“Che Guevara Deserved To Die”

“Che Guevara Deserved To Die”. Det står der på en t-shirt jeg har købt i dag. Websitet Liberator fik for et stykke tid siden fremstillet 50-stykker med et fint Che-hoved af den kendte slags og den ovenstående tekst. Grunden til at jeg har købt den? Jeg er rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig træt af at Che Guevara hele tiden skal fremstilles som en stor frihedshelt, der kæmpede for verdens undertrykte, når realiteten er at han var en stalinistisk massemorder.

Det startede egentlig da jeg skulle til Bolivia, for specielt i dét land (hvor Che som bekendt mødte sin skæbne) fremhæves han som en folkehelt. Det gjorde han nu ikke i 1967, hvor han døde, men det er kommet til siden, og de mange backpackere som kommer til landet gør deres for at udbrede kulten, fordi denne befolkningsgruppe jo – om nogen – er stærkt tiltrukket af El Che og hans fantastiske kamp for verdens undertrykte. Jeg blev irriteret, købte John Lee Andersons anerkendte biografi Che Guevara: A Revolutionary Life, som er både velskrevet og spændende, og selvom Anderson ikke helt kan skjule sin sympati for Señor Guevara, må jeg sige at jeg fik en fuldstændig entydig antipati, både for manden Che, hans ideer, og endnu mere: hans handlinger.

Lad gå med, at han gerne ville gøre noget for de fattige og undertrykte i Latinamerika. Guderne skal vide, at der både dengang og i dag er brug for det. Lad endda gå med at han så kommunismen som vejen til lykken; jeg mener han var jo ung, og mange blev forført af de kommunistiske ideer, der unægteligt også kan virke meget dragende og desuden tjener et udmærket formål som reserve-religion, hvis man både er ateist og et usikkert menneske. Det som jeg ikke kan acceptere er hans handlinger, især efter 1956, hvor han begyndte deltagelsen i den cubanske revolution.

Læs mere “Che Guevara Deserved To Die”

Naturgas i Bolivia II

Så skulle det være ganske vist: Bolivianerne har med et stort flertal vedtaget at genoptage eksporten af naturgas fra landet. Det er et meget vigtigt resultat, ikke mindst fordi det endelig kan give ro i landet, der har været præget at uroligheder siden februar 2003, hvilket jeg også selv kom til at mærke, da jeg boede i Bolivia her i foråret.

Eksporten af naturgas har været krumtappen i den konflikt (som i Bolivia simpelthen bare har fået betegnelsen ‘El Evento’, ‘hændelsen’, og som betegner hele konflikten op til nu) mellem dele af befolkningen (hovedsageligt fagbevægelsen og socialistiske partier, støttet af det brede lag af fattige indianere, bønder og minearbejdere) og den tidligere præsident Gonzalo Sanchez de Lozada. Præsidenten havde stærke forbindelser til udenlandske olie- og naturgas-selskaber, og var for øvrigt selv (og er stadig) en af landets rigeste mineejere. Mistanken om at han brugte sin regeringsmagt til at berige sig selv, frem for at berige landet som helhed, lå derfor lige for, og det gjorde det næppe nemmere for ham at få sin politik igennem: en liberalisering af økonomien, og eksport af naturgas og olie gennem udenlandske – hovedsageligt nordamerikanske – selskaber, til Mexico og Californien. Mange mente at Bolivia blev berøvet sine naturressourcer, og med landets historie in mente var det måske heller ikke en helt urimelig antagelse. Desuden var mange utilfredse med, at gassen muligvis ville komme arvefjenden Chile til gode, for man har i Bolivia et uudslukkeligt had til Chile, som annekterede Bolivias adgang til Stillehavet i 1879. Det førte til et krav om en folkeafstemning om udnyttelsen af ressourcerne og uroligheder i både februar og oktober 2003.

Læs mere Naturgas i Bolivia II

Naturgas i Bolivia

I dag afholdes endelig den store afstemning om fremtidens udnyttelse af Bolivias enorme naturgasressourcer. Som dem der har læst min dagbog fra Bolivia vil vide, så har usikkerheder omkring brugen af Bolivias reserver af naturgas og olie skabt politisk ustabilitet i landet i flere år, og kampe mellem politi og demonstranter har kostet mange mennesker livet. Kort fortalt vil regeringen gerne sælge til udlandet, mens fagbevægelsen og flere socialistiske og indianske partier ikke vil det. I dag kom så endelig den ventede folkeafstemning, og exitpolls viser, at præsident Carlos Mesa har fået et ‘ja’ til alle punkterne, hvilket vil betyde fortsat eksport af naturgas. For mig at se er det særdeles gode nyheder for Bolivia, men lad os nu lige se hvad der sker de næste par dage.

