
Samuel P. Huntingtons The Clash of Civilizations, som udkom i 1996, var uden tvivl en af de sidste 10 års mest indflydelsesrige bøger, men det er også en bog, som de fleste har hørt om, men langt færre læst. Nu har jeg, med vanlig forsinkelse, endelig selv fået mig tævet gennem den både tørre og interessante bog, der er en udvidelse af et essay Huntington skrev til Foreign Affairs i 1993 (kan læses her).
Huntingtons centrale ærinde var – i kølvandet på Den Kolde Krigs endeligt i årene 1989-91 med Sovjetunionens sammenbrud, og dermed sammenbrudet for den bipolære verdensorden, der havde domineret verden siden 1945 – at forsøge at indkredse, hvad det centrale paradigme for verdens politiske orden ville blive i starten af det 21. århundrede, det vil sige i den periode, som vi befinder os i nu. Det er derfor ret interessant at forsøge et tilbageblik og se, i hvor høj grad Huntingtons tese holder vand. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogle ‘ti år efter’ artikler af Huntington, men det kan jo være de kommer.
Grundlæggende er Huntingtons idé, at verdens stater efter 1991 vil begynde at ordne sig efter civilisatoriske skillelinjer frem for de ideologiske skillelinjer, der karakteriserede Den Kolde Krigs statssystem. Han nævner 9 betydningsfulde civilisationer, som vil agere samlingspunkter for de forskellige stater – eller splitte de stater, som indeholder flere forskellige civilsationer. De vigtigste civilisationer Huntington beskæftiger sig med er Vesten (USA og EU med Canada, Australien og New Zealand som påhæng), Islam (der ikke har nogen kernestat) og Kina (‘sinic’ civilisation, der også inkluderer Vietnam og Korea), fordi de to sidste er de mest oplagte udfordrere til Vestens hegemoni, Islam på grund af befolkningstilvæksten og militarismen, Kina på grund af den økonomiske vækst. Af andre civilisationer nævner Huntingon Latinamerika, Afrika, Hinduisme (Indien), Ortodoks kristendom (Rusland og en del af Østeuropa), Buddhisme (Burma, Thailand, Laos, Cambodia) og Japan. Der er naturligvis flere andre mindre civilisationer, f.eks. Jødedom (Israel, hvis det ikke er en del af Vesten, her er Huntingon ikke specifik) og caribisk civilisation. Men de 9 vigtige er de ovenstående, ikke mindst er det afgørende, hvordan de 6 mindre vil orientere sig overfor de 3 store.
Huntington definerer en civilsation som det højeste niveau af menneskelig identifikation, der samtidig sætter en forskel (dvs før definitionen ‘menneske’) mellem ‘dem’ og ‘os’. Definitionen er både historisk og kulturel, men også i høj grad religiøs, og Huntington identificerer religionen som det centrale identifikationspunkt for en civilisation. Kontroversielt i starten af 90’erne, hvor der var en betydelig optimisme på verdenssamfundets vegne, men vel knap så kontroversielt i dag, selvom det ikke nødvendigvis er helt rigtigt. Tesen er så, at i tilfælde af konflikt vil vi helt automatisk alliere os med dem, som vi bedst forstår, deler religion, sprog og opfattelse af politik med.
Der er således både betydelige fordele ved at tilhøre en civilisation (nemmere samhandel, forståelse, osv.), men også betydelige risici, nemlig risikoen for at blive trukket ind i konflikter, der alene af deres civilisatoriske karakter forværres og gøres endnu mere blodige. Huntington taler her om Fault Line Wars som den største risiko for verdensfreden, fordi der ikke bare er tale om en isoleret konflikt, men om en potentiel udvidelse af konflikten. Huntingtons hofeksempel er den meget blodige borgerkrig i Bosnien hvor katolske kroater (støttet af Tyskland og dermed Vesten), ortodokse serbere (støttet af Serbien og Rusland) og muslimske bosniere (støttet af Tyrkiet, Saudi-Arabien, og – som undtagelsen der bekræfter reglen – USA) nådesløst etnisk udrensede hinanden og fik hjælp af deres respektive civilisationer, hvor de forskellige hovedlande både udvidede konflikten og havde mulighederne for at begrænse den.
Huntington er tit blevet skudt i skoene, at han er fortaler og apologet for vestlig magtanvendelse og inddæmning af fx Islam og Kina, mens andre blot konstaterer, at han realistisk ser på de enorme forskelle, der findes mellem forskellige menneskers måde at opfatte verden på, men ikke nødvendigvis advokerer for krig eller sammenstød i den forstand. Der er ikke tale om en opfordring til sammenstød, der er tale om et forsøg på at analysere et grundvilkår, som man simpelthen blot må tage til efterretning og forholde sig til, hvis man ønsker at forstå, hvordan verden fungerer.
