Hvordan man hjælper Afrika

Econotrix linkede for et stykke tid siden til denne fantastiske tale af George Ayittey, der kritiserer både de afrianske regeringer og de velmente forsøg på at hjælpe: “The blind leading the clueless”:

Regeringerne er problemet i Afrika. Gå uden om dem – til det frie marked. Mere her.

8 tanker om “Hvordan man hjælper Afrika”

  1. Jeg synes det er naivt at tro, at markedet kan klare alt i Afrika og andre fattige lande.

    Det syntes Milton Friedman også med baggrund i erfaringerne fra Rusland. Han sagde noget i stil med, at institutionerne skulle være på plads, før man lod kapitalismen brage igennem.

    Det har jo også været tilfældet i alle de udviklede lande, at kapitalismen baserede sig på en stærk statsmagt, retsvæsen osv.

  2. Mange steder i Afrika er der jo en loyalitet ikke overfor nationen, men overfor stamme, klan osv. Man beriger sine egne og kerer sig mindre om ‘nationale interesser’.

    Hvis det er hovedproblemet, så må man enten udviske de etniske forskelle i de enkelte lande, eller også bør landene splittes op efter etniske linier.

    Og måske skal vi bare have mere tålmodighed med Afrika. På alle parametre har kontinentet været bagefter de mere udviklede lande, så det er naturligt, at det også tager længere tid at indhente efterslæbet.

  3. “Man” mig her og man mig der. Man udvisker jo ikke lige de etniske forskelle eller deler landene op. Bare et lille pip fra FN om, at man vil acceptere opdeling vil føre til voldsomme krige om at sidde på ressourcerne.

    Næh, i stedet er markedet langt det bedste alternativ til en stærk stat. Markedet bekymrer sig ikke særligt meget om din hudfarve, din religion eller dit etniske tilhørsforhold slet ikke hvis der er gode penge at tjene. Markedet er naturligvis ikke perfekt og løser ikke alle konflikter. Men det har en væsentlig bedre track record end staten, især i Afrika.

    Man kan tage et land som USA som eksempel. Det fremhæves ofte som en “smeltedigel”, men det er lidt misvisende. De etniske grupperinger er oftest skarpt opdelte og har ikke meget med hinanden at gøre – bortset fra på markedet. I de store byer på Østkysten har etniske grupperinger (især tidligere) spillet en stor rolle for det politiske liv, med omfattende korruption til følge (fx i Boston). Men landet har fungeret alligevel, simpelthen fordi markedet fylder så meget i USA.

    Men der er da lande i Afrika, som peger fremad. Det er også oftest dem, der har gjort mest ud af liberaliserende reformer, og altså har ladet markedet komme frem.

  4. Jeg kan godt lide dit ‘man’, for hvem er det, der skal stille noget op?

    Markedet er skam fint, og det stadigt voksende segment af afrikanske entreprenører skal da have de bedste betingelser overhovedet muligt for at drive virksomhed, så de kan lægge lidt af gevinsten til skattefar.

    For det bliver næppe entreprenørerne, der står for at bygge veje, vandforsyning, primary og secondary schools samt opbygge et pålideligt retsvæsen i de afrikanske lande.

    Markedet skal tjene penge, staten skal hjælpe med at kanalisere dem i de rigtige retninger.

  5. “Man” er i dette tilfælde “os”, det vil sige den vestlige verden, som holder de afrikanske regeringer oppe med donorpenge. Vi kan ikke ændre afrikanernes måde at tænke på eller at føre politik på, men vi kan ændre den måde vi forholder os til dem på, og de mest uheldige sider af vores bistandspolitik.

    Det helt afgørende for at en regering ikke bliver diktatorisk og udplyndrende er, at den 1) skal stå til regnskab for befolkningen (kan fjernes), og 2) at den er afhængig af befolkningens skatteindtægter. Det sidste punkt er det vigtigste, og det er det, som kniber i afrikanske lande. De afrikanske regeringer får pengene fra udlandet (i et fromt håb om at de blive bruge dem altruistisk), og de bruger dem så på tant og fjas og luksusbiler. Vi kender rumlen.

    Forsøgene på alligevel at kontrollere de afrikanske regeringer (kontrol med bistandsmidler o.l.) er efter min mening at smide gode penge efter dårlige. Under alle omstændigheder kunne pengene bruges bedre andre steder. Den rigtige ændring sker først, når regeringerne indser, at de er afhængige af befolkningens goodwill (og skatteindtægterne fra et velfungerende samfund) for at overleve.

    Indtil det sker, skal vi simpelthen holde op med at støtte dem. Bistanden ned til 0 og resten i skattelettelser til danskerne. Handelsbarrierne skal selvfølgelig også væk med det samme, men det er en anden sag.

    Hvem der så i mellemtiden skal bygge veje og skoler? Tja, det kan jo være, at man skal lade de private entreprænører komme til, når nu regeringerne har været så sindssygt dårlige til at løfte opgaven.

    Husk: der findes ingen perfekte løsninger. Kun de mindst dårlige. Lige nu er der brug for helt at gå uden om regeringerne – de går nemlig ikke i opløsning uden støtte. De begynder bare at opføre sig ordentligt.

  6. Nå, jamen så er vi jo ret enige:

    Handelsbarrierer og EU-støttekroner til fattige lande skal væk, til gengæld bør bistandshjælpen også afskaffes, både pga. de ting du nævner, men også fordi den holder afrikanerne fast i illusionen om, at de ikke kan selv.

    Det kan de selvfølgelig, de har bare et efterslæb. Hvor vidt private entreprenører kan afhjælpe dette, ved jeg ikke.

    Det kan så også være, vi på vejen bliver vidner til nogle etniske homogeniserings-programmer eller nogle nye grænser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *