Fra Foreign Policy – 100 globale tænkere, der er med til at forme verdens fremtid. Det er en spændende liste, med Ben Bernanke og Barack Obama i toppen, og en blandet landhandel med både frimarkedsforkæmpere og klimaalarmister, men en generel vægt på fortalere for en åben verden med gennemsigtighed, frihandel og samarbejde. Ganske fornuftigt, men nok (især med COP15 in mente) med al for stor idealisme og tiltro til den politiske proces. At læse listen fik mig til at fundere lidt mere over, hvad jeg mener om politik, og hvorfor jeg hele tiden har været rigtig skeptisk overfor COP15-forløbet.
Hvis der er noget hele klimaforløbet op til COP15 viser, er det – uanset hvilken vinkel man i øvrigt lægger på klimaproblemerne – at global politik ikke præges af fornuft eller samarbejde, og at landene ganske naturligt søger at optimere deres egne interesser frem for at arbejde i fællesskab imod fælles løsninger (hvad de så i øvrigt skulle indeholde).
Det er vel den væsentligste grund til, at jeg er ret skeptisk overfor idealet om politiske løsninger på alle mulige problemer: Politikere er også mennesker, først og fremmest drevet af deres egeninteresse og med et meget begrænset udsyn. I dette tilfælde brød forhandlingerne så næsten totalt sammen, men alternativet havde sandsynligvis været en enormt dyr aftale, som ingen alligevel havde overholdt. (Man kan i øvrigt også spørge, om det overhovedet giver nogen mening, at en aftale er “god for alle”? Vi har jo forskellige interesser og forskellige mål, uanset om vi taler sammen eller ej)
Politik er en blæksprutte, de kloge mennesker jager i håbet om, at de kan lænke det til deres formål, men de ender altid selv med at blive fanget af tentaklerne. Det er vist nok poesi for i aften.