Det nytter ikke noget, hvis vi automatisk forventer, at de grundværdier og kilder til civilisation, som vi i Vesten holder for naturlige og universielle, anerkendes af andre civilisationer i andre civilisationer enten ikke anerkendes eller foragtes. Huntington påpeger (p. 69ff) , at centrale begreber i den vestlige civilisation som arven fra Rom og Grækenland, katolicismen og protestantismen, de europæiske sprog (og deres mangfoldighed), adskillelsen af den åndelige og den verdslige autoritet, begrebet om retsstaten og rettens overhøjhed, den samfundsmæssige pluralisme, traditionen for repræsentative forsamlinger og individualismen i deres kombination er unik for Vesten, selvom mange elementer genfindes i andre civilisationer. Andre civlisationer har andre grundværdier, som ofte fremhævet af hovedsageligt islamiske og asiatiske landes oppposition til de universielle menneskerettigheder, der er et helt igennem vestligt påfund (kombinationen af individualismen, retsstaten og den samfundsmæssige pluralisme). I både Islam og de asiatiske civilisationer vil man fx mene, at individerne er underlagt fællesskabet og dets sammenhængskraft, det være sig religøst, familiemæssigt eller statsligt, og individet forventes at underkaste sig eller gå på kompromis med egne interesser. Det kan vi kalde undertrykkende, så meget vi vil, men sådan forstås det simpelthen ikke i andre civilisationer. Dér forstås det som godt, rigtigt og nødvendigt.
Kritik af Huntington
Huntingtons tese har en række fordele, som gør den meget anvendelig. Dels er den tilpas kompleks til at indfange mange forskellige nuancer af international politik og samtidigt er den tilpas enkel til at ordne erfaringerne i en sammenhængende struktur, man kan bygge politik på. Men samtidig skal man være sig bevidst, at tesen også har en række begrænsninger, hvor de vigtigste jeg vil pege på, er fokuseringen på stater som aktører og den manglende vilje til så at sige at bedrive ‘sammenlignende civilisationskritik’, dvs. undersøge i hvor stor grad de forskellige civilisationer har en fremtid for sig i en moderne verden, om de fx kan skabe økonomisk udvikling eller stabilitet.
Det første punkt er relativt enkelt. Huntington undersøger kun stater som aktører i international politik, og det er selvfølgelig ikke et helt dumt paradigme at gå ud fra. Men især i forhold til Islam kommer analysen til kort, og det burde især være indlysende med ikke-statslige grupper som Al Qaeda, Hizbollah og Hamas’ stadig større indflydelse på international politik (man kunne nævne en lang række andre grupperinger, der heller ikke fungerer indenfor normale statslige afgrænsninger). Mellemøsten har altid haft et problem med de kunstige stater, oprettet af kolonimagterne, men afgørende er det her, at disse grupper ofte er i strid med de nationale regeringer, selvom de tilhører samme civilisation. Man kan se situationen i Libanon som et indlysende eksempel, hvor Hizbollah både er med i regeringen og samtidig fører helt sin egen udenrigspolitik.
Det andet punkt er mere diffust, men det ville være interessant med en nærmere undersøgelse af de forskellige civilisationers forhold til fx politiske begreber som privat ejendomsret, kapitalisme, marked, velfærdsstat, statslig intervention, social lighed osv. samt i hvor høj grad dette påvirker civilisationens evne til at indgå i et global kredsløb. Det er fx tydeligt, at Kinas overgang til markedsøkonomi og privat ejendomsret (inden for de grænser som staten sætter) er den afgørende grund til Kinas fremvækst som stormagt, men det er uklart i hvor høj grad denne overgang er i strid med kunfucianismens normalt meget fællesskabsorienterede og autoritære grundholdning. Huntington skriver bl.a. om hvordan stadig flere kinesere omvender sig til protestantismen og katolicismen for at få en religion, som i højere grad er forenelig med individualismen, men det er uklart om det så gør dem mere vestlige. Den samme tendens kan ses i både Latinamerika og Afrika, hvor protestantismen og dens forskellige afarter i vækkelssesbevægelserne i disse år vokser eksplosivt. Omvendt er det tydeligt, at den stærke fokusering på den grundlæggende fastlåste samfundstilstand, der ligger i Koranens diktum om religion som politik og politik som religion, har spillet en betydelig rolle i den manglende udvikling i den islamiske verden, simpelthen fordi reglerne er skrevet på forhånd og ikke er til diskussion (fx omkring et så centralt økonomisk instrument som renter og låntagning).
