Min USA-klumme fra 15. december er nu online: De falske jobs – om problemerne med optællingerne af jobs, som den store Stimulus-pakke angiveligt har “skabt eller reddet”. Jeg kunne for øvrigt ikke finde artiklen på Berlingskes oversigt over kommentarer, men Johan Espersen linkede fra 180grader. Uddrag:
For at efterspore nytten af de mange milliarder lanceredes hjemmesiden recovery.gov, og i slutningen af oktober kunne administrationen triumferende fortælle, at man nu havde »skabt eller reddet« 640.000 jobs. Imidlertid begyndte flere amerikanske medier at gå kritisk til tallene, og man skal ikke tilbringe ret lang tid på recovery.gov, før det går op for én, at mange af tallene er ubrugelige. En del af ansættelserne er sandsynligvis fri fantasi og milliarder af skattedollars er forsvundet i den blå luft.
Det var en rigtig interessant klumme at skrive, men den tog lang tid at researche. Jeg brugte et par timer på det Hvide Hus’ site recovery.gov, der angiveligt skal efterspore nytten af de 787 millarder dollars. Som jeg også skriver i klummen, er det et website, der efterlader én med flere spørgsmål end svar. Tallene er svære at gennemskue, og med afsløringerne af de mange helt tydeligt forkerte, misvisende eller direkte falske jobangivelser, er det svært at have tillid til sitet. Det har imidlertid undret mig, hvor lidt opmærksomhed hele denne affære har fået i den danske presse – jeg er ganske overbevist om, at hvis George Bush havde været præsidenten, der stod i spidsen for sådan en katastrofe, så havde vi set det på forsiden af samtlige aviser. Men sådan er der jo så meget.
The Washington Examiner’s recovery site findes her. Tjeck det selv. Det er vild læsning. Der er i øvrigt kommet yderligere 900 ‘bogus’ jobs til, efter jeg skrev klummen.
Yderligere bemærkninger til klummen:
Jeg kunne have valgt at fokusere på det både absurde og geniale i at tale om “skabte eller reddede” jobs. For hvordan ved man, at et job er blevet reddet? Hvordan kan man dokumentere, at det lige præcis var det offentlige tilskud, der reddede jobbet og at så og så mange var blevet fyret uden stimulus-pakken? Det kan man naturligvis ikke. Og det er både godt og dårligt for Obamas position: Uanset hvor dårligt det går, kan han altid sige: “Ja, men uden pakken var det gået meget værre!” – den lille geniale retoriske finte har nok medvirket til at modvirke meget af den skandale, som de her resultater ellers burde udgøre.
Ligeledes er det også umuligt at sige, hvad pengene ellers var blevet brugt til, hvis de ikke var gået til de offentlige jobs. Penge der nu er investeret i infrastruktur kunne eksempelvis være gået til frostkylling-industrien (der har kronede dage, fordi amerikanerne spiser mere hjemme). Her ville pengene også skabe jobs, men vi ved ikke hvor mange. Det er et spørgsmål om, hvad man ser, og hvad man ikke ser.
Noter:
Ligesom i Danmark har venstrefløjen i USA en forestilling om, at der er en masse offentlige opgaver, som ikke bliver udført, fordi politikerne udsulter det offentlige – fx at der er et ”underskud” i penge brugt på infrastruktur. Der stod derfor en masse nødvendige infrastrukturprojekter klar, som Bush-administrationen havde forsømt, og som simpelthen var ”shovel ready” – lige klar til at gå i gang med skovlen! Pengene ville skam ikke blive brugt på nytteløse offentlige aktiveringsprojekter og dumme hundeparker, hævdede Obama – nej, de skulle gå til at investere i vores børns fremtid.
Obama hævdede, at pakken ville ”skabe eller redde” mellem 3 og 4 millioner jobs, og fik opbakning fra venstreorienterede økonomer som Brad DeLong og Paul Krugman, der hævdede at der ville være mindst 3 millioner flere jobs i økonomien et år efter pakkens vedtagelse, end der ellers ville være. Nu, næsten et år efter, er der altså ikke mere end 640.000 (selvom CBO i følge Nancy Pelosi siger mellem 600.000 og 1,6 millioner), hvoraf en del altså er tvivlsomme. Indtil videre er 158 millarder brugt ifølge recovery.gov, og det giver altså en pris på henved 250.000 dollars per job. En ret dårlig forretning, ser det ud til).
Websitet recovery.gov har i øvrigt kostet 9,5 millioner dollars (med ekstra 9,5 millioner budgetteret indtil 2014). Det må gøre det til verdenshistoriens dyreste website. Prisen sættes i relief af, at det private site recovery.org udfører samme opgave til en brøkdel af prisen – og med en lang række features, det officielle site ikke har.
Den dybdeborende online-avis Propublica opsummerede sagen og havde konstateret systematiske unøjagtigheder i tallene: 4.000 af rapporterne angav, at modtagerne ingen penge havde fået – men at de alligevel havde skabt eller reddet 50.000 jobs. Andre 9.200 rapporter angav ingen nye jobs eller jobredninger, selvom de stod for 1 milliard dollars. Omkring 10 % af modtagerne havde overhovedet ikke indleveret en rapport.
Jeg gennemgik selv sitet i et par timer og fandt mange mærkelige unøjagtigheder. Eksempelvis: I en række skoledistrikter i North Dakota havde man modtaget både 100.000 og 200.000 dollars til forskellige projekter, men havde tilsyneladende hverken skabt eller reddet nogle jobs. Hvad var pengene gået til? Det var meget svært at se, for beskrivelserne er meget generelle: undervisning af udsatte børn, osv. Pengene kan måske være gået til at lukke huller i budgettet – men betyder det ikke, at der bliver reddet jobs? Det er næsten umuligt at gennemskue. Det er fint, at borgeren selv kan finde tallene, men uden kontekst er de næsten umulige at bruge. Man bliver nødt til at stole på afsenderen – og det er der i det her tilfælde overhovedet ingen grund til. De forskellige offentlige organisationer, delstater og kommuner, der indrapporterer, har en begrundet interesse i at blæse tallene op, ud fra devisen om at ”her går det godt, send flere penge, så det kan gå endnu bedre.” Obama-administrationen har også en interesse i, at tallene bliver så høje som overhovedet muligt.