Hvad gik galt i København?

Fra jp.dk – Spillet om en syndebuk:

Forklaringen på, at hverken USA eller EU havde checkhæftet med til København er, at de ikke vil acceptere Kina som et uland på linje med de allerfattigste. USA og EU finder det simpelt hen urimeligt, at de skal betale en af verdens største forurenere og mest sprudlende økonomier for at forurene mindre. Hvorefter Kina kan bruge pengene til at udkonkurrere industrien i den vestlige verden – og opkøbe værdier i de finanskriseramte europæiske lande og USA.

USA og EU undervurderede Kina. Det lyder som en troværdig analyse af, hvad der foregik bag kulisserne til Cop15. Der var tale om en magtkamp, og USA og EU kom afsted med håret i postkassen. Den danske regering og Obama blev ydmyget. Det var kun på en feberredning fra Obama, at der overhovedet kom en aftale i stand, selvom den er tæt på meningsløs.

100 Globale tænkere

Fra Foreign Policy – 100 globale tænkere, der er med til at forme verdens fremtid. Det er en spændende liste, med Ben Bernanke og Barack Obama i toppen, og en blandet landhandel med både frimarkedsforkæmpere og klimaalarmister, men en generel vægt på fortalere for en åben verden med gennemsigtighed, frihandel og samarbejde. Ganske fornuftigt, men nok (især med COP15 in mente) med al for stor idealisme og tiltro til den politiske proces. At læse listen fik mig til at fundere lidt mere over, hvad jeg mener om politik, og hvorfor jeg hele tiden har været rigtig skeptisk overfor COP15-forløbet.

Hvis der er noget hele klimaforløbet op til COP15 viser, er det – uanset hvilken vinkel man i øvrigt lægger på klimaproblemerne – at global politik ikke præges af fornuft eller samarbejde, og at landene ganske naturligt søger at optimere deres egne interesser frem for at arbejde i fællesskab imod fælles løsninger (hvad de så i øvrigt skulle indeholde).

Det er vel den væsentligste grund til, at jeg er ret skeptisk overfor idealet om politiske løsninger på alle mulige problemer: Politikere er også mennesker, først og fremmest drevet af deres egeninteresse og med et meget begrænset udsyn. I dette tilfælde brød forhandlingerne så næsten totalt sammen, men alternativet havde sandsynligvis været en enormt dyr aftale, som ingen alligevel havde overholdt. (Man kan i øvrigt også spørge, om det overhovedet giver nogen mening, at en aftale er “god for alle”? Vi har jo forskellige interesser og forskellige mål, uanset om vi taler sammen eller ej)

Politik er en blæksprutte, de kloge mennesker jager i håbet om, at de kan lænke det til deres formål, men de ender altid selv med at blive fanget af tentaklerne. Det er vist nok poesi for i aften.

Pas på den grønne protektionisme

Skriv under på underskriftsindsamlingen imod grøn protektionisme:

You have no doubt heard about the UN’s climate conference in Copenhagen next month. Chief among the bad ideas being touted by environmental activists and politicians in the run-up to that meeting is a proposal to permit trade restrictions on the grounds that they will help to prevent climate change (for example by encouraging governments to sign up and comply with an international agreement to restrict emissions). Pascal Lamy, director of the World Trade Organization, has even sanctioned this approach, saying that the world’s priorities should be “climate first and trade, second.” And – surprise surprise – uncompetitive industries and other vested interests have jumped on the bandwagon.

Trade – along with the increased wealth and the better, less costly products and production processes that it yields – offers people in poor countries the possibility once and for all to address chronic problems such as drought-induced famine and poverty-induced diseases. Without trade, people will be much less able to adapt themselves to the climate they face now and in the future. Meanwhile, imposing restrictions on trade will inhibit specialisation and innovation, which may slow down the development of low-carbon technologies. In other words, trade restrictions are neither desirable nor are they an effective way to prevent climate change.

Frihandel er vigtigere end COP15s klimaaftale. Især i betragtning af, at COP15 intet kommer til at betyde for jordens klima i den store helhed – men kan få enorme virkninger for den økonomiske vækst i ulandene.