En smuk russisk sangerinde, Ample Curves (sex-killingen Ursula Nalescje) besøger Finland, men viser sig i virkeligheden at være russisk agent, som via en forbindelse med en alkoholiseret græsk millionær skal forføre Bongoleinen og med en psykisk/medicinsk metode hypnotisere ham til at dræbe Finlands præsident. Plottet forhindres og Bongoleinen forfølger Ample til en dasja nær sortehavet, hvor han efter et blodigt opgør med sikkerhedsvagter, hajer og en kæmpemand med et bronzegebis endeligt får ram på bagmanden dr. Gabold (Telly Savales i en tidlig rolle). Herefter forenes han med Ample Curves, og de bliver gift.

Filmen er en tour-de-force i low-budget action, og viser hvordan et B-budget med stil kan gøres til en A-film, omend de væltende papmachekulisser undertiden afslører den pauvre herkomst. I Klü Iionis grundlægges de kendte “gadgets” som Bongoleinen (og senere Bond) bliver så kendt for, da en for publikummet først ubetydelig tændstiksæske, viser sig at rumme en mini-datamaskine, som kan udregne værdien af pi med 22 decimaler, og dermed redde Bongoleinen fra en bombe.

Tapiovaara viser sig som ægte auteur ved at lægge steder med absolut stilhed og intethed ind i filmen, især i en scene hvor Bongoleinen med en håndlanger søger tilflugt i en forladt hytte fra en russisk snestorm, og her tilbringer 20-minutter real-time uden at veksle et ord, hvor kameraet blot panorerer mellem deres mutte ansigter. Denne meget nordiske og eksistensielt sublime stil gjorde Tapiovaaras film til kunst, men denne tavshedens ironiske æstetik er senere gået tabt i Bond-filmene, omend den er bevaret i finsk tv-teater. Efter Klü Iionis kom endnu to Bongoleinen-film: Orko Nyrki 03 Taataävaari (“Agent 03 i skudlinjen”, 1952) og Uugdajjakii Suomi (“På farlig mission”, 1955) som begge blev store hits, uden dog at nyfortolke genren. Desværre døde Könnerrii ved en motorcykel-ulykke i 1956, og dette umuliggjorde i lang tid en fortsættelse af serien, da man ikke kunne finde en passende erstatning.

Da de engelske Bond-film ankom i 60’erne forsøgte både Kääsiikolmen og Tapiovaara at lægge sag an, men tabte den i en afgørelse ved den internationale domstol i Haag 1966. Efter en lang tids druk og nedtur forsøgte Tapiovaara sig med en sidste film i 1974, Sulanata Vodki Bjorta (“Fygt er en by i Rusland”, der på engelsk blev lanceret som “Licensed to Vodka”), som på trods af voldsom promotion blev er stort flop. Tiden var løbet fra Bongoleinen.

Tællepråsen 2: Ansvarlighed søges!

Ansvarlighed søges!

Af NEFA

I årevis er biograferne blevet oversvømmet af svinske og voldelige film. Mennesker stikkes med syle, kvinder kastes ud fra høje tårne, og børn overværer deres forældres samlejer. Findes der ikke længere anstændighed i verden? Tilsyneladende nej, det er snart som Tyskland i 30’erne. Det er klart, at det ikke kan blive ved sådan. Vi må forlange klare retningslinjer og gode rollemodeller af vore film. Det er på tide at mennesker, dyr, planter, sten, plæneklippere og bamsedukker lærer at leve i samdrægtighed og harmoni. Tællepråsen melder rent ud, og stiller krav!

Vi bringer hermed en liste over film som burde laves snarest. Tilhængere af de voldelige actionfilm og den slags ragelse vil nok rynke på næsen, men bid mærke i det spidsfindige psykologiske drama, der er indstøbt i vore film – antydningens kunst kan sige mere end tusind eksplosioner.

Gå med i lunden – Jurassic Park 4. En videnskabsmand genoplever den hyggelige andeøgle (drøvtygger), en halvgammel dronte, og 6 trilobitter (uddødt bløddyr). Han tager dem med i Zoologisk Have og kigger lidt på reptilerne. De får sig en is i Tivoli, og klimakset kommer, da en af trilobitterne spiser noget af andeøglens chokoladekrymmel. Herefter beslutter de sig for i samdrægtighed at genoplive samtlige uddøde dyrearter.