Updates følger.

CNN

El Diario – Boliviansk avis

Copacabana og Titicaca-søen

Status: Ved godt mod. De forskellige arbejder er udført. I morgen skal vi rejse. Først til Salar de Uyuni, så Potosi og Sucre, muligvis med en omvej til Tupiza.

Burde skrive noget om Copacabana-turen, så det gør jeg så.

I påsken tog vi til Copacabana, La Paz boernes yndlings-strandby ved Titicaca-søen, og også den eneste strand indenfor arms længde (ellers skal man til Arica i Chile, og det er pænt langt) – og nej, det er omvendt: Det er stranden ved Rio, der har navn efter denne strand. Vi tog af sted med Diana Tours skærtorsdag den 8. april meget tidligt om morgenen. Kørte med bussen igennem El Alto, en anden del af slumbyen end vi havde set før, og jeg talte hele turen om Hernando de Sotos bog, ”The Mystery of Capital”, som jeg har læst, og som interesserer mig meget. Og når man ser på alle lerhytterne, alle de halve nybyggerier i El Alto, alle de fattige der roder i bunker af affald, alle hundene, så indser man virkelig at der er brug for forandringer: Men også at folk sådan set i stort omfang selv har kræfterne til at skabe sig en tilværelse (for 15 år siden var der ingenting i El Alto); de har ’blot’ brug for en legalisering af deres ejendom og deres arbejde, og en kreditmulighed. Det er den proces, der kaldes ’kapitalisering’, og som faktisk har været i gang i et stykke tid, efter tåbelige socialistiske eksperimenter.

Det er et barsk område, højlandet, men også utroligt scenisk og smukt, og hele vejen kan man se de grønne bjerge, der langsomt bliver til snedækkede Andesbjerge, gennem skyer og sol, blå himmel, stirrende skarpt solskin. Indianere og lamaer, lerhyttelandsbyer plettet med Paceña-skilte, eller små forfaldne angivelser af ”Restaurante” eller ”Hostal”. Hele vejen kan vi se Andesbjergenes største tinder til højre, snedækkede i solen. Skyerne hænger lavt. Vi er næsten 4000 meter oppe.

Læs mere Copacabana og Titicaca-søen

En sort dag for Bolivia

Den regnvåde katastrofe. Alt var ellers kørt op til den helt store nationale manifestation. Siden oktoberurolighederne, har situationen været ustabil, og regeringen Carlos Mesa gør meget for at forsøge at skabe en national enighed, en ’social pagt’, som præsidenten kalder det. Optakten var ”Dia del Mar” sidste tirsdag, og hele ugen har politikerne meldt ud med store nationale proklamationer om at Chile må give havet tilbage til Bolivia, i det mindste adgangen til havet. Mesa opfordrer til forhandlinger uden betingelser, og avisernes forsider kører hver dag stort set den samme historie: Giv os havet tilbage! Hvad Chilenerne egentlig tænker om historien ved jeg ikke, sikkert nogenlunde det samme som Sverige ville gøre, hvis Anders Fogh gjorde det til et hovedtema i sin Grundlovstale at ”det er et spørgsmål om liv eller død for Danmark at få Skåne tilbage!”

Men hvorom alting er: Denne tirsdag skulle det hele kulminere: Bolivia møder Chile i en meget vigtig fodboldkamp på Hernando Siles olympiske stadion i La Paz, og bagefter kampen skulle starte en enorm byfest, hvor 5.500 såkaldte diabladas (folkedansere klædt ud som djævle), skulle danse 72 timer i træk i kæmpe optog som en hån overfor chilenerne (der bilder sig ind at diabladas også er en chilensk tradition, hvilket det naturligvis ikke er). Alt var klart til det store brag.

Læs mere En sort dag for Bolivia

Havets Dag

Her er en artikel, som det desværre ikke lykkedes mig at få trykt i en dansk avis. Der er ingen i DK som interesserer sig for Bolivia, har jeg fundet ud af. Synd for dem. Jeg synes Havets Dag er noget af det mest bizarre jeg har oplevet. Læs selv…Der er billeder til sidst i artiklen.

Drømme om en fjern kyst

Bolivia og havet. Præsident Mesa udtaler, at ”det er et spørgsmål om liv eller død at få havet tilbage”. Men er havet virkelig det vigtigste problem for den kriseramte lantinamerikanske nation?