Men hvad så nu?
Hvis man mener, at Huntingtons tese holder vand, og det mener jeg at den gør et langt stykke hen ad vejen, så er det interessant at se, hvad han anbefaler de forskellige civilisationers kernestater (det er USA for Vesten, Kina for den siniske civilisation. Islam har ingen kernestat, hvilket gør civilisationen ustabil) at gøre, hvis en generel civilisatorisk konflikt skal undgås. Den første regel er afholdenhed (abstentation) det vil sige, at kernestater afholder sig fra at intervenere i konflikter i lande i andre civlisationer. Det er denne regel, som Vesten har brudt i fx Afghanistan og Irak og en del af grunden til, at netop disse konflikter har en så eksplosiv virkning på regionen, og det er derfor det var så dumt af George W. Bush så meget som at overveje at tage ordet “korstog” i sin mund. Det er også den samme regel forskellige islamiske stater bryder i forhold til konflikten mellem Israel og palæstinenserne, hvilket hjælper til med at forværre denne konflikt. Den er helt eksplicit et civilisatorisk projekt for mange islamister.
Den anden regel er koordineret mægling (joint mediation), dvs. at civilisationernes kernestater arbejder sammen om at mægle i lokale konflikter mellem forskellige civilisationer for at begrænse konflikten. Man må for enhver pris sørge for, at det civilisationsmæssige aspekt kommer til at fylde så lidt som muligt i konflikten. Desværre forholder det sig ofte sådan, at parterne i konflikten netop finder en stor styrke i at kalde ‘storebrødrene’ til hjælp. Her ses det i øvrigt igen, at fraværet af en kernestat i Islam skaber ustabilitet, fordi de forskellige stater konkurrerer om indflydelse ved at puste til ilden i Israel-Palæstina-konflikten. Var fx Ægypten eller Iran (begge er med i kapløbet) en klar kernestat i den islamiske verden, ville det være langt lettere at forhandle en løsning på plads. Men sådan er det ikke, og derfor fortsætter en konflikt, som burde være lukket for længe siden (fx i 1967, hvor Israel tilbød at give alt besat land tilbage til gengæld for en fredsaftale).
Den tredje regel er mere generel og handler om at opdyrke de fælles træk (commonalities) som rent faktisk eksisterer mellem civilisationerne. Det er jo ikke sådan, at bare fordi ingen civilisationer deler alle træk (så ville de være identiske), så deler de ingen træk og kan overhovedet ikke tale sammen. Der eksisterer fx mange fælles træk mellem Vesten og Latinamerika (hvorfor Huntington også beskæftiger sig med muligheden for en sammensmeltning, som det allerede nu sker i Mexico, Californien, New Mexico, Texas), men langt færre mellem fx Latinamerika og Kina. Alligevel er det – muligvis – sådan, at man faktisk kan konstruere en liste, som kan danne grundlag for fælles forståelse mellem de forskellige civilisationer, og dermed er et udgangspunkt for kommunikation og konfliktløsning (en verden helt uden konflikter skal vi næppe forestille os, det er jo netop den hovmodige udgave af vestlig universalisme). Men alligevel kan man forestille sig, at selvom vi vurderer værdierne forskelligt (de står forskellige steder på ranglisten), så er de alligevel fælles værdier.
Huntington fremhæver et projekt, man omkring 1990 gennemførte i Singapore i et forsøg på at definere de fælles værdier, der sammenbandt bystaten, som både er asiatisk, muslimsk og vestlig på samme tid. Projektet Shared Values blev ganske vist gennemført som et modspil til rene Vestlige værdier, men det er interessant at notere sig, hævder Huntington, at de værdier, projektet fandt frem, også vil blive regnet for værdifulde af de fleste vesterlændige. Værdierne er som følger: Nation over etniske tilhørsforhold og samfund over individ, Familien som samfundets grundenhed, Samfundets respekt og støtte for individet, Konsensus frem for strid, Racemæssig og religiøs harmoni. Det er forestillinger og værdier som man genfinder i langt de fleste civilisationer, også i Vesten selvom vi nok rangerer invididualisme højere, og det er dermed Huntingtons bud på et grundlag man kan bygge videre på. Samtidig gør han dog klart, at det er absolut nødvendigt for Vesten at indse, at Vestens værdier er unikke for Vesten og værd at bevare. Man kan kalde det både en slags moralsk oprustning og en besindelse på, at andre ser verden anderledes og Vesten ikke skal forestille sig, at den har en messiansk rolle, der skal gøre Verden til Vesten. For dét er både moralsk og realistisk et projekt, som er hovmodigt og derfor dømt til at fejle.