Lev godt. En række miljøaktivister stopper et møde i Den Internationale Monetære fond, og truer med at råbe udenomsparlamentariske udtryk efter pengepugerne, hvis de ikke straks giver alle den vestlige verdens penge til det fattige Afrika og regnskoven. Først er kapitalisterne modvillige, men da den kvikke parkeringsvagt John (Bruce Willis) mægler, bliver alle glade.

Pusser. Det er hårdt på gaden, når man har travlt med at dikke alle barnevognsbørn under hagen. Realistisk drama fra de hårde miljøer på Vesterbro, hvor altruisten Frank spreder glæde blandt de enlige narkomødre. Sideplot hvor Frank hjælper frimærkesamleren Milo med at finde et forsvundet 10-øres-mærke i Sct. Jørgens sø.

9 ½ måned. To unge mennesker tager til Afrika som Danida-arbejdere i 9½ måned. Når de er færdige med dagens dont, tilbringer de aftenerne med at højtlæse digte af Benny Andersen, smide klidbrød på hinandens bare maver, og færdiggøre deres respektive specialer i biokemi og persisk.

Otte. Landbetjenten Frederik (Brad Pitt) og den erfarne postmester Joachim (Morgan Freeman) bliver udsat for sjove løjer i landsbyen Styrt-om i Sønderjylland. Den lokale skarnsknægt Nils spiller op til narrestreger, da han igennem otte dage placerer obskøne modelervoksfigurer på det lokale asylcenter. Men alt ender i fred, fordragelighed og somalisk fællesdans, da Frederik og Joachim hjælper Nils med hans blækregning.

Det var Tællepråsens bud på fremtidens film. Der er vist noget at tage fat på i de danske filmmiljøer!

Tællepråsen 1: Altsky-Hasenhertz

Altsky-Hasenhertz – en forfatter med bid i

Af NEFA

Det er blevet på tide at lade de brede masser stifte bekendtskab med den kontroversielle, visionære forfatter: Hermann Altsky-Hasenhertz. Født 1935 i Tyskland, opvokset i Frankrig, bosat i Danmark fra sit attende år er han en sand europæisk forfatter med rødder i den sprogligt bevidste 60’er modernisme og aner tilbage til mellemkrigstidens utopiske kunstnerdrømme.

Nu, med udgivelsen af hans attende roman “http://www.altsky.dk”, er det på tide at se tilbage på et kunstnerliv uden sidestykke. Som en af hans romanpersoner siger: “Fremtiden er som en sursød-sovs, men fortiden kommer i klumper som sure opstød.” Her følger klumperne.

I sin første roman “Melon-drømme” fra 1957 skildrer Altsky-Hasenhertz et fremtidssamfund, hvor sproget kontrolleres af et malignt teknokratisk regime. Langsomt udsletter magten alle sprogets referencer til frugt og grønt og erstatter dem med hollandske verber. Således bliver på et metaforisk plan livets saft og kraft udtørret af sprogets logiske entydighed. Denne sindstilstand formuleres bedst af helten i Altsky-Hasenhertz næste bog “Stjernernes Grønlangkål” (1960); Her siger sprogteknikeren Albert Daggammel: “I kan banke os, stække vore faner, men aldrig skal I få mig til at glemme stavelserne i ‘agurkesalat’.” Oprøret mod magtens sprogterror ender dog nytteløst, og selv Albert Daggammel må glemme agurkesalaten. De tidsyneladende ligegyldige referencer til forskellige rodfrugter og andet grønt rummer et dybere budskab: Kan vi ikke tale om frugt, hvad kan vi så tale om?

Efter endnu to romaner “Atlask Q” (1961) og “På ethvert morgenbord” (1963) afløstes de dystre fremtidsudsigter af den optimistiske, utopiske roman “Det Ny Blomsterbjerg” fra 1967, hvor tidligt fødte hippie-drømme møder maskinstormerne: Blomsterbørnene skal frelse jorden og tildyrke den med radiser. Bogens slutning, hvor radiser i alle regnbuens farver regner ned over de lykkelige BørneBlomster, er vel et af periodens stærkeste udtryk for 60’ernes drømme om et internationalt fællesskab baseret på frugtspisning. “All You Need Is Fruit” som Beatles – næsten – sang.