Af Lars Hvidberg

Tirsdag den 23. marts marcherede en enorm procession igennem La Paz, Bolivias hovedstad, som en bizar blanding af studenternes translokationsdag, en byfest og Den Røde Hærs 1. maj parade. Hele den skoleuniformklædte gymnasieungdom var på gaden med faner og bannere, ledsaget af utallige larmende orkestre, militærpoliti i gallauniformer og enarmede krigsveteraner. Nok fik eleverne en fridag i solskinnet, men baggrunden var skam alvorlig nok, og det sås på den ivrige trommen og marcheren, ledsaget af nationalhymen fra unge struber.

Læs mere Havets Dag

Kilden i Urmiri

I weekenden var vi i Urmiri, et gammelt kursted 3 timers kørsel fra La Paz.. Det var første gang jeg var oppe på Alti-planoet og det var en flot oplevelse. Rart at komme ud af byen, ude af grusgraven her i La Paz, og ud på de store vidder, sletten mellem to kæder af Andesbjergene, Cordillera Real og Cordillera Occidental. På denne tid af året er højsletten endnu grøn og frodig, men her kan vist blive meget afsvedet senere på vinteren, hvor solen er sindssygt skarp (tænk på: Man er 4 km tættere på solen og luften er meget tynd). Det er et goldt og ufrugtbart sted, alt i alt, og de små græstotter kan kun brødføde meget få får, æsler og lamaer. Alligevel er der pletvise gårde, pletvise familier der hutler sig til livet blandt jordstubbene. Eller sådan ser det i hvert fald ud. For mange af dem er det måden at leve livet på, og har man en gruppe får, et par æsler og en lama, så er ens lykke gjort. Vi kom forbi en klynge lamaer, som I her får et billede af (Ja, så smukt er her!):

Lamaer på højsletten

Læs mere Kilden i Urmiri

Jazz i La Paz

Ja, der er mange ting man kan tage sig til i La Paz, og mange ting man måske ikke lige skulle forvente. Det behøver ikke være indianersjov det hele (selvom der er et par forrygende markeder, et turistmarked der bugner med billig alpakauld, og et sort marked med alt hvad du vil have i elektronik, tøj og plastikbøtter). Man kan sagtens være international, tilmed for en billig penge. Menuen har allerede stået på sushi tre gange, til under 50 kroner for en ordentlig omgang frisk fisk.

Og nu spørger du måske: hvordan kan det lade sig gøre at få friske fisk, når Bolivia ikke har adgang til havet, ja, når det faktisk er deres store nationaltraume (du kan få ellers veluddannede bolivianere til i ramme alvor at sige ”hvis vi bare havde Havet”…og det når man tænker på at de har enorme ressourcer, fx i naturgas og tin, tag jer dog sammen) – og dertil er der bare at sige: Det er foreller fra Titicaca-søen (som ligger lige om hjørnet) og de smager glimrende!

Læs mere Jazz i La Paz

Højderne

Det er højderne der gør det. Det er højderne der gør det hele her i La Paz. Det er trykket (der mangler) og ilten (der mangler).

Det er højderne. Cremen vælter ud af tuberne, når man åbner dem; der er undetryk og de hvide klatter vælter ud og er ikke til at stoppe – som når der går hul på en byld eller en bums. Man skal skynde sig at lukke den igen, ellers forsvinder det hele.

Det er højderne. Der mangler nogle atmosfærer og vandet koger ved 88 grader celsius. Teen bliver dårlig, kaffen svag. Sodavanden bruser mere end i København, sprutter ud over det hele. Det kan tage 10 minutter at åbne en flakse agua con gas, for man skal dreje ganske langsomt på låget, for at få brusen væk uden at flasken sprænges – og der er næsten intet vand tilbage, når den har hvæset færdig. Det er højderne.

Læs mere Højderne

Ankomst til La Paz

Vel ankommet til La Paz, denne mærkværdige by 3,632 meter over havets overflade. I solen er her varmt, omkring 20-25 grader, men i skyggen meget køligt, for ikke at sige decideret koldt. Troperne, under ækvator, men så højt at ilten er tynd og solen og kulden brænder lige igennem. Bær en solhat og faktor 60, altid.

Status: Helbred: Jetlagget, men ikke højdesyg. Positivt.

Ellers: Fremsynet, optimistisk. Her er meget lys, og det gør en stor forskel. Danmark om vinteren er for hårdt at leve i. Hvor mange gange skal vi sige det til os selv før vi forstår det?

Billeder fra udsigten og lejligheden. Bjerget Illimani er alles referencepunkt i La Paz, når det ellers er frit for de skymasser, som ofte dækker det. Jeg er ikke den første som har taget billeder af bjerget, og bliver næppe den sidste. Men sådan ser det ud herfra, hvor jeg er og venter på at jeg vender mig til ilten.

Illimani i morgendisen

Illimani om formiddagen

Stuen i sol