Anbefales: Lost In Translation, Sofia Coppolas anden spillefilm. En næsten perfekt minimalistisk hyldest til det flygtige øjeblik, når to mennesker mødes. Stemningen af daggry og skumring, fornemmelsen af at rejse og være på et fremmed sted, forfinelsen af én følelse, som én lang, spændt indånding før forløsningen. Bevæger sig fra det komiske (rigtig sjovt) til det indfølte (jeg sad med hjertet i halsen. Så kys hende dog!) Perfekt castet: Bill Murrays bedste, hjerteskærende rolle. Smukke og drømmende Scarlett Johansson er en stjerne på vej.
Musikken. Det var tydeligt for mig, at Sofia Coppola tilhører min generation, og at vi har hørt nogenlunde de samme ting. I hvert fald var soundtracket fyldt med numre som også lige præcis jeg ville have valgt til at dække de stemninger. Alle er hof-numre i den alternative afdeling, og man kunne måske ønske at Sofia Coppola havde valgt nogle lidt mindre indlysende sange, men fedt var det nu alligevel!
Vi nævner:
* My Bloody Valentine: “Sometimes” fra deres mesterværk Loveless. En fuldstændigt uomgængelig plade i 90’ernes musikalske landskab. Utroligt cool sang: brummende feedback, svævende stemmer
* Nick Lowe: “(What’s So Funny) ‘Bout Peace, Love and Understanding”, som jeg kender gemmen Elvis Costellos Armed Forces, den første plade hvor han fik større ambitioner, både kunstnerisk og politisk.
* Sex Pistols: God Save The Queen, i en karaoke-version.
* Jesus and Mary Chain: “Just Like Honey” fra Psychocandy – stilskabende plade, uden den ingen Raveonettes
* Peaches synger “sucking on my titties” i “Fuck The Pain Away” fra The Teaches of Peaches. Ikke lige min smag, men meget morsom plade og sikkert noget for alle jer techo-trash-80’es-revival-nørder derude.
Husk: film skal ses i biografen. Men kunne folk ikke snart holde op med at æde alle de popcorn. Det stinker og larmer!
[“Lost In Translation”. USA, 2003. Instruktion og manuskript: Sofia Coppola. Medvirkende: Bill Murray, Scarlett Johansson, Giovanni Ribisi]