De glade, men i sidste ende bagstræberiske tanker fra “Det ny Blomsterbjerg” fordrives af Altsky-Hasenhertz’ indtog i filmens verden. I 1970 skrev han manuskriptet til den oversete “Manden der tænkte på frugt”, instrueret af Hasse ‘Abrikos’ Hosfeldt. Dette blev en usædvanligt klarsynet film, der tog et livtag med datalogiseringen af menneskets identitet. Hovedpersonen er grønthandleren Søren S. Sørensen, som indvikles i et spejlkammeragtigt spil med staten. Er Søren Søren eller er han Sørensen? Er Sørensen blot et hulkort eller en binær kode? Filmen er labyrintisk og giver intet svar, men den specielle visuelle stil, hvor hvidlysende scener i sterile rum opklippes med billeder af rådnende frugt, skaber en tilstand af på en gang afklarethed og forvirring.

Efter fremtidskrimien “Rødgrøden koger klokken 22” (1975) og børnebogen “Skal vi male hinanden med frugtfarve?” (1977) gik Altsky-Hasenhertz ind i en længere krise. Bøgerne solgte ikke godt, men omkring ham var opstået et frodigt miljø af unge energiske fritænkere. Altsky-Hasenhertz var på vej imod stjernestatus. I 1984 kom vendepunktet. Altsky-Hasenhertz skrev sin banebrydende roman “Æble”, inspireret af sit køb af en Macintosh-computer. Her så han endelig muligheden for at forene sin interesse for frugt, ‘Edens Have’, og fremtidens filosofiske, cybernetiske og cerebrale informationssamfund. “Apple er frugten fra kundskabens træ” skrev han, og anslog dermed den moderne tids løsen: Computeren er min adgang til fremtiden, tag en bid. Altsky-Hasenhertz forfatterskab fra dette punkt er kendt af enhver, ikke mindst hans vejledning til internettet: “1000 websites om porrer”.

Tællepråsen 0: Tællepråsens Manifest

“Infonautilus”

-Manifest for Tællepråsen

Infonautilus. Dette er navnet på vort skib. Infonautilus. Sig det igen, syng det! Men hvad er Infonautilus? Infonautilus er Tællepråsens skib i cyberspace, internettet, den virtuelle realitet, der omgiver os. Og hvad skal Infonautilus? Forandre verden, forandre verden. Skibet bringer budskaber fra regioner i hjernen og hjertet, du end ikke havde tænkt på at høre om. Besyng dets mystiske navn. Info…nautilus. Smukt og enkelt. Ingen krystalbluffmadonna her, tak!

Alt for længe er verden og kulturens ellers så klare vande blevet mudret til med ordskvalder og øregejl. Hjernen er blevet formørket, vore værdifulde livsvæsker forplumrede. Tællepråsen er vejen til en ny og bedre verden, en renere verden, og Infonautilus er midlet: Vi undergraver den elektroniske virkelighed og bringer sandt nyt til sind og sjæl: Sådan er dét, sådan er dét. Verden er løgn, Tællepråsen sandhed. Fra Biskop Berkeley til Michel Foucault har alle kun ventet på dette øjeblik: søsætningen af Infonautilus som hjerneskibet, det gyldne hovedsæde. Det stryger igennem idealismens og socialkonstruktivismens svøbe, punkterer nihilismen og realismen, sætter kognitivismen og neo-kantianismen på plads. Infonautilus søsætter, ikke infantilismen, men infonautilismen – det nye årtusinds isme, Jules Verne for det 21. århundrede. Samtidighed, dynamik, hastighed i elektroniske net – allestedsnærværende orakel. Tag med kaptajn NEFA til sindets dybder, virkelighedens Marianergrav. Nemo er død, længe leve NEFA.

Tællepråsen undergraver din virkelighedsopfattelse, den giver dig nye impulser, sætter dine neuroner på rette plads. Hvorfor forgifte dig selv? Hvorfor rådne? Korsfæst kedsomheden, læs Tællepråsen.

Kaptajn NEFA, ombord på Infonautilus, signing off…

Velkommen til Tællepråsen

Lars Hvidbergs digitale hukommelse giver i de kommende uger (og måneder) plads til et tidsskrift, som i al for lang tid har været udenfor i den digitale verden: Tællepråsen – tidsskrift for selvbevidste infonauter. Hver mandag vil vi bringe et nyt indlæg fra Tællepråsens fantastiske verden, men jeg vil ikke sige mere her, og vil i stedet fra på mandag overlade ordet til Tællepråsens ansvarshavende redaktør, NEFA. I første omgang vil der dog desværre være tale om genoptryk af tidligere numre, som ikke har været offentligt tilgængelige.

Tællepråsens arkiver vil i fremtiden kunne ses på denne adresse.

God læselyst

Lars